Jeg mærker det knapt nok, det spinkle skrig fra et barn, der trommer på trommehinden et sted i værelset ved siden af, som ligeså godt kunne være et ekko fra en planet fjernt herfra. Jeg svømmer af sted dybt i søvnen på vej mod bevidstheden. Et sted dernede flyder drømmene og bevidstheden sammen til levende billeder. Hvad laver jeg her? Midt i ringen ved nattens sværvægtsbrag mellem Wladimir Klitschko og Tyson Fury?

Endnu en lige højre fra min yngste søn til trommehinderne sender mig til tælling kl. 05.50 en søndag morgen i slutningen af november. Det er min runde, min tur til at lave havregrød, se Frost for gud ved hvilken gang og bygge med Duplo-klodser, alt sammen inden solen endnu er stået op.

Denne morgen er helt speciel. Drengene vil ikke enes, og jeg må sidde som en anden patriark midt i sofaen og sørge for, at den mindste ikke overfalder den store, og den store ikke tirrer den mindste. Ingen espresso, ingen Berlingske, men bare lyden af Maria Lucia, der gi’r den som prinsesse Elsa. Fedt.

Congobajer

I dag skulle ellers være dagen, hvor vintertræningen begyndte. Indtil videre er det kun blevet til en enkelt tur i november, som måske i virkeligheden kun tæller som en halv eller kvart. Det var efter en fugtig tur i byen med min gamle holdkammerat, Kasper Klostergaard. Dagen derpå trillede vi en tur rundt i Aalborg og så på damer indtil vi slog os ned hos en bager og holdt hof over et par røverhistorier, Congobajere og en træstamme. Hyggeligt.

Men denne søndag skulle det være. Vintercyklen var trimmet og parat med nye dæk, krans, skærme, bremseklodser osv. Egentlig ikke, fordi udstyret fra sidste år fejlede noget; det blev vel kun til 1.000 kilometer, men mere af gammel vane.

Compact gearing

Da fruen endelig indfandt sig i stuen ved 9-tiden, dejlig som altid og endnu med varmen fra dynen tæt om kroppen, var det som om, at lysten ikke rigtig var til stede. Jeg var allerede træt, regnen silede ned og blæsten slog imod vinduespartiet i stuen. Aftenen før havde jeg kåd og lykkelig oven på en halv flaske hvidvin i selskab med et parti snekrabber ellers bekendtgjort, at jeg ville sparke træningen i gang med mindst 100 kilometer. Men der stod hun jo, fruen, og spurgte om jeg ikke skulle af sted, nu når jeg havde chancen og var tændt af den hellige ild?

Der var ikke megen ild i faklen, eller for den skyld i røven, da jeg prustende kæmpe mig op over bakken ude ved Guldbæk. Hvor var det dog godt, at jeg havde skiftet klingerne foran ud med en compact gearing. Stående i gear 34/21 havde cognacpumpen mere end rigeligt at se til på vej op over toppen, inden den kunne få lidt fred på turen ned i mod Guldbæk Vingård, hvor modvinden igen ventede.

Det blev til hele 55 kilometer og en efterfølgende tur på sofaen, inden Duplo-klodserne igen venter. Alt har sin begyndelse, og igen i år ser det ud til, at vintertræningen bliver i begyndelsen indtil det igen er forår.  

Sæsonen er på vej til at forsvinde ind i vinterens triste kulisse, hvor alting er gråt, koldt og surt. Men mens vi slider vinterdækkene op på de fugtige landeveje og forbander vindens bid i ansigtet, hjælper det at se fremad mod 2015. Vintertræningen handler for mig om at holde fokus på det, der venter og forsøge at affinde mig med de sure træningstimer, som bare skal stås igennem for at komme ind i det nye år i en nogenlunde acceptabel form.

I år var højdepunktet Tour de Alps, som jeg beretter om i det næste nummer af Cykelmagasinet. Samtidig blev 2014 året, hvor jeg for alvor fandt vej ind i motionscyklingen, efter jeg klikkede ud af pedalerne for Team Glud & Marstrand tilbage i 2004. 10 år er gået og 10 kg har fundet sig tilrette på min vom, og sikke en udvikling cykelsporten har taget. For 10 år siden var motionscyklingen stadig en sport forankret i de etablerede cykelklubber med enkelte spredte uafhængige initiativer, mens sporten i dag er en netværkssport domineret af erhvervshold, retro-entusiaster osv. Udviklingen har givet den ellers stokkonservative sport en skvat tiltrængt pluralisme i form af nye løb, indtil flere stilarter for beklædning og et hav af nye rejseformer, hvor cyklen sætter rammen for oplevelse og fællesskab.

