Jeg har ingen idé om, hvad klokken er, da jeg bliver vækket af snak ude på gangen. Men jeg ved, at det er tidligt.

Min alarm står til 5:45, og den har ikke ringet endnu, og jeg frygter at tjekke uret for at blive konfronteret med, hvor tidligt jeg nu er vågnet. Men jeg er alt for spændt til at falde i søvn igen. Det ender med, at jeg ligger lysvågen i en lille time, indtil alarmen ringer, og det endelig er tid til at komme i gang.

Vi er på et lille Bed and Breakfast i Kruså et par kilometer fra grænsen, min makker Jannik og jeg. Sammen skal vi køre DGI Hærvejsløbet.

Løbet går langt tilbage og er blandt de mest legendariske motionscykelløb i Danmark, både fordi det følger den engang så vigtige færdselsåre op gennem Jylland, men også fordi den længste distance med sine 300 kilometer er noget af en mundfuld.

Det er det også for mig. Også selvom distancen i år officielt ”kun” er 290, fordi løbet på grund af coronasituationen starter på den danske side af grænsen i Bov og ikke i Flensborg som normalt.

Men herfra er ruten den samme og følger Hærvejen op gennem Sønderjylland, forbi den gamle danske grænseovergang ved Kongeåen, igennem det kuperede og smukke Vejle Ådal, inden turen fortsætter over Jelling, Rørbæk Sø, Bølling Sø og Dollerup på vej mod målet i Viborg.

Selvom jeg tidligere har kørt licens i A-klassen, frygter jeg distancen. Én gang i mit liv har jeg kørt en træningstur på 200 kilometer, og dengang kunne jeg ikke forestille mig 100 kilometer yderligere i sadlen.

Jeg træner stadig meget, men benene er som regel godt brugte efter fire timer, så jeg har ingen idé om, hvordan de reagerer på måske 10 timer eller mere på cyklen. Jannik er min faste træningskammerat og er stadig aktiv som A-rytter, så hvis det bliver nødvendigt, kan jeg forhåbentlig få en puster på hans hjul.

[CITAT1]

Opvarmning til 300 kilometer

Heldigvis har vejrguderne hørt mine bønner, og der er sol og helt vindstille, da vi sætter os på cyklerne og sætter kursen mod Bov Svømmehal klokken 6:30. Ja, selvom vi skal ud på 290 kilometer starter vi altså lige med at cykle de første otte kilometer fra vores overnatning til startstedet som opvarmning. Kom ikke og sig, vi ikke tager det seriøst.

Vi har hentet vores numre dagen i forvejen, så der er ingen stress ved starten, hvor vi begge afleverer en rygsæk med alle de ting, vi ikke skal bruge på turen. Det koster 50 kroner, og så bliver taskerne fragtet direkte til Viborg, så man kan få tørt tøj på, når man kommer i mål. Luksus.

Selvom det er 300 kilometer, vi skal ud på, er blæren ikke mindre nervøs end normalt, så efter vi har tisset af, stiller vi os klar i startboksen, hvor en gruppe på 50-70 mand, vil jeg tro, sendes afsted hvert femte minut. I år fungerer det lidt anderledes end normalt med krav om coronapas, men alt går strygende.

Starten går, og vi triller i samlet flok ud af Bov. Nogle joker og hyggesnakker med hinanden. Andre er helt stille. Jeg fornemmer en særlig stemning af lige dele nervøsitet og spænding, for uanset hvor mange kilometer man har cyklet indtil nu i år, er 300 kilometer en udfordring.

De første kilometer flyver afsted. Det er pandekagefladt, vejene er gode, det er helt vindstille, og vi kører en stor gruppe med 30-40 ryttere sammen. Humøret er højt. Jannik og jeg har på forhånd aftalt, at vi stopper ved samtlige depoter undervejs på turen, så selvom mange fortsætter forbi det første efter 42 kilometer, holder vi ind.

Det fortryder vi ikke et sekund, for her er både kringle, træstammer, rugbrødsmadder med Nutella og en dejlig kop kaffe. Vi kunne have holdt her hele dagen, men vi må afsted igen. Lige da vi forlader depotet, taler vi sammen med tre gutter fra Tilst, som vi aftaler at følges med det næste stykke.

