La Fausto Coppi står lidt i skyggen af sine mere berømte søstre som Maratona dles Dolomittes og La Marmotte, der hvert år tiltrækker flere tusinde gale motionister til Alperne og Dolomitterne. Men dybt inde i Piemonte, tæt ved grænsen til Frankrig, finder vi en sand perle af et motionsløb, på højde med de to førnævnte motionsklassikere. I 2015 kunne de danske deltagere tælles på to hænder, og det er en skam, for La Fausto Coppi har så meget at byde på.
Link til La Fausto Coppi
De dødes bjerg
Ruten på 177 km er en blandet sag. De 4125 højdemeter fordeler sig over fire stigninger, men det er en løgn hvis vi siger, at de mange højdemeter fordeler sig jævnt. For det gør de langt fra! I stedet har arrangørerne hevet en monsterstigning op af lommen, og sender feltet over det modbydelig Colle Faunerira, der også er kendt som de dødes bjerg, Colle dei Morti.
Løbet indledes i den romerske by Cuneo. Herfra køres der mod nord og de første 30 kilometer er enten pandekage flade eller let faldende. Første stigning er knolden op til Santuario di Valmala (9,6 km og en gennemsnitlig stigning på 8%), der rammes efter 38 kilometers kørsel
Starten på Piazza Galimberti i Cuneo lyder allerede klokken 06.00 om morgenen, hvilket betyder at man får lov at nyde solopgangen på Valmalas skråninger. På toppen af stigningen kommer det første depot, før en teknisk nedkørsel på smalle veje gennem skov skal tilbagelægges.
Derefter venter dagens anden stigning, La Piatta Soprana (9,5 km og en gennemsnitlig stigning på 7%) der tager sin begyndelse i middelalderbyen Dronero. Efter Piatta Soprana venter endnu et kort transportstykke på syv kilometer med false flat, og det er blot begyndelsen på lidelserne der venter forude de næste par timer. Og endelig, efter 99 kilometers kørsel, kommer hovedretten, den store attraktion, det man har ligget søvnløs over natten før: Colle Fauneria, Colle dei Morti, De Dødes Bjerg. Over 22 kilometer tages rytterne op i 2484 meters højde, og skal undervejs kæmpe sig gennem flere stykker med over 14% i snit, mens hele bjerget stiger med 8% og sætter 1689 højdemeter ind på kontoen.
Knap 40 km er der fra toppen af Colle Fauneria til starten af den sidste stigning, Madonna del Coletto (7,3 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 8%) skal forceres med den sidste rest af viljestyrke. Til gengæld har arrangørerne været barmhjertige, og fra toppen af Coletto, går det nedad de sidste 25 kilometer ind til Cuneo.
Sommerfugle og håndtryk
Startbyen Cuneo kan nås på flere måder: Placeret i det sydvestlige Piemonte, 60 kilometer syd for Torino, og blot 100 kilometer fra det Liguriske Havs kyster, skal man gøre op med sig selv om man vil flyve til Milano eller Nice. Tager du turen over bjergene, er der blot 150 kilometers kørsel fra den franske riviera, mens turen fra modens højborg er på 200 kilometer ad motorveje, hvad enten du kører over Torino eller Tortona, i retning af Genova. Vi valgte turen fra Milano, og ankom til Cuneo sidst på eftermiddagen, to dage før løbets start.
Cuneo byder på masser af hoteller, de fleste af dem placeret på Piazza Galimberti, hvor La Fausto Coppi har start og mål. Vi valgte dog et mindre hotel, i nabobyen blot 7 kilometer fra Cuneo. Området lever højt på cykelsporten, og udenfor vores hotel hænger der en fin oversigt over, hvor mange gange Giro d’Italia har været i området. Og et stort billede af værtinden i favnen på Mario Cipollini, møder alle gæster ved skranken. Dagen før løbet er der nok at tage sig til, hvad enten man er af sted alene, med gutterne eller har familien med.
