Posts Tagged ‘Jakke’

Velomore tester FUSION TEMPO! Pro jakke

Posted on: december 3rd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi testede de nordjyske performance technicians bud på en do-it-all jakke til cykelløb i de høje Alper til Haute Route.

FUSIONs TEMPO! Pro jakke er nordjyderne bud på en do-it-all jakke, der kan modstå både vind og regn, men med et tæt fit, som gør den oplagt til cykelløb.

Jakken har efterhånden en del år på bagen og hed tidligere SLi, men efterhånden som FUSION har forbedret på jakkens performance, har den skiftet navn til nu at indgå i den vindtunneltestede TEMPO! kollektion, som bl.a. benyttes af rytterne på Uno-X Mobility.

Vi har testet den kortærmede version under årets Haute Route Alps, men det er også muligt at få den med lange ærmer, som også kommer i en meget synlig high-vis orange, som er oplagt til de mørke vintermåneder.

En råkold morgen i Tignes iført TEMPO! Pro jakken, som jeg kombinerede med FUSIONs aeroærmer.

Jakken er som skrevet, oplagt at benytte til cykelløb og det behøver ikke være regnvåde, danske cykelløb. Jakken er lige så velegnet i de høje bjerge, hvor vejret kan være omskifteligt fra dal til dal og ofte koldt på toppen. Den fylder marginalt mere i baglommen end en vest, så man må gøre op med sig selv, om man vil slæbe den hele vejen gennem løb som eksempelvis La Marmotte.

Kort/kort, så du kan køre hårdt/hårdt

FUSION optimerer løbende på deres produkter. Hvis du ejer en tidligere udgave af SLi-jakken vil du formentlig bemærke subtile forbedringer. Den seneste version af TEMPO! Pro jakken er forbedret med input fra rytterne på Uno-X Mobility. Den er desuden testet i nordjydernes vindtunnel, hvor den har vist sig hurtigere end en klassisk vest (så måske det er værd at slæbe den gennem La Marmotte alligevel).

Mens de fleste andre sidder iført blafrende jakker, høster jeg de aerodynamiske fordele ved TEMPO! Pro jakken.

Fordelen ved den kortærmede udgave er, at man kan kombinere den med løse ærmer eller bruge den i lidt varmere vejr, end den langærmede version. Er det koldt, kan man parre jakken med et par aeroærmer, mens det i vådt vejr naturligvis er mere oplagt med vandafvisende ærmer, eller bare arme om sommeren.

På landevejen

TEMPO! Pro Jakken er utrolig alsidig og afhængig af intensitet og vejr, har jeg brugt den i et bredt temperaturspænd og forskellige forhold. Jeg har fundet den velegnet fra ca. 8 til 18 grader. Lige fra kolde nedkørsler i høje bjerge, til cykelløb- eller træningsture herhjemme i regnvejr. Jakken sidder lige så tæt som en cykeltrøje, så skal man køre cykelløb i den, er det muligt at have sin holdtrøje på udenover.

Er det ekstra koldt på toppen, så stik et Velomore på kroppen. Jakken er en gamechanger på de lange , kolde nedkørsler i Alperne.

Jakken er tilpas vandtæt og vindafvisende til, at man holder sig varm så længe der er lidt tryk i pedalerne, men til en lang og rolig tur i heldagsregn og den fungerer desuden godt som ydrelag, hvis vejret kalder på flere lag.

Jeg har været glad for min gamle SLi-jakke, så da FUSION tilbød mig at teste TEMPO! Pro til Haute Route var jeg ikke sen til at takke ja. Jakken var ideel til de morgenkolde transporter til start. Den var helt suveræn på turen op over Iseran i solopgangen og på de mange kolde nedkørsler.

Jeg har også tidligere kørt La Marmotte med jakken, hvor er oplagt at have på, hvis det er koldt op ad Croix-de-Fer eller Glandon i solopgangen.

Der angribes på toppen af Iseran ifør TEMPO! Pro jakken.

Den fik dog aldrig lov til at stå sin manddomsprøve i Haute Route. På den regnvåde 5. etape som blev aflyst, havde jeg planlagt at køre iført TEMPO! Pro i regnen på de første to bjerge. Så langt nåede vi desværre aldrig, men jeg havde sat nummer på ryggen af jakken.

Vurdering

Vil jeg selv købe jakken? Ja, det ville jeg (og det har jeg). For mig at se, er sådan en type jakke essentiel i enhver cykelgarderobe og FUSIONs bud er et alsidigt og højt ydende stykke udstyr.

