Vi var så imponerede over kinesiske Elites 40D hjul at vi straks rekvirerede et sæt 50D til test for at se, om vores første indtryk nu også var rigtigt.
Kinesiske Elite Wheels forsøger at løse en ret svær og ofte meget bekostelig opgave med deres Drive 50D. Opgaven er at lave et high end kulfiber hjulsæt på 50 mm, der kan det hele, men koster det halve.
Når man kigger på de rene stats, så virker opgaven til at være fuldført fra start. Drive 50D hjulsættet har en fælghøjde på 50 mm, som er ganske fornuftig i de fleste terræner, en indvendig bredde på 21 mm og en udvendig på 28 mm. Ret normale tal for et landevejshjulsæt, men der, hvor det bliver rigtig spændende, er når man nævner vægten på 1.300 gram for sættet en en pris på omkring 8.000 kr. eller 1.189 dollars, som det står til på Elite-wheels.com (og hvor du får 15% rabat som abonnent på Velomore).
Det er meget sjældent, man ser et hjulsæt med en så relativ høj fælg, der har den vægt. Det plejer at være forbeholdt rene bjerghjul med lav profil uden den mindste tanke på aerodynamik. Vores testede udgave landede på 1.325 gram på køkkenvægten, som stadig er langt under de fleste hjulsæt med den fælghøjde.
En af grundene til at vægten kan holdes så langt nede, er blandt andet brugen af kulfiber eger. Umiddelbart virker det nok for mange som et ret skrøbeligt valg af materiale til en tynd eger, men når man står med hjulsættet i hånden, så ser det bare smukt ud og det virker absolut ikke til at være mere skrøbeligt end en ståleger.
Kulfibereger er generelt også langt stærkere end ståleger og de kan derfor også spændes endnu hårdere op og gøre hjulet stivere, hvis det ønskes. På disse eger er enderne lavet af aluminium, så de er ikke anderledes at justere end et almindeligt hjulsæt med ståleger. Du står derfor ikke i samme suppedas, som når en eger knækker på dit Lightweight hjul og mere eller mindre hele hjulet skal skilles ad for at få det fixet.
Navene er Elites egne og med keramiske lejer. Det er egentlig hybridlejer, hvor selve skålen er af stål og selve kuglerne er keramiske. Det er nogle ret flotte nav, med lækre cnc udfræsninger, nok også for at skære så meget vægt af som muligt.
Fælgen fåes i både mat og blank, hvoraf den blanke er den mest udbredte. I denne version ses kulfiberstøbningen under den blanke lak. Det er selvfølgelig smag og behag om man synes det er flot, men der er noget betagende ved at kigge på kulifberens udformning på fælgen. Den blanke version fåes med sorte eller hvide dekaler, mens den matte kun fåes med sorte, rent stealth.
Ja, der er flere forskellige valg, der skal tages, når du beslutter dig for at købe dine Elite hjul. Det største udvalg findes ved at købe hjulene direkte fra fabrikken i Kina, altså på www.elite-wheels.com. Her kan du også vælge et hjulsæt med forskellig højde på for- og baghjul. Bagsiden ved at købe direkte fra Kina er naturligvis ventetiden på 15 – 30 dage. Told skal du dog ikke tænke på, det er blevet håndteret fra Elites side, så prisen på hjemmesiden er derfor den endelige pris.
Kan du ikke vente på at få hjulene tilsendt fra Kina, så kan du også finde hjulene hos den danske importør, www.cyclehub.dk. Det var herfra jeg købte hjulene og de blev leveret på under 24 timer.
På landevejen
I det store hele er det en meget flot præsentation, man bliver mødt med, og det ser umiddelbart ud til, at godt kunne være det perfekte allround hjulsæt. Men et allround hjulsæt er det ikke altid sådan et, der er nogenlunde til det hele, men ikke rigtig god til noget?
Det er det måske normalt, men med det samme, man træder det første pedaltråd med Elite hjulene, kan man mærke, at dette hjulsæt ikke kun er “nogenlunde”. Man er lynhurtigt oppe i fart og stivheden fra kulfiberegerne hjælper kræfterne, du lægger i pedalerne, direkte ud i asfalten. Det samme mærker man, hvis man kører en hård bakkespurt, hvor man virkelig moser igennem. Der er en rasende god kraftoverførsel og den lave vægt kombineret med stivheden, gør, at det bliver en leg at cykle gennem terrænet. Man får virkelig lyst til at smække til den og ræse af sted.
Når man accelererer ud af et sving og får cyklen op i farten, så bliver den der også uden de voldsomme kraftanstrengelser. Det er svært at måle, hvor hurtigt et hjulsæt er uden at have en vindtunnel, men hjulene føles hurtige og på lige fod med andre hjul med nogenlunde samme fælghøjde. Lejerne føles også ganske fornuftige og løfter man hjulene op ruller de fuldstændig perfekt rundt uden det mindste modstand.
En ting, der dog tydeligt kan mærkes uden vindtunnel, er hjulenes opførsel, når det blæser meget. Også her er hjulene rigtig gode og selv i vind omkring 10 m/s, er der meget lidt slinger i valsen. Man kan naturligvis godt mærke, at cyklen flytter sig, men man oplever ikke de der pludselig ryk i styret, som let kan forekomme når fælghøjden er omkring 50 mm. Man har god kontrol med hjulene og man behøver ikke at kline sig til styret for at holde linjen på vejen.
Vi har desværre ikke haft mulighed for at prøve hjulene i bjerge endnu, men der er et eller andet meget betryggende ved den måde, de opfører sig på. De er super stabile i sving og vi er sikre på, at svingene på nedkørsler bliver mindst lige så underholdende som opkørsler med dette hjulsæt.
Lader man cyklen rulle uden at træde i pedalerne, kommer der en acceptabel, men markant lyd fra friløbet. Det er klart højere end mange andre hjul, men dog stadig lavere end for eksempel Scope og Hunt. Medmindre man virkelig ikke kan lide lyden af et friløb, så vil det være et problem for de færreste.
Facit
Der er generelt meget lidt negativt at sige om hjulene, de klarer alle opgaver med bravour og det er virkelig et godt svar på et hjulsæt, som kan det hele, om det er skiltespurte, træningsture eller fladbanetons. Det er svært at ønske sig meget mere fra et hjulsæt og til den pris er det et fund.
Læs også: Velomore tester kinesiske hjul til under 10.000 kr.
Vi har stadig til gode at køre løb på dem, men også her må de være en drøm, grundet den gode acceleration og stivhed de besidder. Ligesom 40 mm udgaven, vi testede sidste år, er vi altså også meget begejstrede for denne udgave. Elite Wheels laver også en 65 mm udgave, som vi allerede nu glæder os til at teste!
Info
Vurdering: 5/5.
Pris: 8.000 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk
Aktiver din Velomore rabat her: www.elite-wheels.com
Kunne du li denne anmeldelse og vil du have flere som denne, samt inspirerende beretninger, guides og artikler? Så tegn abonnement cykelmagasinet Velomore. Udover at du hvert år får 5 fantastisk inspirerende magasiner leveret til hoveddøren, får du også en lang række fordele og rabatter (som du kan læse mere om her). Det hele koster kun 425 kr/året – hvilket efterhånden er billigere end at købe en kage og kaffe hver måned. Du tegner abonnement på Velomore lige her.
Seneste kommentarer