Opført af romerne byder Cuneo på storslået arkitektur og på Piazza Galimberti, er der et stort udstillingsområde, med mange af de store italienske cykelmærker. Og i bedste, højtidelige italienske stil, er der show på scenen. Stemmen fra Giro d’Italia, Paolo Mei, underholder mens trial-ryttere giver en eminent opvising. På scenen er der om eftermiddagen før løbet Nations Ceremoni. Her kaldes alle udenlandske deltagere op – også os fra Danmark. To mand stærk står vi på scenen, hvor den kvindelige vært, Claudia, spørger hvad forventningerne er til løbet. Der er blevet udvekslet mange floskler, denne eftermiddag, så jeg svarer kækt, at min plan blot er at overleve på de dødes bjerg, tilsyneladende til stor underholdning for de lokale. Inden scenen kan forlades, skal der trykkes hånd med borgmesteren for byen, borgmesteren for regionen, chefen for den lokale turistorganisation, den lokale sportsstjerne (en triatlet…), politidirektøren og den lokale skønhed. Temperaturen siger over 30 grader, og Galimberti-pladsen giver ikke megen plads til skygge, så jeg skynder mig tilbage på mit hotelværelse, af frygt for at dehydrere i solen, og udmattet efter de mange håndtryk.
Om aftenen gøres de sidste forberedelser. Som altid lægges tøjet frem, den lyserøde løbstrøje, som alle deltagere skal køre i gøres klar. Ruteprofilen gennemgås, måske en dum ide, for det meste af natten ligger jeg med sommerfugle i maven, spændt og nervøs over Colle Fauneria. Ni røde sektioner tæller jeg på højdeprofilen – den røde farve indikerer, at her stiger vejen med over 10%, og de røde plamager tegner sig for over en tredjedel af bjerget. Min erfaring med de høje bjerge er begrænset, den længste stigning jeg kører under træning er Rebildbakken, som du måske kender fra Cykelmagasinets løb Rundt om Rold.
Race day
Efter en urolig nat bimler vækkeuret lidt i 5. Så er det nu! Min krop er klar, jeg tager mit cykeltøj på, og går ned til morgenmad. Der er allerede stuvende fyldt med cykelryttere i spisesalen. Og menuen står selvfølgelig på pasta med tomatsovs og parmesan til morgenmad. Efter morgenmaden hentes de sidste ting på værelset, cyklen smides i bilen (jeg tør ikke cykle til Cuneo, tænk hvis jeg er for udmattet til at cykle tilbage til hotellet…) og turen går mod centrum af Cuneo. Byen ligger på et plateau i Stura di Demonte, og man skal over en gammel romersk bro for at komme ind i den. Broen har gjort byen uindtagelig og sætter samtidig scenen for et storslået motionsløb. På Piazza Galimberti står allerede mere end 2000 motionister klædt i lyserødt, klar. Jeg triller rundt på må og få, men beslutter til slut at droppe opvarmningen og placerer mig midt i feltet.
Nu er der ikke længe til start, og sommerfuglene i maven kan i den grad mærkes, adrenalinen suser og pulsen stiger med ti slag. Paolo Meis stemme blæser ud ad højtalerne, og pludselig spilles et dramatisk stykke musik. Italienerne forstår virkelig at skabe en stemning. Starten går og kakofonien af tusinde og atter tusinde af klamper, der klikker ind er øredøvende. Nu er løbet i gang. Klokken er kun 06.00 og vi krydser den romerske bro i morgendisen.
På den anden side af broen skal deltagerne tage stilling til om de vil køre Gran Fondo på 177 km eller Medio Fondo på 111 km. Jeg vælger selvfølgelig Gran Fondo. Starten bliver hæsblæsende. Stik mod forventning, drøner vi af sted med over 50 km/t, og løbet minder i høj grad om et dansk licensløb, dog uden udbrudsforsøg. Alle kæmper for at sidde med fremme, og de vævre italienere er desperate i det høje tempo. Heldigvis har man visse fordele som nordjyde, og det høje tempo på den let faldende vej passer mig fint. Efter en times kørsel rammer vi den første stigning, Santuario di Valmala. Solen har endnu ikke fået fat, og vi befinder os stadig i et eventyrland dækket af dis. Langs ruten har der allerede været masser af mennesker, som har klappet og heppet os på vej. De er nu forsvundet, og vi bevæger os stille og roligt op ad bjerget. Benene er gode, og let går det op over bjerget. På toppen er der depot, ingen grund til at standse her, og tjept går det nedad.
