Velkommen til Flandern. Cykelsportens hjemland. Her hersker en kultur med cykling i centrum, en gennemgribende dyrkelse af historien og med brosten og belgisk øl som det, der binder det hele sammen. Det oplever og forstår du bedst fra dine egne to hjul.

De krom-farvede sidespejle på den gamle Volvo glimter i solen, der netop titter frem bag det majestætiske rådhus.

Det er bygget i 1400-tallet i klassisk gotisk stil og ligger i enden af Grote Markt i hjertet af Oudenaarde. Det må være blandt de allerflotteste i Belgien.

Det summer af liv på de mange barer og caféer, der omkranser pladsen, og lokale blondes, triples og lambicsserveres på de udendørs borde. De lokale er ude i stor stil for at nyde de sidste sensommerdage.

Volvoens sidespejle er ikke det eneste tegn på, at den er fra en anden tid. Farven kan bedst beskrives som en krydsning mellem brun og orange, og på siden er der store reklamelogoer for Molteni, Campagnolo og Velo Eddy Merckx.

På bygningen bag den står med store bogstaver: ’Centrum Ronde van Vlaanderen.’ Og selvom lige præcis den bygning blot huser Flandern Rundt-museet, så er vi på mange måder kommet til centrum – ikke bare for Flandern Rundt, men for hele cykelsporten.

Hvis cykelsporten havde ét hjemland, ville det være Flandern. Regionen har et areal på omkring en tredjedel af Danmark, men har alligevel produceret cykelstjerner på stribe såsom Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Freddy Maertens, Johan Museeuw, Tom Boonen og Wout Van Aert.

Og så køres klassikere som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad, E3, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen alle i regionen for slet ikke at nævne de utallige andre professionelle og ikke-professionelle løb, der afholdes her.

Det ville svare til, at Region Midtjylland de sidste 50 år havde produceret syv verdensmestre og årligt afholdt seks WorldTour-endagsløb. Og at mennesker over hele verden nikkede genkendende til navne som Munkebjerg og Kiddesvej, som vi gør det med Kwaremont og Paterberg.

Vi blev inviteret ned til den cykelgale belgiske region af cykelturismeorganisationen Cycling in Flanders for at mærke cykelfeberen på egen krop.

I hjertet af Flandern
Centrum Ronde van Vlaanderen er først og fremmest et museum med udstillinger fra regionens vigtigste løb. Her hænger gamle og ikoniske cykeltrøjer side om side med avisudklip og Merckx’ gamle cykler. 

Der er også en tavle med samtlige vindere af løbet gennem tiden inklusive en beskrivelse af vejrforholdene, ruten, og hvordan sejrene helt præcis kom i hus. Det er cykelnørdens våde drøm. Jeg har svært ved at forestille mig, at et museum med fokus på et enkelt cykelløb kunne eksistere nogen andre steder end her.

Efter en tur rundt på museet spiser vi frokost i museets café, der byder på solid belgisk mad. Vi bestiller alle en croque madame, som er ristet toastbrød med skinke, ost og spejlæg, og takker ja til en double, da vi om lidt skal prøve kræfter med 75 kilometer i de flamske Ardenner.

Et kvarters tid senere ankommer fire gigant-tallerkener, der knap kan rumme de to kæmpetoast, vi får serveret hver især. Jeg behøver ikke spise igen før i morgen aften. Men afsted skal vi, og efter at have hentet vores lejecykler i et andet hjørne af museet klæder vi om og gør os klar.

”Se til venstre her. Der starter Koppenberg.”

Vi har knap cyklet i fem kilometer, før vores flamske guide Dries – han kunne jo næsten ikke hedde andet – peger mod en af Flanderns mest ikoniske hellingen, som de kalder brostensbakkerne her. Vi fortsætter ligeud.

”Vi skal lige være varme først,” konstaterer Dries. Det er nok en god idé.

Det varer ikke mange minutter, før vi drejer af cykelstien, vi kører på, og ud på de næsten stereotype flamske landeveje. Smalle og med de tre centimeters mellemrum mellem betonpladerne i midten, der lige præcis er bredt nok til, at et hjul kan ryge derned og kaste rytteren af cyklen.

Pludselig begynder vejen at stige, og vi passerer en linje på vejen, hvor der står: ’Strava segment START.’ Vi er på Oude Kwaremont.

Asgreensk illusion
Alt ryster. Det føles, som om mine indre organer bytter plads, og at cyklen kan kollapse under mig hvert sekund. De første par hundrede meter gik det fint, men nu er underlaget skiftet til brosten.

