Posts Tagged ‘Julian Arredondo’

Arredondo: Trek hjalp ikke med hofteproblem

Posted on: november 23rd, 2016 by FBO

Julian Arredondo har været plaget af problemter med sin hofte, hvorfor han ikke har været at finde blandt de bedste siden 2014, hvor han bl.a. vandt en etape i Giro d'Italia. I 2017 skifter han tilbage til Nippo-Vivi Fantini, som han også kørte for før sin tid på Trek.

– Jeg har kørt i lang tid med min venstre hofte drejet, som tog kraft væk fra mit højre ben og gav mig rygsmerter. Nu arbejder jeg syv dag om ugen og mellem fire og seks timer om dagen med specialister fra FK Team i Aulla, siger Arredondo til Gazzetta dello Sport.

Arredondo føler ikke han fik den nødvendige hjælp til sit hofteproblem på Trek, mens han mener Nippo-Vivi Fantini netop er det rigtige hold til at få ham på rette kurs igen.

– Først og fremmest skal jeg lære min hjerne at køre i en lige position. Jeg vil køre løb i et år og se, hvordan det går. Det er godt at være i et mindre, mere familie-agtigt hold. Jeg fik ikke meget hjælp med mit hofteproblem på Trek, forklarer Arredondo.

Andre colombianere som Nairo Quintana og Esteban Chaves har overstrålet Julian Arredondo de seneste par år, men det går ikke Arrendondo på:

– Jeg har fået stor respekt for dem, men hvis jeg når tilbage til mit bedste, er jeg ikke bange for dem, siger Arredondo.

 

Colombiansk flop forlader Trek

Posted on: oktober 1st, 2016 by NH

Julian Arredondo forlader Trek-Segafredo og vender hjem til Nippo-Vini Fantini, efter to skuffende sæsoner.

Det var med store forventninger, at Arredondo i 2014 skrev kontrakt med Trek Factory Racing.

Colombianeren skiftede til WorldTouren efter en flot sæson på Pro Kontinental-nivau, hvor det blev til to etapeløbssejre og flere mindre sejre. Debutten på Trek i 2014 begyndte som forventet, med to etapesejre i Tour de San Luis, etapesejr i Giro d'Italia, samt løbets bjergtrøje og en samlet femteplads i Tirreno-Adriatico. Lovende takter fra endnu et uforløst, colombiansk talent.

Men i løbet af 2015 blev der længere og længere mellem topplaceringerne og i år har der været flere DNF (did not finish), end topplaceringer. Arredondo ramte muren mentalt.

På Nippo-Vini Fantini kommer han tilbage til vante omgivelser. Det japansk-italienske-hold var dem, der i sin tid leverede Arredondo til Trek. Siden da, har holdet skrevet med Damiano Cunego, der nok skal blive en interessant makker for den colombianske klatrer.

Arredondo: Jeg går efter etapesejr og prikker

Posted on: juli 3rd, 2015 by NH

Tour de France-debutanten Julian Arredondo kommer til Frankrig i tjeneste som hjælperytter for Bauke Mollema.

Men den lille colombianer har allerede nu fået fripas, til at opfylde sine personlige ambitioner i årets Tour. Her lyder målsætningen en etapesejr på et af de mange bjerge, og forhåbentlig, en plads i kampen om de røde prikker:

– Jeg føler at jeg inde i en opadgående kurve, og jeg kommer med en målsætning om at vinde etaper, samt at hjælpe Bauke så meget som muligt, med hans mål om at slutte i top 5, fortæller Arredondo til cyclingnews.

– Vi får lidt frirum til at jagte etapesejre, og for mit vedkommende, er målet at vinde en etape og på den baggrund, at bringe mig ind i kampen om den prikkede trøje.

ASO har i år fundet usædvanligt mange bjerge frem, hvilket er noget der behager den klejne klatrer:

– Ruten passer mig godt. Der er næsten ingen enkeltstarter i år, og der er ingen tvivl om, at denne Tour har markant flere bjerge, end vi har set i mange år. De colombianske ryttere er næsten sikre på, at være med hvor begivenhederne finder sted i bjergene. Jeg tror, at vi alle går efter etapesejre.

Du kan læse mere om Julian Arredondo, og hans chancer for prikker, lige her.

Arredondo vil køre Tour de France

Posted on: november 1st, 2014 by ULS

Med en etapesejr og sejr i bjergkonkurrencen i Giro d’Italia sidste år fik colombianske Julián Arredondo en imponerende start på sin professionelle karriere.

Nu håber Trek-rytteren så på at få debut i Tour de France til næste år, hvor der naturligvis vil være langt højere forventninger til den lille klatrer end i hans første sæson.

– Den første del af sæsonen vil jeg fokusere på klassikerne, og i den anden del er jeg på listen til Tour de France, siger Arredondo til colombianske Ciclismo International.

– Jeg håber, at årets løb bliver mit første Tour de France. Jeg håber også at være i top 20 på WorldTour-ranglisten, når sæsonen er slut.

Julián Arredondo satser dog ikke på at skulle køre klassement i Touren, men vil formentlig i stedet jagte etapesejre med den aggressive kørestil, som vandt ham mange fans i Giroen.

