Velomores Nikolaj Hebsgaard var i sensommeren et smut i Frankrig for at jagte den eftertragtede GFNY Triple Crown-medalje på Croix de Fer og Glandons skråninger.

Velomore elsker GFNY og GFNY elsker Velomore – og i år har vores redaktør været så heldig at få muligheden for at jagte GFNY’s eftertragtede Triple Crown medalje, som man får ved at deltage i 3 GFNY-events på 1 sæson. Det sidste event tilmed ved lidt af en tilfældighed. I tillæg til Triple Crown-medaljen, har GFNY medaljer for hvert 10., 20., 30. og 40. GFNY man kører – og folk jagter dem i vildskab.

Jeg var så uheldig at styrte på cykel midt i juli, hvilket kostede mig deltagelsen i et andet løb, som jeg både havde glædet og forberedt mig specifikt til. Rygterne om mit uheld nåede de gode folk fra GFNY France, som sendte en invitation afsted til deres efterårsløb GFNY Vaujany Croix de Fer den sid- ste weekend i august.

Efter min deltagelse både i GFNY Cannes og GFNY Grand Ballon (som du kan læse om i vores to tidligere numre, red.) tidligere på året, var Triple Crown-medaljen pludselig indenfor rækkevidde, og med invitationen, en reel mulighed. Derudover har jeg et uforløst opgør med selvsamme løb, som jeg også deltog i ved debuten i 2020, men hvor ruten desværre blev ændret i sidste øjeblik pga. rigtig dårligt vejr.

Så uden megen tøven accepterede jeg invitationen og den sidste uge af august hoppede jeg i bilen, satte kursen mod Romanche-dalen og Vaujany. GFNY Vaujany Croix de Fer opstod som skrevet i 2020. Løbet starter og slutter i den lille skisports- by Vaujany, der ligger i den modsatte ende af Romanche-dalen i forhold til områdets store turistmagnet Alpe d’Huez og Bourg d’Oisans. Ruten går, som navnet afslører, til toppen af Croix de Fer, ned i Maurien- ne-dalen, op ad Col du Glandon og tilbage til Vaujany.

Det er dermed en rute med meget lidt flad vej, da dalen er let faldende. Og stigningerne er til at forholde sig til: 2 monsterlange stigninger og en sidste stejl, satan op til Vaujany, bare lige for at gøre benene helt trætte. I 2020 regnede det på løbsdagen og var tæt ved 0 grader på toppen af tvillingebjerget, så arrangørerne besluttede at droppe Glandon og lave vendepunkt på toppen af Croix de Fer. Det blev en vild oplevelse at køre løb op og ned ad Croix de Fer i silende regn.

Men denne gang er vejrguderne med arrangørerne og os deltagere. For sensommervejret er fremragende. Højt solskin og temperaturer midt i 20’erne. Vaujany ligger stille hen i slut august, men vågner op til dåd i dagene op til løbet. GFNY har endnu et løb med udgangspunkt i Vaujany, som i 2023 køres den første weekend i juli, og hvor man skal op ad Alpe d’Huez hele 2 gange, så byen får 2 opvågninger i løbet af sommeren.

Ved ankomsten i Vaujany bliver jeg indkvarteret i et af de mange lejlighedshoteller, og tilmed et som bogstaveligt talt ligger lige på start- og målstregen. Den første dag bruges på at rulle benene igennem nede i dalen efter køreturen, samt med at få indstillet og lært cyklen at kende. Specialized har været så venlige at udruste mig med en Specialized Aethos Pro med Roval Alpinist, nu hvor jeg skulle ned og køre i de høje Alper. Jeg er spændt på cyklen, som vejer en my mere end 5 kg. Den kører som en drøm, men det der overrasker mig mest, er hvor hurtig cyklen er nedad. Det går dog hverken bedre eller værre end at SRAM-forskifteren løber tør for batteri og jeg må bestige Col du Sabot op til Vaujany på stor klinge. Det bliver 5 km med siksak hen over vejen og stående i pedalerne. En opladning og firmware opdatering senere er cyklen klar til kamp.

JERNKORSET
Har du kørt La Marmotte kender du godt Croix de Fer, eller i hvert fald det meste af den. For stigningen deler opkørsel med Glandon, men undlader man at svinge til venstre ved restauranten, får man i stedet de sidste 3 kilometer op til Jernkorset – Croix de Fer. Masterstarten i GFNY Vaujany Croix de Fer går som håbet. Førerbilen holder et passende tempo ud af byen og folk kører respektfuldt på nedkørslen fra Vaujany. Da vi drejer ud af højresvinget nede ved dæmningen, gives løbet frit og kapløbet om at komme først til toppen begynder. Tempoet skrues i vejret og der bliver kørt stærkt. Ikke i ryk, men bare et konstant, højt tempo.

Feltet brækker over i tusinde stykker. Jeg føler mig nogenlunde ovenpå pedalerne til trods for koldstarten, men pludselig sejler gruppen foran mig væk. Jeg springer op til dem, for blot at springe i luften kort tid efter. Det bliver ikke en regulær eksplosion, men pulsstigningen efter min forcering er nok til, at jeg bliver hægtet af gruppen og må finde ind i mit eget tempo. Det passer heldigvis fint med flere andres tempo og igennem solopgangen arbejder vi os op ad Croix de Fers skråninger. Jeg havde håbet at jeg kunne sidde med indtil landsbyen halvvejs oppe, hvor bjerget flader en smule ud. Men jeg nåede knap nok halvvejs op til før de forreste råbte adieu and goodbye.