Det ser så let ud på TV. Når Kasper Asgreen siddende accelererer med en souplesse, så du kan stille et glas vand på ryggen af ham, uden at han spilder en dråbe. Men tro mig. Det er ikke let.

Jeg kæmper en indre kamp for at modstå fristelsen for at køre over i rendestenen for bare at få et øjebliks pause fra rystelserne, der nærmest suger farten ud af cyklen.

”You didn’t come all the way to Flanders to ride in the gutter,” griner Dries.

Jeg står imod og holder mig på brostenene.

Lidt før toppen passerer vi stedet, hvor Peter Sagan blev revet ned af en tilskuers jakke og tog Greg Van Avermaet og Oliver Naesen med sig i faldet. Jeg ser billederne for mig. Stemningen, øl, tusindvis af mennesker pakket sammen lige præcis her på en af cykelsportens mest ikoniske strækninger.

I dag er her bare en mark. Og endnu en på den anden side. Det er et underligt antiklimaks at opleve stedet på en hel almindelig hverdag, hvor det er næsten ukendeligt, i forhold til hvad vi ser i TV hvert år den første søndag i april.

På toppen drejer vi til højre og så til venstre ind på Ronde Van Vlaanderenstraat. Ja – løbet har simpelthen sin egen vej her. Samtlige vindere siden løbets første udgave i 1913 står malede på vejen, og i hver side af vejen står store skilte med nogle af højdepunkterne gennem årene.

Cirka midtvejs stopper vi ved et monument for grundlæggeren af Flandern Rundt, Karel van Wijnendaele. Foran hans statue er der anlagt brosten, hvor nogle af vinderne fra nyere tid er malet på. Jeg spotter blandt andre Niki Terpstra og en vis Rolf Sørensen.

Fuld gas i sneglefart
Vi kører ind på en ny smal vej, der går gradvist mere og mere nedad, og i bunden markerer Dries, at vi skal til højre. Jeg kender det her sted. Det er indløbet til Paterberg. Ganske rigtigt drejer vi til højre, og så er vi på Flandern Rundts sidste og mest afgørende stigning, siden løbet blev ændret til sin nuværende rute i 2012.

Jeg smider kæden ned på lille klinge og accelererer cyklen op i fart efter højresvinget. Du kan kun se de første hundrede meter frem i starten. Her er stigningen faktisk ikke så slem, og da jeg ved, at den kun er 400 meter i alt, får jeg god moral. Hvor slemme kan de sidste 300 meter være?

Hvor tog jeg fejl. Efter et blødt højresving står vejen nærmest lige op i himlen. Den gennemsnitlige stigning er på 14 procent, men de midterste 100 meter stiger det med 20 procent, og det er næsten umuligt at holde gang i cyklen. Jeg har kun ét tempo, og det er fuld gas og langsomt.

Da vi stopper på toppen, får vi igen samme fornemmelse som på Kwaremont. Skal man pege på ét afgørende sted på hele Flandern Rundts knap 270 kilometer, er det disse 400 meter. Her er vitterligt ingenting. Der ligger et hus i bunden, og så er der ellers marker på begge sider af vejen.

Kun ”MVDP”, som står skrevet i rendestenen, afslører, at et stort cykelløb altså kommer forbi her. Fem kilometer senere er vi på Koppenberg, og kort efter følger Steenbeekdries, Kruisberg, Kluisberg og Taaienberg eller Boonenberg, som den også kaldes, fordi Tommeke havde tradition for at angribe her.

Det føles, som om vi cykler rundt i en legeplads, hvor alle gynger og karruseller aldrig er mere end et skridt fra hinanden.

Øl med Museeuw
På tilbagevejen mod Oudenaarde kører vi på hovedvejen langs Schelde-floden fuldstændig som i finalen i Flandern Rundt. Det er en utrolig flad, lige og kedelig vej, og jeg kan kun forestille mig, hvor ondt Mads Pedersen havde i benene, da han i 2018 holdt en jagtende favoritgruppe bag sig her og sikrede andenpladsen i løbet.

Tilbage på torvet i Oudenaarde stopper vi ved baren De Carillon og bestiller nogle lokale øl. Her er det vigtigt at forstå, hvad der ligger i lokal. Bestiller du en Grimbergen eller Leffe på en bar i Flandern i troen om, at den er lokal, griner servitricen af dig.

En øl i Flandern er ikke rigtig lokal, medmindre du kan gå til bryggeriet, fra hvor du får den serveret. Bum.

