Ved DM i Sorø for lige knap et år siden skiftede dannebrogstrøjerne ejermand- og kvinde. Den tidligere MTB-danmarksmester, Jonas Pedersen, viste sig knap et halvt minut hurtigere end den forsvarende mester Kenneth Hansen, mens en anden mountainbiker, Annika Langvad, stødte Margriet Kloppenburg fra tronen i damefeltet.
Begge har de på søndag mulighed for, at vinde den rød-hvide fantomdragt tilbage, når de danske mesterskaber anno 2015 løber af stablen i Fredericia. Mesterskabet køres over to dage således, at den nye U23-start afvikles lørdag sammen med motionisterne og alle ungdomsklasser fra U15 og yngre, mens UCI-klasserne, samt U17 og H40-60 køres på søndag.
Du kan se programmet på Fredericia Cycle Clubs hjemmeside.
Ruten
Der er lovet vand fra oven når det rekordstore DM’s første startskud lyder i morgen klokken 11.00 i Madsby Parken. På en i forvejen fysisk hård rute, kan det gøre løbet endnu tungere.
Fredericia har disket op med en rundstrækning på 2,4 kilometer bestående af grusveje, græs, asfalt og lidt skovsti. Det er ikke en rute der skorter på en høj teknisk sværhedsgrad, men det bliver hårdt, og det gælder om at kunne træde til i pedalerne, hvis man skal indfrie sin personlige mål. Landstræner Kim Petersen, kender udmærket ruten ved Lillebælt.
– Man skal kunne træde nogle watt, og man skal kunne holde gang i cyklen hele vejen rundt. Man skal ikke gå ned i hastighed ét sted, og så tænke at man bare kan lukket hullet på et andet stykke, fordi det bliver hårdt. Det er en fysisk hård rute, vurderer Kim Petersen, som dog ærger sig lidt over de vejrlige forhold.
– Jeg havde nok gerne set at den var lidt mere frosthård, end den når at blive. Med alt det vand vi har fået er det ligemeget hvor vi kører løb henne, så vil der være mudder. Græsset bliver til mudder på dagen, og hvis det havde været lidt mere frosthårdt, ville løbet havde set noget anderledes ud.
– Der er heldigvis nogle faste grusstier på ruten, men jeg tror desværre det bliver et vådt DM, lyder analysen fra Petersen, som synes at Fredericia altid har været gode til at tage hånd om cross-løbene.
Nedenfor finder du en videopræsentation af ruten. Vær opmærksom på at nogle strækninger kan være taget ud på grund af dårligt føre. Dette skulle være tilfældet med den såkaldte “Løbebakke”.
Favoritterne
Herre Elite
Der er flere tilmeldte til sæsonens DM end nogensinde tidligere. Det gælder også i elite, hvor der på startlisten i skrivende stund figurerer 39 A- og B-ryttere, som altså kører samtidigt i den sidste start. Her hedder de tre store favoritter Kenneth Hansen, Joachim Parbo og Tommy Moberg Nielsen, hvis man spørger Petersen.
– Jeg ser ikke den store ændring fra tidligere. Jeg ser Kenneth Hansen, Joachim Parbo og Tommy Moberg Nielsen, som de tre der har podiet. Helt i toppen sætter jeg mine penge på Kenneth Hansen. Men det der bliver interessant i den sammenhæng er, at Kenneth ikke har kørt mod Tommy i år.
Kenneth Hansen har i år unægteligt haft det sværeste program af de tre, med deltagelse i samtlige World Cup-løb, hvor han i det seneste i Heusden-Zolder, tangerede sit personlige bedste resultat fra UCI’s store løbsserie med en flot 32. plads.
– Jeg synes Kenneth har kørt en rigtig god sæson. Joachim har kørt godt i USA, og Tommy har gjort det godt i Danmark, så der er de tre, mener Petersen, som også godt kunne se Sebastian Fini trække en overraskelse ud af ærmet.
Tommy Moberg Nielsen fører inden sidste afdeling i Rødovre den hjemlige PostCup, og fortalte i november til Cykelmagasinet, at han tror på muligheden for at genvinde det DM, som han vandt tilbage i 2003.
– Kenneth kørte et rigtig godt løb i C1-kategorien, mens der var EM, hvor Philipp Walsleben (den tyske mester, red.) sidder oppe foran, med Kenneth en 10-15 sekunder efter, faktisk det meste af løbet, hvilket er noget af det vildeste jeg har set ham køre. Det er på ingen måde en Kenneth Hansen, der er svag, spørgsmålet er hvor Tommy står.
Joachim Parbo, som har vundet DM fire gange, senest i 2010, har i indeværende sæson deltaget i World Cup-løbene i Valkenburg og Namur, og selvom Hansen ved begge lejligheder fik distanceret den erfarne aarhusianer, så mener Petersen, at det kan komme til at se anderledes ud på søndag.
– DM er bare specielt. Når man mødes tre og skal køre imod hinanden, så kan det godt blive anderledes når man har sådan en direkte duel, og ikke kører i et felt, hvor der er flere at slå.
Dame
Otte damer står på den startliste man kan finde på Fredericia Cycle Clubs hjemmeside. Det er også rekord for den klasse. Margriet Kloppenburg har i denne sæson være tynget af et langt sygdomsforløb, og kører ikke selv med forventninger om at gentage triumfen fra 2013.