At køre i Alperne i sensommeren og det tidlige efterår er fedt. Og at køre i solopgangen er endnu federe. Solen slikker på tinderne omkring os, før bjergene åbner så meget op at vi bades i sollyset. Oppe på plateauet nær ved toppen af Croix de Fer ånder alt fred, og roen brydes kun af anstrengte åndedrag fra os ryttere og fårenes brægen, mens de gennes sammen for at blive transporteret længere ned for vinteren. Luften er frisk og min trøje er våd af sved. Jeg trykker ekstra i pedalerne for at få et forspring til min gruppe. Oppe ved caféen i passet standser jeg før nedkørslen for at tage vest på. Nedkørslen i GFNY er ikke neutraliseret. Det kunne man ellers godt ønske sig, da udsigten i morgensolen er ubeskrivelig smuk. Aethos’en er bund solid på nedkørslen og er lynhurtig rundt i svingene, som man virkelig kan skære helt perfekt. Det giver mig tilpas med overskud til at kunne nyde dele af udsigten, samtidig med at jeg holder fokus på cykelløbet. For der bliver kørt cykelløb. Flere fra gruppen øjner åbenbart muligheden for at hente grup- pen foran os og kører som død og pine nedad.

LA CHANCE OU L’AMBULANCE
Chancen eller ambulancen ynder jeg gerne at råbe i løb, hvor faremomentet kommer lidt for tæt på. En franskmand råber som franskmænd nu engang kan, da to tosser længere oppe ad vejen oversatser rundt i et sving og er tætte på at blive klippet af en bil. Jeg råber instinktivt ”chancen eller ambulancen” hvilket straks får franskmanden til at udbryde ”ah oui, oui, la chance ou l’ambulance”. Udtrykket gør sig tydeligvis også godt på fransk.

Vi er nu kommet så langt ned ad Croix de Fer’s bagside at vi kører på større veje og er rendt ind i morgentrafik. På et stykke, hvor der både kommer modkørende og vi selv kører i trafik, insisterer de forreste i vores gruppe at forsætte med at ligge og overhale og skære svingene. Kørslen er decideret farlig og ekstrem hensynsløs overfor bilisterne, så jeg vælger at sidde op med et par andre. Jeg har trods alt en familie jeg skal hjem til og vi er ikke engang blandt de 10 forreste i løbet, så hvad nytte gør det? Pausen bliver brugt på at spise, og da vi er ude af trafikken igen, kører vi ind på en lang, lige vej. Jeg lægger mig ned over cyklen, der straks accelerer. Aethos’en har en vanvittig topfart når det går nedad og uden at træde i pedalerne smutter jeg fra mine følgesvende, og får på kort tid lukket hullet op til vovehalsene. Og det lige inden vi kører ind i Saint-Jean-de-Maurienne, hvor tiden er neutraliseret mellem de to eneste lyskryds på ruten. Et godt og fair initiativ fra arrangørernes side.

LA MARMOTTE AUTRE DIRECTION
Herfra går det igennem Maurienne-dalen, forbi Les lacets de Mont Vernier frem til Saint-Marie-de-Cuines, hvor Glandon-stigningen begynder. Vi kører ad samme veje som i La Marmotte, men modsat, og tak for det. Fra denne side daler det stort set hele vejen, på nær over motorvejsbroen og en bakke ved det, der ligner en citronmark. Her må jeg strække gevær. Min blære er simpelthen så fyldt nu, og jeg kan ikke længere udholde fornemmelsen af at sidde og dunke op i min blære. For slet ikke at tale om tanken om at bestige Glandon med fyldt spildvandstank. Lidt hovedløst venter jeg til toppen af bakken med at holde ind og tisse, med det resultat, at den halvstore gruppe jeg sidder i, forsvinder ud af syne ret hurtigt.

Jeg får forrettet min tørft og fortsætter i ensom majestæt. Ingen at se bagved, ingen at se længere fremme. Da jeg rammer Glandons nedre ramper, inde i Saint-Marie-de-Cuines, kan jeg se de bagerste i min gamle gruppe forsvinde rundt i et sving. Jeg aner håbet om at fange lidt følgeskab på min vej mod toppen.

Col du Glandon er lang, meget lang. Knap 20 km helt præcist, afhængig af hvor man begynder at tælle. Men bjerget er heldigvis ikke superstejlt, og stiger de fleste steder med mellem 6-8%. Enkelte steder 9% og på den sidste fjerdedel kan ruteprofilen også præstere tocifrede stigningsprocenter. Den nedre halvdel er dog klart den letteste, med procenter mellem 5 og 8, før et lille plateau halvvejs. De milde stigningsprocenter, cyklens lethed og mine tid- ligere kumpaner let ude af syne længere oppe ad vejen, indbyder mig til at holde fokus på præstationen.

Af uransagelige årsager kan jeg lettere holde mit tråd og momentum på cyklen på den store klinge, der er en blid 46’er, end jeg kan på den lille 33’er. Måske ansporet af min opstigning til Vaujany på stor klinge forleden. Mine gamle følgesvende sidder spredt over hele bjerget og 1 for 1 samler jeg dem op.

