Posts Tagged ‘KinetiCore’

Velomore tester Lazer Z1 KinetiCore

Posted on: maj 14th, 2024 by Jeppe Bramming No Comments

Lazers seneste bud på en topsikker og super ventileret hjelm er den nye Z1, som vi har haft fornøjelsen af at teste i forårets første måneder.

Belgiske Lazer har lanceret en ny topmodel rettet mod dem, der søger en let hjelm med god ventilation. Den er pakket med sikkerhed og innovative features, men hvordan er den at køre med? Vi styrede ud i det tvivlsomme danske forårsvejr for at blive klogere på den sag.

New helmet day! Det er svært ikke at lade sig rive med når en ny, skinnende hjelm lander på ens skrivebord. Man tager den nænsomt ud, vender og drejer den i hænderne, prøver den på, tager den af igen, leger med justeringerne og fascineres af de nye features. Men det er først, når man er ude på landevejen, at man for alvor kan fornemme, om alle de smarte forkortelser og buzz words reelt har skabt en god hjelm.

Sikkerhed

Fra et sikkerhedsperspektiv har Lazer i hvert tilfælde lagt en masse energi i at holde dit æg intakt. Z1’eren, som Lazer selv bare omtaler som ”The One”, er udstyret med deres såkaldte KinetiCore system, som er en række EPS skumblokke, der efter sigende skulle virke på samme måde som MIPS systemet i andre hjelme: Når hjelmen udsættes for direkte, eller roterende energi, skulle de små blokke give efter, og derved aflede sammenstøds-energien fra din hjerne.

KinetiCore systemet er Lazers eget, og er et modsvar til den kritik, der tit lyder om MIPS hjelme: at det ekstra roterende lag mellem hjem og hovedbund gør hjelmen varm, og at systemet har tendens til at hænge fast i længere hår.

Systemet er efter sigende så effektivt, at hjelmen modtog en 5-stjernet Virginia Tech anmeldelse (ud af 5 mulige vel at mærke), og er i skrivende stund rangeret som nr. 27 ud af 231 hjelme testet af det hæderkronede amerikanske institut.

Komfort

Første gang, du tager Lazer Z1’eren på, lægger du med det samme mærke til, hvor let den er. Med sine blot 220 gram i Medium størrelsen er den blandt de letteste hjelme på markedet, og det føles utroligt rart. Derefter bemærker du, at dens pasform bare føles ”rigtig”. Dette er selvfølgelig dybt subjektivt, men kombineret med Lazers RollSys justeringssystem er det virkelig let at finde en komfortabel indstilling af hjelmen.

Selve justeringen foregår på en rulle bygget ind i hjelmen ovenpå den bagerste del. Det skulle efter sigende gøre hjelmen mere komfortabel, hvis du har længere hår eller hestehale, fordi man ikke har det normale justeringshjul, som kommer i karambolage med frisuren. Det var ikke et problem jeg selv led under, men det giver god mening. Selve justeringsrullen ovenpå hjelmen strammer to plastikkabler, der løber helt frem til forenden af hjelmen. Dette gør, at hjelmen strammer uniformt om hele hovedet, når du skruer på rullen, i stedet for at du bare bliver skubbet i nakken som på andre hjelme. 

Nakkestøtten inde i hjelmen kan justeres længere ned, hvis du foretrækker, at hjelmen griber mere fast ned om baghovedet, og ikke bare hviler ovenpå hovedet. Dette kan især være praktisk, hvis du bruger hjelmen til gravel-kørsel, eller andet, hvor hjelmen har tendens til lette og kun blive holdt på plads af hageremmen.