I stedet tilfalder den største favoritværdighed til verdens fjerdebedste mountainbiker, Annika Langvad, som også tog titlen i fjor. Men der er andre spændende navne i den voksende dameklasse.
– Med de fysiske forhold, er det jo nok Langvad der er favorit. Vi har også en Cathrine Grage, som har gjort det rigtigt godt i år, og kørt løbene med godt humør, selvom det har gjort ondt, hvilket det jo kommer til at gøre i 40 minutter på søndag. Der er også Helle Haugaard Jessen, som måske ikke har haft så meget succes i cyklecross, men som har en god form, og kan overraske.
Ender det med at blive Langvad og Kloppenburg der fordeler guld- og sølvmedaljerne mellem sig, så er der tæt kamp om den af bronze. For knap en måned siden lå Helle Haugaard Jessen nemlig til, at vinde tredje afdeling af Cycling Culture Cup i Holbæk foran Cathrine Grage, da hun måtte udgå med en defekt.
Selvom Langvad må påtage sig rollen som den der skal slås, så påpeger Petersen dog, at intet er afgjort før en vis dame har sunget.
– Når der bliver så meget mudder, som der højst sandsynligt gør, så kan der også komme en fejl på en cykel, som hun (Langvad, red.) får, fordi hun ikke har ligeså meget erfaring som Margriet og Cathrine. Et knækket geardrop efter 30 minutter, så er det jo ovre, med mindre man har mulighed for at skifte cykel. Det er den tilfældighed der kan komme til at spille ind.
Udover de tre ovenfornævnte er VM-sølvvinderen fra U19-pigernes VM-enkeltstart i Ponferrada, Pernille Mathiesen også til start, samt Maj Schneider Thomsen, som gennem den forgangne mountainbike-sæson var Helle Haugaard Jessens helt store rival. Der er altså lagt op til kamp om podiepladserne i damerækken.
Junior
I U19-klassen, hvor vi langsomt begynder at se resultatet af det talentarbejde, som foregår i Danmark lige nu, er der en verdensmester til start. Simon Andreassen vandt i Hafjell sidste år VM-titlen i mountainbike (XCO), og blev for nyligt nummer tre i juniorernes World Cup i Namur. Han er uundgåeligt den største favorit.
– Simon Andreassen med sin tredjeplads i Namur og femteplads ved EM, er fuldstændig umulig at komme udenom som favorit. Simon kan køre den relativt sikkert hjem, vil jeg tro. Han skal nok have et uheld, hvis han ikke skal vinde sit femte DM, udtaler Petersen.
Andreassen tror da også selv på at titlen bestemt er indenfor rækkevidde, selvom formen ikke er helt i top. Han er mountainbiker, og derfor bliver sæsonen tilrettelagt i forhold til den disciplin. Da Cykelmagasinet i forbindelse med tredje afdeling af PostCuppen snakkede med 17-årige Andreassen var formen i bund. Men det er blevet bedre nu.
– Formen er bedre nu. Overhovedet ikke god, men bedre. Det bliver bedre og bedre. Jeg synes jeg står udmærket til at køre DM. Jeg er ikke i topform overhovedet, men jeg er i fin form til at køre DM. Jeg skal bare have nogle point, så jeg kan komme længere frem til VM, fortæller Andreassen, som håber på at kunne starte fra forreste række, ved VM i Tabor om tre uger.
Der er selvfølgelig andre stærke ryttere til start i klassen, og dem har Kim Petersen også et par ord med på vejen til.
– Vi har den unge udfordrer i Anton Charmig, der jo er rigtig stærk på landevejen. Og bag ham, hvis altså det overhovedet bliver bag ham, har vi Andreas Lund Andresen, Christian Storgaard og Rasmus Gøtke. Derefter har vi en Carl Sørensen, som har udviklet sig rigtig godt. Vi har også en August Bystrup, som er kommet godt med.
– Simon er nok rimelig sikker. Men dem bagved bliver spændende at følge. Andreas Lund har gjort det rigtig godt i år, og har udviklet sig. Men han har også trukket Christian og Rasmus med sig. Og på en fysisk hård rute kommer du ikke udenom, at det gælder om at træde nogle watt. Og det kan Rasmus og Christian godt være med på.
Ser frem til en spændende weekend
DM i cyklecross er unægteligt den største, sportslige tilbagevendende begivenhed på den danske cyklecross-kalender, og Kim Petersen glæder sig til at se hvem der har noget i benene.
– Jeg glæder mig mest til at få gjort status over hvem der har, hvem der ikke har, og hvem der har mest. Jeg har for eksempel ikke set Margriet Kloppenburg på en cykel. Jeg har ikke set Kenneth Hansen mod Tommy Moberg endnu.
– Vi så jo i UCI-løbet i Kronborg, hvor Kenneth bliver toer, Parbo treer, og Tommy ender med at blive femmer, fordi han går helt sukkerkold til sidst, det gør han ikke til DM. De her dueller der kommer på plads. Og det har da også betydning for det VM-hold, jeg skal have sat, afslutter Kim Petersen, som især glæder sig til U17-løbet, hvor han ikke tør spå om hvem der løber med sejren.
DM 2015 løber fra i morgen klokken 11.00 af stablen i Fredericia, hvor man byder alle tilskuere velkommen med gratis suppe, til at lune sig på i det grå vintervejr.
Startliste lørdag
Startliste søndag
Seneste kommentarer