Posts Tagged ‘Jonathan Castroviejo’

Titelforsvar af Campenaerts – Quaade var i hotseat

Posted on: august 8th, 2018 by emilwalther

De voldsomme sommerregnskyl i Skotland var stilnet af i timerne efter kvinders enkeltstart tidligere på dagen, og det var derfor tørre veje de 34 ryttere kunne trille ud på fra startrampen i Glasgow.

De to danskere Rasmus Quaade og Martin Toft Madsen kørte fine mellemtider undervejs på den 45,7 km lange rute, men i sidste ende blev det et opgør imellem 2016-vinderen Jonathan Castroviejo og 2017-vinderen Victor Campenaerts.

Rasmus Quaade nåede at gøre de danske forhåbninger store, da han kørte i mål i tiden 54’34’’, med en gns. hastighed på over 50 km/t, akkurat som skyerne revnede, og regnen stod ned i stænger. Der gik dog ikke mange minutter før Belgiens Yves Lampaert, der havde kørt hurtigere mellemtider, slog Quaade med 25 sekunder og overtog pladsen i hotseat.

Den silende regn kunne nemt have fået afgørende betydning for resten af løbet, men de resterende rytterne formåede alligevel at kaste deres enkeltstartscykler igennem de regnvåde sving, og da Tour de France-trækdyret Jonathan Castroviejo svingede cyklen over målstregen i en fantomtid på 53’38’’, lignede det dagens vinder.

Imens Castroviejo kunne sætte sig til rette, var der dog stadig én mand på ruten, der ikke havde opgivet drømmen om guldet. Campenaerts havde lagt blødt ud, men satsede alt i svingene på vej mod mål. Med en imponerende slutspurt kastede belgieren cyklen i mål og slog det spanske fartfænomen med 63 hundrededele af et sekund.

I mellemtiden havde danske Martin Toft Madsen ikke været så heldig i de forræderiske våde sving, og styrtede på vej mod opløbet. Det resulterede desværre i en tid lige uden for top 10, 11 sekunder fra Quadde, der sluttede på en niendeplads.

Sky henter tidligere europamester

Posted on: august 17th, 2017 by ULS

Team Sky henter den tidligere europamester Jonathan Castroviejo hos Movistar.

Dermed har de to storhold byttet spanier de sidste dage efter Movistar i går præsenterede Mikel Landa fra sky. 

Jonathan Castroviejo, der blev europamester i 2016 i enkeltstart, er udover en stærk enkeltstartsrytter også en habil klatrer og har været en vigtig hjælper for Nairo Quintana i begge hans GrandTour-sejre. 

– Jeg har været en del af et GrandTour-vindende hold før og jeg vil gerne være det igen i fremtiden. Jeg er glad for at tage det næste skridt med Team Sky, fortæller Castroviejo ifølge Cyclingnews.com.

Castroviejo har også en bronzemedalje fra VM i enkeltstart 2016 samt en 4. plads fra OL i enkeltstart 2016. 

Fødsel kan forpurre EM-forsvar

Posted on: juli 17th, 2017 by nfriis

Torsdag d. 3. august skal mændenes elite ud på en 46 kilometer lang enkeltstart i og omkring Herning. Anledningen er europamesterskaberne i landevejscykling, hvor spanske Jonathan Castroviejo, der til dagligt kører for Movistar, er den forsvarende mester.

Castroviejo håber på at kunne gentage triumfen.

– Jeg er meget glad for at have kørt i den her trøje. Jeg kan godt lide designet – det ser meget elegant ud, og den giver et karakteristisk særpræg. Jeg håber, at jeg kan beholde den i 12 måneder mere, siger Castroviejo i en pressemeddelelse.

Men titelforsvaret kan blive forhindret af nogle hjemlige forhold.

– Vi har mange mål hver sæson, så jeg ved ikke, hvor stort det er, men det ville gøre mig meget glad at være klar ved startlinjen. Men jeg venter et barn med min kæreste, når løbet køres, så min tilstedeværelse til løbet afhænger af det, fortæller den 30-årige spanier.

Castroviejo er i øjeblikket igang med Tour de France, hvor han agerer hjælperytter for Nairo Quintana.

Castroviejo vandt enkeltstarten i Algarve

Posted on: februar 17th, 2017 by nfriis

Dagens menu i Volta ao Algarve bød en 18 kilometer lang enkeltstart, der både indeholdte brosten, skarpe sving og hurtige passager.

Terrænet var dog relativt fladt, så det var ventet på forhånd, at den forsvarende verdensmester i enkeltstart, Tony Martin, vil trække det længste strå i kampen mod uret.

Og tyskeren satte da også den foreløbigt bedste tid med 21:28, hvilket var 7 sekunder hurtigere end Lars Boom og 8 sekunder end Arnaud Demare, der også kørte en imponerende enkeltstart.

Derved lignede det en pligtsejr til 'Panserwagen', men Jonathan Castroviejo fra Movistar ville det anderledes. Med tiden 21:24, skubbede han Tony Martin ned på 2. pladsen, og da ingen andre konkurrenter havde farten til at matche den tid, kunne Castroviejo lade sig hylde som vinder af dagens enkeltstart.

