Posts Tagged ‘Explore’

På jagt efter gravel-guld på Lolland, Falster, Møn og Midtsjælland

Posted on: december 21st, 2024 by Kristian Venø

Et hurtigt kig på et Strava heatmap sendte gravelleuren Kristian Venø på øhop i jagten på gravel-guld og ukendte grusveje.

Når det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side med sol, varme og lyse nætter, så er Danmark et af de skønneste steder at udforske med sin cykel.

Der er mange steder i Danmark, jeg endnu ikke har kørt, og da jeg skulle planlægge min “mini-gravel-ferie”, tog jeg et kik på mit “heatmap” over steder i Danmark, hvor jeg endnu ikke havde ledt efter gravel-guld. Valget faldt denne gang på Lolland, Falster, Møn og Midtsjælland.

En tur på 680 kilometer (723 kilometer inkl. færgeoverfart), hvor cirka 50 procent af turen var på skønne grus-, skov- og markveje på Lolland, Falster, Møn og Midtsjælland.

Ruten kan ses og downloades her.

Dag 1: Færgejagt

Turen tog sin start ved Kirkeby på Fyn, hvor Lene (min bedre halvdel) satte mig af efter en dag med besøg hos svigerdatter og søn. Det passede med, at jeg kunne nå den sidste færge fra Spodsbjerg til Tårs. Den første nat blev tilbragt på en shelterplads sydøst for Nakskov.

Det var her, at jeg første gang på turen stiftede det ubehagelige bekendtskab med den særlige aggressive myg, som, jeg skulle erfare, hersker i den sydøstlige del af landet. Der gik ikke mange sekunder, før jeg var medvirkende til, at hungersnøden blandt myggene i det sydøstlige Danmark blev afværget. 

Hurtigt fik jeg langt tøj på som værn mod flere myggestik, slået teltet op og kom i soveposen ved 23:00-tiden.

Dag 2: Lolland-Falster

Jeg stod op sammen med solen, fik pakket sammen og kom på cyklen ved cirka 05:30 tiden, inden myggene opdagede, at deres morgenmad var på vej væk. Da jeg sad hjemme og skulle planlægge turen, var en af turens destinationer at køre den 63 kilometer lange dige-sti, som binder sydkysten på Lolland sammen i én samlet forbindelse.

Med vandet på højre side og det inddæmmede land, som diget har skabt bag sig, på venstre side var kursen sat mod Nykøbing Falster. En fantastisk rute og tur som blandt andet ledte mig forbi Rødbyhavn, hvor forberedelserne til Femern Bælt-forbindelsen er i fuld gang med byggeri, såvel til havs som til lands.

Dog skulle der lige skiftes slange på et fladt baghjul. Heldigvis var det en dejlig morgen, og med en solopgang over Nakskov Fjord var det en af de bedre punkteringer (hvis de findes).

Efter en frokost i Nykøbing Falster var næste mål Gedser, hvor jeg rundede Danmarks sydligste punkt. Overraskende konstaterede jeg, at det var kortere at køre til Berlin end at følge ruten tilbage til det midtjyske, men jeg valgte dog Danmark i denne omgang.

En anden pudsig iagttagelse var, at i Danmarks sydligste by, Gedser, har de “Kyllingehuset”, og i Danmarks nordligste by, Skagen, har de “Bamsehuset”. For kendere af TV-programmet Bamse og Kylling kan det ikke være et tilfælde .

Efter et kort besøg ved Gedser Odde Stenen blev forhjulet rettet mod nord, op til Stubbekøbing, hvorfra jeg tog den gamle færge IDA til Bogø, hvorefter dagen sluttede i Stege på Møn efter 234 gode kilometer langs sydkysten på Lolland-Falster.

Dag 3: Møn

Dagens første delmål var at se solen stå op ved Møns Klint, og igen må jeg indrømme, at den danske natur er fantastisk, og terrænet på Møn er enestående at opleve fra sin gravelcykel.

På vej ud til Møns Klint fik jeg oplevelsen af Møns rullende bakker og det smukke landskab, som tonede frem i morgensolen. På cyklen kan man tage en af de små vandrestier langs Møns Klint op til toppen, hvis man er okay med at stå af og gå og skubbe cyklen frem på de stejleste steder. Men udsigten er hele turen værd.