De fleste er ved at være godt møre nu, og det er da også varmt. Få af dem forsøger at følge mit tempo, når jeg passerer forbi en danseuse. Jeg har ramt en god rytme og fornuftig fart. Er man udmattet eller slået på psyken, er det umuligt at omstille sig til andres glidende tempo.

Min udmærkede rytme til trods, yder plateauet på midten en tiltrængt og forfriskende spand koldt vand i hovedet, hvor kadencen kan øges og ben og hoved hviles for en stund. I det mindste indtil bjergets utaknemmelighed tager til igen. Glandon er en udmattelsens kamp. Ikke kun for benene, men i lige så høj grad mentalt. Jeg tænker tilbage på GFNY Cannes i det tidlige forår, og Grand Ballon for knap to måneder siden. To vidt forskellige løb. Minder mig selv om Triple Crown-medaljen der venter i mål, mens jeg forsøger at holde fokus på de sidste kilometer, af dette sidste bjerg.

På 10% ramperne på de sidste 3 kilometer må jeg ned og slikke den lille klinge. Udmattelsen har ramt mig som en hammer. I hvert fald mentalt, for benene føles faktisk ovenpå. Jeg fokuserer på rovfuglene der cirkulerer over bjerget. Et par hollændere i vejkanten hepper på mig. Bjerget slipper sit tag og på den sidste kilometer samler jeg al min mentale styrke til igen at genfinde min gode rytme fra de tidlige skråninger på den store klinge. Jeg henter rytteren foran mig, der også har lidt nederlag til bjerget. Men et baghjul at følge er nok for ham, og min motivation til at tilbagelægge de sidste 500 meter af Glandon boostes. På toppen står grundlæggeren af GFNY og hans børn og langer müslibarer. Jeg tager en, men ved faktisk ikke hvorfor. Jeg har stadig to gels i lommen.

Nedkørslen på denne side af Glandon/Croix de Fer er sjov. Virkelig sjov. Den første halvdel skal der trædes lidt i pedalerne, men i det åbne terræn har man godt syn over modkørende trafik og kurverne er bløde. Jeg vover chancen og sætter mig ned i det forbudte supertuck og lader Aethos’en work it’s magic. Cyklen suser afsted og skyggerne på vejen afslører, at rytteren i mit hjul må arbejde for at følge med. Jeg flyver ned ad bjerget og i hårnålesvingene, ved ramperne halvvejs nede ad bjerget, viser cyklen for alvor sin sande karakter. Dens nænsomme håndtering i svingene, kirurgiske præcision og sit lette antrit i accelerationerne sender mig uden problemer over de 2-3 stejle bump og videre ned ad det sidste af Glandons nedkørsel.

Da jeg svinger skarpt til venstre ved Lac du Verney er jeg igen alene. De sidste 5 km venter, men det gør også i underkanten af 9% i snit. Den mentale træthed sniger sig ind og punkterer mig fuldstændig. Jeg kan ikke mønstre mere vilje til at påføre mig selv smerte, særligt ikke, når der ingen er i syne. Det bliver i kravle tempo til Vaujany. Oppe ved kirken i Vaujany får jeg langt om længe selskab. En rytter er kommet op bagfra og han har ild i øjnene. Det genantænder gløden i mig. Hvis bare jeg kan holde hjul på de sidst stejle hundrede meter.

Indløbet til målstregen er lidt tricky. Vi skal forbi Hotel V og torvet ved den store skilift midt i Vaujany, og videre op til den tredje balkon over byen, ad nogle ret stejle veje, med skarpe sving. Målstregen ligger tilmed lige efter et skævt sving, så man skal helst først igennem det sidste sving.

Læs også: Forårsflyvende i GFNY Cannes

Rytteren foran mig har luret, at jeg sat tænderne i hans baghjul, og øger tempoet en smule. Mine batterier har formået at lade en smule på vejen mod Vaujany, så jeg slipper ham ikke. Da vi er knap 300 meter fra mål åbner han. Jeg besvarer straks og vi spurter med alt hvad vi har. Før det sidste sving åbner han en smule i venstre side. Det er nok til at jeg får presset cyklen først ind i svinget og kan glæde mig over at komme foran ham på målstregen.

Et par ældre damer deler glædeligt deltagermedaljer ud og den ene trækker mig til side. Mit rygnummer er blandt dem hun har holdt udkig efter. Hun overrækker mig Triple Crown-medaljen og ønsker mig tillykke. Jeg overvældes af udmattelse, siger mange tak og vakler ned til madboden, hvor en lækker pastasalat venter alle deltagerne.

Læs også: Beretning: GFNY Alpes Vaujany

Flere der ser medaljen, kommer over og ønsker tillykke. Det har været en fed oplevelse at køre GFNY Vaujany Croix de Fer. Romanche-dalen i sensommeren er helt speciel. Atmosfæren er mere afslappet og dalene og bjergene ligger stille hen, efter sommerens travle måneder med masser af cykelevents, og ofte også Tour de France. Men i den sene sommer og tidlige efterår, har de fleste turister forladt området.

GFNY Vaujany Croix de Fer er et godt løb. Det arrangeres med samme høje standard som alle GFNY’s andre løb. Og ruten er veltilrettelagt. Mentalt er ruten let at forholde sig til, med 3 stigninger og et kort, let faldende dalstykke. Den fysiske udfordring hersker der ingen tvivl. Hverken Croix de Fer eller Glandon er vanvittigt hårde hvad angår stigningsprocenter, men de er lange.