Intet vægttab er gratis

Selvom jeg ikke oplevede, at det forringede komforten, så virker det til, at Lazer har sparet en enkelt justeringsmulighed væk for at holde vægten nede. Den plastikdel, der normalt gør det muligt at justere punktet, hvor de to stropper i hver side hjelmen mødes, og fortsætter ned i hageremmen er nemlig forsvundet, og de to stropper er nu bare syet sammen. Personligt har jeg aldrig benyttet mig af denne justeringsmulighed, ligesom jeg heller ikke savnede det store spænde på begge sider af hovedet, men det er da værd at tage med i overvejelserne, hvis du er én, som altid justerer dine sidestropper. 

Praktiske detaljer og ekstraudstyr

Z1’eren byder på flere praktiske detaljer, som udbygger hjelmens anvendelighed, og øger komforten. Forrest på hjelmen, lige foran skumpuden i panden, har man ladet KinetiCore blokkene gå helt ned til kanten, så der kan løbe køleluft i kanalerne, og ind på din svedte pande. Det er godt tænkt, og selvom årstiden ikke gjorde det muligt for mig at teste hjelmen i bagende sol, er jeg ikke i tvivl om, at hjelmen ville kunne afhjælpe – eller i det mindste reducere – problemet med sved i øjnene, fra en overophedet pandebrask. 

Z1’eren har også en indbygget sobrilleholder, som består af to fræsede kanaler, der giver plads til solbrillestængerne. Holderen virker fint, selvom det krævede lidt træning at få brillerne ordentligt på plads. Fordi hjelmen er relativt lille omkring hovedet, er det ikke så meget plads inde i hjelmen, og derfor kan solbrille-parkering på farten volde besvær, indtil du lige får øvet dig et par gange.

Lazer tilbyder desuden ekstraudstyr til hjelmen, der kan øge både sikkerhed og præstationer. Førstnævnte i form af en genopladelig LED hjelmlygte, der kan klikkes fast i et lille beslag bagpå hjelmen. Derudover tilbyder Lazer et cover til hjelmen (ved navn Aeroshell), som tildækker de fleste af ventilationshullerne, og gør hjelmen mere aerodynamisk samtidig med, at det holder regn og kold luft ude, hvilket jo kan være praktisk på vores breddegrader.

Facit

Lazer Z1 KinetiCore er en seriøst fed hjelm, så er det sagt. Den sidder godt, den har praktiske features, den er kompakt, og den har god ventilation. Men frem for alt er den let. Nok blandt de letteste på markedet i sin kategori.

Læs også: Velomore tester Specialized Propero 4

Den største ros, jeg kan give denne hjelm, er faktisk, at jeg flere gange nærmest glemte, at jeg havde den på. Den overtog problemfrit tjansen fra min gamle Poc Octal hjelm, og gjorde sig på intet tidspunkt uheldigt bemærket, eller krævede nogen form for tilvænning.

Læs også: Velomore tester KASK Protone Icon

Personligt ved jeg ikke, om jeg synes, Rollsys justeringen er nogen forbedring over den klassiske justering i nakken, men hvis det giver bedre plads til forskellige frisurer, er det fint med mig. Bottom line: hvis du er på udkig efter en let hjelm med god udluftning, så kan du med sindsro putte Z1’eren på din liste. Og så elsker vi, at de har smækket Virginia Tech ratingen på indpakningen.

Info

Vurdering: 5/5
Bedst til: racercyklister, der vægter ventilation og lav vægt over aerodynamik.
Virginia Tech rating: 5/5 stjerner, 10.06 score.
Størrelser: S, M, L.
Farver: Hvid, matsort, grå, rødmetal, titanium, Cosmic Blue og Harbor Grey.
Vægt: 220 gram (str. M).
Pris: 1.899 kr.
Info: www.lazersport.com

Lazer’s helt nye teknologi – KinetiCore

Posted on: marts 30th, 2022 by Velomore No Comments

Det belgiskbaseret firma, Lazer, har skabt verdens første cykelhjelm, der har en integreret beskyttelse af hjernen mod rotationkræfter. Et helt nyt niveau af beskyttelse, der er “better by design”.

