Posts Tagged ‘Kuota’

Viva Italia II – vores italienske drøm

Posted on: januar 24th, 2015 by velo_admin

Opgaven med et samle et komplet testfelt af rene italienske klassikere har vist sig som en lige så stor og umulig opgave som at lære italieneren i Toscana at hans Fiat Panda ikke er guds gave til folket. Cykelmærker som Bianchi og De Rosa er uden tvivl savnet i vores test. De italienske cykelmærker er lige så stor en del af cykelhistorien, som rytternes heroiske indsatser på stålrammerne op ad de snekædte tinder iklædt uld og med lukkede ringe foldet om skuldrene. Trods oddsene har Cykelmagasinet dog samlet et testfelt på otte cykler, som alle sammen hver især bidrager til vores italienske fortælling.
I denne kategori ligger vi specielt prismæssigt for fleres vedkommende en kategori over det, som Cykelmagasinet normalt betegner for high-end, men formålet med denne test er ikke at kåre en endegyldig vinder.
 
Romanticismo
At man køber en italiensk cykel med hjertet og ikke med hjernen har aldrig været en hemmelighed. Bag dette ligger der for romantikeren uden tvivl en del selvbenægtelse, hvis han da ejer blot en smule rationalitet, idet italienske cykler til dels har haft et ry for at være bløde som spaghetti, tunge som Eros Poli på Ventoux men til gengæld elegante som Coppi på sin Bianchi. Det har været alment kendt og accepteret, at for italienske cykler handler det mere om sjæl og design end hårde facts. Forelskelse er en psykose, hvor al sund fornuft er uden for rækkevidde.

Amore
Som vi også var inde på i sidste nummer, har prædikatet ”Fatto in Italia” i dag ikke, samme klang, da flere og flere af rammerne produceres østpå. Cykelmagasinet må dog konkludere, at dette på ingen både har skadet og måske endda snarere hjulpet italienerne, når de i alverdens cykelmagasiner bliver stillet til regnskab for andre parametre end deres forførende ydre………..

Køb Cykelmagasinet 047 og læs hele testen.

 

Wanty-Groupe Gobert skifter cykel

Posted on: november 14th, 2014 by velo_admin

Wanty-Groupe Gobert skifter cykelproducent.

Efter at det belgiske mandskab i 2014 har kørt på Kuota-cykler, skal Björn Leukemans, Marco Marcato og Danilo Napolitano i 2015 tørne ud på CUBE-cykler. Det fortæller holdet selv i en pressemeddelelse.

– Jeg er rigtig glad for dette nye partnerskab. CUBE og Wanty-Groupe Gobert har en masse til fælles. De er idealle partnere til at opnå vores målsætning i 2015 og videre, fortæller Jean-Francois Bourlart, der er manager for de belgiske tropper.

Også producenten ser dog frem til samarbejdet, og er sikker på, det vil hjælpe dem til at blive bedre til deres håndværk i fremtiden:

– Feedbacken vi kommer til at få fra rytterne vil blive brugt direkte i udvikling af vores landevejs- og enkeltstartscykler. Inputsene fra professionelle atleter har stor betydning i at hjælpe vores ingeniørere med at frembringe den højeste kvalitet til vores forbrugere, siger Marcus Pürner, der er ejer af CUBE.

CUBE er desuden også sponsor for det tyske Team Stölting, der er at finde på UCI’s Continental-niveau. Bl.a. rytterne på det hold er Silvio Herklotz, der regnes som ét af sportens allerstørste talenter. Alligevel må samarbejdet med Wanty-Groupe Gobert siges at være et skridt op ad stigen for det Waldershof-lokaliseret cykelmærke.