Med 3 GFNY deltagermedaljer og en Tripe Crown i bagagen fra i år, glæder jeg mig til næste år. Der er stadig masser af GFNY løb at køre her i Europa og endnu flere i udlandet. Har du også fået mod på at udfordre dig selv i GFNY, hvad enten det er for at køre efter et resultat eller samle på fantastiske oplevelser, så giver Velomore dig muligheden. Som abonent på magasinet får du 10% rabat på udvalgte GFNY-løb.

Læs også: Kør GFNY med Velomore og få rabat på tilmeldingsgebyret

Velomore var i det tidligere forår i Cannes for at prøve kræfter med den nye GFNY Cannes Gran Fondo, der bød på fantastisk vejr, en sjov rute og den perfekte forårsbebuder for cykelmotionister med hang til Gran Fondo ræs.

500 meter til mål. Kameramotorcyklen ligger på vores venstre side. Jeg sidder på hjul af min modstander og har gjort det den sidste kilometer. Han slipper trådet og slår ud til højre. Jeg kan ikke tro mit eget held. Han er slået ud i et lille indhak i fortovet, en p-plads med plads til 3 eller 4 biler. Jeg ser det straks og kører frem. Forcerer ikke tempoet men ruller bare forbi ham og stopper så med at træde. Nu er han lukket inde. Jeg er en halv hjullængde foran ham og har fanget ham i indhakket. Nu skal jeg blot vente. Han bremser. Er tvunget til det for at undgå kollisionen med kantstenen. Jeg er årvågen og reagerer instinktivt og hurtigt. Åbner min spurt. Træder an, accelerer i en eksplosion, mens han taber fart. Jeg holder mig ca. en halv meter fra barrieren. Døren er lukket, han kan ikke komme indenom mig og er nødt til at gå den lange vej udenom, ud i vinden. Motorcyklen ligger stadig på vores venstre side. Der er ikke megen plads. Vi nærmer os indsnævringen før mål. Han kan ikke komme forbi…

Jeg har forladt de kolde landeveje hjemme i Danmark, for i stedet at flyve til den franske rivieras lune og indbydende forårsfornemmelser. Cote Azur. Destinationen hedder prominente Cannes, hvor vinterformen skal testes i debutudgaven af Gran Fondo-løbet GFNY Cannes. Datoen hedder slut marts og antallet af ture udendørs kan for mit vedkommende tælles på to hænder. Så nu skal Zwift-formen for alvor stå sin prøve.

At rejse sydpå om vinteren er altid noget specielt. Jeg har flere gange nydt det tidlige spanske forår, og da jeg træder ud af lufthavnen i Nice hilser den behagelige og lune middelhavsluft mig straks velkommen. Turen ned til Cannes tager lidt over en halv time i eftermiddagstrafikken. Vejret er perfekt, og da jeg bliver sat af ved hotellet – i tredje hotelrække fra rivieraen – er der 15 grader, vindstille og høj solskin. Her mellem stranden og butiksgaderne føles Cannes knap så elitært og prominent og her oser da heller ikke ligefrem af stjernestøv og luksus. Faktisk er hotellet jeg skal bo på under renovation og derfor fyldt med ukrainske håndværkere, der er i fuld sving med at gøre klar til sæsonstarten i maj. Det er dog plagede udtryk jeg ser i deres ansigter og det hele virker en smule absurd, da min lånecykel bliver leveret. Jeg er blevet udrustet med en Pinarello Dogma F12, som jeg triller gennem hotellets baggård til lyden af ukrainsk radio, der reporterer fra uhyrlighederne i øst. Kontrasten er slående, men Cannes er kontrasternes by.

Jeg har aftalt at køre en tur med Mathias fra GFNY senere samme dag. Han er belgier og brand manager for GFNY. Vi ruller en halv time ned ad kysten i eftermiddagssolen. Jeg er ankommet fire dage i forvejen. Det giver mig mulighed for at køre løbsruten igennem i morgen, mens GFNY har arrangeret social rides både fredag og lørdag. Løbsdag på søndag. Det er en god måde at bringe deltagerne sammen på. Især os som kommer langvejs fra.

Ruten til GFNY Cannes var oprindeligt planlagt til at være 120 kilometer, med start- og målområde ved siden af Palais des Congress i Cannes. Men da man er ved at gøre klar til optagelserne af den franske udgave af Ninja Warrior, har arrangørerne måtte flytte start- og målområdet ud af byen, ca. 5 kilometer længere ned ad kysten, til Boca Cabana, hvor målstreg og stop for tidstagning alligevel oprindeligt ville havde været. Herfra kører man ind i baglandet bag Cannes, ind på de mindre og ubefærdede veje i l’Esterel massivet, der en del af forbjergene til Alperne. Første stigning kommer allerede efter 8 km og stiger jævnt i 7 km, uden rigtig at blive stejl. Efter toppen kommer der en kort ned- kørsel, før man bevæger sig stille og roligt op gennem forskellige plateauer, før løbets anden stigning starter efter 40 km. Selvom stigningen er opgivet til at være 13 km, kommer der en 2 km lang nedkørsel efter 5 km. Men når man runder toppen af denne stigning er man halvvejs gennem løbet og har desuden overstået hovedparten af de knap 2000 højdemeter. Herfra falder det stødt ned mod kysten igen og de resterende højdemeter sættes ind på kontoen som rullende bakker, på nær de to lange bakker til sidst, der stiger i knap 2 km hver. Det allersidste bump på vejen tilbage til Cannes rammes 8 km ude, hvorfra indløbet langs rivieraen er pandekagefladt.

