Der er meget som kan gøre en Gran Fondo til en uforglemmelig oplevelse og for vores chefredaktør blev GFNY NYC en af de oplevelser, han aldrig vil glemme.

Hundredvis af røde lygter blinker i mørket foran os. Det er småkoldt og solens første stråler har endnu til gode at vise sig på himlen. Bag os aner man silhuetterne af Manhattans skyskrabere. Sammen med tusindvis af andre cykelmotionister, står vi i kø til at komme op på George Washington Bridge nedre dæk.

Sammen med min lillebror er jeg rejst til New York, for at deltage i Gran Fondo New York – kronjuvelen og det oprindelige løb i det globale franchise GFNY. Med start på verdens mest trafikerede bro, kan Gran Fondo New York med rette regne sig selv blandt de Gran Fondo’er, der har den mest spektakulære start – hvis ikke den mest spektakulære.

Hvert år tager mere end 104 millioner køretøjer turen over broen, så at lukke den for et motionsløb virker jo helt absurd. Men i mulighedernes land er intet for absurd. Spændingen er til at tage og føle på her i morgengryet. Løbet tiltrak mere end 8.000 deltagere før pandemien, men i år ser deltagerantallet ud til at være tættere på 5.000.

Over 90 nationaliteter har taget turen til byen, der aldrig sover og det giver en helt elektrisk stemning, da vi først kommer op på broen. På vores højreside har vi udsigten op langs Hudson River og til venstre for os rejser Manhattans skyline sig.

Senest 45 minutter før start skal alle deltagere indfinde sig på broen. Af sikkerhedshensyn siger arrangørerne. Vi har været tidligt oppe, både for at spise morgenmad, men også for at komme afsted mod broen i fornuftig tid.

Indlogeret på Sheraton New York Times Square Hotel midt mellem Times Square og Central Park, har vi haft lidt af en diskussion om hvordan vi skulle tilbagelægge de 12 km fra hotellet til broen. Der løber en cykelvej langs Manhattans vestside, som min lillebror var ret hooked på at prøve.

”Vi cykler da bare derop. Det er intet problem” siger han selvsikkert, da vi klokken 8 aftenen før løbet gennemgår planen. Men det er hans første Gran Fondo, hans første tur på landevej i over 4 år, hans første tur på over 100 km og med kun 32 timer på cyklen i år, føler jeg som den ansvarlige storebror, jeg foregiver at være, at jeg må mane til besindighed.

Mest af alt handler det om, at jeg ikke har lyst til at tænde for motoren, for så at stå og fryse på en bro i over en time. Jeg forelægger ham regnestykket – 140 km, plus transport til og fra start- og målområdet. Det giver i runde tal samme antal kilometer, som han mere eller mindre har cyklet i år. Planen var egentlig, at han skulle køre den korte rute på knap 70 km.

Men under en måned før løbet tikkede en mail fra arrangørerne ind: ”GFNY goes pro” – næste år får løbet en UCI 1.2 Pro-overbygning det betyder, at et professionelt cykelløb køres på samme rute, med start fra GWB 15 minutter før motionsfeltet sendes afsted. Men, da der i UCI-løb forståeligt nok ikke må være ryttere som kører i begge retninger på løbsruten, har arrangørerne været nødt til at foretage en lille, om end meget betydningsfuld ændring.

Bear Mountain, der har været løbets hidtidige højdepunkt udgår. Bakken nord for New York City har været vendepunktet for rytterne på den lange, knap 180 km distance, mens rytterne på 70 km har kunne hoppe af cyklen og sætte sig op i en bus tilbage til Fort Lee. But no more. Eneste løsning arrangørerne har kunne finde, er at omlægge ruten til at køre forbi Bear Mountain og i stedet hoppe på loopet tilbage mod NYC, og derved kommer alle deltagere i år og næste år, til at køre 140 km. Hvilket som sådan er fint for mig, der derved får halvanden time mindre på cyklen, men for min bror, og de tusindvis af tilmeldte på 70 km, venter der lige pludselig en gedigen udfordring.

”Det kan jeg ikke Nikolaj” udbryder min bror halv-nervøst, da det går op for ham, knap en uge før vi rejser til New York. Med hjælp fra min svigerinde får jeg overbevist ham om det modsatte. Adrenalinen og oplevelsen alene bør være nok til at bære ham igennem.

HOLD TIL HØJRE

2 minutter før start blæser The Star Spangled Banner ud over broen og det giver gåsehud. Vi har aftalt, at min bror skal køre sig eget løb og finde en god gruppe. Jeg selv derimod har trænet målrettet mod netop dette løb og jeg vil gerne gøre det godt.