[CITAT2]

Tidligt på jagt

Beslutningen om at holde ved depotet, bider os nu i halen, for mens vi har guffet kringle, er langt de fleste fra vores gruppe kørt videre før os. Det betyder, at vi allerede nu selv må føre langt det meste af tiden, selvom vi får lidt hjælp fra vores tre nye venner.

På min Wahoo kan jeg se, at en rytter ved navn Heine T. kører nogle hundrede meter længere fremme på kortet, så vi jagter ham og den gruppe, han sidder i.

Vi henter gruppen, som vi sad i før, akkurat som vi kører ind i Vojens, hvor andet depot ligger. Igen fortsætter langt de fleste, men vi holder ind og belønnes med hjemmebagte myslibarer, lidt frugt og et stykke chokolade. Så starter jagten på den store gruppe igen. Denne gang samler vi lidt folk op på vejen, så vores gruppe vokser sig større, og vi får lidt hjælp til føringsarbejdet.

Jeg er meget bevidst om, at den afgørende faktor for, om jeg holder hele vejen til Viborg, er energiindtaget. Jeg vil forsøge at indtage over 50 gram kulhydrat i timen hele dagen igennem. Derfor starter jeg med to dunke med energidrik på cyklen og lommerne fyldte med barer og gels, men jeg vil helst klare mig på mere fast føde fra depoterne, så længe jeg kan.

Det er heldigvis intet problem i DGI Hærvejsløbet, for depoterne er fremragende. I depotet kort efter den historiske by Christiansfeld med sine brostensgader og velbevarede gamle huse serveres der honningkager, som byen også er kendt for.

Vi har nu kørt de første 100 kilometer, og Jannik og jeg taler om, at det faktisk er gået over al forventning. Det føles som de hurtigste 100 kilometer, jeg længe har kørt. Og både ben og humør er stadig godt.

Efter Christiansfeld er der et godt stykke til næste depot i Vejen, og vi henter flere grupper af ryttere på vejen, så vi på et tidspunkt ligger et mindre felt og deles om føringsarbejdet. Det er dog tydeligt, at niveauforskellen er stor, og som nogle af dem i gruppen med mest overskud tager Jannik og jeg vores del af slæbet.

[FAKTABOKS1]

Den første krise

Hvor vi indtil nu har kørt mere eller mindre direkte nordpå, drejer ruten her ind i landet, og fordi vinden kommer fra vest, får vi lidt modvind. Om det er modvinden eller de 130 kilometer i benene, ved jeg ikke, men kort før Vejen fortæller Jannik mig, at han faktisk ikke føler sig super kørende længere.

Sandheden er, at det gør jeg heller ikke. Den gode følelse fra Christiansfeld er fordampet sammen med sukkeret fra honningkagen, men vi prøver at ignorere, hvor langt vi egentlig har igen. Ved Vejen Idrætscenter serveres dagens større måltid i form af en pastasalat.

Det er dejligt med noget rigtig mad i stedet for alt det sukker, vi allerede har indtaget, men vi sidder ikke ligefrem og nyder det. Selvom vi stopper ved hvert depot, har vi aftalt at holde stoppene korte for ikke at lulle vores ben i søvn. Vi ved begge, hvor svært det er at få gang i benene efter et lidt for langt bagerstop, og det ønsker vi ikke at opleve i dag.

[CITAT3]

Derfor rejser vi os og cykler videre, inden resten af gruppen, vi kørte i depot med, har spist færdigt. Vi er kun et par kilometer uden for Vejen, da jeg igen spotter Heine T. på computerskærmen.

Jeg aner ikke, hvem manden er, men han er åbenbart foran os igen, og selvom Jannik og jeg har aftalt at køre et roligt og jævnt tempo hele vejen, sker der bare noget, når man kan se en rytter foran. Urmennesket kommer op i os. Vi skruer lidt på farten og udveksler ikke mange ord de næste mange kilometer, hvor vi samtidig kører ind i bakkerne i Vejle Ådal.