Det er med andre ord ikke verdens hårdeste rute. Arrangørerne har taget højde for at det er tidligt på sæsonen, og at hovedparten af deltagerne næppe endnu har fået trænet nok til at køre et langt maraton. Netop af den grund føler jeg, at jeg godt kan køre ruten igennem tre dage før løbet, uden at kompromittere mig selv alt for meget – og heldigvis for det. For det viser sig at arrangørerne har gemt en nasty lille overraskelse efter knap 33 kilometer. Her drejes der skarpt til højre og direkte ind på en regulær mur, der stiger med 16- 22% i 300 meter.

Et nøglemoment der kan sætte en gevaldigt tilbage, hvis man kommer ind i det forkerte gear. Jeg noterer mig stedet mentalt, men ellers byder ruten ikke på andre opmærksomhedspunkter. Det er dog altid rart at kende stigningerne, både i længde og stejlhed, så man ved hvad der venter og hvordan man skal dosere kræfterne. Min gennemkørsel i adstadigt tempo giver desuden den fordel, at jeg er fuldt ud i stand til at nyde det smukke terræn, udsigterne og duftene. Foråret kører med stram kæde og flere steder er både træer og blomster sprunget ud, eller står med store, modne knopper. Når først løbet starter, bliver der ikke tid til at nyde naturen.

De to socialrides med GFNY-gruppen er hyggelige. Vi er ikke særligt mange og niveauet er bredt. Ud over mig selv og tre fra GFNY, er der 3 amerikanere, 1 colombianer og 3 franskmænd. Amerikanerne ser ud som amerikanere gør, mens colombianeren ikke laver andet end at tale i telefon via headset med folkene hjemme på kontoret. Amerikanerne er alle fra New York, eller Jersey, og taler med tyk dialekt. Jeg spørger den ene, om ikke det er svært at være cykelrytter i byernes by. ”Narh, it’s pretty nice” siger han og forklarer mig alle herlighederne ved at køre i cirkler i Central Park, før han bliver lamslået over hvor lidt trafik der er udenfor Cannes. Sådan er vi jo forskellige.

GFNY-turen om fredagen går langs kysten sydpå. Her er utroligt smukt og på vejen møder vi flere cykelmotionister og et par proffer. Dagen efter kører vi de første 20 km af løbsruten og får set den første halvdel af første stigning. Det er rart lige at få den genopfrisket, før den står på ”benene op” og carbloading på hotellet. Hvilken bedre undskyldning for at køre alt for meget slik ned findes der end en Gran Fondo?

Vækkeuret ringer. Klokken er lidt i 5 og selvom vi er skiftet til sommertid henover natten er jeg overraskende frisk. Jeg kan høre det pusler i naboværelserne, hvor der også bor løbsdeltagere. Morgenmadsbuffeten på hotellet består af baguettes, som er blevet mere og mere tørre i løbet af de sidste par dage, og croissanter, som virker til at være friskbagte fra en rigtig bager. Jeg har dog udnyttet den tomme minibar på værelset og forsynet mig med frisklavede pandekager i går, som ligger og venter. Det hjælper på trætheden og sammen med en RedBull og en espresso er jeg good to go, da jeg triller den ferrarirøde Pinarello ud i tusmørket. Solen er endnu ikke stået op, men det er alligevel lunt og jeg er glad for at jeg ikke tog en vest på. Vejrudsigten lover 20 grader og sol senere, så jeg vil nødigt bøvle med unødvendigt tøj i lommerne.

Der er noget helt utroligt, nærmest magisk over at cykle gennem solopgangen på vej til en Gran Fondo – og at køre langs Middelhavets kyst gør det ikke mindre spektakulært. Selvom byen sover, er der en buzz i luften. Langs kystvejen holder flere biler parkeret med cykler lænende op ad siden eller muren langs promenaden. Bølgernes brusen brydes af den velkendte ”shusslyd” fra en ventil der skilles fra en fodpumpe. Det sværmer med ryttere i den grønne GFNY Cannes-trøje, som er obligatorisk for alle deltagere at køre i.

Turen ud til starten passer nogenlunde med en fin lille opvarmning, men som altid, står man og venter i 20-30 minutter i startboksen. Som deltager på social ride får man lov at starte allerforrest i VIP-startboksen. Jeg sludrer med amerikanerne, mens jeg studerer de andre deltagere. Det er sjovt at stå her og studere franskmæn- dene. Mange er nærmest kommet i fuld vinterkit, med jakke, lange ben, huer og handsker. Jeg selv og amerikanerne, og to tyskere lidt længere tilbage, står i korte rør og løse ærmer.

ZWIFTSTART
Endelig er det blevet tid til start. Alle er klar og står som galopheste i startboksen. Men åh nej, den ældre mand foran mig kan ikke komme i pedalerne og er tæt på at køre mig i barrieren. Jeg får mast mig forbi og sætter afsted. Starten er som i et Zwiftløb. Der accelereres hårdt ud af boksen og jeg er allerede langt tilbage.