Efter Møns Klint satte jeg kursen mod Dronning Alexandrines Bro og herefter nordpå gennem skov og mark med retning mod Præstø, Haslev, Ringsted og Holbæk for at tage en overnatning i Nykøbing Sjælland

Dag 4: Hjemover

Dagens rute og plan var at nå den første færge fra Sjælland Odde til Aarhus og herefter vestover tilbage til det Midtjyske. En dejlig tur uden de store udfordringer, og eftersom jeg igen havde medvind, gik det stærkt hjemover. Og med nok energi i taskerne blev det kun til et kort ophold i Brabrand, hvor Rema stod for morgenmadsmenuen.

En afsluttende anekdote er, at jeg på turen ikke en eneste gang havde modvind, da vinden vendte rundt til fordel for mig, som jeg skal huske at påskønne.

Alt i alt igen en fabelagtig oplevelse rundt i Danmark, hvor jeg fik videokameraet op et par steder undervejs.

Læs også: Bikepacking på nordkysten

I anledningen af julen, bringer vi igen en serie af inspirerende gravelberetninger, for at give lidt gravelinspiration i vintermørket.

Bikepacking på nordkysten

Posted on: december 14th, 2024 by Kristian Venø

Kristian Venøs bikepacking-motto er, at hvis alt går som planlagt, er det ikke et rigtig bikepacking-eventyr. Et rigtig eventyr blev det, da Venø med sin cykel-buddy begav sig ud på en tredagstur på gravelcykler langs kysten i det nordjyske.

I Kristi Himmelfartsferien blev tysk øl og paneret skinkeschnitzel skiftet ud med frysemad og ”kirkegårds-vand”, da corona havde aflyst den traditionsrige Harzen-tur.

I stedet fik jeg lokket min ven og cykel-buddy Stig Sørensen med på tre dages bikepacking tur langs kysten i det nordjyske.

Ruten var en fifty-fifty rute med en god blanding af asfalt og grus, der gav mulighed for at nå målsætningen på cirka 200 kilometer om dagen.

Grundet protokollen for ”servere water condition” blev tredjedagen dog afkortet en smule.

Første etape: 200km fra Sunds til Aså

Vores bikepacking motto er, at hvis alt går som planlagt, er det ikke et rigtig bikepacking-eventyr.

Da jeg startede ud på turen, var det i troen om, at det skulle blive en fantastisk tur! Her er det så, at jeg lige vil høre, om jeg er den eneste, der har prøvet at køre hjemmefra uden hjelm og først opdage fejlen, når man forsøger at tage hjelmen af igen?

Det var bestemt ikke planlagt, at jeg ankom hos Stig uden hjelm. Heldigvis havde fru Sørensen en hjelm, jeg kunne låne, så vi ikke skulle starte med at køre 10 kilometer tilbage på turen.

Første etape gik via Viborg, gennem Lindholm Skov, frokost i Hobro, Rold skov, og med færgen til Hals til overnatningsstedet ved Aså.

Af ”ikke planlagte” aktiviteter på dag ét kan nævnes: 1) Stigs første punktering i Lindholm Skov på det mest udsøgte sted badet i solskin. 2) Hård opbremsning da en bæk pludselig løb på tværs af stien.

Kort før færgen til Hals kørte vi gennem Lille Vildmose, for at se om vi kunne spotte en af de fritgående Elge, men vi havde desværre ikke heldet med os. I stedet fik vi hurtig øje på turens første tordenbyge, og samtidig med regnen var vores energidepoter efterhånden klar til en forplejningszone.

Vi gik i læ og tilberedte en gang frysetørret mad tilsat ekstra kalorier i form af en pakke nudler. I alt cirka 900 kalorier til resten af dagen.

For at spare lidt på oppakningen havde vi aftalt, at overnatningen skulle ske i nogle af de 52 sheltere langs ruten. Da vi ankom ved 21-tiden, var vi de eneste på pladsen, så vi fik et ”værelse” hver for natten.

Anden etape: 213km Aså til Blokhus

Jeg vågnede ved, at Stig puslede i sit ”værelse”, og da jeg skød døren til side, skinnede morgensolen fra en næsten blå himmel. Efter et par daggamle boller fra Fakta i Hals fik vi hurtigt pakket sammen og på hjul inden for en times tid på vej mod frokost i Skagen.