Viva Italia I – vores italienske drøm

Posted on: november 1st, 2014 by velo_admin

Der er italienske cykler, og så er der alle de andre. Italienerne har gennem årene formået at skabe et ry, som rækker langt ud over, hvad samtlige andre cykelproducerende nationer til sammen kan hamle op med. Når man taler om italienske cykler, kommer det meget hurtigt til at handle om meget mere end ”blot” en cykel. Ord som romantik, æstetik, historie og følelser vejer som regel tungere i snakken end cyklens tekniske kvaliteter. Det kan alle folk, der ejer en cykel fra støvlelandet, i givetvis nikke genkendende til. Enten ejer man en ITALIENSK cykel, eller også ejer man ”blot” en cykel. Ingen andre cykelproducenter kan sælge deres cykel alene på mærkets hjemland. De stolte italienere lader dog også sjældent chancen for at et beklæde deres cykler med de karakteristiske grøn-hvid-røde striber gå fra sig. Fatto in Italia sælger  – stadig – over hele verden.

Romanticismo
’Back in the days’, hvor rammebygning handlede om håndværksmæssige kvaliteter, var charmen i højere grad til at føle på. I dag er langt de fleste rammer i kulfiber produceret i det fjerne øst for at forblive konkurrencedygtige, og man kan hævde, at cyklerne har mistet en del af den mytologi, som de største italienske producenter altid har været næret af. Nogle producenter – også i denne test – producerer retfærdigvis stadig deres cykler i hjemlandet.

Verden er under stadig udvikling, og det er rammebygning også. Det kan selv den mest stædige romantiker intet stille op i mod – og heldigvis for det. Kendetegnene for de italienske cykler er trods outsourcing af produktionen stadig fremtrædende. Designet er fortsat ofte ærke-italiensk ligesom sublim lakering og lækre detaljer, som altid har været en italiensk specialitet, stadig er at finde på de fleste moderne kulfibercykler.

Amore
Formålet med denne test er ikke at kåre en vinder. Prismæssigt er vi for flere cyklers vedkommende en kategori over det, vi normalt betegner for highend. Nogle vil gå så langt som at sige ude af proportioner og stridende mod al sund fornuft. 

Køb Cykelmagasinet 046 og læs hele testen.

 

 

Androni skal køre på Kuota

Posted on: oktober 14th, 2014 by KBS

Det italienske Pro Kontinental hold, Androni-Giocattoli, har fået ny cykelsponsor.

Til næste sæson skal holdet nemlig køre på cykler af den italienske cykelproducent Kuota Cycle.

Direktøren for Kuota Cycle, Maurizio Canzi, glæder sig til samarbejdet med det italienske hold og mener, at de vil få et godt samarbejde:

– Vi har valgt Team Androni, fordi holdet repræsenterer værdier, som modsvarer vores. Vores mål er, at skabe et langvarigt partnerskab til fordel for os begge. Vi fokuserer på stadig teknisk udvikling af vores carbonrammer, og vi vil i løbet af nogle dage præsentere den nye Team ramme, KHAN, udtaler Maurizio Canzi i en pressemeddelelse.

Andronis manager, Gianni Savio, er også glad for den nye kontrakt mellem holdet og Kuota Cycle:

– Jeg har forsøgt at give min ryttere det bedste, og det ønske er gået i opfyldelse med vores fremtidige samarbejde med Kuota, udtaler Gianni Savio.

Kuota og holdet har indgået en to årig kontrakt, der skal gælde for 2015 og 2016.

 

Kuota Khan – Eurobike 2014

Posted on: september 5th, 2014 by NMA

Kuota KOM har de seneste år været nummer 1 i Kuota’s udvalg. Navnet er, sammen med rammen, blevet yderliger fintunet. KOM Evo og Kom Air har gjort det ud for nogle særdeles konkurrencedygtige rammer, hvor KOM Air var helt nede på 800 gram for en størrelse 56. Udviklingen virker dog til være stoppet en anelse hvad vægt angår. Aerodynamik og komfort er de emner der får mest opmærksomhed. Den nye Khan er udset til at være Kuota’s cykel til bjergene, og bibeholder derfor stadig en forholdsvis lav vægt. 845 gram for en 56 må anses for at være godkendt. Kuota desuden fået gemt saddelklampen af vejen, hvilket giver cyklen et mere simpelt look. Rammesættet er lavet så kompatibelt som muligt. Med mulighed for mekanisk såvel som elektronisk kabelføring, samt ekstra plads i gaflerne til større dæk, er det begrænset hvad man ikke kan bygge op. 