Vi starter ud gennem et shoppingområde. Vejene er øde, så man kan nemt køre sig frem hvis man er villig til at investere kræfterne i det. Jeg surfer fra hjul til hjul og forsøger at holde mig i læ af andre ryttere uden at bruge for mange kræfter. Det lykkes mig at komme frem til fronten og jeg finder Mathias’ hjul. Han smiler og rykker med det samme. Frisk fyr tænker jeg idet en kvinde accelerer og går med. Det giver et ryk ned gennem feltet og farten skrues endnu mere op. Det minder i høj grad om starten i La Marmotte, hvor alle gerne vil frem og sidde før bunden af Glandon. Heldigvis falder vejen ikke her, så farten når aldrig over 50 km/t. Heldigvis for det for vi skal igennem en del rundkørsler og vi møder også en del forhindringer i form af heller og kegler. Heldigvis kører folk hensynsfuldt og med respekt for hinanden, så de farlige momenter opstår aldrig. Til gengæld bliver jeg fanget i tørretumbleren og bliver konstant sendt tilbage i feltet. Jeg stiller mig tilfreds med at sidde lidt længere tilbage end jeg havde foretrukket før den første stigning.

Mens vi drejer ind på den første stigning, undrer jeg mig over, hvorfor ryttere med jakker, handsker og løse ben absolut skal presse sig forbi og ind foran. Hvis man har så meget tøj på i mere end 15 graders varme, kan man da umuligt holde til at køre ræs på en stigning?

Inde på stigningen accelereres der fra bunden. Nu åbnes ballet og feltet strækkes ud. Tempoet er højt, men ikke dræbende. Min Pinarello hører hjemme i Bedoin ved foden af Mont Ventoux og er derfor udrustet med en 50’er klinge og 32’er kassette, som nok er en smule overkill i forhold til stigningerne i dette løb. Jeg er derfor en af de få, som er blevet på stor klinge. Efter de første ryk daler tempoet en smule og en større gruppe samles i front. Tempoet er stadig højt og hver gang jeg har kigget ned på mine watt, har de ligget over FTP og højere end hvad jeg normalt ville køre så tidligt i en Gran Fondo. Mit håb er dog, at løbet enten sætter sig efter den første stigning, eller at jeg har kræfter til at køre ræs de første 55 kilometer og kan komme mig på det lange, dalende stykke tilbage mod kysten.

ALLEZ ALLEZ
Pludselig forceres der igen. Jeg har bemærket en gut med en orange hjelm, der i den grad er i hopla og som bliver ved med at stikke. Han kører igen og gruppen strækkes ud. Vi nærmer os toppen og folk begynder at blive trætte og flere må slippe. Gruppen splittes i to, da det næste angreb kommer og Mathias foran mig forsøger at holde hjul. Hans kræfter rækker dog ikke så langt og pludselig er der 10 meter op til næste rytter. Jeg råber til ham, at han skal flytte sig til venstre, så jeg kan spurte højre om ham. Jeg når op og får kontakt inden det flader ud gennem byen på toppen af stigningen og vi tager hul på nedkørslen med mig som sidste mand i gruppen. Vi er nok 10 mand tilbage.

Pinarelloen kører som en drøm nedad, og med 30 mm dæk og skivebremser føler jeg mig selvsikker gennem svingene. Jeg vinder positioner og springer fra rytter til rytter, da der opstår huller bagerst i gruppen, enten fordi folk mangler teknik og mod i svingene, eller fordi kaliberbremserne ikke kan følge skivebremsernes sene indbremsninger.

Da vi rammer bunden er vi 6 mand tilbage i front, men hurtigt bliver vi lukket af de som er røget af på vej nedad, og en større forfølgergruppe kommer også op.

STILHED FØR STORMEN
20 km inde i løbet og vi er godt og vel 30 mand i front. Der køres enkeltkolonne og det lader til at de arbejder godt sammen oppe i front, mens jeg holder mig nede bagved sammen med Mattias. Men ved 30 km mærket er våbenhvilen slut og løbet åbnes op igen. Vi er kommet ind på en rampe op mod det næste plateau. De næste 2 km stiger med 7-10% op til en landsby og her forceres der fra spids. Der lukkes helt op og gruppen eksploderer. 4 mand sejler væk, mens jeg finder mit eget tempo med 5 andre på hjul. Da vi rammer næste plateaue har vi et lille hul op til de 4 mand foran, mens dem bagved os ser ud til at have givet op. På den lille nedkørsel der følger, får vi kontakt igen før vi svinger ind på muren. Muren overrasker flere af de andre og ingen udnytter den til at angribe, men på toppen forceres tempoet igen og på et let stigende stykke hen mod starten på løbets anden stigning, falder gruppen fra hinanden. Vi er 6 mand som sejler væk og tager hul på Col d’Avaye-stigningen sammen.