En top 10 i min aldersgruppe er målet, for løbet er hårdt besat. Der er mange tidligere vindere af GFNY’s løb til start og de kontinentale GFNY-mestre er fløjet ind til lejligheden. 10, 9, 8 … Nedtællingen går i gang, vi slår på næven og jeg når lige at råbe til min lillebror, at han hellere må finde over i højreside af vejen med det samme, før jeg klikker i pedalerne og sprinter afsted.

Starten er som altid et chok for systemet. Jeg har formået at holde kulden på afstand med en plastikponcho, men som altid er det megahårdt at starte ud af skolegården i ren spurt. Vi har været så heldige at få plads i den forreste startgruppe, forbeholdt VIP’s (tidligere GFNY-vindere, kvalificerede og inviterede ryttere) så jeg sidder med de absolut bedste ryttere i løbet og det kan mærkes.

Allerede på vej ud af broen runder speedometeret 40 km/t og vejen er ikke flad. På rampen ud af broen og ind i New Jersey, får jeg kørt mig frem og efter 2 km sidder jeg i fjerde position, da vi drejer skarpt til højre og kører ned ad bakke mod Hudson River. Vi skal ind på en parkvej langs floden og farten runder 60 km/t. Det er en helt vanvittig start her i fronten og jeg ser Ricardo Pinchetta, tidligere flerdobbelt vinder af løbet, angribe mens jeg selv løber tør for gear.

Endnu et skarpt venstresving og vi kører ind på parkvejen da det eneste der ikke må ske, sker. Knap 4 km inde i løbet og jeg mærker den frygtede fornemmelse af et baghjul der taber luft. Det er med hjertet i halsen at jeg stikker armen i vejret og råber ”RIGHT, RIGHT”, for bagfra kommer hundredvis, nej tusindvis, af vilde ryttere blæsende i håbet om, at de kan nå op til fronten.

Det tager mig knap 2 minutter at komme ud i siden af vejen og finde et sikkert sted og skifte slange. Mine fingre er så kolde, at jeg ikke kan få det forbandede dæk af. Et kort øjeblik har jeg allermest lyst til at tyre Black Inc-hjulet i Hudson River og jeg ser hvordan hele løbet passerer forbi mig, kun 4 km inde.

Efter godt og vel 7 minutters fumlen med dækket er jeg tilbage på cyklen. Jeg får tøjret min umiddelbare skuffelse. Status er, at jeg i hvert fald er faldet et par tusinde pladser tilbage og frontgruppen får jeg aldrig at se igen. Min lillebror har jeg heller ikke set.

Med ambitionen om et resultat ude af ligningen, beslutter jeg mig for at redde hvad reddes kan, i første omgang går jeg over til plan B, som hele tiden har været at vente på min lillebror i tilfælde af defekt – eller dårlige ben. Nu står jeg i den omvendte situation og skal ud og fange ham.

FANGELEG

Parkvejen kører igennem rullende terræn og man følger den de første knap 13 km frem mod den brede vej i Palisades. Den megen trafik af ryttere gør, at jeg ikke kan udnytte min power og for alvor lukke op, på den smalle vej. Men det er godt det samme.

Der er virkelig mange punkteringer og folk står til højre og venstre og skifter slanger. Ude på den store brede vej efter Palisades springer jeg fra gruppe til gruppe, indtil jeg fanger et større felt på knap 30 ryttere. Midt i gruppen sidder min bror og lader til at være oven på pedalerne.

Rytterne omkring ham sidder på dyre Pinarello’er eller Specializeds, alle med højprofil hjul og rendyrket kulfiber, mens han på sin lejede Cannondale i aluminium, med lavprofil hjul, reflekser og Gatorskin-dæk, udgør en umage equipage i det dyre selskab.

Vi sludrer lidt og han morer sig gevaldigt over, at han indtil videre har været den bedste af os. Jeg har for alvor fået ild i piberne og sætter mig frem for at tage en føring. Men da jeg slår ud har jeg gjort mere skade end gavn på gruppen.

”Kom med på mit hjul, så kører vi” siger jeg til min bror, men han lader fornuften råde. ”Det tror jeg bliver for hårdt. Det er en god gruppe den her. Kør du bare”. Vi bliver enige om, at for nuværende er det nok bedre at jeg finder en anden gruppe. Han tilbyder mig sin slange, men vi aftaler, at jeg må vente på ham, hvis uheldet er ude igen.