Nogenlunde samtidig med vi startede dagens etape, begyndte det at trække op til tordenvejr igen, og det skulle vise sig, at vi skulle følges ad det meste af formiddagen. Vi valgte at krybe i ly under de værste byger, og det var sidste gang, vi havde tørre fødder under resten af turen.

På vej mod Skagen viste det sig at være svært at finde gravel-guld, eftersom flere af områderne tilhører Kragskovhede Fængsel, og ifølge skiltningen er ”al færdsel på anstaltens terræn forbudt”. Hurtig fandt vi Østkystruten de sidste 20 kilometer forbi den tilsandede kirke på vej mod Skagen, hvor frokosten skulle indtages.

Stig havde en idé om, at vi skulle spise på en fancy restaurant, og jeg kunne frit vælge. Super, tænkte jeg, lad os tage i REMA 1000. De har en okay salatblanding til 25 kroner, vi sparer 45 minutter på bestilling og levering, og vi kan spise på parkeringspladsen i den friske luft uden lugtgener for andre restaurantgæster.

Jeg tror, Stig ønskede, han havde været mere vedholdende om den fancy restaurant i Skagen centrum.

På toppen af Danmark (ved REMA 1000) vendte vi forhjulet mod syd og fulgte Vestkystruten et godt stykke mod syd med kørsel på stranden ved Lønstrup og ved Løkken og Blokhus.

Aftensmaden var igen frysetørret, meeeen dagen blev afsluttet med en velfortjent Dunkel Weissbier på shelterpladsen syd for Blokhus. Ved 22-tiden blev soveposen lukket for natten.

Tredje etape: 172km Blokhus til Sunds

Alle, der har sovet i shelter eller telt, kender lyden og fornemmelsen af regnen, der trommer på taget. Ikke den bedste start på dagen og med udsigt til regn og modvind det meste af dagen, blev ruten omlagt fra en rute ned langs vestkysten til Agger til i stedet Aggersund broen og den grusbelagte Himmerlandssti.

Hele stien er 79 kilometer og er anlagt på den gamle jernbanestrækning mellem Løgstør og Viborg.

Efter godt seks timer ankom vi til Viborg, hvor Stig endeligt fik opfyldt sit ønske og kom på restaurant. Menuen bestod af tre cheeseburgers og en cola.

Læs også: Jagten på den hellige gravel

Efter cirka 540 kilometer og fire punkteringer senere var vi blevet mætte af grus og valgte Alhedestien hjem fra Viborg til Sunds.

En fantastisk tur med alt det bedste, som det danske landskab kan diske op med. At dele oplevelsen med sin cykel-buddy har den fordel, at man ikke selv er den eneste med ømme ben dagen derpå.

I anledningen af julen, bringer vi gamle gravel beretninger, for at give lidt gravel inspiration i vintermørket.

Fyn er fin – men smukkest set fra en gravelcykel

Posted on: november 30th, 2024 by Kristian Venø

Kristian Venø hoppede på gravelcyklen og begav sig ud i ukendt terræn. Belønningen faldt i form af noget af det smukkeste natur, vi har her til lands.

Endelig – endelig – endelig. Jeg troede ikke, jeg skulle høre det i foråret, men Peter Tanev fra vejrudsigten fortalte, at det ville blive tørvejr og plus 20 grader TO dage i træk.

Så for første gang i år lod jeg regntøjet, skoovertræk og den varme sovepose blive hjemme. Jeg kunne næsten ikke vente til en tur i kort-kort og uden våde fødder, og Fyn blev den heldige vinder denne gang.

Det blev endnu et fantastisk eksempel på, at gravel og bikepacking kan noget helt særligt, hvor det også handler om at dele sit ”terræn” med andre. Tak til Gravel Fyn-hjemmesiden for at have lagt ruten ud.

Samlet set var det en cirka 50/50-rute med en god fordeling mellem grus og asfalt, så når du trænger til en aktiv pause efter et stykke med grus, kommer der et stykke med asfalt, hvor der kan samles kræfter inden det næste stykke grus.

En undtagelse er dog terrænet mellem Faaborg og Svendborg, hvor ruten er henlagt til Svanninge Bakker. Fy for den lede, hvor jeg pustede balloner på dette stykke.