”Fedt, top10 er sikret” tænker jeg med en forventning om at der herfra vil blive kørt i et udholdeligt og konstant tempo. Men jeg tager fejl. Grueligt fejl. For selvom der blev kørt vildt og voldsomt på første stigning, og tre af de gutter jeg sidder med nu har angrebet op til flere gange på det mellemliggende stykke, skrues tempoet i vejret. Den første kilometer går fint men jeg begynder at blive presset over tempoet og har nok at se til med holde hjul. Hver gang jeg kigger ned på min Garmin-enhed, viser den watttal som jeg slet ikke har lyst til at se. Efter 2 km, hvor tempoet slet ikke er faldet, begynder jeg for alvor at blive bekymret. Jeg ved at stigningen fortsætter i yderligere 3 km, før en kort nedkørsel efterfulgt af yderligere 7 kilometers opkørsel. Men ved det her tempo er jeg færdig om 1 km.

Jeg forsøger at motivere mig selv til at grave dybere. Tænker på min 5 måneder gamle datter derhjemme, men må erkende, at det her tempo ender med at blive min død i løbet. Så i stedet for en gedigen eksplosion slipper jeg gruppen og fortsætter i et mere kontrolleret tempo. Der går dog ikke længe, før en større gut også må slippe gruppen. Det giver mig håb. Selvom jeg frækt forsøger at skrue tempoet da jeg indhenter ham, kommer han med på hjul, dog ude af stand til at tage føringer. Mit tempo er dog ikke højere end at to små franske klatrertyper kommer op og sætter sig frem i vores lille firkløver.

FIRE MUSKETERER
De forankørende er nu forsvundet helt ud af syne, selv på de stræk hvor man kan se langt fremad. Bagved er der heller ingen at se og vi fire tilbageværende i den anden gruppe finder ind i et tavst samarbejde, som fungerer meget godt på stigningen. Tempoet er konstant og vi fører til man ikke gider mere. Den store rytter, som måtte slippe efter mig, sidder dog mest på hjul.

Vi runder toppen af Col de l’Aveay uden at udveksle nogen ord mellem os. Vi er nu halvvejs i løbet og herfra går det jævnt ned- ad, først på noget som minder om en regulær nedkørsel med få plateauer undervejs, før vi kommer ned i et mere rullende terræn, der overvejende går mere nedad end opad i noget false flat-agtigt. Nedkørslen afslører desuden, at de to franskmænd som kom op til os, hverken er hurtige eller sikre på nedkørslen, mens den store gut jeg blev sat med, både er hurtigt og risikovillig.

Fire mand, enkelkolonne. Vi skiftes til at tage føringer. Normalt ville man føre i 30 til 60 sekunder, men åbenbart ikke i Frankrig. Jeg forstår ikke de andres måde at køre på. De taler sammen indbyrdes og jeg fornemmer en alliance, eller i hvert fald at de kender hinanden. Men i stedet for at sætte sig frem og føre i et halvt minut, for så at vinke med albuen og slå ud, fører de hårdt indtil farten begynder at falde, eller rytteren bagved går forbi. Og flere gange er det vitterligt den bagerste rytter som går forbi. Den store gut er hurtig på flad vej, og tendensen er, at de to små franskmænd fører opad, mens han hovedsageligt står for føringerne nedad og på flad vej.

Jeg forstår ikke systemet og kommer sjældent frem til fronten for at føre. Det bliver i bedste fald til et par alibiføringer på nedkørsler eller bakker.

Efter 85 km ændrer løbet karakter. Indtil nu har gruppen fungeret fint, men ved det sidste depot på en lille bakke sænker de tre andre tempoet for at tage det der bliver langet. Jeg venter. De begynder at vise tegn på træthed. 20 km fra mål kommer den første af to stigninger af ca. 2 km varighed. Jeg kan mærke spændingen stige og forventer et angreb da vi kører ind på den første. Jeg har sat mig forrest for at styre tempoet, men ingen af mine følgesvende forsøger noget og tempoet daler endda en smule, da jeg slår ud og sætter mig på hjul. På nedkørslen forcerer den store rytter og tager unødvendige chancer. Vi er tæt på at klippe tre cykelmotionister på vej op til trods for at vi har en motorcykelmarshall liggende foran os. De to mindre franskmænd er ved at ryge på røven flere gange i det lidt for opskruede tempo nedad, og den ene må tilmed lukke et ret stort hul, da vejen igen flader ud. Han når dårligt nok op til os før den næste stigning starter. Jeg har nu smidt min løse ærmer og planlagt et storstilet angreb.

FULD FART FREMAD
Da vi rammer bunden af den sidste regulære stigning med 13 km til mål, sidder jeg i tredje position. Jeg angriber uden nogen umiddelbar reaktion fra de andre.

Jeg holder på. Der skal graves dybt nu. Benene er trætte, men jeg har sparret mange kræfter ved at sidde på hjul det meste af de sidste 40 km. Troen vokser hver gang jeg kigger mig over skulderen og kan se, at de andre ikke ser ud til at bruge kræfter på at jagte. Hen mod toppen kommer der to hårnålesving, hvorfra jeg kan se at den store rytter nu er kørt fra de to andre. ”Det var lige godt pokkers” tænker jeg. For mig havde det været bedre hvis han var kommet ind på nedkørslen med de to nervøse nedkørere.