– Jeg vil ikke køre for det samlede klassement, siger han.

– Jeg vil gerne være en hovedperson på andre måde, for tre uger er lang tid. Jeg foretrækker generelt etapeløb på en uge og klassikerne.

Julián Arredondo er 26 år og blev derfor professionel i en sen alder.

Bjergkonge er færdig i Spanien

Posted on: september 7th, 2014 by velo_admin

I Giro d’Italia kunne Trek Factory Racings Julián Arredondo gå på vandet. Foruden en storslået solosejr på 18. etape, vandt den lille colombianer også løbets blå bjergtrøje. Her i efterårets Vuelta a España har det været med noget mindre succes for Arredondo, der i dag ikke bare styrtede igennem vandspejlet men også gled på det.

Den bare 164 centimeter høje klatrer har kørt et noget anonymt løb med bare én placering blandt de tyve bedste, og en plads som nummer 139 i klassementet. Derfor får hans afsked ingen betydning for toppen af klassementet, men det udelukker altså endegyldigt at vi får den 26-årige 1. års professionelle med i et langt indianerudbrud på en af de forestående bjergetaper.

På Twitter har Trek Factory Racing kunne fortælle Arredondos ’Adios’ skyldes en ’ekstremt udmattelse, han har kæmpet med, men ikke kunne komme fri af’. Arredondo er den tredje rytter til at udgå i dag, efter at også Matteo Pelucchi (IAM) og Anthony Roux (FDJ.fr) har opgivet at fortsætte deres foretagende.

 

Colombiansk klatrer leder Trek i Vueltaen

Posted on: august 15th, 2014 by FMH

Når Trek Factory Racing rejser til Spanien for at deltage i Vuelta a Espana bliver det med en delt kaptajnrolle mellem den colombianske klatrer Julian Arredondo og ruitinerede Haimar Zubeldia. Det står fast, efter at holdet i dag udtog de ni ryttere, som skal repræsentere den nålestribede trøjer i den spanske rundfart. 

Arredondo viste allerede tidligt på året storform, og denne storform toppede under Giro d’Italia, hvor den angrebslystne bjergged vandt både bjergkonkurrencen, fighterkonkurrencen og 18. etape. Jagten på etapesejre og bjergpoint er oplagt for Arredondo i Vueltaen, mens Trek nok vil satse på Haimar Zubeldia i det samlede klassement. Zubeldia er normalt garant for en placering i den tunge ende af top 10 i Touren, men mon ikke veteranen kan forbedre denne, når niveauet et taget lidt af i Vueltaen. 

Sidste interessante kort på Treks hånd er Fabian Cancellara. Schweizeren bliver vigtig på generalprøven, men vil nok samtidigt forsøge at vinde den individuelle tidskørsel, der næsten fungerer som VM-generalprøve. Efter denne etape er det ikke overraskende, hvis Cancellara vælger at udgå for at holde fuldt fokus på verdensmesterskaberne, som starter den 21. september. 

Trek Factory Racings hold til Vuelta á Espana: Fabian Cancellara, Julián Arredondo, Haimar Zubeldia, Kristof Vandewalle, Bob Jungels, Jasper Stuyven, Yaroslav Popovych, Jesse Sergent og Fabio Felline.

De bedste neo-pros i 2014

Posted on: juni 27th, 2014 by SNAS

Lidt under 50 ryttere havde været en del af det professionelle felt af cykelsporten før, da sæsonen startede i januar. Nogle havde prøvet det professionelle liv af som stagiare, men for de fleste var det en helt ny oplevelse, at skulle køre som fuldtidsprofessionel. Men overgangen til professionel cykelsport er ikke nem for alle, og der kan ofte gå flere år før et stort talent i U23-rækken begynder at blomstre på den internationale cykelscene.

Nogle ryttere er dog ikke til at kontrollere på ti tønder land og har et talent, som selv WorldTouren ikke kan tøjle. Cykelmagasinet har kigget lidt på, hvilke 10 ryttere på WorldTouren der har klaret overgangen til professionel bedst.

Nr. 10 – Lasse Norman Hansen, Blue Water -> Garmin Sharp

Det er måske lidt nationalistisk, men Lasse Norman Hansen fortjener en plads på denne liste takket være sin start som professionel. I sit første løb i Dubai Tour satte han enkeltstartskonger som Tony Martin og Fabian Cancellara til vægs og fulgte endda op med at ende på podiet i den samlede stilling. Hvis nogen var i tvivl, så beviste Norman Hansen, der kom til Garmin Sharp fra Blue Water, at han har potentialet til at blive en af de størte tempomaskiner i det professionelle felt. 

Nr. 9 – Michael Valgren, Cult Energy -> Tinkoff-Saxo

Endnu et dansk islæt på listen, og igen er det en af dem, som man forventer meget af i dansk cykelsport. Og Valgren har allerede bevist sit talent hos Tinkoff-Saxo, da han i det franske etapeløb 4 dage ved Dunkerque leverede tre top-10 placeringer og var en af de eneste der kunne sidde med Sylvain Chavanel, når han accelerede ved de franske kyster. 