En hurtig søgning på nettet ledte mig til hjemmesiden Gravel Fyn, der har mange fynske ruter lagt op, og som kan downloades, herunder en rute benævnt ”Fyn Rundt 2020 – Den lange – 422 km”.

Ruten følger kysten, og en del af ruten cykler du på den fynske del af cykelrute 8 – Østersøruten. Derfra tager ruten en masse dejlige afstikkere ud på nærliggende grus, mark og skovveje.

Efter en aften bag computeren med rekognoscering af ruten, med fokus på hvor der kan findes vand, mad og overnatningsmuligheder, var jeg klar til to dage i sadlen.

Test af bikepacking grej

Undervejs blev der også mulighed for at teste ny placering af væske, efter jeg har fået en full-frame taske og derfor ikke kan have flaskeholder inde i rammen.

Succes med testen – og ovenikøbet hindrer beslaget, at saddeltasken svajer fra side til side, når cyklen trædes an, og samtidig blev det muligt at flytte flaskeholderne væk fra forgaflen, hvor de nemt blev beskidte og støvede.

Bag ved sædet er det nemt at få fat i dunkene og sætte dem i igen. Derudover er der den ekstra fordel, at hvis du kører stærkt, er det også mere aerodynamisk.

Fra Middelfart til Faaborg

Kommende fra Jylland-siden startede jeg ruten ved foden af den gamle Lillebæltsbro, og allerede her fik jeg fornøjelsen af at opleve et stykke Danmark, jeg ikke havde set før.

De første fem-seks kilometer gik gennem Hindsgavls dyrehave, hvor morgenduggen i græsset blandede sig med indtrykkene fra havens dyr og stranden ned mod Lillebælt og Fænø.

Efter omkring 30 kilometer tog ruten en afstikker rundt om Wedellsborg Slot, hvor du cykler gennem den gamle skov og ender helt ude på skrænten med udsigt mod Bågø. Her fik jeg også fuld valuta for den friske østenvind, jeg havde fornøjelsen af hele det meste af den første dag.

Undervejs kan du være så heldig at møde marker med purløg, så du behøver ikke at køre til lavendelmarkerne i Provence for at se de lilla farver.

Helnæs

Ruten gik øst om Assens, og efter nogle kilometer sydover kom jeg til dæmningen over til Helnæs, hvor ruten gik ad grusveje rundt om et Natura 2000-område, hvor den nordlige del består af stejle kystskrænter og en markant ås – benævnt Halen.

På Helnæs’ vestligst punkt fandt jeg Helnæs Fyr, hvorfra du kan nyde udsigten og tage en slapper, inden turen går tilbage til Fyn.

Hvis der er uoverensstemmelse mellem terræn og kort, så tro på terrænet!

Det er en vigtig læresætning, jeg lærte i min tidlige ungdom, og som på vej mod Faaborg bekræftede mig i, at det ikke kan svare sig at lede efter en vej eller sti, som er på kortet, men som ikke findes i terrænet.

Så efter cirka 105 kilometer endte ruten blindt midt ude på en mark, hvor der græssede en flok store tyrekalve, som ikke så ud til at ville have besøg!

Og med en anden læresætning i baghovedet: ’Er du i tvivl – så er du ikke i tvivl,’ besluttede jeg mig for at fortrække fra marken og søge helt ud til kysten, hvor der absolut ikke havde været nogen for nylig. Efter en kilometer på gåben over stok og sten fandt jeg heldigvis tilbage til ruten.

Gennem Svanninge Bakker mod Svendborg

Jeg har aldrig kørt på gravelcyklen gennem Svanninge Bakker før. Skal jeg det igen, vil jeg helt klart sætte et par andre dæk på cyklen. Som helhed er ruten en 50/50-rute, og derfor havde jeg til lejligheden udstyret cyklen med et sæt dæk passende til et hårdt og hurtigt underlag.

Man kan sige meget om Svanninge Bakker, men hurtigt og hårdt underlag er ikke et af dem. Med kraftige regnbyger de foregående par dage så kom mine ”hurtige” dæk til kort.

Mudder og fedtede sten var årsagen til et par jeg-når-at-redde-den-styrt. Dem, hvor jeg nåede at få foden ud af pedalen og sige til mig selv: ’Jeg når det’ for et splitsekund senere at konstatere, at det nåede jeg så ikke alligevel!

