Hvad kan lokke Jonas Vingegaard ud på landevejene på en kold og blæsende vinterdag langs Limfjordens kyster? Måske denne vest fra AGU, isoleret med materiale udviklet til det amerikanske militær.
Måske Jonas Vingegaard har denne vest på når han begiver sig ud på træningsturene langs Limfjorden. Vesten benyttes i hvert fald af rytterne på Jumbo-Visma på de kolde træningsture og det med god grund.
Vesten er udrustet med Polartec Alpha, et isoleringsmateriale udviklet til det amerikanske militær. Polartec Alpha besidder en høj isoleringsværdi og er samtidig vævet i en åben struktur, som også let fjerner sved. Vestens yderste lag er lavet i et materiale som AGU kalder WNDPRF-X99, hvilket lyder mere militæragtigt end Polartec Alpha. Materialet er vindtæt og vandafvisende og tilsammen giver de to materialer den perfekte kombination til en efterårs- og vintervest.
Ryggen og ærmegabene er lavet i strækbart DWR, der forbedrer komfort og åndbarhed. På ryggen er vesten desuden udrustet med 3 store lommer, så man ikke behøver at bøvle med at skulle ind og finde jakkelommerne med store vinterhandsker på.
Ud af pakken
Det militære Polartec Alpha-materiale er med militær præcision placeret på indersiden af vestens forside, samt rundt henover skuldre og nakke. Det gør, at vesten er varmeisoleret de steder, hvor kroppen er mest udsat for vind.
Ved første øjekast kan man tydeligt se, hvad AGU mener med “åben struktur” når de beskriver Polartec Alpha. Materialet ligner mest af alt et fint masket net, der har fanget en masse uld fra et får, eller noget der minder lidt om en slidt fleecetrøje.

Vesten føles ikke tyk, men man fornemmer rummet mellem det tynde ydre, vind- og vandtætte WNDPRF-X99 materiale, og det inderste og varmeisolerende Polartec Alpha, som giver plads til at varm luft fra kroppen kan bevæge sig mellem de tog lag.
På landevejen
Ude i den fri natur er man ikke i tvivl om, at Polartec Alpha-vesten fra AGU vitterlig er varm. På de fleste dage i efteråret, de hvor vejret og temperaturerne har været lidt svære at vurdere tøjmæssigt, er jeg startet ud med vesten på, men den er hurtigt røget af igen, når først der var kommet varme i kroppen.
AGU skriver selv, at vesten er let at folde sammen så den ikke fylder synderligt meget i lommerne, men den påstand synes nu at blive modbevist af den testede str. M. Vesten er svær at folde kompakt sammen, og medmindre at midterlommen er stor og rummelig, vil vesten hæng og dingle halvt ud. Selv når jeg har gjort mig umage med at folde hjemmefra, fylder vesten stadigvæk så meget, at jeg ikke vil beskrive det som værende kompakt, og det vil desuden være svært at finde plads til den i eksempelvis en styrtaske.
Vesten er dog ofte blevet hevet op af lommen igen efter et par timer, og er dejlig varm at få på når varmen begynder at forlade kroppen hen mod slutningen af de lange ture.
Læs også: Velomore tester Flandrien skoovertræk fra GripGrab
På de helt kolde dage, hvor jeg har kørt med vesten udenover en vinterjakke, har den været helt genial. Vesten er vindafvisende og til en vis grad også vandafvisende. Den vil kunne få dig igennem en byge eller to, men skal du ud i regulær regn, må du hellere overveje en anden vest – eller at køre i Zwift.

Til gengæld kan man nyde at ens torso og overkrop er dejlig varm, selv efter 3 timer i strid vind og kulde, mens man mærker hvordan temperaturen stille og roligt daler i arme og ben.
Læs også: Velomore tester coversocks fra AGU
Det eneste vesten lader tilbage at ønske, er en ekstra lynlås forneden, så man kan åbne den nede fra og op. Det ligner efterhånden en trend blandt flere brands og giver den fordel, at man lettere kan varmeregulere, eller køre med en åben vest som vil være let at lyne igen, selv med store handsker på. Til gengæld er kraven så tilpas høj, at man ikke nødvendigvis behøver at have halsedisse på indenunder (hvis man er til sådan noget).
Facit
AGU’s Polartec Alpha vest er oplagt til de aller koldeste dage. Vesten er varm og vindtæt, og kan holde det meste vand ude fra lette byger og sprøjt fra vejen. Den fylder dog relativt meget hvis man skal have den med i lommen, men omvendt er den genial når man først er blevet kold. Kombineret med en vinterjakke skal man nok komme hjem med en varm overkrop, selv efter resten af kroppen er frosset til is. Prisen er dog ret pebret for en vest og det trækker ned i den overordnede vurdering. For 1499 kr. kan man finde en jakke med samme egenskaber, og tilmed til en pris, hvor en vest også kan erhverves på samme budget.
Info
Vurdering: 4/5
Bedst til: De absolut koldeste dage, eller ture med en tyndere trøje eller jakke indenunder.
Størrelser: S-XXXL
Farver: Sort
Pris: 1499 kroner.
Køb den her: www.agu.com

Seneste kommentarer