Sammenlagt blev det til en 3. plads i løbet for Valgren, der overraskede og fik samme placering ved det nyligt overståede danske mesterskab i enkeltstart. Når danskeren har fået flere professionelle kilometer i benene bliver han et spændende aktiv.  

Nr. 8 – Silvan Dillier, BMC Development -> BMC

BMC hev et af deres egne talenter op fra deres udviklingshold forud for denne sæson, og det har de ikke fortrudt. Schwiezeren har flair for at placere sig langt fremme i spurterne, og har mange flotte placeringer både i Schweiz Rundt og Belgien Rundt. 

Han er ligesom Lasse Norman både hurtig på stregen men også på enkeltstarten. Dog er fordelingen lidt skæv ved de to, da Dilliers største styrke er i spurten på de mere kurperede etaper.

Nr. 7 – Lawson Craddock, Bontrager -> Gian Shimano

Amerikanske Craddock er en fremtidig klassementsrytter, der dog stadig skal arbejde lidt på sine evner i bjergene. På enkeltstarten er han dog i særklasse, og det er også her, han har hentet sine flotteste placeringer i både Chriterium Dauphine, Tour of California og Schweiz Rundt.

Han fik dog markeret sig flot i bjergene i USA også, da han holdt sig med fremme på bjergetaperne i Tour of California, hvilket resulterede i en fornem 3. plads i klassementet, der blev vundet af Bradley Wiggins.   

Nr. 6 – Riccardo Zoidl, RC Gourmetfein Wels -> Trek Factory Racing

Zoidl havde en fantastisk 2013-sæson, hvor han blandt andet vandt Østrig Rundt og det østrigske mesterskab. Det benyttede Trek til at skrive kontrakt med den 26-årige, som i år har fortsat med at vise flotte resultater. Østrigeren har flair for bjerge og enkeltstarter, hvilket gør ham til en glimrende klassementsrytter. Han blev derfor også nummer 12 i Romandiet Rundt, mens at han tidligere på året blev 3’er i Middelhavet Rundt. 

Nr. 5 – Janier Alexis Acevedo Calle, Jamis – Hagen Berman -> Garmin Sharp 

Acevedo er en del af den colombianske invasion af de europæiske landeveje, selvom han har stået i skyggen af Betancur, Quintana og Uran. Han er da også hele 28 år, og ikke det umiddelbare talent som sine landsmænd, men når det går opad, så sidder han forrest. 

I Schweiz Rundt var han fast inventar i frontgruppen, hvor han i sidste ende også endte i top-10 i det samlede klassement. Det samme gjorde han i Californien Rundt, da han for andet år i træk var med blandt de bedste. 

Nr. 4 – Julian Alaphilippe, Etixx iHNed -> Omega Pharma – Quick-Step

Franske Alaphilippe er endnu et fransk talent med fart i benene ligesom Bouhanni og Demare. Han har fået sin opvækst på sit belgiske holds talenthold, og er gået en anden vej end sine landsmænd. Det har dog ikke stoppet hans udvikling og hans resultater. 

I Katalonien Rundt kæmpede han i flere dage om etapesejren i spurterne på de kurperede etaper. Alaphilippe er nemlig en smule mere holdbar end sine sprinterkolleger på bakkerne. På samme måde som Lasse Norman var han også med fremme på den første svære enkeltstart i Chriterium Dauphine, hvor han ikke var langt fra toppen af klassementet.

Nr. 3 – Davide Formolo, Petroli Firenze -> Cannondale

Hvis italienske Formolo fortsætter sin udvikling de næste par år, så vil han inden meget længe blande sig i topstriden blandt de allerbedste i klassementet. Neo-proen fra Cannondale imponerede specielt i Schweiz Rundt, hvor han blev samlet nummer 7. En placering som han også fik i Tour of Taiwan, og i Tyrkiet Rundt var han blot et enkelt sekund fra podiet. 

Den 21-årige knægt fra italien har en spændende fremtid foran sig, hvis han fortsætter med at køre op med de bedste.

Nr. 2 – Adam Yates, CC Etubes -> Orica GreenEDGE

Yates-tvillingerne er begge spået til at være nogle af cykelsportens største talenter, og selvom brormand Simon viste sig stærkest i Baskerlandet Rundt, så er det Adam, der har strålet klarest af de to. Siden det spanske løb har han vundet Tyrkiet Rundt, blevet 5’er i Californien Rundt og ikke mindst 6’er i det stærkt besatte Chriterium Dauphine, hvor han slog to Tour-favoritter i Nibali og Froome.

Adam Yates er en lille rytter, som ikke har så meget et skyde med på en enkeltstart, men derimod kører han vildt stærkt i bjergene. Den 21-årige rytter har fremtiden foran sig, og der skal gå meget galt før, at han ikke bliver en ny engelsk cykelstjerne.   

