Sidste år debuterede Hærvejsløbet med en 175 km graveldistance. Vi var med til start, omend vores rytter fik kastet grus i maskineriet allerede i sine forberedelser.

Vi når vel at køre knap 30 km, da det går op for mig, at benene er helt væk. Jeg kan godt holde dem i gang, men jeg kan ikke presse dem. Formen er kun til ren survival, og de negative tanker er ved at få overtaget, da min gode ven Søren Jermiin ser at jeg et max presset. Uselvisk går han ind foran mig og råber mig på plads. Det er en fantastik fornemmelse at få hjælp, og troen på projektet vender tilbage, stille og roligt.

Måneden op til Hærvejsløbets nye lange graveldistance havde budt på noget nær den værst tænkelige forberedelse. Fra god form i foråret, til et sygehusbesøg i Østrig. Det sjove ved at planlægge minutiøst, er at det næsten aldrig går som præsten prædiker alligevel.

Op til den store udfordring, som det vitterligt er, at køre så langt på grus, havde jeg gjort mig mange tanker om det tekniske setup. Dæktryk, tøj, energi osv, hvilket man kan læse om i Velomore #15, hvor jeg kommer lidt ind på mine tanker omkring forberedelsen.

Alle cykelryttere, uanset niveau, har altid et arsenal af undskyldninger, eller bortforklaringer på, hvorfor det ikke gik helt som planlagt. Dem havde jeg også linet op til årets længste udfordring, før jeg endte på et østrigsk sygehus, og dermed fik en reel undskyldning i hus. Inden da, havde jeg trænet godt bl.a. med en 3 dages træningstur på gravel i Harzen.

EN PÅ GODDAGEN

Til trods for et fremragende forår, endte den sidste måneds forberedelse op til Hærvejsløbet med ikke at blive optimal. En lille måneds tid før de 175 kilometer, skulle formen pudses af med en uges gravel i Østrig, i området omkring Zell am See. Et par uger forinden, var jeg som sagt på grus i Hartzen, hvor formen og benene havde set lovende ud. Med turen til Østrig, ville jeg være mere end klar til Hærvejsløbet.

I ugen op til Østrig-turen var jeg syg med et seriøst maveonde, og var på nippet til at aflyse, men valgte alligevel at tage afsted. Rejsen ned gennem Tyskland og ind i Østrig med maveonde vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det var grimt.

For at gøre historien kort, så får jeg et blackout, midt om natten, på et badeværelse, og går ud som et lys, og ender søndag morgen på det lokale hospital, hvor jeg var indlagt i 2 dage, med 4 sting i baghovedet, 7 sting i panden, en lille hjernerystelse og en såret stolthed. Men værst af alt, forsvandt den gode gravelform som duk for solen.

Tvunget pause fra træning i et par uger før årets store udfordring, giver et vist pres. Jeg tror de fleste kender det der med, at overhøre formaninger om at tage den med ro. Det gjorde jeg til dels også, men lidt Zwift kunne jeg godt. Syntes jeg i hvert fald selv.

Der er meget forskning i hjernerystelser, der indikerer, at vejen til recovery går gennem at udfordre og presse sig mere end vi hidtil har troet var godt. Så på under 2 uger følte jeg mig som sådan frisk nok til at trille et par korte ture – og vigtigst af alt, at være nogenlunde klar til at stille til start i Jelling.

Logistisk er Hærvejsløbet en udfordring, når man cykler fra A til B. Og med 85 kilometer mellem start og mål, kan man ikke ’bare lige’ trille tilbage efter bilen. Men takket være hjælp fra familie og venner, fik vi løst det problem.

Startområdet emmer af god stemning, og trods den lange distance, møder vi mange kendte ansigter før det går løs. Udleveringen af startnumre går gnidningsfrit og der er alle de faciliteter, man har behov for, før et langt løb.

SÅ LÆNGE DET VARER

Kl. 8.30 går starten. Lige knap 300 har løst startnummer, hvilket må siges, at være rigtig flot, for så lang en prøvelse, og giver et pænt stort felt til start. Forude venter 175 km og lige knap 1100 højdemeter. Men allerede efter lidt mere end en times kørsel kan jeg mærke, at benene ikke er der i dag.