Desværre havde jeg ikke overskud til at tage billeder af problemerne, så dem må du tænke dig til. Glæden var stor, da jeg for en stund igen havde et hårdt underlag under cyklen, for jeg var træt.

Efterfølgende er jeg glad for, at jeg kørte ruten mod uret, for hvis jeg havde ramt Svanninge Bakker med 260 kilometer i stængerne, tror jeg ikke, fornøjelsen med Svanninge Bakker havde været det samme.

Svendborg til Odense

Efter et velfortjent hvil under Svendborgsundbroen gik turen nordpå gennem Lundeborg, hvor ruten blev meget fladere efter en god position højdemeter i Svanninge Bakker. Modvinden blev samtidigt til sidevind.

Kort før Nyborg dukkede Holckenhavn Slot op efter et stykke dejlig grusvej. Her kunne jeg læse, at slottet har været i slægten Holcks eje siden 1672 og drives i dag af 14. generation på stedet, alt imens duften af grillmad til et selskab på slottet nåede min næse og mindede mig om, at jeg snart skulle have noget aftensmad og finde et sted at overnatte.

Under min forberedelse opdagede jeg, at på Fyn er ”fri teltning” meget begrænset, og de fleste sheltere, som ligger langs kysten, skal bookes på forhånd. Heldigvis er der masser af campingpladser på ruten, men de fleste lukker for indtjekning klokken 19-20-stykker, så det skal du lige huske.

Lige fra starten havde jeg en tanke om, at jeg kunne nå Odense den første dag og overnatte hos min søn og svigerdatter. Det krævede, at jeg skulle tilbagelægge cirka 300 kilometer den første dag, hvilket godt kunne blive en udfordring med modvind det meste af dagen og en hård rute gennem Svanninge Bakker.

I tilfælde af at jeg ikke nåede Odense, havde jeg taget al mit sovegrej med en forventning om at skulle sove i det fri. Men det viste sig, at jeg kunne nå til Odense cirka klokken 22 og have en luksus-overnatning inklusive morgenmad.

Den ekstra vægt, jeg kunne have sparet, må betragtes som gratis træning!

Odense til Middelfart

Efter en god nats søvn og en fantastisk morgenmad sagde vejrudsigten sol, 25 grader og medvind det meste af vejen til Middelfart – what’s not to like?

Ruten nordpå startede langs Odense kanal op til Enebærodde Strand, hvor jeg undervejs kom forbi Danmarks eneste kartoffelmuseum, som er placeret på Hofmansgave Gods. Jo jo, kultur er der masser af undervejs.

Kører du turen rundt om Fyn, kan du sagtens bestå den store ledvogter-eksamen bagefter. Jeg tror, jeg åbnede og lukkede mindst 30 forskellige led undervejs.

Tilbage til start

Efter en kort dag på 114 kilometer med et fantastisk vekslende terræn og underlag tonede Lillebæltsbroen frem som symbol på, at Fyn var besejret.

Læs også: Kom godt i gang med gravel

Tak til Fyn for en fantastisk oplevelse – en tur, som klart kan anbefales, hvis du ønsker at se noget af den flotteste natur, Danmark har at tilbyde dig.

Artiklen blev første gang udgivet i 2021, men i anledningen af julen, bringer vi den igen, for at give lidt gravel-inspiration i vintermørket.

Unsupported Grinder

Posted on: september 29th, 2021 by info@cykelmagasinet.dk

Af Rasmus Søndergaard Frederiksen

Lad mig starte denne beretning om mit første gravelløb med en bekendelse. Jeg har længe gået og ment, at cykling på grus, og hypen omkring gravelcykling var noget værre pjat. Enten kører man cykelcross, eller også kører man på landevejen. Punktum!

Sådan havde jeg det, lige indtil jeg for et par måneder overgav mig til gruset efter en tur rundt i Søhøjlandet på min gamle crosscykel. En smule modvilligt måtte jeg – over for mine allerede omvendte kammerater – erkende, at det der gravel faktisk er ret fedt! Og siden da har jeg ikke set mig tilbage. Jeg kan skidegodt lide det der gravel!    