Vi er en større gruppe som samles i bunden på det lange transportstykke til Piatta Soprana. Solen begynder så småt at få fat, og temperaturen er allerede på 25 grader. Før Piatta Soprana blæser vi igennem middelalderbyen Dronero, der giver et frisk pust til et ellers ualmindeligt kedeligt, fladt stræk. Gennem de smalle, snørklede gader, henover brosten, blæser vi afsted, og der opstår panik bagerst i gruppen. Feltet brækker midtover og folk begynder at jage. Flere rammer stigningen med høj puls, og eksploderer da procenterne bliver tocifrede efter den første kilometer. Trætheden begynder at melde sig 2 kilometer før toppen, det stiger med 11,5% og på toppen gør jeg stop i depotet. Der skal tankes vand og energi. Depoterne er fyldt med italienske mamas, der bager kage, smører sandwich og serverer lækkert charcuteri. Alt der langes over til rytterne i depotet er lokale delikatesser – på nær de lunkne colaer. Med tanken fyldt, begiver jeg mig ned ad bjerget, og af sted mod det frygtindgydende Colle Fauneria.
Der er for alvor tyndet ud i de store grupper, og jeg sidder på egen hånd. I bunden af stigningen kører man langs en flod i skyggen af træer. Ruten bevæger sig ind i den skov, som vokser i bunden af bjerget – og heldigvis for det. Tiden i skyggen giver et mentalt boost, solen har indtil videre hamret nådeløst ned på mig, og et øjebliks skygge er derfor tiltrængt.
Colle Fauneria
Med 23 kilometers opkørsel findes toppen i 2.480 meters højde over havets overflade, og passet kan derfor prale af, at være blandt de 15 højeste, asfalterede pas i Europa. Begyndelsen på stigningen er barmhjertig: Den skovklædte Grana-dal, hvor vejen følger floden med smelte- og kildevand fra de høje bjergtinder, hernede i skyggen, væk fra den nådesløse sol, er det fristende at skrue op for gassen, og køre over evne på de medgørlige stigningsprocenter. Jeg nyder disse sidste “lette” kilometer, før galskaben for alvor tager fat. Længere oppe kan jeg se par lyserøde trøjer slingre tværs over vejen. Bag mig sidder flere som mig, i ensom stilhed, fulde af ærefrygt for, hvad der venter. Og så tager stigningsprocenterne fat! Ude af skoven, banker solen nådesløst ned, mens stigningsprocenterne bliver tocifrede. Vejen snor sig op ad den rå bjergside, frem og tilbage gennem sving op til landsbyen Castelmagno, hvor procenterne for alvor tager fat. 14% siger min computer, og mine ben kan holde deres kæft. Lidelsen er næsten uudholdelig. Heldigvis har jeg fundet to lidelsesfæller, og sammen siksakker vi os op. Stille og roligt begynder energien at sive ud af kroppen. Halvvejs oppe ad bjerget er der et depot, og der sætter jeg en mental målstreg.
Efter en time på bjerget når jeg depotet i Santuario di San Magno, hvor de lokale mamas smører sandwich. Jeg gør stoppet kort og fortsætter min lidelsefærd mod toppen. Nu melder krisen sig for alvor. Stigningsprocenterne ligger ofte mellem 9 og 13%, og jeg møder regelmæssigt skilte, der fortæller om det næste sving: “Tornanti Fausto Coppi, pendenza 10.04%”, “Tornante Gino Bartali, pendenza 13,77%”, “Tornanti Carlo Durando, pendenza 14,70%” og ikke mindst “S. Bernardo da Montone, pendenza 15,00%”. Jeg befinder mig nu 2000 meter over havets overflade, og kan ane enden på lidelserne. Op ad bjerget ser jeg den lyserøde slange sno sig. Der er stadig langt, men udsigten ud over dalen og bjerget er betagende, og opmuntrer en til at fortsætte. En stakkels sjæl har dog opgivet, og triller ned ad bjergsiden – mod færdselsretningen. Han får dog ikke lov at køre særlig langt. En marshall stopper ham, og efter lidt råberi, vender rytteren grædende om, og fortsætter sin kamp op ad bjerget – vel og mærket med motorcykel marshall’en på hjul.
