Cyklerne bliver hurtigere, sporene mere tekniske og rytterne mere risiko villige. Men vi bliver nødt til at tale om ikke at turde og vigtigheden af at respektere grænserne.

Guld fra gemmerne: Artiklen blev første gang udgivet i Cykelmagasinet i 2019, men er stadig aktuel i dag.

Cykelsportens boom i Danmark har ført rigtigt meget godt med sig i form af motion, socialt samvær og oplevelser for hundredetusindvis af cykelentusiaster. Men trods åbenlyse sundhedsmæssige gevinster, er der er også en skyggeside. Styrt og ulykker er i stigende grad en risiko for de mange nye cykelryttere og ofte er skaderne alvorlige og desværre også en sjælden gang imellem dødelige. Sværere og mere tekniske mountainbikeruter er en del af problemet men cyklisternes egen adfærd og holdninger bærer formentlig også en del af skylden.

Nye tider og nye ryttere
Jeg har været læge og cykelrytter i efterhånden mange år. Min første mountainbike fik jeg i 1992, en blå Univega, og siden jeg blev læge, har jeg udelukkende beskæftiget mig med ortopædkirurgi, specielt knoglebrud opstået ved ulykker: Det er mig der står og tager imod, når de alvorlige ulykker kommer ind.

Der er sket mangt og meget inden for cykelsporten, siden jeg trådte mine barnesko i de tidlige 90’ere. Især indenfor mountainbike er der sket en helt enorm sportslig og teknisk udvikling: Cyklerne har fået mere og bedre affjedring, terrænet er blevet vildere og løbene, for både professionelle og amatører, er blevet kortere, sværere og mere intense. Især inden for cross-country (XC) er løbene gået fra 2,5 timer til ca. 1,5, og ruterne er blevet meget tekniske, for ikke at sige farlige. Der kan næppe være nogen tvivl om, at denne udvikling har været for at tækkes tv- og mediedækningen og dermed sponsorerne. Og spektakulært ser det da også ud, når Nino Schurter og Co. tordner ned over rock gardens, drops og north shore forhindringer. Men det er netop også Nino og Co. – atleter der ikke har lavet andet siden de var 10.

Sagan og Nibali
Men det er ikke kun i terrænet, at der er sket en udvikling. Selvom jeg kan komme på mange eksempler på ryttere, der gennem årene kunne gøre en forskel i cykelløb på nedkørslerne – hvem husker f.eks. ikke Paolo Savoldelli – “Il Falco” – så har Peter Sagan og Vincenzo Nibali haft en større seerskare at demonstrere deres evner for. Kommentatorerne på TV går jævnligt i ekstase, når den lille håndfuld af “ekvilibrister udviser stort mod og træder ind på den store scene på nedkørslerne”. Dette medførte bl.a. for få år siden, at Giro d’Italia ville indføre en præmie for hurtigste nedkørsel på flere etaper – et initiativ der dog heldigvis blev mødt med protest fra rytterne.

Men en ting er, at erfarne professionelle ryttere presser cyklen til det yderste i løb med afspærrede veje og følgebiler. En anden er, at motionister med meget blandet erfaring forsøger at gøre dem kunsten efter. Jeg har til min store skræk deltaget i motionsløb, hvor det, der tydeligvis var uerfarne cyklister, pludselig satte sig ned i “aero-tuck” på overrøret ned ad bakkerne – for sådan gør Sagan jo. Mine ører var ved at falde af, da jeg aftenen inden den store alpeklassiker “La Marmotte” i år kunne høre et par ivrige deltagere diskutere taktik over middagsmaden: “Jeg regner med at gå all in på nedkørslerne! Hvis jeg gir’ den gas, kan jeg nok vinde et minut per nedkørsel!” (Der er 3 nedkørsler i hele løbet der for gode ryttere tager ca. 7 timer, og een af nedkørslerne er neutraliseret på grund af risikoen for styrt, red.).

Jeg har jævnligt modtaget sådanne motionister som traumepatienter, mens jeg var på vagt – og nogle gange har skaderne været betydelige.

Klimaforandringer
Ude i skoven er det som om klimaet har forandret sig. De rimeligt bløde og flydende op- og nedkørsler er med tiden blevet bestrøet med rock gardens, berms, north shore forhindringer, hop og drops. Misforstå mig ikke; jeg bruger dem selv, og synes det er sjovt, men de udgør en betydelig risiko for den store gruppe af cyklister (jeg selv tilhører), som en af mine kolleger ynder at kalde “midaldrende mænd på flugt fra døden.” Mange af forhindringerne er i realiteten en ond spiral: For at komme ordentligt igennem skal du holde høj fart – tøver du, styrter du. Og styrter du i en rock garden, så gør det kun ondt værre. Man skal ikke have en ph.d. i fysik for at forstå, at hvis du lander på grus/skovbund, så slår du dig nok, men trykket fordeles ud over et større areal. En kampesten der ligger fast, derimod, har et lille areal og er hårdere end skovbunden og dermed fokuseres energien lige på det sted der får kontakt – og det er skidt.

#instagram #styrt
Cykelsport er for mange en livsstil. Det er ikke noget, man bare gør X antal gange om ugen, det er også noget, man læser om, følger på de sociale medier og ser i TV. Og for mange af os, giver det nok også anledning til en del dagdrømmeri: Minder om fordums sejre, ambitionerne om nye og fantasierne om at cykle i alskens afkroge af verden. For nogen er der formentlig også et element af det, der kaldes “image crafting”, altså at man via sociale medier gerne vil fremstå som sådan en sej, cykelagtig fyr. Et af problemerne er bare, at dem man spejler sig i ofte er både megagode, professionelle og 15-20 år yngre. Når man så drager ud i skoven grøn for at køre stærkt og uploade et passende billede på de sociale medier, er der nogen, der bliver ramt af virkelighedens barske realiteter: At dirt jump og free ride faktisk er farligt. Det samme kan siges om at køre fuld blæs ned ad en mere eller mindre hullet bjergvej, man ikke kender med 90 km/t.