Skæbnen vil, at vi fanger gruppen med Heine T., netop som vi kører ind på Mur de Refsgårde, som arrangørerne kalder den, der stiger med over otte procent i 500 meter. Her er der linet op med beachflag hele vejen op, så vi bliver selvfølgelig grebet af stemningen og får sat hele den gruppe, vi lige har hentet. Så er vi igen på egen hånd.

Kokostoppe i Jennum

Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men Jannik og jeg har kigget på det udleverede stykke tape med kilometer-angivelser for depoterne, og vi er begge enige om, at næste depot må ligge lige omkring toppen af bakken. Men det gør det altså ikke.

Vi kunne nok have læst os frem til, at vi skulle helt til Ødsted små ti kilometer senere, men i stedet bander vi nu over vores dårlige hovedregning. Vi havde begge set frem til det stop. I Ødsted får vi tanket godt op med et stort udvalg er hjemmebag, boller med honning og marmelade og ny energi til dunken.

Vi har nu kørt omkring 180 kilometer, og det er tydeligt, at mange gør et længere stop her. Vi holder os til planen og kører videre efter nogle minutter. Helt alene, igen. De næste kilometer byder på bakkerne ved Jennum og Fårup Sø, men der er sket noget med mine ben. Noget godt!

Krisen fra Vejen er totalt overstået, og jeg føler mig pludselig virkelig godt kørende. Jeg har endda overskud til at vende rundt, da jeg på toppen af Jennumbakken i farten overser en mand, der står med et fad med kokostoppe. Det siger man ikke nej til.

[CITAT4]

Jannik er derimod mere stille. Jeg tror sgu, han er presset. Samtidig har vi ramt den længste afstand mellem to depoter under hele ruten med et par og halvfjerds kilometer. Den røde løber forbi Jelling Monumenterne giver lidt tiltrængt moral. Men der er stadig langt til kilometer 242 og næste depot.

Lige uden for Jelling zoomer jeg lidt ud på kortet på min Wahoo, og sørme om han ikke er der igen, Heine T. Vi forstår ikke, hvordan han igen kan være foran os, når vi efterhånden har overhalet ham to-tre gange. Men vi ved begge, at jagten på ham starter nu.

Topkarakter til Nr. Snede

Det næste lange stykke sker der noget, som jeg har set frem til. Jannik og jeg kører kun os to, side om side og uden at udveksle mange ord. Det gør efterhånden lidt halvondt i benene, men vi kører et tempo, som vi begge kan holde i lang tid. Kilometerne flyver afsted, selvom det ikke altid føles sådan.

Humøret tager et kæmpe hop lige uden for Nr. Snede. Ud fra kilometerangivelsen på depotet har vi talt om, at næste depot må være i Funder, hvilket betyder, at vi skal op ad alle bakkerne ved Vrads, før vi igen kan køre stop. Og vi trænger. Nu. Men så ser vi det i vejkanten: Depot – 1 kilometer.

Yes! Der er ikke noget, der kan løfte stemningen og humøret som et uventet depot. Særligt når man trænger. Depotet i Nr. Snede er ovenikøbet dagens bedste med masser af plads til cykelparkering, et kæmpe udvalg med alt fra varm suppe til drikkeyoghurt, slik og chokolade. Det redder os virkelig på et tidspunkt, hvor særligt Jannik har brug for det.

[FAKTABOKS2]

Vi kunne sidde her længe, men vi må videre. Der er under 80 kilometer tilbage, og vi har efterhånden virkelig fornemmelsen af, at vi kommer tættere og tættere for hvert pedaltråd. Stoppet gør os godt, og benene er gode over bakkerne ved Vrads. Og så kan vi i øvrigt se, at Heine T. for en gangs skyld er bagved, så ham behøver vi ikke jagte.

Men det er ikke alle, der har det sådan. På dette stykke passerer vi flere, som enten er stået af cyklen med krampe, eller som står og hænger med hovedet ud over styret og kigger tomt ud i luften. Imens bliver vi igen grebet fuldstændigt af stemningen på bakken op mod Funder, hvor Jannik bagefter fortæller, at vi hele vejen lå mellem 350 og 400 watt.