Nr. 1 – Julian Arredondo, Nippo – De Rosa -> Trek Factory Racing

Man skulle ikke tro det, men colombianske Julian Arredondo kører faktisk sin første sæson som professionel. Han kom fra det japanske kontinental hold Nippo – De Rosa og er gået direkte ind på WorldTouren som en dominerende faktor i bjergene. En 5. plads i Tirreno-Adriatico, flotte placeringer i Ardennerklassikerne samt en etapesejr og bjergtrøjen i Giro d’Italia er blot nogle af de store resultater som Arredondo har kørt ind, og det kunne nemt have blevet til mere. 

Hvis han ikke var styrtet ud af klassementet i Giro’en kunne han meget vel have blandet sig i toppen, og hvem ved så, hvad colombianeren havde udrettet. Den 25-årige Trek-rytter kommet helt sikkert til at dominere stigningerne i fremtiden, og måske også de store etapeløbsklassementer. 

Ét minut: Italiensk dybfryser var løbets værste

Posted on: juni 24th, 2014 by velo_admin

Da Giro d’Italia den 1. juni blev afsluttet i Trieste, var det den unge Julián Arredondo (Trek) der kunne smile bredt over sejren i kampen om løbets ’maglia azzurra’, den blå bjergtrøje der gives til rytteren med flest bjergpoint. 173 sluttede den klejne klatre på, hvilket var betydeligt flere end Dario Cataldos 132 og næsten det dobbelte af hvad vinderen, Nairo Quintana, skrabede sammen. Sejren på 18. etape var selvfølge af afgørende betydning for Arredondos chancer, men faktisk var et andet bjerg ved at koste ham hele hans Giro et par dage forinden.

Det var den berømte og berygtede 16. etape, der førte rytterne over både Passo del Gavia (2618 meter), Stelvio-passet (2758) og Val Martello Martelltal (2059) der pressede den lille colombianer til det absolutte yderste, da klimaet drillede og bjergene tornede sig op i horisonten. I et interview med det spanske medie Vanguardia, fortæller Arredondo at Stelvio-etapen var den hårdeste oplevelse i løbet. ”Jeg led meget i kulden”, fortalte den bare 164 centimeter høje og 58 kilo tunge sydamerikaner, der var tæt på at udgå som følge af vejret. ”Jeg steg af min cykel. Jeg kunne hverken snakke eller lukke mine fingre. Jeg var stivfrossen”. Han blev anbragt i holdbilen, hvor man tændte for varmen og forsøgte at puste noget liv i den ellers så energiske Julián, der også fik te i forsøget på at holde varmen. Efterfølgende kørte Arrendondo videre og sluttede dagen i grupetoen. ”Den dag reddede jeg mig kun ind for tidsgrænsen med ét minut”, forklarede bjerggeden også.

Ironisk nok var det den næsten ligeså lille Nairo Quintana der snød alle på netop denne etape, og kørte alene i mål og kanonerede sig direkte ind i løbets førertrøje. Siden har det været meget skriveri om hvorvidt nedkørslen løbet var blevet annulleret, da Quintana angreb på nedkørslen fra Stelvio, men ingen sanktioner faldt imod Movistar-rytteren, der endte med at vinde sin første Grand Tour. Arredondo sluttede etapen side om side med sprinteren Oscar Gatto og endte løbet på en samlet 61. plads. Men med en etapesejr to dage senere og en bjergtrøje at tage med hjem, er både Trek-holdet og Arredondo dog nok glade for, at han ikke var bare ét minut længere om at komme ud af holdbilen efter Stelvio.

Arredondo skriver under på ny kontrakt

Posted on: juni 9th, 2014 by SLO

Trek Factory Racing har sikret sig Julian Arredondo’s underskrift på en kontraktforlængelse.

– Julian har virkelig vist sit værd i den korte tid han har kørt i det professionelle felt. Vi er virkelig glade for hans udvikling i denne sæson. Han er en rigtig væddeløber, som angriber meget, men samtidig lærer han også af sine fejl. Han har den rigtige mentalitet og et stort talent, siger manageren Luca Guercilena.  

Colombianeren har leveret gode resultater i sin første halvdel som neo-pro på Trek-holdet.

– Jeg er meget glad. Det er fantastisk, at kunne annoncere en kontraktforlængelse så tidligt på sæsonen. Jeg har fået rigtig meget støtte på det her hold, og et år mere er et bevis på, at holdet tror på mig. Jeg har levet som professionel selvom jeg ikke helt var det endnu, fortæller Arredondo.  

Begge parter er meget glade for hinanden, og Arredondo mener heller ikke, at han kunne være et bedre sted.

– Hvis jeg er glad, er der ingen grund til at skifte. Jeg er den bedste cykelrytter jeg kan være, når jeg er glad. Det her er et af de bedste Worldtour hold, afslutter Arredondo.

Colombianeren er taget hjem til hjemlandet, hvor han tager en pause efter Giroen. Arredondo’s næste mål ligger i august måned, hvor han skal køre Tour of Utah og Tour of Colorado.

“Nej, nej, nej. Ikke endnu Arredondo”

Posted on: maj 29th, 2014 by SNAS

Det var endnu engang en angrebsivrig Julian Arredondo, der havde taget fronten på 18. etape af Giro d’Italia. Men angrebsivren havde næsten kostet ham etapesejren. Han var nemlig klar til at stikke af tidligere, men hans sportsdirektør fik ham på andre tanker, fortæller colombianeren.

