Det er en voldsom anklage, Sebastien Reichenbach er kommet med. En anklage af den slags, der kan medføre både injurie- og bagvaskelsesdomme, hvis det viser sig, at schweizeren lyver.
Om Team Skys unge stjernefrø Gianni Moscon væltede Sébastien Reichenbach med vilje, kan jeg ikke vide. Det er der formentligt kun ganske få mennesker i den her verden, der kan. Moscon benægter og siger, at det var Reichenbach selv, der ikke kunne styre sin cykel – at han helt selv var skyld i styret på en nedkørsel i Tre Valli Varesine, der endte med at koste FDJ-rytteren en brækket albue og potentielt en flænge i hoften.
Læs også: Vild anklage: Moscon væltede konkurrent med vilje
Omvendt fastholder Reichenbach at det var Moscon, der skubbede ham; at flere ryttere kan bevidne det og – næsten værst af alt – at det formentligt var en hævnaktion for, at Reichenbach åbnede munden om de racistiske ytringer, Moscon kom med rettet mod Kevin Reza under Romandiet Rundt i år. Hvis det er sandt, skal Moscon ikke bare suspenderes – så skal han fængsles!
[CITAT]
Sport på eliteplan ophæver nogle af de love, vi normalt er underlagt. Cykelryttere behøver hverken at holde sig i den rigtige side af vejen eller kigge på fartskilte når de spurter mod målstregen. Men at udsætte et andet menneskes ve, vel og liv for fare på den måde, som Reichenbach anklager Moscon for at have gjort, kan aldrig retfærdiggøres af et nummer på ryggen eller en målstreg ude i horisonten. Derfor er det kun godt og retfærdigt, at Reichenbach har henvendt sig til det italienske politi.
Ifølge UCI’s regelbog kan Moscon straffes med op til et halvt års karantæne for sin voldelige opførsel. Mindstestraffen er én måned på sidelinjen – det blev Theo Bos tildelt, da han bevidst styrtede Daryl Impey i 2009 – men uanset om det er det ene eller det andet, skulle UCI skamme sig. Vælter man en anden rytter med vilje, risikerer man potentielt at ende hans liv. Det er den risiko, vi alle sammen sætter os på jernhesten med. At det maksimalt kan straffes med et halvt års karantæne er til både at grine og græde over. En almindelig dopingstraf nu til dags er fire år – otte gange så lang tid som maksimumsstraffen her!
Cykelsporten brander sig selv som værende for gentlemen. Det er én af årsagerne til, at doping straffes så hårdt; det underminerer sportens ry og rygte. Men EPO i årene er vand sammenlignet med voldelige hævnaktioner, der ikke blot skader UCI’s og cykelsportens navn og brand, men også ophæver den mest basale tillid, der er nødvendigt for at man kan køre rundt i et felt sammen.
I 1986 kæmpede holdkammeraterne Bernard Hinault og Greg LeMond en indædt kamp om at vinde Tour de France. På den ene side stod den franske nationalhelt Hinault, der ikke gik af vejen for en god kamp og blandt andet er blevet foreviget i slåskamp med demonstranter midt under et cykelløb, mens det på den anden side var den unge amerikanske LeMond, der førte løbet. Det gjorde flere af Hinaults støtter i feltet så oprørte, at de angiveligt overvejede at vælte LeMond af cyklen, så Hinault kunne vinde Tour de France for sjette gang.
»Jeg vil hellere selv udgå, hvis de har tænkt sig at skubbe mig i grøften,« sagde LeMond ifølge myten.
Hvis Moscon har væltet Reichenbach som hævn for, at schweizeren fortalte omverden om racisme i feltet, er UCI nødt til at omskrive sine regelbøger. Et halvt års straf for et potentielt mordforsøg er både chokerende og uacceptabelt lidt. I den slags sager, er der ikke plads til at være forsonende eller bløde. Hvis det viser sig, at Moscon har væltet Reichenbach med vilje, skal UCI kaste sig over italieneren som en høg over en mus og straffe ham så hårdt, som Den Internationale Sportsdomstol, CAS, overhovedet tillader. Hvis Moscon har væltet Reichenbach med vilje, vil der ikke falde én tåre herfra hvis han bliver udelukket på livstid.
Ja, man skal lære af sine fejl. Men nogle gange bliver man nødt til at trække en streg i sandet.
Seneste kommentarer