Pludselig kommer en mand i midt 50’erne cyklende på en racercykel i civilt tøj. Han er tydeligvis i god form og stiger af cyklen og parkerer den, som kun en rigtig cykelrytter kan gøre det. Han kommer hen mod vores bord.

”Hey,” siger han og rækker sin knytnæve frem til en knuckles. Det er Johan Museeuw!

Museeuw er med tre sejre i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix samt et verdensmesterskab en af de allerstørste legender i cykelsporten. Og så er han fra Flandern. Jeg tror bedst, man kan sammenligne hans status her med Michael Laudrups i Danmark.

Han er udødeliggjort. Hver gang han åbner munden, kan du læse, hvad han har sagt, i aviserne dagen efter. Og nu sidder han her ved vores bord. Han er meget åben og nede på jorden, og vi får en lille sludder om både de gode gamle dage og nutidens cykelsport.

Han følger stadig med. Ja, faktisk cykler han stadig selv over 20.000 kilometer om året. Et kvarters tid senere smutter han igen. Halvdelen af hans øl er stadig i glasset.

Verdens største cykelarkiv
Dagen efter forlader vi Oudenaarde og sætter kursen vestpå mod Roeselare. Roeselare er en af de største byer i den vestlige del af Flandern og har en rig cykelhistorie. Faktisk kommer hele fire forskellige tidligere verdensmestre fra byen, der også er hjemby for Quick-Step-manager Patrick Lefevere.

I Roeselare ligger cykelmuseet KOERS. Hvor Centrum Ronde van Vlaanderen primært har fokus på ét cykelløb, er KOERS både et museum og et arkiv for cykelsport i et bredt perspektiv. 

Foran museet står en statue af Jean-Pierre Monseré, som er en af de fire verdensmestre fra byen. Men ’Jempy’ led en tragisk skæbne. Under et løb i 1971 kolliderede han med en bil iført regnbuetrøjen og mistede livet som blot 22-årig.

Endnu mere tragisk er det, at Monserés søn, Giovanni, fem år senere mistede livet, da han også kolliderede med en bil, mens han cyklede på en racer, som han havde fået foræret af en anden tidligere belgisk verdensmester Freddy Maertens.

I hovedudstillingen hænger hundredvis af fører- og mesterskabstrøjer fra legender og store stjerner gennem tiden. Her er også mindre artefakter såsom Rolf Sørensens Sidi-sko fra Flandern Rundt-sejren og Johan Museeuws smadrede hjelm fra Roubaix i 2004.

I cykelrummet kommer de indre nørder frem i os. Her er nærmest en historisk udvikling af racercyklen fra 100 år tilbage og frem til i dag lige for øjnene af dig. Her hænger blandt andre en af Merckx’ gamle Faema-cykler med Campagnolo Nuovo Record, men også en af Fabian Cancellaras nyere Treks.

Det mest imponerende er alligevel KOERS’ arkiv. Hver en bog, der nogensinde er skrevet om cykling eller cykelsport, findes her, og der er reoler så langt øjet rækker med æsker med gamle avisudklip, sort-hvid-fotos, løbsprogrammer og meget andet.

KOERS vil være verdens største cykelarkiv, så de kan servicere enhver forfatter, forsker eller studerende, der vil beskæftige sig med cykelsportens historie. Det er en vanvittig dyrkelse af historien, som jeg ikke kan forestille mig finde sted i andre sportsgrene end cykling.

Krigens aftryk
Vi sætter kursen mod den historiske by Ieper tæt ved den franske grænse. Det er her, Gent-Wevelgem køres. Dette område i den vestlige del af Flandern er kendt som Flanders Fields, der associeres med nogle af de store slag under første verdenskrig.

Ieper eller Ypres, som byen hedder på fransk, var en af de hårdest ramte byer. Faktisk blev den stort set udslettet af de mange slag mellem tyskerne og de allierede, og Dries, som er opvokset her, fortæller, at her nærmest ingenting var tilbage efter krigen for omkring 100 år siden.

Nogle ønskede at bevare den ruinerede by som en form for ”skræmmemuseum”, men beboerne ville det anderledes, og langsomt er byen blevet bygget op igen. Det er et specielt syn. Ingen huse er mere end 100 år gamle, og nærmest kun den enorme katedral og den endnu større Lakenhal-bygning ved Grote Markt er blevet rekonstrueret i den traditionelle gotiske stil.

Ifølge Dries var grundvandet omkring hans forældres hus stadig så forurenet af sennepsgas eller svovlsennep, der blev brugt som kemisk våben under 1. verdenskrig, at det var frarådet at drikke det, da han var barn.