Og så fortsætter jeg op ad vejen. En polsk rytter suser forbi gruppen i samme øjeblik som jeg letter anker. Ligesom jeg, sad også han med frontgruppen, da en punktering gjorde en ende på hans drømme. Vi arbejder fornuftigt sammen og på den brede vej ind mod Nyack ruller vi hurtigt, selvom vi kører i sidemodvind.

BE A PRO FOR A DAY

Vi kører igennem New Jerseys forstæder, før vi passerer statsgrænsen og igen bevæger os ind New York. Fordelen ved at være ude af kampen om resultater, er at jeg for alvor kan nyde løbet. Selvom vi holder kæden stram, har jeg tid og overskud til at kigge mig rundt.

Jeg er i sandhed kommet til Amerika og det vi kører igennem, ligner præcist det, man kender fra film og serier. For mig er det helt vild at tænke på, at jeg kører Gran Fondo i USA. Stars and Stripes hænger foran flere af husene og der er masser af mennesker ude og heppe langs vejen. Og masser af politi. Jeg har aldrig set så meget politi i hele mit liv. Mindst 200 patruljevogne holder langs ruten for at holde bilister væk fra løbsruten.

Det er blot med til at understrege, hvilken Tour de Force løbet er. Løbet opstod som ide i slutningen af 00’erne. Det tidligere tyske cykeltalent, Uli Fluhme, arbejdede dengang som jurist på Wall Street, efter hans egen cykelkarriere blev forpurret allerede i ungdomsårene af den urene trav i cykelsporten. Hans kone, den forhenværende polske triatlet Lidia Fluhme, var beskæftiget i bankverdenen og sammen grundlagde de GFNY i 2011.

Med en kærlighed til især de italienske Gran Fondo’er, stod Uli og skuede ud over byernes by, med en spirende drøm om at bringe den europæiske cykelkultur over Atlanten og Lidia lykkedes med at få George Washington Bridge ind i ligningen.

Første udgave blev kørt i 2011 og siden da er løbet eksploderet, til i dag at være et globalt franchise med mere end 30 events. Ruten har med få variationer været den samme gennem alle 13 år, og er en hyldest til New York Citys cykelmiljø. Ruten følger den mest populære cykelrute for de lokale motionister, der i weekenderne følger Hudson River til Palisades, Nyack og Bear Mountain, før de vender tilbage til byen.

Ambitionen har altid været at give deltagerne en god oplevelse under mottoet ”be a pro for a day”. Det betyder bl.a. lukkede veje og neutral service på hele ruten, mens det i 2024 også betyder, at man rent faktisk kommer til at køre på samme rute som profferne har kørt på, 15 minutter forinden.

THANK YOU

Efter knap 55 kilometer begynder højdemeterne for alvor at tikke ind på kontoen. Stony Point markerer rutens nordlige vendepunkt, hvor der svinges ind i landet og sættes kurs mod de to stigninger Gate Hill og Cheesecote. Lidt uvant for en Gran Fondo, er der i år primes på de to stigninger, hvilket betyder, at de første 3 ryttere henover toppen på hver bakke får et kontant pengebeløb i præmie.

Stigningerne er ikke voldsomt lange men til gengæld rigeligt hårde. Uregelmæssige og med tocifrede procenter undervejs. Lidt kuriøst ligger de delvist inde i noget, som virker som en forstad med store villaer. Og på de to lynhurtige nedkørsler er jeg glad for sherifferne der står ved hver eneste sidevej.

Indtil nu har jeg kørt med hvad der var i benene, men gassen begynder at gå af ballonen her 72 km inde i løbet og halvvejs oppe ad den anden stigning, Cheesecote, finder jeg en god gruppe. Den består hovedsageligt af sydamerikanere.

Ud af de 14 ryttere i gruppen er det kun jeg selv og de to amerikanere der taler engelsk. Resten er fra Colombia, Ecuador og Argentina forstår jeg. GFNY nyder enorm popularitet i Sydamerika, hvor det ikke er unormalt med over 3.000 ryttere til start i deres mange events. Mange af dem rejser på tværs af kontinentet for at deltage i andre GFNY’s og jagte de eftertragtede trible crown medaljer (som jeg selv jagtede sidste år). Faktisk udgør sydamerikanerne hovedparten af deltagerne i GFNY NYC, hvorfor der både er et YouTube-show og en podcast på spansk.