– Jeg er nødt til at sige tak til min sportsdirektør Josu (Larrazabal). Jeg ville angribe i bunden af den sidste stigning, men fra holdbilen sagde han til mig, ‘Nej, nej, nej! Rolig nu, ikke endnu!’. Da der så var 4 kilometer igen, sagde han, ‘Julian nu!’. Jeg vandt etapen takket være dette fantasiske råd. 

Sejrens sødme føltes specielt god for den klejne colombianer, da han har måtte ofre meget for at komme til, hvor han er nu. Men selvom han er langt væk hjemmefra, så har han fået en ny familie i Europa. 

– Jeg havde det godt i dag. Jeg troede på, at det kunne være min dag. Efter alle de svære tidspunkter i løbet, ligesom for to dage siden på vej over Stelvio, da Josu var nødt til at hive mig ind i holdbilen for at varme mig op. Og at være i Italien, væk fra mit hjem i 6 år. Denne etape har virkelig betalt alt mit hårde arbejde tilbage. I dag er bare begyndelsen på fantastiske ting for mig. Jeg vil gerne dedikere sejren til Josu og til mit hold, som blev omkring mig i alle de svære tider. Vi er ligesom en familie. 

Med sit lange udbrud sikrede Arredondo sig også bjergtrøjen i løbet. 

Bjergkongen Arredondo satte tingene på plads

Posted on: maj 29th, 2014 by ULS

Med blot 4 etaper tilbage af årets Giro d’Italia er hver eneste dag vigtig – både for klassementet, men også for de ryttere, der håber på at kunne få et godt resultat med hjem.

I dag ventede der rytterne endnu en hård bjergetape i denne frygtede sidste uge af årets Giro. Rytterne skulle over én kategori 1 og 2 stigning før etapen sluttede på kategori 1 stigningen Rifugio Panarotta.

Endnu en gang formåede et relativt stort udbrud at smutte væk, hvilket skete på kategori 1 stigningen i starten af etapen. 14 mand, velkendte navne fra de sidste dages udbrud, endte med at slippe væk og de fik hurtigt opbygget et stort forspring.

Udbruddet bestod af: Pellizotti (Androni), Sella (Androni), Zardini (Bardiani), Keizer (Belkin), Duarte (Colombia), Wellens (Lotto Belisol), De Gendt (Omega Pharma – Quick Step), Cataldo (Sky), Deignan (Sky), Rovny (Tinkoff – Saxo), Arredondo (Trek), Basso (Cannondale), Rabottini (Neri – Sottoli) og Losada (Katusha)

Igennem etapen formåede Arredondo at hente alle de bjergpoint han kunne, og han sikrede sig dermed så godt som sikkert bjergtrøjen i årets løb efter mange dages hårde strabadser med at indsamle point.

På dagens sidste stigning var der konstant angreb og skiftende ryttere i front i udbruddet, der skulle kæmpe om etapesejren nok en gang. Her viste Julian Arredondo sig også stærkest og fik sig dermed endelig en etapesejr i årets løb, hvor han har forsøgt så meget.

Han vandt etapen foran sin landsmand Fabio Duarte og Philip Deignan.

Favoritternes kamp
Tilbage i feltet blev der også kørt cykelløb på den sidste stigning. Pierre Rolland slap for alvor væk, men måtte se sig hentet kort før stregen. Generelt havde favoritterne igen utrolig svært ved at sætte hinanden, og det endte da også med, at de kom ind stort set samlet.

Dog tabte løbets nr. 3, Cadel Evans, en del tid på etapen, hvor han blev sat tidligt på stigningen. Også Wilco Kelderman og Robert Kiserlovski tabte tid til de andre favoritter.

Dermed er det stadig Nairo Quintana, der fører løbet foran landsmanden Rigoberto Uran, inden der i morgen venter en meget spændende bjergenkeltstart, der for alvor kan rykke rundt i det meget tætte klassement.

Resultat – 18. etape af Giro d’Italia
1 Julian Arredondo (Trek) 4:49:51
2 Fabio Duarte (Colombia) 0:17
3 Philip Deignan (Sky) 0:37
4 Franco Pellizotti (Androni) 1:20
5 Edoardo Zardini (Bardiani) 1:24
6 Thomas De Gendt (Omega Pharma – Quick Step) 1:38
7 Ivan Basso (Cannondale) 1:43
8 Dario Cataldo (Sky) 1:59
9 Fabio Aru (Astana) 2:43
10 Nairo Quintana (Movistar) 2:46

Samlet stilling
1 Nairo Quintana (Movistar) 77:58:08
2 Rigoberto Uran (Omega Pharma – Quick Step) 1:41
3 Pierre Rolland (Europcar) 3:29
4 Fabio Aru (Astana) 3:31
5 Rafal Majka (Tinkoff – Saxo) 3:31
6 Domenico Pozzovivo (AG2R) 3:52
7 Ryder Hesjedal (Garmin Sharp) 4:32
8 Wilco Kelderman (Belkin) 4:37
9 Cadel Evans (BMC) 4:59
10 Robert Kiserlovski (Trek) 8:33

Overivrig Arredondo fik en lærestreg

Posted on: maj 26th, 2014 by NH

GrandTour-debutanten, Julian Arredondo, er for øjeblikket indehaver af Giro d’Italias bjergtrøje.