Fra cyklerne er det også tydeligt at se sporene fra krigen. Undervejs passerer vi flere krigskirkegårde for de faldne soldater, og nogle steder er landskabet så formet af krigen med skyttegrave og bomber, at kraterne stadig er tydelige den dag i dag.

Ud af byen kører vi også under Meninporten, hvor der hver aften året rundt afholdes en mindeceremoni til ære for de faldne. Der er hornblæs efterfulgt af ét minuts stilhed, og ødelæggelserne og de omkring 10 millioner døde soldater kommer pludselig helt tæt på.

Undervurderede Vestflandern
Fortiden ændrer ikke på, at Flanders Fields gemmer på et fantastisk cykellandskab. Det overrasker mig faktisk. Jeg kender kun Gent-Wevelgem af cykelløb i dette område, og det slår mig som den rutemæssigt måske mest kedelige brostensklassiker, fordi her kun er én rigtig brostensstigning i form af Kemmelberg.

Men kedeligt er det sidste, området er. Landskabet bugter sig med bakker og dale, og her er marker og grønne vidder. Og så er der vejene. De er smalle, slanger sig, og du kan nærmest ikke køre 200 meter, uden at du har mulighed for at dreje. Det er lidt noget andet i Vestjylland, hvor jeg kommer fra.

Det betyder, at vejene først og fremmest er interessante, fordi der hele tiden sker noget. Men fordi der er så mange, er trafikken også meget begrænset. De små veje, vi cykler på, benyttes primært af beboerne og landmændene i området, og de få bilister, vi møder, tager godt hensyn til os.

”Jeg elsker at cykle her,” siger Dries, der kender hver en vej som sin bukselomme.

Én ting er synlig, næsten uanset hvor vi cykler: Kemmelberg. Det er navnet på bakken, der ligger ved byen Kemmel, og eftersom den med sine 156 meter er noget af det højeste i området, kan vi hele tiden se den.

Jeg kender mest Kemmelberg for sin vanvittige nedkørsel, der på grund af gentagne alvorlige styrt blev fjernet fra ruten i Gent-Wevelgem. Derfor får jeg også et mindre chok, da vi starter med at cykle op ad denne side.

Den er væsentligt længere end bakkerne omkring Oudenaarde, men lige så stejl som Paterberg og Koppenberg på det værste stykke. Og så er der brostenene, der føles endnu værre her. Vi stopper ved mindesøjlen for de franske soldater på toppen og nyder udsigten over området.

Efter omkring 80 kilometers zigzag rundt i området, hvor vi aldrig er mere end en spytklat fra den franske grænse, vender vi retur til Ieper og slutter af på den eneste rigtige måde: Med en lokal øl.

Fra bøhland til storby
På vores tredje dag forlader vi Vestflanderns marker og landsbyer og sætter kurs mod den moderne universitetsby Leuven lidt øst for Bruxelles. Det var her, linjeløbene ved årets VM i landevejscykling blev afholdt.

Vi besøger Leuven en uge inden VM, og allerede på dette tidspunkt ånder byen VM-stemning. Regnbuefarverne fylder overalt i bybilledet, og man har en fornemmelse af, at hele byen næsten ikke kan vente med at tage imod cykelrytterne. 

Kontrasten fra Ieper til Leuven er markant. Leuven er en by med næsten lige så mange indbyggere som Aalborg, og eftersom byen er en af universitetsbyerne i Belgien, vrimler her med unge mennesker, barer og caféer. 

Faktisk ligger ”Europas længste bar” her i Leuven. Titlen bæres ikke af en enkelt bar med en meget lang bardisk, som man måske kunne tro, men fordi der ligger så mange barer og caféer lige op og ned ad hinanden rundt på Oude Markt.

Ved siden af Oude Markt ligger Grote Markt med Leuvens rådhus. En majestætisk bygning fra 1400-tallet, der sammen med Sankt Peters Kirken lige overfor danner endnu en interessant kontrast mellem det moderne og det gammeldags.

Byen summer af liv. Det er på mange måder et dejligt afbræk fra den landlige følelse fra de sidste to dage, og har man familien med, er der rig mulighed for at få indhentet noget på shopping-kontoen. Og så ligger Leuven kun 25 kilometer eller under en halv time i tog fra Bruxelles.

Men cykle skal vi også, så vi bevæger os ud i trafikken og sætter kurs mod VM-ruterne.