Heldigvis kan jeg huske det meste af nedkørslen fra min recon. Den foregår på en stor bred vej med blinde men bløde sving. Farten er høj og jeg vover at sætte mig ned på overrøret. Uli som står bag GFNY er oldschool. Kører ikke med cykelcomputer og synes at skivebremser er noget gøgl. Og at UCI er nogle tøsedrenge for at forbyde positionen på overrøret. Jeg vover det dog kun fordi her ingen trafik er og fordi jeg kender vejen. Da jeg kommer ned på flad vej kan jeg ikke se min forfølger. På denne del af ruten er vi igen inde i strandbyerne og jeg møder både bebyggelse og vejbump på min vej. I et lyskryds er jeg tæt på at køre forkert og må bremse hårdt op, og det er nok til at den store rytter får kontakt. Men jeg holder tempoet tilpas højt til at han må arbejde for at lukke de sidste meter.

5 kilometer til mål. Det her bliver et spurtopgør tænker jeg. Baseret på vores fysiologi virker en spurt umiddelbart til min modstanders fordel. Han er stor og ser powerfull ud og han har kørt hurtigt på flad vej. Han går frem med det samme han kommer op. Det lover ikke godt. Til mit held kommer vi rundt i et sving og møder en sidste kort og punchy bakke. Jeg tøver ikke og udnytter vejens hældning til et sidste angreb. Den store gut forsøger at gå med, men han syrer til og må give op. Kan det her være momentet? Jeg kører alt hvad jeg kan på de sidste kilometer langs kysten ind mod mål, men han kommer hurtigt og mit hul er ikke stort nok. Med knap 2 km til mål henter han mig og jeg går straks på hjul og bliver siddende.

Og dermed er vi tilbage til der, hvor denne beretning startede. En kameramotorcykel kommer susende bagfra og lægger sig på venstre side af os. 1 km til mål. Jeg føler mig i kontrol, selvom jeg er overbevist om, at min modstander er en dygtig sprinter. Jeg har dog fordelen af den bagerste position. Men 500 meter fra mål sker der noget mærkeligt. Han stopper med at træde og slår ud til højre ind på en p-plads i siden af vejen. Jeg er ekstra årvågen og udnytter straks momentet til at komme frem og blokere for vejen ud fra indhakket. Han er tvunget til at bremse og i det øjeblik han gør det, åbner jeg min spurt lidt for langt ude. Jeg accelerer hårdt og rammer det helt rigtige gear. Jeg fornemmer, hvordan han må gå den lange vej uden om mig, da jeg har lukket af ind mod barrieren. Vejen snævrer ind kort før mål. Jeg skifter et gear op, føler jeg har endnu et punch og jeg holder ham bag mig, da vi ruller ind mellem barriererne. Han kan komme forbi, han kan ikke slå mig. Jeg krydser målstregen i forløsning. En sjetteplads, hvis jeg ikke husker helt forkert.

Læs også: GFNY Alpes Vaujany

Min modstander og jeg slår på næven og siger tak for godt løb. Han er tydelig ærgerlig over sin fejl, men sådan er cykelløb. Jeg er glad. En top 10 i en Gran Fondo er et stort resultat. Det viser sig, at rytteren med den orange hjelm, der angreb igen og igen på den første stigning, var lykkedes med sit forehavende og havde kørt solo de sidste 85 km af løbet. Så mit resultat blev en 7. plads.

FANTASTISK FORÅRSDAG PÅ RIVIERAEN
Jeg er glad og stolt da jeg ringer hjem for at meddele at jeg er kommet godt i mål. Jeg sætter mig på en bænk i solen og nyder sandwichen, vandet og den pose chips arrangørerne har forberedt til deltagerne. Mens jeg spiser, funderer jeg over turen. Det er en fed løbsrute, som alle kan være med på. Selvom det stiger meget på de første 55 kilometer, bliver det aldrig ubarmhjertigt som på de lange Alpestigninger. Foråret er kommet til Cannes og blomster og træer er ved at springe ud. Det gør løbet til en regulær sanseoplevelse og flere steder var det som at cykle gennem en parfumebutik af naturens aromaer.

Rutens beskaffenhed gør også, at man sagtens kan være med, selvom man ikke har fået trænet så meget henover vinteren. Og så er Cannes faktisk et behageligt bekendtskab på denne tid af året. Turister- ne har endnu ikke gjort sit indtog og byen har lidt den samme søvnighed over sig, som man finder på Mallorca eller i Sydspanien i januar og februar. Vil man gøre en længere tur ud af sin deltagelse i GFNY Cannes, er der ikke langt til de fede stig- ninger nord for Nice, og baglandet byder også på en masse god cykling.

Læs også: Lej drømmecyklen på turen til Frankrig

Er man på udkig efter et alternativ til Spanien til sin forårstræningslejr, eller skal man have familien med og gerne vil kombinere sin tur sydpå med en Gran Fondo, er GFNY Cannes helt bestemt værd at overveje. Løbet er velarrangeret og byder på alle de elementer som har gjort GFNY til en verdensomspændende succes. Der er masser af motorcykler og flagvagter ude på ruten. Også selvom det slet ikke er nødvendigt i det franske opland på en søvnig søndag i marts. Efter mål er der sørget for rigeligt med forplejning til deltagerne ligesom der var det før starten. Vil man have den fulde GFNY oplevelse inviterer arrangørerne både til en camp i ugen op til samt social rides dagene før, hvor man kan lære de andre deltagere og arrangørteamet bedre at kende, mens man får set dele af ruten og området.

Det er bestemt ikke den sidste GFNY jeg skal køre, og slet ikke sidste gang, at jeg stiller til start på den røde løber. GFNY Cannes køres igen d. 26. marts 2023. Læs mere om GFNY Cannes her.