Mads Pedersen, der er igang med sin første sæson på WorldTour-niveau, kørte en flot enkeltstart, da Trek Segafredo-rytteren sluttede på en flot 12. plads, 29 sekunder efter Castroviejo.

I den samlede stilling overtog Primoz Roglic fra Lotto Jumbo-holdet førertrøjen.

 

Top 10, 3. etape af Volta ao Algarve:

1. Jonathan Castroviejo 21.24

2. Tony Martin 21.28

3. Primoz Roglic 21.29

4. Michal Kwiatkowski 21.29

5. Lars Boom 21.35

6. Arnaud Demare 21.36

7. Alex Dowsett 21.40

8. Edvald Boasson Hagen 21.44

9. Nelson Oliveira 21.44

10. Tony Gallopin 21.45

12. Mads Pedersen, 21.53

 

Samlet stilling efter 3. etape:

1. Primoz Roglic 9.36.29

2. Michal Kwiatkowski +0.22

3. Jonathan Castroviejo +0.36

4. Tony Gallopin +0.55

5. Luis Leon Sanchez +0.59

6. Daniel Martin +1.31

7. Tony Martin +1.40

8. Tiesj Benoot +1.49

9. Amaro Antunes +1.54

10. Rinaldo Nocentini +1.56

 

Spansk sejr ved EM i enkeltstart

Posted on: september 15th, 2016 by MJ

Han blev slået af Froome under Vueltaen og måtte nøjes med en andenplads, men så kom der en sejr i dag. Det var en ret sikker sejr, da han havde hele 30 sekunder ned til Victor Campenaerts på andenpladsen. 

Det var en forholdsvis let enkelstart, udover distancen på 45 kilometer, der blev kørt med en høj gennemsnitsfart, så det var en sag for specialisterne. Vi havde dog ikke de helt store profiler med til løbet i denne omgang. Der var ingen dansk deltagelse i løbet. 

1 Jonathan Castroviejo (Spanien) 58:13
2 Victor Campenaerts (Belgien) 0:30
3 Moreno Moser (Italien) 0:39 

Grimt styrt for spansk enkeltstartsstjerne

Posted on: februar 22nd, 2016 by mikkel

Jonathan Castroviejo fra Movistar blev i går udsat for et af de mere bizarre styrt – nemlig efter etapen var slut. Efter sidste etape af Volta ao Algarve skulle spanieren således køre ned fra toppen af Alto do Malhão til bunden af bjerget, hvor holdets bus var placeret. Men desværre kom han aldrig så langt på cyklen.

Ifølge Movistar-holdets hjemmeside trådte en tilskuere således pludseligt ud på vejen foran Castroviejo, der ikke kunne undgå kollisionen. Resultatet blev et slemt styrt, der har sendt nummer fire fra sidste års VM i enkeltstart på hospitalet i Faro. Her har lægerne fundet en fraktur på den sjette nakkehvirvel og albuebenet i venstre arm.

Ifølge biciciclismo.com skyldtes styrtet at tilskueren var på flaske-jagt, og altså i sin iver tilsyneladende overså den cyklende rytter, der ikke kunne nå at bremse eller styre uden om. Styrtet kommer mindre end to måneder efter at Castroviejo blev ramt af en bil under træningen kort inden nytår. Dengang måtte den forsvarende spanske enkeltstartsmester også på hospitalet, men han blev udskrevet allerede samme dag og slap for større skader.

Tidligere på året var en anden af Movistars enkeltstartsspecialister, Adriano Malori, også været udsat for et grimt styrt, der sendte ham i koma.

Verdensmesteren vinder enestående løb

Posted on: oktober 18th, 2015 by mikkel

Chrono Des Nations er noget særligt. Som det eneste endagsløb på UCI-kalenderen afvikles det nemlig som en individuel tidskørsel – noget der har givet det franske løb opmærksomhed, prestige og et stærkt felt.

På startlisten var bl.a. CULT’s Gustav Eric Larsson, Jonathan Castoviejo, der blev nummer fire ved VM i Richmond, Adriano Malori, der blev toer på disciplinen i USA, og den hviderussiske maskine, Vasil Kiryienka, der i ført Regnbuetrøjen kørte sine konkurrenter i sænk.

Det tog således blot Sky-stjernen 1 time, fire minutter og 36 sekunder at tilbagelægge den 51 kilometer lange rute. Det var 01:12 hurtigere end One Pro Cyclings polske Marcin Bialobcki, 01:37 hurtigere end Johan Le Bon og 02:02 foran Stéphane Rossetto fra Cofidis. Forhåndsfavoritterne fra Movistar, Malori og Castroviejo, skuffede fælt og måtte tage til takke med en 7. og 11., henholdsvis 02:47 og 03:45 efter Kiryienka.

Også Gustav Eric Larsson, der tidligere er blevet nummer to i løbet to gange, måtte se langt efter fordums resultater, da det blot blev til en 14. plads ud af de 26 startende. Endnu værre gik det dog for Ruben Plaza, der tidligere i karrieren var kendt som en habil enkelstartsrytter. Han tabte mere end ni minutter, og sluttede som nummer 25.