Gruppepres
Jeg har mødt mange motionscyklister gennem årene. Jeg er selv en af dem. De fleste er mine venner, men en del er, desværre, mine patienter. Fælles for mine venner og patienter er, at de stort set alle er mellem 30-70 år gamle, mænd, og rigtig mange af dem er begyndt med at cykle i en sen alder. Tilgiv generaliseringen, men der er et mønster. Rigtigt mange har spillet håndbold eller fodbold i deres unge år. Nogle af dem fik en skade – det ses hyppigt i disse to discipliner – og kom aldrig rigtigt tilbage. Så begyndte de at løbe, men knæene kunne ikke rigtig holde til det længere. Til sidst fik de så en cykel og det gamle konkurrenceinstinkt blev atter vakt til live… Og i en tid hvor mountainbikesporene pludselig er blevet teknisk vanskelige, for ikke at sige farlige, så er midaldrende mænd med deres konkurrenceinstinkt til fare for sig selv. Vi kender det jo allesammen: Når man er ude med gutterne, har man ikke lyst til at være ham, der trækker ned ad de stejle bakker eller ikke tør tage droppet. Det er det samme på landevejen: Der er mange der hellere risikerer liv og lemmer end at indrømme, at de faktisk ikke synes, det er fedt at køre 80 km/t ned ad en bjergside de aldrig har kørt på før.

Fakta: Når det går galt…
Der foreligger ikke mange gode studier på, hvor risikabelt det er at køre på cykel. Sammenligner man med andre sportsgrene som fodbold og håndbold, er der faktisk færre skader i cykling. Grunden til dette er, at der i kontaktsport med retningsskift er en del ledbåndsskader og forstuvninger – men knoglebrud ses selvfølgelig også.

Der er færre rapporterede skader i cykling, men NÅR det går galt, går det ofte rigtigt galt.

I Vancouver, Canada, studerede man skaderne på cyklister, der blev modtaget i løbet af en 10 års periode på et traumecenter, og konklusionerne var tankevækkende: man behandlede 1.037 patienter. De 399 var mountainbikeryttere og denne gruppe alene havde 1.092 skader – dvs. 3 skader per mand. Af de 399 mountainbikeryttere var der behov for at operere på de 66%! De hyppigste skader var på bevægeapparatet (46%), men hovedskader og brud på rygsøjlen forekom også i henholdsvis 12% og 10% af tilfældene. Der blev kun rapporteret et enkelt dødsfald.

Så om end der er en lavere forekomst af skader i cykling end i mange andre sportsgrene, så er det mere alvorligt, når det endelig går galt. Vejdirektoratet har netop i sommer offentliggjort en rapport i Danmark, der viser, at påkørsel af cyklister bagfra på landeveje er et stigende problem og årsag til flere dødsfald årligt.

Forebyggelse er bedst
Det er en gammel sandhed i lægefaget, at forebyggelse er bedre end behandling. Så om end jeg elsker mit job, og der ikke er noget, jeg hellere vil end at skære og bore i sunde, raske motionister, så er det alligevel bedst for folkesundheden at forebygge. Vi skal alligevel også spare på sygehusene. Så hvad kan vi gøre? 

Først og fremmest: kend dine begrænsninger og tag ansvar for din egen – og andres sikkerhed. Selv om kravene til teknik og bike handling er mest udtalt på mountainbiken, så er det absolut ikke uvæsentligt i landevejscykling. Især i kampens hede, når pulsen er høj, benene brænder og tempoet er højt. Lige dér betyder svingteknik, rulleskift og positionering noget. Ret meget faktisk. Så lær i trygge rammer din cykel og dine træningsmakkere at kende og især, hvad du kan og ikke kan. Kører du mountainbike, er et teknikkursus en god ide. De udbydes mange steder i landet. Behørigt sikkerhedsudstyr er et must, så som minimum hjelm og handsker, og kører du vildere, så gun op på beskyttelsen. Kør aldrig stærkt ned over et spor, du ikke i forvejen kender – især ikke hvis det er konstrueret. DH-profferne går også altid løjpen igennem, inden de kører den. Det siger sig selv, at skiltning af sporene er vigtig og der hviler et ansvar på både ryttere og dem, der bygger ruterne. Det skal fremgå tydeligt, at den følgende passage er svær/ farlig, og at man bør se sig for. Samtidig skal man som rytter lystre skiltningen og ikke køre over evne.

Vi bliver nødt til…            
.. at tale om ikke at turde. Cykling er en fantastisk sport fordi alle aldersgrupper kan være med. Men ikke alle aspekter af cykling er for enhver. Og her er vi nødt til at give hinanden plads og respekt. Det er okay ikke at turde tage de stejle drops ude i skoven, og det er fint at melde sig ud af positionskampen i feltet på landevejen. Cykling er sundt for både sjæl og legeme, men når det går galt, så går det rigtigt galt. Kend dine egne begrænsninger og respektér dem, der tør vise, at de kender deres.

Forfatteren
Jens Brahe Pedersen er speciallæge i ortopædkirurgi og har været fellow i “Complex Trauma and Limb Reconstruction” på St. Georges Hospital i London. Han har en fortid som licensrytter i A-klassen på mountainbike og B-Klassen på landevejen men er stadig aktiv som motionist. Til daglig er han ansat på Aarhus Universitetshospital som specialist i traumatologi.