Fordele:

  • Vind og vandtæt
  • Aerodynamisk optimeret og testet i vindtunnel
  • Forholdsvis alsidig og oplagt til cykelløb i dårligt vejr

Ulemper:

  • Fylder mere i baglommen end en klassisk vest
  • Kan være svær at tage af midt i et cykelløb

Oplagt til: Cykelløb eller træning i dårligt vejr.

Info:

  • Pris: 1.800 kr
  • Kommer også med lange ærmer og i high-vis orange.
  • Mere info: www.fusion.dk

Velomore tester Specialized Prime Alpha jakke

Posted on: februar 18th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Kær jakke har mange formål. Prime Alpha fra Specialized er særdeles varm og behagelig, så spørgsmålet er, om du helst vil cykle i den, eller have den på på arbejde?

En varm cykeljakke kan være mange ting og det er netop hvad denne Prime Alpha jakke fra Specialized er. Mange ting. Jakken er forret med det ekstremt varme og svedtransporterende Polartec Alpha, der oprindeligt er udviklet til det amerikanske militær.

Netop de to kvaliteter gør materialet oplagt at komme i sportstøj til koldt vejr og vi har tidligere testet og anmeldt en vest fra AGU med netop samme materiale. Fordelen ved Polartec Alpha er, at det uld-lignende materiale giver en ekstrem god varme, mens den åbne struktur nedenunder sørger for exceptionel åndbarhed.

Kombinerer man de egenskaber med et vand- og/eller vindtæt yderlag, har man en gedigen vinterjakke. I dette tilfælde er Specialized Prime-Series Alpha Jacket (som er jakkens fulde navn) kombineret med et let yderlag, der dog ikke besidder nogle særlige vandafvisende egenskaber, omend det dog er vandafvisende nok til at modstå mindre byger.

På landevejen
Jakkens pasform vil jeg bedst beskrive som komfortabel. Den er hverken racefit eller poset at have på, men sidder behageligt og minder måske lidt om en almindelig jakke. Der er rigeligt med plads til at man kan have ekstra lag på indenunder, og i testperioden har jeg, på en råkold dag med haglbyger i starten af december, kørt med en ærmeløs undertrøje og Castelli Beta RoS indenunder. På ryggen har Specialized placeret tre lommer, som er lette at komme i og med plads til det mest basale.

Jakken er mærkbar varm og Polartec Alpha materialet luner godt, selv ved lave intensiteter. Baseret på produktbeskrivelsen på Specializeds hjemmeside, er det uklart for mig om jakken også er udviklet med henblik på at være vandtæt.

Læs også: Velomore tester Castelli Beta ROS jakke

Uanset hvad, modstår den også regnbyger. På før nævnte tur med regnbyger, skiftede vejret til regulær regn. Og selvom jakken fik en time under den kolde bruser, forblev den varm, og Castelli Beta-jakken jeg havde på som mellemlag, forblev tør.

På tørre dage har jeg nydt at cykle med Prime Alpha-jakken og særligt en detalje har jeg været rigtig glad for. Lynlåsen, som kan åbnes fra begge ender. Med en varm jakke som denne, er det lækkert at kunne regulere temperaturen ved at lyne op nedefra, og derved få luft og temperaturregulering til maven, uden at man behøver åbne sin jakke helt op og senere bøvle med at få den lukket igen.

Og det bringer mig tilbage til der, hvor denne anmeldelse startede. En jakke der kan være mange ting. Mens jeg har brugt den på de råkolde dage, har jeg ved selvsyn set Specializeds ansatte fra Californien bruge den som “hverdagsjakke” ved lanceringen af Specialized Diverge STR i Tyskland, i september sidste år.

Læs også: Velomore tester Specialized Diverge STR

Her nævnte Specializeds ingeniør, Chris D’Alusio, da også, at han aldrig cyklede i den, men gik i den til hver dag. For mit eget vedkommende, ser jeg mere jakken som en vest med ærmer, da materiale og pasform føles ulig andre varme jakker jeg har prøvet, men jeg er nok også præget af AGU-vesten nævnt i indledningen, som jeg tidligere har testet.

Facit
Der er ingen tvivl om at cykeltøj med Polartec Alpha er fremragende til de rigtig kolde dage på rammen, og det gælder naturligvis også for Specializeds Prime-Series Alpha jakke. Der er her tale om en varm cykeljakke uden dikkedarer. Detaljen med lynlåsen der kan åbnes fra begge ender er et kæmpe plus. Så er spørgsmålet bare, om man synes den er så varm, at man hellere vil iklæde sig den til hverdag end på rammen.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: De rigtig kolde ture.
Størrelser: XS-M.
Farver: Sort og gunmetal.
Pris: 1300 kroner.
Mere info: www.specialized.com

Shimano Wind Jacket

Posted on: februar 9th, 2021 by Hans Plauborg

Shimano er kendt af alle, der cykler. Når det gælder geargrupper er Shimano så dominerende, at det nærmer sig monopollignende tilstande. Men japanerne leverer også masser af tøj til cykelfolket. Deres S-PHYRE-serie af tøj, sko og briller er fremragende og på niveau med det allerbedste markedet har at tilbyde.