[CITAT5]

På kanten i Kragelund

Selvom vi begge er inde i en rigtig god periode, gør vi stop ved depotet i Funder, hvor vi har hørt rygter om en legendarisk drømmekage. Og den er rigtig god! Selvom jeg må indrømme, at sukker på dette tidspunkt faktisk ikke er det, jeg har mest lyst til. Men ned skal det, for der er kun 50 kilometer tilbage, og jeg vil ikke risikere at gå kold, nu hvor det er gået så godt hele vejen.

På trods af drømmekagen sker der noget lidt uden for Kragelund nogle kilometer senere. Det jævne tempo føles hårdere og hårdere, og pludselig bliver det mere og mere tydeligt for mig, at vi altså nu har kørt omkring 260 kilometer. Jeg er lige på kanten til at gå ned. Jannik har derimod ramt sin anden ungdom og føler sig bedre kørende nu, end han har gjort hele dagen.

Jeg klemmer en koffeingel ned, den første i dag, og håber på bedring. Den har heldigvis den ønskede effekt, og jeg kan næsten mærke, hvordan livet vender tilbage til kroppen, for hvert minut der går.

Vi gør et sidste stop ved depotet ved Vattrupgaard, men mest fordi vi har aftalt det, for ingen af os har lyst til mere. Der er ellers et fremragende udvalg med hjemmebag, cookies, nødder, frugt og meget andet.

Nu kan vi virkelig lugte målstregen. Men vi ved også, at DGI Hærvejsløbet har gemt noget af det værste til sidst – nemlig Alpe d’Dollerup, stigningen op mod ishuset. For efterhånden mange kilometer siden talte vi om, at det var her, en af os kunne gøre forskellen, hvis vi havde overskud, men det sker ikke. Jeg fornemmer, at vi begge har nok at gøre med at komme op.

Det er vi til gengæld ikke de eneste, der har. Lige før toppen af bakken kan vi se, hvad der ligner en mand, som er væltet, og med to-tre personer stående rundt om ham. Da vi kører forbi, kan vi se, at han rent faktisk bare har lagt sig midt på den stejle vej med armene ud til hver side. Selvom der kun er ti kilometer hjem, kunne han simpelthen ikke komme det sidste stykke op.

En anbefalelsesværdig udfordring

Vi klarer bakken og det efterfølgende stykke ind til Hald Ege. Vi begynder så småt at fejre, at vi om lidt kan sige, at vi har klaret udfordringen og de 300 kilometer. Vi giver hinanden en high-five på cyklen, da kilometertælleren omsider viser 300,0.

På grund af corona slutter landevejsrytterne desværre ikke på Paradepladsen i Viborg, som de ellers normalt gør, og paradekørslen på rød løber igennem centrum er der heller ingen af. I stedet er mål henlagt til Viborg Atletikstadion. Jeg forestiller mig, det er lidt en anden oplevelse end sædvanligt, men jeg er ligeglad, da jeg endelig krydser målstregen og får min medalje.

Vi omfavner hinanden og takker for en god, men også lang dag i sadlen. En dag, som er gået over al forventning, da ingen af os på noget tidspunkt ramte muren eller gik kold. Det er en succes! Vi bytter vores startnumre til en grillpølse og en fadøl og diskuterer dagen, mens vi nyder stemningen blandt de mange andre deltagere, som er kommet i mål.

Vi bliver hurtigt enige om et par ting. Depoterne har hele dagen igennem været vildt gode. Det er fedt, at der er så stor variation i udvalget, og at hjælperne og de frivillige alle steder har bidraget fænomenalt til den gode stemning. For os er der dog ingen tvivl om, at Nr. Snede løber med prisen som det bedste.

Derudover roser vi skiltningen og flagvagterne. Ikke en eneste gang var vi i tvivl om, hvilken vej vi skulle, og næsten hver en flagvagt gav en positiv og opmuntrende bemærkning med på vejen. Det betyder noget for helhedsindtrykket.

Alt i alt har det været en super dag, og det er vanvittigt at tænke på, at den startede ved grænsen og slutter i Viborg – nord for Herning-området, hvor vi begge to bor og træner normalt. Der er noget helt specielt over at køre fra A til B på en så lang distance og mærke, hvordan kroppen reagerer.

Det kan jeg kun anbefale andre at prøve, og DGI Hærvejsløbet er et glimrende sted at gøre det.

[FAKTABOKS3]

[IMG7]