Pressemeddelelse

Lazer hjelme der kommer med KinetiCore teknologien er de første cykelhjelme til at have indbygget beskyttelse mod rotationskræfter. Denne nye teknologi inkorporerer unikke kontrollerede Crumple Zones (deformeringszoner).   

Eftersom KinetiCore er indbygget og fuldt integreret i hjelmens kerne, resulterer dette også i lavere vægt og øget ventilation. KinetiCore er et resultat af over 10 års design, forskning, test & raffinering af Lazer holdet. 

Vi skal tænke over hjelmbeskyttelse på en helt ny måde med KinetiCore: Lazer’s helt nye hjelmteknologi giver bedre beskyttelse for cyklister og langt mere komfort, da den er lettere og har bedre ventilation. Det booster cyklistens performance, øger selvtilliden samt gør tiden i sadlen mere behagelig.  

KinetiCore er ikke som andre hjelme på markedet. Lazer har arbejdet på KinetiCore i over et årti for at skabe en teknologi, der ændrer måden hvorpå vi opfatter beskyttelse. Resultatet er KinetiCore: Avanceret beskyttelse, der er indbygget i hjelmen fremfor tilført.  

Lazer cykelhjelm
Lazer cykelhjelm

Evolutionen af beskyttelse

Lazer har designet hjelme siden 1919. Firmaet har også en indflydelsesrig historie med professionelle ryttere – så indflydelsesrig at Lazer var ansvarlig for at profeltet brugte ordentlig beskyttelse før det blev et krav.  

For ca. 10 år siden blev man mere opmærksom på skaderne som rotationskræfter medførte. Det lagde grundlaget for forskning, nytænkning, design og ny teknologi. Lazer begyndte at skabe deres egen innovative teknologi, der var indbygget fremfor tilført og give et ekstra lag til at beskytte mod rotationskræfter. For at nå I mål, måtte designteamet fjerne alt og starte helt forfra.  

Teamet begyndte at undersøge hvordan forskellige former for kollision havde effekt på cyklister. De fokuserede på effekten på rytterens kranie og hjerne ved både direkte kollision og ved rotations kollision. De brugte avancerede simuleringer og tusindvis af test og designtemplates i deres søgen efter den helt rette teknologi.  

Læs også: Anmeldelse: Specialized tactic 4 MTB hjelm med MIPS SL

Gennembruddet kom, da man undersøgte bilindustriens deformeringszoner. Det inspirerede teamet til at bygge kegleformede deformeringszoner inde I hjelmen. De er designet til at bryde sammen ved stød & slag og på den måde lede energien væk fra cyklistens kranie.  

Resultatet er KinetiCore’s Controlled Crumple Zones – et unikt sæt af EPS skumblokke indbygget i hjelmen, klar til at beskytte cyklisten og lede energien fra slaget væk, hvis uheldet er ude.

Avanceret beskyttelse og mindre vægt  

Det at KinetiCore er indbygget i hjelmen er vitalt, da det reducerer hjelmens vægt, hvilket booster rytterens fart og komfort. Det betyder også at Lazer kan designe hjelmene ud fra egne specifikationer og indbygge KinetiCore fremfor at skulle tilføre det bagefter. Det betyder også at Lazer kan øge ventilationen og forbedre luftgennemstrømningen I hvert design, hvilket er noget alle ryttere er på udkig efter. Det reducerer også brugen af plastik I konstruktionen ift. tidligere sammenlignelige modeller.  

Med KinetiCore, har Lazer skabt et system, der forbedrer stødabsorberingen: den indbyggede beskyttelse baseret på deformeringszonerne beskytter mod både rotationspåvirkning og direkte påvirkning, hvilket gør at rytterne kan stole på hjelmen og fokusere på turen.  

KinetiCore er et benchmark for lette og sikre hjelme, der er tilgængelig for alle typer cyklister.  

Lazer’s KinetiCore hjelme lanceres globalt den 31. marts 2022 og vil være tilgængelig gennem de globale Lazer forhandlere.