Shimano går ikke meget op i fancy produktnavne. Nogle gange skulle man næsten tro, der havde været en vestjyde ind over. ”Vindjakke” hedder den testede jakke, hvilket dog er noget misvisende for en regulær vinterjakke.

Materiale

Der er tale om en klassisk trelags softshell-jakke med en vindtæt membran og en vandskyende overfladebehandling. Shimano lover, at jakken forbliver 80% vandskyende selv efter 20 vaske. Det har vi ikke afprøvet.

Flere produkter i Shimanos vintergarderobe er udstyret med det, Shimano kalder Metallic Thermal Tech, der skal gøre det nemmere at opretholde kropstemperaturen. Hvad teknologien nærmere bestemt består i er sværere at finde ud af, men det er noget med at sende varmestrålingen tilbage til kroppen.

Formentlig er der tale om et tyndt ”metallisk” lag på indersiden af jakke hvor baglommer sidder. Det er muligt, at det kan hjælpe dig til at holde din banan frostfri. Men at dét skulle have den helt store betydning for at regulere kropstemperaturen, tvivler jeg meget på.

Bagpå jakken er der to ventilationshuller oppe ved skuldrene som hjælper til med temperaturreguleringen. I det hele taget er jakken blød og behagelig og inderforet og foret i kraven er af den tykke og bløde slags.

Bagpå er der foruden refleksmateriale de sædvanlige tre lommer (uden lynlås), hvoraf den midterste har en vandtæt inderlomme til telefonen og andre værdigenstande.

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Pasform

Shimano-jakken er angivet til at have et ”comfort fit”. Det vil altså sige en ret løs og komfortabel pasform langt væk fra slim fit og race fit. På den måde henvender jakken sig afgjort til motionsrytteren, der ikke bryder sig om et tætsiddende materiale.

Faktisk siger Shimano selv om jakken, at den har et universelt design til enhver aktivitet. Derfor giver det også mening, at jakken mere minder om en ”almindelig” jakke, der er nogenlunde lige lang fortil og bagtil, end om en cykeljakke, der er faconsyet til cykelpositionen.

Jakken kan derfor bruges til alt muligt andet end cykling og egner sig klart bedst til cykelaktiviteter, hvor man sidder forholdsvis oprejst. Universaliteten understreges også af en brystlomme, som man ikke finder på mange rendyrkede cykeljakker.

Ved håndled, hals og hoften sidder jakken også forholdsvis løs. Der er ikke noget det strammer, og i den forstand egner jakken sig under alle omstændigheder til mere kraftige typer.

På vejen

Jeg må ærligt tilstå, at Shimanos jakke ikke passer til mig, hverken når det gælder kropsbygning eller kørestil. Den buler godt ud på maven og ved brystet, når man kører på racer, og jeg kunne sagtens have en semityk dynejakke indenunder uden at fylde Shimano-jakken ud. Så jakken er ikke til tynde landevejsryttere.

Til gengæld vil den sikkert finde en glad ejer hos den kraftigere mountainbike-rytter eller måske endnu bedre: pendleren, som måske tilmed er på jagt efter en vintercykeljakke som OGSÅ kan fungere som en allround jakke. I så fald måtte den dog godt have haft en vandtæt membran.

Shimano-jakken er ganske varm og fungerer fint som cykeljakke ned til frysepunktet med en langærmet svedtrøje indenunder. Men den er også meget åndbar, mere end de fleste i denne test. Desværre opfordrer pasformen bare ikke til ræs.

Facit

Shimanos ”Wind Jacket” ER måske i virkeligheden som navnet antyder en god vintervindjakke. En jakke der kan bruges til alt muligt andet end cykling, men som stadig har de tre baglommer, som markerer dens primære funktion.

Pasformen er så afgjort til komfortsiden og den generelle kvalitet virker fremragende. Samtidig er prisen på omkring 1.000 kroner absolut blandt de laveste, og derfor vil den rigtige køber lave et godt køb med denne jakke.