Castroviejo: Det var min ære, at tage trøjen

Posted on: august 24th, 2014 by KBS

Det spanske hjemmebane-hold, Movistar, vandt Vueltaens første etape, den 12 kilometer lange holdtidskørsel i går. Først over stregen, kom Jonathan Castroviejo, som derfor vil bære løbets førertrøje på dagens etape.

Castroviejo er glad for, at have trøjen, men lægger mere vægt på, at det handler om holdet:

– Vi kørte alle ni perfekt. Det var min ære, at tage trøjen, men det er en præmie for hele holdet, uden mine holdkammerater, ville det ikke have været muligt, udtaler Castroviejo på holdets hjemmeside.

Holdet vil allerede efter første etape have æren af, at bære førertrøjen. Dog handler løbet fortsat om, at Quintana og Valverde skal ende højst muligt i klassementet:

– Trøjen er min ny, men målet er at holdet den på holdet. Vi vil støtte Quintana og Valverde hele vejen i bjergene, hvor vi vil se, hvem af de to, der kan gøre det bedst.

De to kaptajner, Quintana og Valverde, har nu et godt forspring til mange af deres øvrige konkurrenter til det samlede klassement.

Duo forlænger med Movistar

Posted on: august 19th, 2014 by velo_admin

Movistar har forlænget kontrakten med Jonathan Castroviejo og Giovanni Visconti frem til 2016. Både spanieren og italieneren kom til holdet i 2012, fra hhv. Euskatel og det senere Neri Sottoli.

Giovanni Visconti, 31 år, brækkede benet i et slemt styrt i Tour Down Under tidligt på året, men formåede næsten mirakuløst at komme og blive nummer 4 i det italienske mesterskab, inden han kørte Tour de France som hjælper for Alejandro Valverde. I 2013 vandt rytteren fra Tornio to etaper i sit hjemlands Grand Tour, mens han i 2009-11 vandt UCI’s Europa Continental Tour, som danske Magnus Cort i øjeblikket fører, tre gange. I 2011 blev han desuden også italiensk mester.

Spanske Castroviejo er fire år yngre end sin holdkammerat, og kan ingenlunde fremvise et ligeså imponerende CV som Visconti. Hjælperytteren, med flair for enkeltstarten, er dog et dybt værdsat aktiv i etapeløb, hvor han kan være både vandbærer, trækæsel, personlig oppasser og en potentiel vinder når der skal dystes mod uret. Dette er blevet bevidst flere gange, så som sejren på Romandiet Rundts prolog i 2011, Vueltaens holdtidskørsel, der blev vundet i 2012, og måske mest markant da han blev spansk mester i disciplinen sidste år, efter to 2. pladser de foregående år. I 2014 blev Castroviejo nummer tre efter Alejandro Valverde og Jon Izagirre, som han begge kører på hold med.

Spansk mester har enkeltstart som mål

Posted on: juli 10th, 2013 by EMFI

Den spanske mester i enkeltstart Jonathan Castroviejo har dagens tidskørsel som et mål i Tour de France.

– Jeg er glad, fordi jeg føler mig i god form og oplever gode fremskridt. Dagens etape har været markeret som et af mine Tour de France-mål siden starten, siger den 26-årige Movistar-rytter på holdets hjemmeside.

Han døjer med ømme ribben efter et styrt på en tidligere etape, men håber på at kunne levere en præstation af samme kaliber som hans enkeltstart i Criterium Dauphiné, hvor han blev firer.  

– Men medvinden, som formentlig vil være der, er en fordel for de tungere ryttere. Vi må vente og se, hvordan vinden blæser, for den bliver måske afgørende alt efter hvilken starttid, man har, siger han.  

Hans favorit er ikke overraskende Tony Martin. Chris Froome er hans outsider til sejren. 

Castroviejo kværnede konkurrenterne

Posted on: juni 21st, 2013 by JC
Enkeltstartsspecialisten, Jonathan Castroviejo fra Movistar, kan kalde sig ny spansk mester i enkeltstart. Det står klart efter dagens resultater ved de spanske mesterskaber. Her kørte han ind over målstregen i tiden 54:52, hvilket var hele 45 sekunder hurtigere end nummer to, Luis Leon Sanchez (Blanco Pro Cycling). Ruben Plaza (Movistar) tog tredjepladsen. 
Castroviejo, der har ambitioner om at blive verdensmester i enkeltstart, har allerede sikret sig en plads på Movistars Tour de France-hold. Her skal han støtte Alejandro Valverde, der blev nummer fem ved de selvsamme mesterskaber. Han tabte 2:03 til Castroviejo. 

Se en oversigt over de nationale mesterskaber her

Resultater fra de spanske mesterskaber
1 Jonathan Castroviejo (Movistar) 54:52
2 Luis Leon Sanchez (Blanco) 0:45
3 Ruben Plaza (Movistar) 1:46
4 Ion Izagirre (Euskaltel) 2:03
5 Alejandro Valverde (Movistar) 2:03