Men den colombianske Trek-rytter tørster efter mere. En etapesejr står højt på Arredondos ønskeliste, så højt at han på 15. etape ignorede sin sportsdirektørs råd, og lancerede en forgæves offensiv i bunden af Montecampione.

– Med Arredondo havde vi en chance for at vinde. Jeg sagde han skulle vente, blive ved favoritterne og forsøge til allersidst, siger sportsdirektør, Adriano Baffi, til trekfactoryracing.com.

– Julian var for nervøs og forspildte sin chance. Han er ung og lærer stadig, og i dag lærte han en vigtig lektie.

Arredondo selv indrømmer da også, at hans overivrighed løb af med ham.

– Jeg ville have etapesejren for meget. Fabio (Felline, red.) sad ude foran og jeg ville udnytte hans hjælp, men jeg tror jeg kørte for tidligt, siger Arredondo.

– Jeg skulle have bevaret roen, været mere tålmodig og angrebet til sidst, hvor jeg ville have haft en bedre chance.

Julian Arredondo kom i mål næsten 11 minutter efter Fabio Aru, til en placering som nr. 48. En gedigen lærestreg må man sige.

Arredondo er vild med blå

Posted on: maj 21st, 2014 by KBS

Dagens etape indeholdte to stigninger idag, begge i 2. kategori. Der var 14 points til første mand over toppen på dem begge, og Julian Arredondo tog godt for sig af retterne. Han kørte nemlig først over begge toppe og sikrede sig dermed 38 points idag, og udvidede sit forspring op til 75 point.

– Det var en hård indsats, nu er jeg virkelig træt igen. Jeg er virkelig motiveret, alle i Columbia følger mig. For dem giver jeg alt hvad jeg kan, så jeg er rigtig glad for at vinde de to stigningers bjergpoint.

Efter dagens etape fører Arredondo med 36 point over Diego Ulissi, der har 39 og med 49 point over Stefano Pirazzi, der har 26. Julian Arredondos næste mulighed for at hente endnu flere point til sin blå trøje er på lørdag hvor der, inden dagens sidste stigning, er en kategori 1 stigning og en kategori 2 stigning.

 

 

Optakt: 11. etape af Giro d’Italia

Posted on: maj 21st, 2014 by velo_admin

11. etape af Giro d’Italia er en pudsig en af slagsen. Den ligner på papiret nemlig en som er umulig at forudse. Ruten er 249 kilometer lang og indeholder to kategori 2-stigninger Passo Centro Croci og Naso di Gatto. Passo Centro Croci ligger efter 66 kilometer, og kommer ikke til at have den store betydning for løbet, da der er 160 kilometer hen til toppen af Naso di Gatto. Denne stignings top ligger blot 30 kilometer fra mål, og kan meget vel blive afgørende for etapens resultat. 

Naso di Gatto er ikke særligt slem i bunden, men de sidste 5 kilometer af stigningen er særdeles slemme. Den tager nemlig til i styrke, så de sidste 5 kilometer stiger i gennemsnit med over 8 %, hvilket nok skal kunne sætte syren i gang efter over 200 kilometer.

Det store spørgsmål bliver dog, om det bliver udbrudderne eller favoritterne, der kommer til at udkæmpe et syreslag på stigningen før mål. Etapen lægger nemlig op til, at et udbrud har lov til at holde hjem, da de store sprintere nok ikke kan holde til den sidste stigning, og derfor vil de ikke kontrollere løbet. Det kan åbne op for et kæmpe hul, hvis feltet vælger at tage sig endnu en hviledag.

For 12. etape er en meget lang og hård enkeltstart, og det er nok få, der har lyst til at sidde med vind på næsen i 250 kilometer dagen før, at de skal ud på en 42 kilometer lang enkeltstart. Hvis favoritterne tænker det samme, så ser vi et udbrud med mindre ryttere, som får et kæmpe hul.

Hvis favoritterne derimod er grådige, så vil BMC, Lampre, Movistar og Tinkoff-Saxo måske holde udbruddene i en kort snor, og så vil man i stedet se en udvalgt gruppe på 50 mand komme over den sidste stigning sammen. Nedkørslen er dog så lang, at medmindre de virkelig spænder hjelmen, så vil gruppe være lidt større, når de rammer mål. Det vil i stedet så være en af punchersne, som har masser af power i benene i en spurt, som vil løbe med sejren, da det nok er svært for sprinterne, at komme tilbage efter stigningen.

Favoritterne: 

Enrico Battaglin [VURDERING4]
Battaglin viste i går, at han er hurtig på stregen, da han blev 5’er. Han er samtidig en af de ryttere, der har det bedst i bakker.