Santini Vega Multi Jacket

Posted on: februar 9th, 2021 by Hans Plauborg

Italienske Santini har lavet cykeltøj siden 1965 og har ofte været først med det sidste nye. De var de første, der lavede cykelshorts af lycra i stedet for uld og i 1982 lavede de den første uldcykeltrøje med vindtæt membran.

Siden 1993 har Santini leveret Maglia Rosa til Giro’en og siden 2017 også de officielle trøjer til Vuelta’en. Desuden sponsorerer det familieejede firma i Bergamo også bl.a. Trek Segafredo.

I Danmark er firmaets produkter langt mindre udbredt end i Sydeuropa, hvor man ikke kan undgå at støde på masser af ”Santinister” i de store cykelløb.

Produktudvalget er stort. Der findes op imod 10 jakker i sortimentet, og den testede jakke beskrives som jakken, der er fungerer i skiftende klimatiske forhold, men er ideel til ekstremt våde forhold.

Materiale

Santina Vega Multi benytter sig af Polartecs Power Shieled Pro, som var den første soft shell, der for alvor formåede at forene ordentlig åndbarhed med stærk beskyttelse mod vind og regn. Tidligere var det nødvendigt med en stivere hard shell.

Materialet er et trelags-laminat, der består af et ydre ”hydrofobisk” – altså vandskyende – lag, dernæst et åndbart lag af polyurethan og inderst et tyndt isolerende gitterlignende for. Santini beskriver med en vis stolthed, hvordan denne jakke ”reddede” Trek-Segafredo-rytterne under de voldsomme regnskyl i 2018-udgaven af Milano-San Remo.

Syningerne er lukket med vandtæt tape på indersiden, og sammen med den meget høje hals er udgangspunktet for en virkelig god beskyttelse til stede. Santini lover total vandtæthed ved et vandsøjletryk på 5000 mm. Det svarer til at jakken kan klare en kort og kraftig regnbyge eller let regn over lang tid (man skal op på 12.000 mm for at et materiale er helt vandtæt over lang tid.

Bagpå finder vi de sædvanlige tre lommer, hvoraf den midterste er udstyret med en vandtæt lynlås, så telefonen er andre værdifulde genstande forbliver tørre. Jakken er udstyret med adskillige reflekser herunder Santini-logoet, og i det hele taget er den kraftige orange farve med til at øge den passive sikkerhed.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

Pasform

Santini opgiver jakken til at være slim fit, og det er sikkert også den rigtige betegnelse. Den er ikke ”klassisk” løs men heller ikke race fit. Med mine 188 centimeter og 71 kilo kan det ofte være svært at finde især vinteroverdele, som sidder tilstrækkeligt tæt, og jeg havde da også foretrukket en lidt mere race fit jakke.

Til gengæld er jakken tilpas kort fortil og lang bagtil, så den har den rette fit, når man sidder på raceren.

Jakkens største problem er længden på ærmerne. I min størrelse M er ærmerne for korte, og det kræver nogle gode lange vinterhandsker for at nå op over jakkeærmerne. I en størrelse S, som nok ville sidde bedre og tættere, ville ærmerne formentlig være endnu kortere.

Stoffet er forholdsvis elastisk men som altid når et materiale har en vind-/vandtæt membran bliver det lidt mere stift, hvilket går lidt ud over pasformen.

På vejen

Jakken er ideel til temperaturer mellem 5-15 grader celsius, skriver Santini, men man skal være en helt usædvanlig kulskær person for at føle sig tilpas i jakken ved 15 grader. Eller også skal man cykle ekstremt langsomt.

Efter min bedste vurdering egner jakken sig til temperaturer mellem 2-10 grader i en tolags-kombination og kan sagtens bruges som ”deep winter” jakke ved temperaturer under frysepunktet i en trelagskombination. Santini har dog også en decideret ”deep winter-jakke” med kraftigere isolering.

Jakken holder hvad Santini lover. Den formår at holde vandet ude samtidig med at den er rimelig åndbar, hvilket gør den meget anvendelig, når vejret er dårligst. Men man mærker dog også, at åndbarheden har sine begrænsninger, når man virkelig skruer op for intensiteten.

Så er det godt, at det er meget let at finde lynlåsen selv med vinterhandsker takket være den store ring, der sidder i lynlåsen. En lille detalje men godt tænkt.

Facit

Santini leverer italiensk topkvalitet fra fabrikken i Bergamo, hvor alt stadig bliver lavet. Vega Multi-jakken er en do-it-all jakke, som fungerer fra de våde efterårsdage sætter ind i oktober til forårets varme så småt plejer at vise sig sidst i marts. Eneste reelle kritik er de lidt for korte ærmer.

Prisen en relativt høj, men kvaliteten og detaljerne berettiger den.