Unsupported Grinder er arrangeret af den tidligere professionelle cykelrytter Mads Christensen, og med arrangørens egne ord er løbet et forsøg på at skabe et nyt nordisk monument i stil med løb som Strade Bianche, Paris-Roubaix og de store amerikanske gravelløb.

[REL1]

Og selvom det måske nok er at slå et lige lovligt stort brød op, er der ingen tvivl om, at Unsupported Grinder har potentiale til at blive en dansk gravelklassiker. Stemningen og setuppet omkring løbet er superfedt, og ruten er intet mindre end fantastisk. Området omkring Vejle kan virkelig noget.

Langt størstedelen af ruten er på grus og andet godt til de brede dæk. Og er du, som mig, mest til fladbaneræs, er ruten uden alt for mange højdemeter.

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Gravelstemning i startområdet

Som deltager har du mulighed for at køre ”Grand Grinder” på 300 kilometer og ”Short And Sharp” på 130 kilometer. Jeg havde fået muligheden for at køre 130 kilometer distancen med mine venner Anders og Marc, og det var med forventningens glæde, at jeg stillede mig til start lørdag morgen.

Ikke kun, fordi dette var mit første gravelløb nogensinde, men også fordi jeg kun en uge forinden havde købt min første gravelcykel med skivebremser og hele pivtøjet. Tak Marc!

Stemningen i startområdet på havnen i Vejle er afslappet, hyggelig og uformel på den fede måde. Det er helt tydeligt, at folk er mødt op for at få en fed og hyggelig tur på rammen. På en dag med fantastisk cykelvejr i øvrigt!

[CITAT1]

Som det skulle vise sig, blev der kørt ræs, da først løbet blev givet frit, men da vi står i startboksen, fornemmer jeg ikke den samme spænding, som man ofte oplever til et landevejsløb. Og det er faktisk ret fedt!

De første par kilometer af løbet udspiller sig i et adstadigt tempo på vej ud af Vejle, men tempoet bliver skruet i vejret, så snart vi når til udkanten af byen. Det første stykke køres på asfalt, og en stor del af feltets ryttere sidder med, men dette ændres dog med ét, da vi rammer det første offroad stykke på ruten.

[SPLIT][IMG6][IMG7][SPLIT]

Med tungen hængende ved knæene

Stykket er en blanding af grus og ujævne græspassager og der går ikke længe, før vi sidder fire-fem stykker sammen i front.

”Det går sgu da meget godt det her,” når jeg at tænke, idet vi rammer en MEGET ujævn nedkørsel, og før jeg får set mig om, har jeg smidt kæden, alt imens frontgruppen sejler væk i horisonten.

”Pis og lort, det var det løb,” tænker jeg, mens jeg med puls-alt-for-høj knokler med at få sat kæden på igen. Men jeg beslutter mig for, at jeg hellere vil dø med skoene på end at give op, så jeg sætter jagten ind. Jeg får indhentet mange af de ryttere, der er blæst forbi mig, og på vejen får jeg samlet en ung gut op.

Sammen tager vi jagten op, og efter syv-otte kilometer lykkes det os, med tungen hængende nede ved knæene, at få kontakt til frontgruppen igen. Stykket, vi har kørt, er virkelig fedt… på den virkeligt irriterende måde.

[REL5]

Det første stykke af Unsupported Grinder er uden tvivl det mest kuperede på ruten, og det er sgu fedt at blæse op- og nedad på grusvejene. Men det er samtidig hårdt og ret uoverskueligt for en halvgammel mand, der egentlig bedst kan lide, når det bare går ligeud, at skulle bruge så meget energi så tidligt i løbet.

[CITAT2]

Heldigvis hjælper det på det hele at komme op til frontgruppen, der, selvom de kører stærkt, har fundet ind i et fornuftigt samarbejde. Vi tager vores del i arbejdet, selvom jeg nok må indrømme, at jeg springer et par føringer over til at starte med, og ret hurtigt står det klart, at vi nok ikke bliver hentet bagfra.

[SPLIT][IMG9][IMG10][SPLIT]

Fjollet slutspurt

Over de næste mange kilometer kører vi fint rundt, og der er tid til både at køre stærkt og til at småsnakke. Endnu engang må jeg konstatere, at det er anderledes at køre et gravelløb end et landevejsløb – til dem bliver der sgu aldrig snakket ret meget, og når det endelig sker, er det ikke altid, at folk har noget pænt at sige til hinanden!