Heroppe i de tynde luftlag, vokser der kun græs. Vejen er smal, og asfalten er ualmindelig dårlig. Måske er det den samme som da Coppi kørte her? Nu er der ikke langt igen. På de sidste kilometer er det trætheden, udmattelsen, asfalten og min egen hjerne, der udgør de største trusler – og endelig, forløsningen! Synet af Pantani-statuen på toppen, som markerer enden på lidelserne, og slutningen på Colle dei Morti.
Depot, depot, depot
Jeg kører i depot, tager et øjeblik til at forsyne mig, giver en hyldest til Piraten og en tanke til Coppi og så af sted igen. Nu går det ned ad.
Lige så dræbende som den 23 kilometer lang opkørsel var, lige så livsgivende er den tilsvarende lange nedkørsel. Masser af hårnålseving, smal asfalt af, til tider, tvivlsom karakter og masser af får og kvæg på skrænterne, yder en forfriskende udfordring. På ingen tidspunkter er der plads til fejl, eller mangel på fokus. Arrangørerne har heldigvis udstyret de sværeste sving med flagvagter, og den sparsomme bevoksning giver mulighed for lange kig ned ad bjerget. På de lige stykker ligger farten på over 70 km/t. og der er plads til den mentale opladning der skal til, for at klare de sidste kilometer tilbage til Cuneo. Nedkørslen tilbagelægger jeg alene, og i den efterfølgende dal er både ben og hoved klar til den sidste top – en stigning på sølle fire kilometer. Det er ingenting!
Anstrengelserne har dog tæret og både ben og hoved er trætte, da jeg rammer bunden af stigningen. Og jeg er ikke den eneste som kæmper. Længere oppe ad vejen slingrer folk af sted, og en enkelt er endda stået af cyklen, og står nu i grøftekanten. Da jeg passerer ham forsøger hans venner at få ham tilbage på cyklen. Staklen ser bleg ud, som han sidder der i grøftekanten. På toppen af Colle Fauneria var temperaturerne i bunden af tyverne, og en vest var da også nødvendig på nedkørslen. Men hernede i dalen er der varmt, over 35 grader. Og heksekedlen forsætter hele vejen op ad den sidste pukkel. På toppen er det sidste depot, og velforsynet med kage hopper jeg på hjul af tre andre, som også har gjort et sidste stop. Vi finder hurtigt ind i en god rytme på nedkørslen, i en fælles forståelse af, at nu skal vi hjem. Rulleskiftet fungerer og de sidste 7 kilometer er det ned ad bakke til målstregen i Cuneo.
Døden på hjul
I mål var der lagt op til den helt store fest. Der er pastaparty, og senere skulle et lokalt band optræde på scenen efter præmieceremonien. Men det er alt sammen aflyst. Rytterne kan stadig hente deres pasta, men alle festlighederne er pillet af programmet, og stemningen er trykket og nedslået. Manden, jeg så stige af cyklen, havde desværre fået et ildebefindende og døde kort efter af hjertestop. Han var en vellidt mand, og kendt i lokalområdet. Arrangørerne aflyser derfor alle festligheder i skyggen af den tragiske ulykke. Mens jeg spiser min pasta, går mine tanker til manden, som jeg med egne øje så omkomme i en grøftekant. Det er sgu vildt. Colle dei Morti blev i sandheden dødens bjerg denne dag, og de tragiske omstændigheder understreget blot, at de hårde sydeuropæiske Gran Fondo-løb ikke er nogle, man bare giver sig i kast med.
En perle
Om aftenen på hotellet er stængerne trætte, og tankerne flyver i øst og i vest. La Fausto Coppi er helt sikkert et besøg værd. Løbets hårdhed er unikt, og modsat La Marmotte, er du ikke tvunget til at kravle over fire monsterstigninger, men får i stedet tre medgørlige knolde, og et mareridt af et langt bjerg. Piemontes skjulte perle er klart anbefalelsesværdigt, både til turen med klubkammeraterne, men også som et indslag på familieferien. Hvem elsker ikke Italien, og hvad er bedre end Norditaliens vin- og spisekammer, kombineret med cykling?
Seneste kommentarer