Hvis han sidder med over stigningen – og det tror vi godt, han kan – så er han klart en vinderkandidat.

Edvald Boasson Hagen [VURDERING4]
Dagens etape ligger perfelt til nordmanden, der kan lidt af hvert. Han burde godt kunne sidde med over stigningen, og han er helt klart hurtig på stregen.

Spørgsmålet er, om Boasson Hagen og resten af Sky kan få rystet de allerhurtigste af på stigningen.

Diego Ulissi [VURDERING3]
Ulissi har vist sig fra sin allerbedste side indtil nu. Med to etapesejre i bagagen er han godt klædt på til dagens etape.

Hans problemer bliver nok, at afslutningen er flad. Hvis etapen var stoppet på toppen af stigningen inden mål, havde han haft bedre chancer.

Dario Cataldo [VURDERING3]
Italianeren har lidt under et styrt på 6. etape, men han ser ud til at være klar igen. På 9. etape var han nemlig tæt på at vinde feltets spurt om 3. pladsen, og det var vel og mærke efter at have siddet med favoritterne hele vejen op af den lede stigning.

Cataldo er ikke hurtig nok, hvis den ender i en spurt blandt 40-50 mand, men han er et af de bedste bud på en udbrudssejr, nu da han er helt ude af klassementet.

Mauro Finetto [VURDERING2]
Denne italianer blev nummer otte på 6. etape, og dagens etape passer ham rigtig godt. Finetto er hurtig på stregen, og hvis han rammer udbruddet, kan han meget vel vinde.

Julian Arredondo [VURDERING1]
Columbianeren, der stadig har bjergtrøjen, kan hente nogel point ved at gå i ubdrud på dagens etape. Derfor ligner han et godt bud på en af morgenudbruddets deltagere.

Arredondo er stærkere end de fleste opad, og i et udbrud kan han muligvis køre alene hjem fra sidste stigning.

Hold øje med: Der er mange om budet til dagens etape, da den virkelig er uforudseelig. Et udbrud kan holde hjem, eller den kan ende i en spurt i et lille felt. Et bud på en udbryder er Fabio Duarte. Han har vist sig som en af de bedste klatrere i år med tre top 10-placeringer.

Derudover har Katushe meldt ud, at de nu kun vil gå efter etapesejre. Derfor er Daniel Moreno fri, og han er både hurtig på stregen og stærk opad. Han har dog ikke helt lignet den altdominerende Moreno, vi tidligere har set.

Andre ryttere, der skal i udbrud, er Adam HansenLuca PaoliniTim Wellens og danske Lars Bak.

Til sidst skal Samuel Sánchez nævnes. Han er kendt for sin nedkørselsteknik, og hvis han får frie tøjler af Evans, kan han rykke på nedkørslen.

 

Arredondo kørte for etapesejre – fik bjergtrøjen

Posted on: maj 17th, 2014 by FBO

Julian Arredondo var derfor med i morgenudbruddet i dagens bjergetape, da han jagtede noget oprejsning i form af en etapesejr. Tæt var det også på, da han i lang tid lå i direkte duel med Pierre Rolland. Men først blev han hentet af Rolland, siden sat fra ham, og til allersidst blev Rolland endda også hentet af favoritgruppen.

Arredondo fik dog en sidegevinst i form af løbets bjergtrøje, men det var efter sigende ikke noget, han kørte specifikt efter:

– Mit hovedmål var etapen. Det var derfor, jeg var i udbrud, og med få kilometer tilbage troede jeg faktisk, jeg kunne vinde, forklarer Arredondo efter løbet til reporterne.

– Men det er rart at føre bjergkonkurrencen også, og det vigtigste var at bevise, at jeg kunne være med der fremme, forklarer colombianeren.

Den lille Trek-rytter blev tidligere på året nummer 5 i Tirreno-Adriatico, og ligner næsten en ny colombianer, der er ved at blive blandt de helt store etapeløbsryttere.

Store tidstab for mange klassementryttere

Posted on: maj 15th, 2014 by FBO

Dagens etape bød på stor dramatik, da et enormt styrt splittede feltet i atomer. Den snu australier Cadel Evans slap bedst igennem, da han med en tredjeplads kunne øge sit forspring til resten af klassementrytterne.

De helt store tabere var Tinkoff-Saxos Nicholas Roche og Katushas Joaquim Rodríguez, der nu er henholdsvis 15 og 9 minutter efter. Julian Arredondo fra Trek, der ellers har været rigtig godt kørende i dette års Giro er nu placeret 19 minutter efter løbets førende rytter Michael Matthews.

Udover Cadel Evans ligger Rigoberto Uran fra Omega Pharma-Quickstep stadig godt til som 3’er, selvom han er et helt minut efter australieren. Tinkoff-Saxo har også stadig deres andet klassementhåb med fremme, da Rafal Majka ligger 4’er samlet.

Vi har samlet alle favoritterne til det samlede klassement.