På (øl-)drømmejagt
Op. Ned. Op. Ned. Vi er ude af mylderet i Leuven, og landskabet skifter totalt karakter fra asfaltjungle til grønt og frodigt. Korbeek-Dijle. Neerijse. Huldenberg. Vi kører igennem en række småbyer og drejer så skarpt til venstre og lige op i himlen på Smeysberg.

Vi er på Flandrien-omgangen fra VM, der byder på en række hårde stigninger i området omkring Overijse. Området er også kendt som Vlaams-Brabant, der er en af Flanderns fem provinser. Måske genkender du Brabant fra endagsløbet Brabantse Pijl, der som regel byder på verdensklassecykelløb som optakt til de rigtige ardennerklassikere.

Løbet slutter netop i Overijse og blev i år vundet af Tom Pidcock foran Wout Van Aert, så helt uden cykelhistorie er området altså ikke. Og nå ja, så kommer stjerner som Eddy Merckx, Remco Evenepoel og Sven Nys faktisk fra denne mindre kendte del af Flandern. 

Efter selv at have prøvekørt ruten er det heller ikke overraskende, at linjeløbene ved VM blev så hårde, som det var tilfældet. Bare fordi Leuven ligger et godt stykke fra Flandern Rundt-ruten, betyder det ikke, at her kun er flade og asfalterede veje. Slet ikke.

I dag nøjes vi ikke med at slutte cykelturen på bar, men derimod på bryggeriet Brouwerij de Coureur i udkanten af Leuven.

Coureur betyder cykelrytter, og det her er et bryggeri med gennemført cykeltema. Lige fra du går ind ad døren, er der cykler og cykeldele overalt, og selv de forskellige øl har navne som Soigneur og Colleke, der betyder lille bakke på flamsk. Vi bestiller et sæt med fire forskellige små glas.

Vi bevæger os fra lys cream ale over i weissbier, så en krydret hvedeøl og slutter af med en IPA. Det er, som om den næste smager bedre end den foregående hver gang. Måske det er, fordi vi sidder i samme rum, som øllet brygges i.

Bryggeriet er startet af Bart og hans kone Ine, der boede i Chicago, hvor Bart arbejdede med økonomi i en virksomhed, indtil 2018.

”Så besluttede vi at flytte tilbage til Leuven og jagte vores drømme. Det her sted er, præcis hvad vi drømte om,” fortæller den stolte ejer.

Essensen af cykling
Vi slutter vores Flandern-tur af med at besøge Sven Nys Cycling Center ved Baal lidt nord for Leuven. Baal er den lille landsby, hvor crosslegenden er vokset op, og på toppen af bakken Balenberg ligger selve centret.

Det er først og fremmest et museum. Ikke specifikt for Sven Nys, men mere generelt for cykelcross. Det er er kun fem år gammelt og meget moderne med en fast rute, som du følger igennem den delvist interaktive udstilling, hvor du på egen krop for eksempel kan mærke, hvor svært det er at holde styret og cyklen oprejst, når du suser igennem en sandgrav.

Ovenpå museet ligger Eetcafé Velo, der er oplagt til enten en frokost i forbindelse med besøget eller bare et kaffestop på cykelturen. Her er fyldt med mennesker, mens vi er her.

Rundt om bygningen er der anlagt en permanent cyklecrossbane på selve Balenberg. Det er her, Van Aert, Van der Poel og co. hvert år kører Sven Nys Grand Prix på nytårsdag, men banen står også de resterende 364 dage om året i modsætning til mange andre steder.

Det betyder, at alle og enhver kan komme forbi og træne på den helt gratis. Et tilbud, som mange børn benytter sig af.

”Her plejer øl-teltet at være,” siger vores guide og peger ned på en plet midt på græsplænen.

Han fortæller, hvordan nogle af tilskuerne nærmest er berusede i to døgn, fordi løbet ligger den 1. januar.

”De ved ikke engang, hvem der har vundet løbet, fordi de har for travlt med at drikke øl. Det må de finde nogle at spørge om bagefter,” griner guiden.

På en septemberdag med sol og 20 grader er det svært at forestille sig, hvilket menneskehav og hvilken stemning der hersker netop her, når verdens bedste crossryttere kigger forbi om lidt over tre måneder.

Læs også: Oversigt over Velomore fordele

På mange måder indkapsler cyklecross alt det, som cykling er i Flandern. En dyrkelse af heltene og de store løb. Altomsluttende, når det står på. Fællesskab og samhørighed, uanset om du selv er supermotionist, eller du aldrig har hørt en cykel.

Og så er vi jo i øllets hjemland. Santé!