Grunden til at KOM-navnet er blevet fjernet skyldes dog ikke egne behov for fornyelse. Kuota er pludselig ikke berettiget til at bruge navnet mere, da et andet italiensk firma benyttede sig af sin førsteret. Det er dog alligevel en passende anledning til lidt verbal fornyelse.

Blandt de andre nyheder er den nye Kougar, Kuotas forløbige aeroramme. Vi rammer langt fra samme niveau som Propel, Aeroad, Timemachine osv, men denne cykel skulle også gerne kunne klare tæskene fra et lidt mere ujævnt underlag. Denne, samt Khydra disc og en ny triathlon prototype, vil du kunne læse mere om i næste udgave af cykelmagasinet.

Kuota tilbage i professionel cykling

Posted on: december 19th, 2013 by ML1

Den italienske cykelproducent Kuota er nu tilbage i professionel cykelsport. Fra 2010 til 2012 leverede Kuota cykler til det franske WorldTour-hold AG2R La Mondiale, og i 2014 bliver de så cykelsponsor for det belgiske pro-kontinentalhold Team Wanty-Groupe Gobert.

– Efter en kort pause er vi tilbage i den professionelle cykelsportsverden på et højt niveau takket være de stærke erfaringer, vi har fået i løbet af tiden, udtaler Maurizio Canzi, manager for Kuota, i en pressemeddelelse.

Canzi har et lille håb om, at Wanty-Groupe Gobert bliver inviteret med til Giro d’Italia i den kommende sæson.

– Det ville være en stor fornøjelse for os at blive inviteret til hvilket som helst af de store løb i Italien. Faktisk drømmer vi om at deltage i Giro d’Italia, siden en af vores ryttere, Kevin Seeldraeyers, vandt den hvide ungdomstrøje i 2009.

Team Wanty-Groupe Gobert er til den kommende sæson blevet betragteligt forstærket. Man har således hentet hele syv ryttere, der i år kørte på WorldTour-hold – fire af dem fra det nu lukkede Vacansoleil-DCM. De syv ryttere er: Michel Kreder (Garmin-Sharp), Wesley Kreder, Björn Leukemans, Mirko Selvaggi og Frederik Veuchelen (Vacansoleil-DCM), Frederique Robert (Lotto Belisol) samt føromtalte Kevin Seeldraeyers (Astana).

Wanty-rytterne vil komme til at køre på Kuota-modellen KOM til dagligt og på modellen Kalibur på enkeltstarter. De vil stifte bekendtskab med deres nye cykler første gang på holdets træningslejr i Benidorm i Spanien i januar.

Smugkig: Kuota KOM 2014

Posted on: august 25th, 2013 by velo_admin

Kuota har for 2014 udviklet en ny Kuota KOM, og vi kan allerede her før Eurobike afsløre billeder af rammen. Der er tale om en videreudvikling af den eksisterende KOM, og der er lagt vægt på at gøre rammen endnu stivere og mere stabil uden at tilføre ekstra vægt. Kuota har endnu ikke frigivet de nærmere tekniske data, men det forventes at blive den stiveste Kuota-ramme til dato men samtidig med en vægt på kun 900-950 gram. Også forgaflen er ny og i et mere integreret og aerodynamisk design end hidtil. I det hele taget er udtrykket super aggressivt, og geometrien er for licensrytteren eller den ambitiøse motionist.

Det forventes, at Kuota KOM vil kunne fås som både løst rammekit og i forskellige komplette opsætninger – bl.a. i en udgave med fuld Shimano Dura Ace 9000-gruppe og Fulcrum Racing Speed-hjul som vist på billedet ovenfor.

Der vil komme yderligere information efter Eurobike-messen i Tyskland, og levering er sat til januar/februar 2014.

Hold også øje med kuota.it for nyt inden længe.