Jeg kan træde, men der er langt op til de gode dieselben, som sådan en graveltur kræver. Jeg kæmper med det, men heldigvis ser min gode ven, Søren Jermiin, det, og han får råbt noget gejst tilbage i mig. I kuverten med startnummeret lå også en lille sticker med rute/km angivelser, og depoterne bliver nu delmål, der bare skal nås, en efter en.

Men hvilke delmål det er. Hærvejsløbet er berømt for sine fremragende depoter og på den lange gravelrute skuffer de bestemt ikke. Der er rigeligt at mæske sig i og fantastisk stemning. Så en stor tak skal der lyde, til alle de frivillige, som er med til at gøre dagen til en fest, særligt for de af os, som kører med en halv cylinder. Jeg tror de fleste havde noget med hjem i lommerne, som ikke blev spist. Det havde jeg selv.

Man kan ikke lave en 175 km gravelrute uden at køre lidt landevej. For mange gravelleurs er det et mantra at køre mest mulig grus, men jeg sætter faktisk pris på at få afvekslet, de ofte krævende grus sektioner, med lidt hård asfalt. Det er noget, jeg har ændret holdning til, men jeg er selv begyndt at planlægge ruter med lidt mere asfalt.

Den rute, Hærvejsløbet byder på, er intet mindre end fantastisk. Sektioner med mulighed for fuld smadder, singletracks med høje sider i plantager, idylliske skovstykker, hvor vi af og til kørte parløb med de seje MTB´ere, og en helt utrolig naturligoplevelse, gør 175 km ruten til en storslået oplevelse – også selvom man bare forsøger at holde gang i benene.

Der er ganske enkelt lidt af det hele. Og så et par landevejssektioner, hvor man lige kan sænke koncentrationen en anelse, få vand og mad, samt rulle benene igennem uden for megen anstrengelse. Ruten må have krævet en enorm planlægning og et gedigent lobbyarbejde, for at få OK fra så mange lodsejere, så kæmpe respekt for det.

MERE VIL HA’ MERE

Uden Søren, var jeg ikke kommet i mål. Der kan man tale om en makker som ofrer sig og han talte mig i den grad igennem løbet. Strategien med at dele ruten op i mindre stykker var nem nok, med den udleverede sticker. Kilometerangivelserne til depoterne gav mig mulighed for at dissekere distancen til mindre bidder. Det fungerer altid, men presset, det var jeg. Sjovt nok mindst i benene og mest i nakke og skulder. Typiske tegn på for få lange ture i forberedelsen.

Så glæden og lettelsen ved at lande i Viborg, og den flotte indkørsel gennem byen, var da en lille sejr i sig selv. Ikke så meget en sejr i forhold til tiden, men en sejr at mande sig op, og ignorere den lille stemme, der havde lyst til at give op. Ifølge Strava kørte jeg 174,75 km, 1.122 højdemeter og var i bevægelse i 7:01. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 25 km/t. Diplomtid var 7:38. Så vi har brugt ca. 37 minutter i depot eller andet.

Læs også: Fra Flensborg til Viborg på under 12 parsec

Vejret var solrigt, gennemsnitstemperaturen var på 21 grader, og vinden var med os. Estimeret kalorieforbrug var 6.714 kalorier. Hærvejsløbet får absolut en anbefaling herfra. Et imponerende antal frivillige og hjælpere på hele ruten, næsten-ægte vikinger til at piske den rette stemning op, hjemmelavede broer, og fantastiske depoter.

At vi så var heldige med vejret og vinden gjorde oplevelsen ekstra god. Det er muligt at køre løbet som ”race”, men hele setuppet lugter mere af social ride. Jeg hilste på flere, der kørte ruten som social ride, og givetvis nød naturen og bare det at cykle med gode venner. Og den oplevelse forstærkes, når man møder ryttere på de kortere distancer.

Læs også: Kom godt i gang med gravel

Alle typer var med på dagen – og det gør Hærvejsløbet til en endnu større begivenhed. Og lur mig, om ikke jeg er med igen til næste år. For den rute, den er altså smuk!