Og ikke mindst er der tid til at nyde naturen og de fede grusstykker, Mads Christensen har lagt ind på ruten. Da vi når rutens første og eneste depot – i princippet er løbet UNSUPPORTED – er vi fem mand tilbage i frontgruppen. Kørt før depotet har vi måttet sige farvel til gruppens sjette medlem på grund af en defekt. Her synes jeg lige, det skal nævnes, at han kørte på mountainbike. Fandeme stærkt kørt!

Efter fælles aftale holder vi en kort pause i depotet, selvom jeg i virkeligheden mest har lyst til at forsætte. Af erfaring ved jeg, at der sjældent kommer noget godt ud af at standse op midt i et løb og ganske rigtigt; da vi sætter i gang igen, er stængerne tunge som bly, og de sidste 50 kilometer kæmper jeg med at finde rytmen igen.

[REL10]

Ja, faktisk føler jeg ikke på noget tidspunkt efter pausen, at jeg er specielt godt kørende – der er ingen tvivl om, at min asen og masen i starten af løbet også er begyndt at sætte sine spor – men til trods for, at de stærkeste ryttere i gruppen et par gange forsøger at sætte os andre skakmat, holder vi sammen hele vejen tilbage til havnen i Vejle. Som imidlertid viser sig ikke at være der, hvor løbet slutter.

Målstregen er tilsyneladende placeret et stykke uden for byen, og lettere forvirrede må vi konstatere, at vi passerede den for flere minutter siden. Og at vores slutspurt ind i målområdet derfor var en smule fjollet.

[SPLIT][IMG12][IMG13][SPLIT]

Kommer igen

Havde jeg og mine gæve følgesvende læst på lektien, var det blevet annonceret, at såvel start som slut lå uden for Vejle centrum. Hvilket jo for så vidt giver god mening, da det ville være tåbeligt at køre ræs inde midt i en by.

Men det blev nu alligevel en mærkelig afslutning på dagens strabadser, og det havde været fedt med en egentlig opløbsstrækning. Men hey, det kan der jo komme næste gang. Og det betyder intet i forhold til min oplevelse med mit første gravelløb nogensinde.

Det var en fed dag, på en fed rute, til et fedt arrangement, og vigtigt af alt i fabelagtigt selskab med nogle seje gutter.   

Efter løbet er der finisher-kopper (megalækker detalje), god mad og ikke mindst gode øl… dæleme godt, at det ikke var mig, der skulle køre hjem til Silkeborg!

Tak til Mads Christensen for et fedt arrangement. Jeg kommer helt sikkert tilbage til næste år.

Backlands-gravelfestival udsat til 2022

Posted on: august 25th, 2021 by velo_admin

Af Henrik Lomholt Rasmussen

En del fans af gravelcykling går formentlig og hænger med hovedet for tiden. Arrangørerne af Skandinaviens første gravelfestival, Backlands Gravel Festival Series, har nemlig udskudt begivenheden fra 10.-12. september i år til 10.-11. september 2022.

– Corona har gjort det vanskeligt at stable en ny festival på benene på flere afgørende punkter, og derfor har vi besluttet at flytte festivalen til næste år, siger Christian Orry.

Sammen med Dean Strange og Kaare Breinholt står han bag Backlands, som er omtalt i Cykel-Motion Danmark nr. 3. Christian Orry oplyser, at der var stor interesse for festivalen, der skulle have været afviklet i Geopark Odsherred, men at det var svært at tiltrække ryttere fra udlandet:

[REL1]

– Vi havde forventet mellem 500 og 1.000 deltagere, havde solgt alle ’Pioneer’- og ’Early Bird’-billetter og var godt i gang med salget af billetter til normalpris. Men vi manglede de udenlandske deltagere – dem vil vi også gerne have med. Dertil kommer, at nogle praktiske foranstaltninger blev besværliggjort af Covid-19.

To festivaler i 2022

Nu er ambitionen altså at lave den bedst mulige gravelfestival næste år – ikke bare i Geopark Odsherred i september, men også i Jylland i maj.