Bordeaux-Paris

Sæsonmålet for 2015 tager også udgangspunkt i netop en af de ideer, som udviklingen har ført med sig. Jeg er stor tilhænger af retrobølgen, ikke kun stålrammer fra 1970’erne, men også de gamle løb, som rummer en skattekiste af ufortalte historier og ikke mindst skrøner. I foråret skrev jeg artiklen Den glemte klassiker, der handlede om væddeløbet Bordeaux – Paris, der er et af sportens ældste løb, som desværre ikke køres mere. En tur på 600 km, hvoraf de første 300 køres som linjeløb og de sidste 300 efter en derny, som er en bastard mellem en knallert og en gammel herrecykel fra 50’erne. I mange år var Bordeaux – Paris en klassiker på niveau med Flandern Rundt, Liège Bastogne Liège og Paris Roubaix.    

Erindringerne om Bordeaux – Paris har i årtier samlet støv i arkivet på hylden over afdøde løb, men er nu endelig blevet børstet af og genopstået som motionsløb. Hvem ønsker ikke at træde i hjulsporet på Herman Van Springel, Eddy Merckx, Leif Mortensen, Kim Andersen osv. og aflægge manddomsprøve tværs gennem Frankrig i den flotte natur? Den tur har længe været et stort ønske.

Kasper Klostergaard

I 2015 bliver ønsket opfyldt, hvis alt går, som det skal, men det bliver ikke med mig i sadlen. Jeg skal køre derny for min gamle ven og tidligere holdkammeret Kasper Klostergaard, der i mange år kørte for Bjarne Riis, men nu er læremester og vejkaptajn på Riwal. Kasper kontaktede mig i løbet af sidste uge, og jeg var straks med på ideen. Vi er i forhandling med arrangørerne, inter er dog aftalt endnu, men jeg kan allerede fornemme lyden af dernyens totaktsmotor og duften af knallertbrændstof, som minder mig om kølige sommeraftener på Aarhus cyklebane, dengang jeg var drengerytter.

Turen fra Bordeaux går bl.a. hele vejen op igennem Loire dalen, som med sine bløde bakker, dybe skove og fantastiske slotte udgør en af de smukkeste kulisser, man som motionist kan forstille sig. Men Loire dalen har for mig en særlig betydning. Det var her jeg i 2004 udgik af Tour de Loire med en knæskade for aldrig at vende tilbage igen. Jeg havde kæmpet hele sæsonen med den skade, og da jeg i bussen på vej hjem til hotellet pillede sikkerhedsnålene af trøjen, vidste jeg, at det var slut. Jeg har stadig den trøje og det rygnummer, som et symbol på et kapitel, der fik en skarp afslutning. Derfor vil Bordeaux – Paris være en smuk tur ned ad erindringens boulevard sammen med en god ven, som jeg flere gange har kørt Tour de Loire med.
[CITAT]
Kasper og jeg har slidt adskillige vintercykler op på landevejene omkring Horsens, tilbragt utallige timer sammen på den tyske autobahn og boet på en perlerække af billige motorvejshoteller. Kasper Klostergaard har presset det optimale ud af sit talent og er efter en karriere som professionel, der strækker sig hen over et årti, på vej ind i karrierens efterår, hvor det også er blevet tid til at gøre status. Og hvorfor ikke gøre det med Den gamle klassiker, der rummer så megen historie og er kendt for at være et af de hårdeste?

På trods af årene, der er gået, kender vi hinanden, som venner gør det, når tomrum i en samtale ikke bliver pinlige, men fyldes af gensidig respekt for den fælles referenceramme.  Og timer uden ord, skal der nok blive mange af på de 600 kilometer fra vinmarkerne i syd til Paris i nord, hvor vi får hver vores udfordringer. Kasper skal holde kæden stram og økonomisere med fysikken, og jeg skal finde vej og sørge for at give så megen læ som mulig. Jeg håber, vi får lov, og at jeg til maj kan sidde på min derny op gennem Frankrig med Kasper på hjul på vej mod Saint Quentin en Yvelines velodromen i Paris. Det vil blive et anderledes, men på alle måder også et sæsonmål med kant og historiske referencer.