Vores lille “gruppo” arbejder fint samme. Folk er ved at være ristede, så jeg står for det meste af det grove arbejde. Vi er 5 ryttere som fører, hvoraf jeg står for 50 % af tiden i front og i langt det højeste tempo. Vi er drejet ind i medvind, men de højdevante sydamerikanere kæmper tilsyneladende på de flade veje. Lidt kuriøst bemærker jeg, at de to amerikanere pænt siger ”thank you”, hver gang jeg har taget en føring og bevæger mig ned igennem gruppen. Det er pænt af dem, men efter et par gange begynder det også at blive mærkeligt.

THE BIG APPLE

Efter ca. 94 km drejer vi ind på en cykelsti langs en sø. Indtil nu har jeg nydt turen. Den første del op langs Hudson River var smuk og hensatte mig til utallige amerikanske film, mens den anden del, inde i landet og med bakkerne, har rullet igennem nogle forstadslignende boligkvarterer. Men på denne cykelsti står der ingen betjente og vi møder andre motionister, fodgængere og hundeluftere. På den let faldende vej er farten høj og jeg oplever det som værende lidt sketchy.

Vi er nu nede på 3 mand til at føre, og de 2 andre vil gerne presse tempoet. Jeg er dog ikke alt for imponeret over denne del af ruteplanlægningen og maner til besindighed, med behørig afstand til de to i front. Sådan kører vi i knap 7 kilometer, før vi igen kommer ud på en større vej, der fører os tilbage mod stigningen i Palisades og parkvejen vi startede ud ad.

Jeg har fået min anden vind og i bunden af den knap 5 km lange stigning op til Palisades og Ranger Station, siger jeg adios til mine latinamerikanske følgesvende. Her 20 kilometer fra mål slår det klik inde i hovedet på mig og væddeløbskontakten bliver igen tændt. Jeg øjner chancen for at vinde lidt placeringer og kører med alt hvad jeg har.

Da jeg kører under George Washington Bridge og kan se Manhattans ikoniske skyline på den anden side af vandet, begynder jeg at være skeløjet af udmattelse. Kort tid efter ruller jeg over målstregen i Fort Lee, hvor tanken er helt tom. Mens jeg venter på min bror, spiser jeg den burger, der velfortjent venter i mål.

Læs også: Forårs flyvende i GFNY Cannes

Halvanden time senere kommer Peter Hebsgaard trillende i mål, med overskud til en wheelie da speakeren råber hans navn. Han er stadig ovenpå og til sin storebrors skuffelse, virker han nærmest frisk.

”Det var megafedt” råber han til mig, mens han får hængt sin medalje om halsen. Han har haft en god oplevelse, og tilmed formået at slutte lige uden for top 1.000, hvilket må siges at være mere end godkendt.

Vi ligger i solen og nyder stemningen, mens podie-ceremonien afvikles. Oplevelsen har været helt perfekt og selvom jeg ikke fik resultatet jeg kom efter, er jeg glad for at jeg fik muligheden for at opleve GFNY NYC – og ikke mindst fik taget mig tid til at nyde løbet og omgivelserne. Der kommer massere af ryttere i mål, som bryder ud i jubelråb og glædestårer, over den præstation det har været for dem at gennemføre.

Læs også: Velomore jagter GFNY Triple Crown på Croix de Fer

Vi afleverer min lillebrors lejecykel og han sjosker over GWB. Tilbage på Manhattan finder vi en Citi Bike til ham og cykler ned langs cykelstien på Manhattans vestkyst. Vi slutter dagen af med en parade-runde i Central Park.

Da vi går ud til aftensmad, er jeg mere kvæstet end min bror, der stadig er helt oven på. Oplevelsen og adrenalinen har båret ham igennem GFNY NYC. Hans første Gran Fondo og blot andet landevejsløb, efter Rundt om Rold i 2016. Turen til New York og GFNY NYC har været noget helt særligt. Byen skal man opleve. At køre på cykel her er både sjovt og spændende.

Starten i solopgangen på George Washington Bridge tror jeg aldrig, at jeg vil glemme. Selvom løbet som sådan ikke har noget spektakulært at byde på, såsom en berømt stigning, en ekstrem mængde højdemeter eller andet, er det alligevel noget særligt at køre cykelløb i randområdet af New York City. Det har været en oplevelse og tilmed en, som jeg helt bestemt gerne vil have igen.

Vil du også køre GFNY NYC? Så kan du tilmelde dig lige her. Husk, at som abonnent på Velomore får du 10% rabat på tilmeldingen til alle GFNY’s løb i Frankrig og Sverige. Kontakt os på hebsgaard@velomore.dk for at aktivere rabatten.