– Festivalen i Jylland kan vi ikke løfte sløret for, da vi ikke har forhandlet alt på plads, men vi regner med at have en aftale på plads inden for 1-2 måneder. Deltagerkapaciteten for de to festivaler bliver 1.000-1.500 i alt med mulighed for opskalering, siger Christian Orry.

[REL10]

Alle solgte billetter til den aflyste 2021-Backlands er blevet refunderet, og samtidig er billetter til festivalen næste år blevet udbudt. Efter ønske fra mange deltagere bliver 2022-festivalen en todages begivenhed med ankomst lørdag morgen og afslutning søndag. I år skulle Backlands have varet tre dage.

Læs mere her.

Zipp Speed Box 2.0

Posted on: marts 6th, 2021 by Roar Paaske

Jeg har ofte mit lille Sony RX100 kamera med i baglommen, når jeg cykler.

Det er fedt at kunne tage nogle gode skud fra turene, og ofte kommer der noget rigtig godt ud af det. Desværre tager det bare ofte så lang tid at få gravet kameraet op ad ryglommen, ud af kameratasken og få det tændt, at situationen er en helt anden, når jeg endelig er klar.

Jeg har derfor ledt efter en lille overrørstaske, som kameraet og måske også andet godt kunne være i på træningsturene. Efter meget research fandt jeg frem til Zipp Box 2.0. En lille overrørstaske i aerodynamisk design og i en perfekt størrelse i forhold til kameraet. 

[IMG2]

Sukkerbod på overrøret

Zipp Box findes i en flad 1.0 udgave, denne 2.0 og en højere 3.0 udgave. Alle tre udgaver er 4,2 centimeter brede og omkring 20 centimeter lange. 2.0 udgaven er 8,2 centimeter høj og vejer omkring 70 gram.

Designet er ret godt tænkt, da den er så smal, at den på ingen måde er i vejen under kørslen, og samtidig er den ganske rummelig. Tasken passer perfekt til mit RX100, men kan også indeholde to barer og to gels eller en minipumpe, slange og dækjern. Den er med andre ord et ret godt alternativ til en sadeltaske.

På dage, hvor jeg ikke har haft kamera med ude, har jeg stadig taget den med og smidt barer og gels i den. Det er normalt ikke det store problem at hive en gel eller bar ud af baglommen, men på en kold vintertur, hvor der ikke er følelse i fingrene, kan det nærmest være umuligt – i de tilfælde er det noget nemmere at åbne sukkerboden på overrøret.

Selvom tasken og særdeles lynlåsen ser ud til at være vandtæt, så kan der altså godt komme vand ind. Jeg har endnu ikke kørt i decideret regnvejr med den, men sprøjt fra vandpytter (nogle meget store af slagsen) har trængt ind gennem tasken et par gange. Jeg har derfor altid en lille “lynlås”-pose til at ligge i den, hvis jeg har noget, der kunne tage skade i den.

I venstre side af tasken indvendigt, er der en lille mesh-lomme, som småting som lapper, dækjern eller en lille pose kan ligge i.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG4] [IMG5] [SPLIT]

Vær opmærksom på udvendige kabler

Selvom jeg egentlig er ret begejstret for den lille taske, så er alt naturligvis ikke perfekt.

Da der er tre stropper i tasken, som alle skal spændes og løsnes før og efter brug, så er den ikke lynhurtig at montere. Stropperne er tilmed lidt lange i det, så enderne kommer til at flagre lidt eller måske klistre fast til tasken og flosse den op med tiden.

Derudover skal man huske på, at har man udvendige kabler, så er de også lidt i vejen ved påspændingen under overrøret. På min Principia vintertraver kommer kablet til bagbremsen i vejen – det er dog ikke det store problem, men kunne være det, hvis det havde været et gearkabel.

Facit

Alt i alt kan jeg anbefale denne taske, hvis du ligesom jeg er træt af at have alt for meget i lommerne på træningsturene.

Generelt synes jeg, man skal holde sig fra at spænde ting og sager på sin cykel, men det giver altså nogle fordele at have den adgang lige ved hånden, specielt når det for mig handler om at kunne få fat i kameraet hurtigt.

Jeg kunne dog også forestille mig, at den kunne være ganske brugbar i et længere løb, hvor der er behov for at starte med mange energiprodukter. Tasken kan købes i mange forskellige butikker både fysisk og online.