Vejret er begyndt at blive lunere og de nærmest uendeligt mange regnskyl over Danmark er på tilbagetog. Det betyder en ting; sommercyklen skal frem. Jo, jo, det er ganske vist ikke sommer endnu, men nu har jeg gået og kigget på mit nyeste indkøb i et par måneder, og kan for alvor ikke vente længere på at komme ud og høre kulfiberhjulenes summen på tør forårsasfalt. Det skete i dag, da min skønne hustru godt kunne fornemme på mit humør, at det var godt givet ud at sende mig ud på landevejen en stund. På med tøjet, 5,5 bar i de friske Continental GP Force/Attack, klik i pedalerne og så ellers bare derudaf på sommercyklen, min nyindkøbte Pronghorn Carbon Road. For satan, hvor den bare kører! Med et venligt skub i ryggen fra vinden, fløj jeg afsted mod Rønde. Henad Strandvejen, hurtigt gennem svinget mod Egå og så op i pedalerne for at ramme de +40 km/t igen og nyde summen af hjulene, der bliver højere og højere, som tallene på Garmin’en bliver større. YES!

CHIC-KA-DUNG

Udover den gratis ekstra fart en sommercykel giver i forhold til en vintercykel, kommer også et bedre gearskifte. Min vintercykel får lidt tæsk henover vinteren og den kører nærmest aldrig perfekt i den lettere medtagede 105 10-speed gruppe – og heller ikke i skrivende stund. Det gør Sram Force-gruppen på Pronghornen derimod. Srams gearskifte har en afhængighedskabende effekt på mig og den får Shimanos bløde og stille gearskifte til et virke useriøst og tamt. Hvert gearskifte på Force-gruppen er en fornøjelse, og jeg elsker den høje mekaniske lyd, der kommer, når man stikker højre gearskifter en lussing. “CHIC-KA-DUNG” og så er man et skridt længere nede af kassetten. Det er langt mere taktilt end Shimanos skifte og jeg kan ikke lade være med at trampe løs, så jeg kan få kadencen op og få stukket endnu en lussing til gearskifteren, hvorfor så mange kører med Shimano er mig en gåde. CHIC-KA-DUNG.

[IMG2]

Som perler på en snor

At så mange cykler i Danmark bliver udstyret med en 11-32 kassette er mig endnu en gåde. Det giver selvfølgelig mening, hvis man konstant er i udlandet og køre bjerge, men for den normale danske motionister ville man få meget mere køreglæde ved en 11-25. Det fede ved en 11-25’er 11 speed er nemlig, at man har det vigtige 16 tandede tandhjul og på den måde undgår et stort spring i gearskiftet, når man kører omkring 35 km/t – lige når det begynder at blive sjovt. På vintercyklen har jeg ikke det tandhjul og jeg ender altid med at ligge og køre for høj eller for lav kadence, når jeg kører flad vej. Det er hamrende irriterende og det ødelægger min rytme totalt. Det var heldigvis anderledes i dag på Pronghornen, jeg havde fået kylet den standardmonterede 11-32 over i det fjerneste hjørne af skuret og monteret en ny 11-25 i stedet. Springet fra 15 tænder til 17 tænder er det største procentmæssige spring på en 11-32 kassette – udover springet fra 28-32, så det giver god mening at få det hul midt på kassetten fjernet. 

Jeg er naturligvis klar over, at mange motionister vejer mere end mine godt 70 kg og har mindre power i benene, men prøv alligevel lige at tælle, hvor mange gange du bruger 28’eren og 32’eren og tæl så, hvor mange gange, du skifter fra 15’eren til 17’eren på din næste tur. 16’eren er guld værd, prøv det før din nabo!

[IMG3]