Favorit klassement
1 Michael Matthews (Orica-GreenEdge) 24:18:14
2 Cadel Evans (BMC) 00:21
3 Rigoberto Uran Omega Pharma – Quick-Step 01:18
4 Rafal Majka (Tinkoff-Saxo) 01:25
10 Ivan Basso (Cannondale) 02:06
11 Nairo Quintana (Movistar) 02:08
12 Wilco Kelderman (Belkin) 02:11
14 Domenico Pozzovivo (AG2R) 02:11
16 Robert Kiserlovski (Trek Factory Racing) 02:24
17 Michele Scarponi (Astana) 02:28
32 Przemyslaw Niemiec (Lampre-Merida) 03:41
39 Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp) 04:39
48 Daniel Moreno (Katusha) 05:46
60 Joaquim Rodríguez (Katusha) 09:40
80 Nicolas Roche (Tinkoff-Saxo) 15:55
106 Julian Arredondo (Trek Factory Racing) 19:50

Arredondo: Jeg forsøger igen i morgen

Posted on: maj 14th, 2014 by SNAS

Det var en etape, som Julian Arredondo allerede havde skrevet sig bag øret, men det blev desværre kun til en 3. plads for den lille colombianer, men det er slet ikke det sidste man har set Trek-rytteren.

– Jeg er meget glad for min 3. plads. Det giver mig en masse selvtillid forud for de næste etaper, og i morgen er der igen en god etape for mig, og jeg vil forsøge igen, siger Arredondo efter 5. etape af Giro d’Italia.

Og måske vil colombianeren ligefrem forsøge sig med et angeb på 6. etape. For ifølge ham selv, så hang han bare fast i ‘Puritos’ hjul.

– Jeg angreb ikke. Jeg ventede og ventede. Da ‘Purito’ angreb blev jeg i hans hjul. Til sidst gav jeg mig fuldt ud, men Ulissi var den stærkeste i dag. Jeg er glad; alt gik ganske godt. Men i morgen passer etapeprofilen mig bedre. I morgen vil jeg igen forsøge. 

I den samlede stilling ligger Arredondo nummer nummer 16 efter at han fik bonussekunder for sin 3. plads.

Endnu en sejr til Arredondo

Posted on: januar 25th, 2014 by FMH

Den nyprofesionelle Julian Arredondo fra Trek Factory Racing vandt endnu engang i Argentina, da sjette etape af Tour de San Luis blev afgjort her til aften. Sejren er den unge rytters anden sejr i år og holdets tredje. Sejren blev vundet på stignngen Mirador del Sol. 

Etapen var løbets længste med sine 184,4 kilometer, og varmen var endnu engang en afgørende faktor. Tidligt kom syv ryttere afsted, men udbrudet blev holdt i kort snor af Movistar, der dominerede tempoet i hovedfeltet. Langsomt hentede feltet ind på udbryderne, og med 15 kilometer tilbage var forspringet under et minut. 

På opløbstrækningen var det altså op til klassementsfavoritterne at afgøre det, og her var colombianske Arredondo hurtigere end San Luis Somos Todos’ lokale stjerne, Sergio Godoy, og løbets førende ryttter, Nario Quintana.

Resultat af 6. etape
1 Julian David Arredondo Moreno (Trek Factory Racing) 4:16:54
2 Sergio Godoy (San Luis Somos Todos) 0:01
3 Nairo Alexander Quintana Rojas (Movistar Team) 0:05
4 Cleberson Weber (Clube Dataro de Ciclismo-Bottecchia) 0:09
5 Jose Rodolfo Serpa Perez (Lampre-Merida) 0:10
6 Domenico Pozzovivo (AG2R La Mondiale) 0:12
7 Thomas Danielson (Garmin Sharp) 0:14
8 Phillip Gaimon (Garmin Sharp)
9 Adam Yates (Orica Greenedge) 0:30
10 Eduardo Sepulveda (Bretagne – Seche Environnement)

Samlet stilling
1 Nairo Alexander Quintana Rojas (Movistar Team) 21:35:13
2 Phillip Gaimon (Garmin Sharp) 0:35
3 Sergio Godoy (San Luis Somos Todos) 1:57
4 Julian David Arredondo Moreno (Trek Factory Racing) 2:54
5 Enzo Moyano (San Luis Somos Todos) 2:59
6 Eduardo Sepulveda (Bretagne – Seche Environnement) 3:38
7 Peter Stetina (BMC Racing Team) 3:46
8 Marc De Maar (Team Unitedhealthcare) 3:51
9 Darwin Atapuma Hurtado (BMC Racing Team) 3:52
10 Domenico Pozzovivo (AG2R La Mondiale) 4:03

TV: Se Arredondo og Stetinas bjergduel

Posted on: januar 22nd, 2014 by MSF

På 2. etape af Tour de San Luís skulle rytterne kæmpe sig op ad Mirador del Potrero de los Funes, løbets første bjergafslutning, og flere af favoritterne var ude og spille med musklerne.

Det blev dog Trek Factorys colombianer Julian Arredondo, der kunne svinge hjulene først over målstregen, og dermed tage sæsonens første sejr. 

Se hvordan sidste års Tour de Langkawi vinder kæmpede til stregen med BMC’s Peter Stetina i videoen ovenfor og læs mere om etapen her