Varm, vind- og vandtæt. Det er tre af nøgleordene for GripGrabs nye sæt til efterårs- og vinterbrug bestående af Thermashell Windproff-jakken og Aquarepel-bib-shortsene.
Det startede med handsker, men har siden udviklet sig til meget mere. Men mentaliteten og idéen bag produkterne har hele tiden været den samme.
Danske GripGrab har siden etableringen i år 2000 haft som mission at gøre hver dag til en cykeldag. Og det er ikke så ligetil, som det lyder, i et land som Danmark.
Med kulde, blæst, regn og mørke som faste følgesvende en stor del af året er GripGrabs filosofi at udvikle produkter, der beskytter mod elementerne. Det gælder, uanset om der er tale om handsker og skoovertræk, som længe har karakteriseret mærket, eller den nye kollektion af vintercykeltøj, som vi har været så heldige at teste.
Funktionelt fremfor alt
GripGrab har nemlig udvidet produktporteføljen dette efterår, så mærket nu dækker den fulde cykelgarderobe. Fra top til tå og fra sommer til vinter. To af de nye produkter er Thermashell Windproof-vinterjakken og Aquarepel Water-Resistant bib-shortsene, som vi har testet.
De nye produkter er efterårs- og vinterspecifikke og præsenteres under overskriften: ’The power of functionality’. Bag mottoet ligger idéen om, at jo mere varierede forhold du kan bruge et stykke tøj under, jo større er funktionaliteten.
Den nye kollektion er designet med henblik på at blive brugt lag på lag og kan på den måde tilpasses forskellige temperaturer og forhold, alt efter antallet og typen af lag. Med den samme håndfuld produkter i skabet kan du altså teoretisk klare dig lige fra tidligt efterår til dyb vinter.
GripGrab Thermashell Windproof Winter Jacket
Thermashell-jakken er af softshell-typen, men med en integreret 100 procent vand- og vindtæt membran på fronten, den nedre del af ryggen og ærmerne. Det er skjoldet, som beskytter dig mod vinterens værste elementer.
På trods af membranen er materialet meget strækbart, så du kan få et både tæt og komfortabelt fit. Ærmerne er lukkede med en laserskåret elastik, som giver en skarp og tætsiddende, men også behagelig lukning, som holder kulden ude.
For at forbedre åndbarheden på ryggen og undersiden af ærmerne er her anvendt et blødt fleecemateriale. Selvom du her ikke får samme membran som på fronten, er materialet behandlet med et vandafvisende lag yderst, så du i hvert fald inden alt for mange gange vask stadig er beskyttet mod vand.
Jakken kan lynes både oppe- og nedefra, hvilket er en praktisk funktion i forhold til at regulere temperaturen undervejs på cyklen. Bag på jakken er tre store traditionelle lommer med god plads og en enkelt mindre lynlåslomme til dine værdigenstande.
Farvevalget er en smule konservativt, da jakken for nu kun fås i sort. Til gengæld er de to GripGrab-logoer på front og ryg trykt på i et reflekterende materiale, som giver lidt synlighed i mørket.
GripGrab Aquarepel Water-Resistant Bib-Shorts
De typiske bib-shorts er designet til først og fremmest at være komfortable og dernæst til at være åndbare. Men efterhånden som temperaturen falder i efteråret, kan det blive køligt omkring lår og hofter med de tynde sommer-bibs.
Til overgangsperioden, inden du hopper i de lange og tykke vintertights, har GripGrab designet Aquarepel bib-shortsene. Som navnet antyder er de komplet vind- og vandtætte takket være et trelags softshell-materiale med indbygget membran.
På trods af de beskyttende egenskaber er materialet stadig åndbart og strækbart til alle sider. Undersiden af benene og stoffet omkring livet er produceret i samme bløde og vandafvisende fleecemateriale som dele af jakken, hvilket giver bedre åndbarhed og en mere komfortabel pasform tæt til kroppen, der hvor det er vigtigt.
Puden er ikke GripGrabs egen, men derimod fra italienske Elastic Interface, der er specialister i puder til bib-shorts. Du har sikkert aldrig hørt om dem, men de bruges af high end-mærker som MAAP, så kvaliteten fejler intet.
GripGrab bruger en pude, som er særligt designet til længere distancer med skumindlæg med høj tæthed, som er strategisk placerede til at lette trykket omkring bækkenet og siddeknoglerne.
Buksebenenes afslutning er en laserskåret elastik med silikone på indersiden, så de bliver siddende, hvor de skal, uanset om du har løse ben på eller ej. Som med jakken fås bib-shortsene kun i sort med reflekterende detaljer.
Thermashell Windproof Winter Jacket i test
Pasformen er rigtig god for cykelrytteren eller den trænede motionist. Jakken sidder tæt til kroppen uden at stramme, længden foran er tilpas kort, så jakken ikke poser, når du sidder på cyklen, og ærmernes længde og omkreds er perfekt.
I hånden føles den lettere end en decideret vinterjakke, men jeg synes ofte, det er tilfældet med disse avancerede materialer, der beskytter og isolerer mere, end man skulle tro.
I brug får jeg i hvert fald hurtigt varmen. Frontens vindtætte egenskaber er ikke til at tage fejl af, for ingen chillfaktor slipper igennem. Det samme kan siges om vandet i de lette regnbyger, jeg testede jakken i, som prellede af som perler.
Jeg har ikke testet jakken i kraftig regn eller flere timers uafbrudt regn, men i de tilfælde ville jeg alligevel tage en regnjakke over for at beskytte ryggen, der jo ikke er komplet vandtæt. I lette byger og mod spray fra baghjulet er jakken bestemt godkendt.
Der er få detaljer, som kunne forbedres. Lukningen på ærmerne er en anelse simpel. Her synes jeg personligt, det er mere lækkert med en bredere manchet, som også passer perfekt under vinterhandsken, end den relativt tynde elastik på GripGrab-jakken.
Du skal også være klar over, at jakken i sig selv ikke holder dig varm ned til under frysepunktet, for det er den ikke varm nok til. Her kræver den et eller flere varme lag under sig. Det er ikke en kritik, men en opmærksomhed, og helt efter bogen i forhold til GripGrabs tanker om funktionalitet og lag på lag.
Sidst savner jeg en anden farvemulighed end sort, især i disse tider hvor synlighed i trafikken kun bliver vigtigere.
Alt i alt er Thermashell-jakken dog en super tilføjelse til efterårs- og vintergarderoben. Du skal ikke forvente en vinterjakke, som i sig selv kan beskytte dig ned til under frysepunktet, men parrer du den med de rigtige lag, har du en virkelig alsidig jakke, der passer perfekt til mildt dansk vintervejr.
Aquarepel Water-Resistant Bib-Shorts i test
Normalt skifter jeg direkte fra mine sommer-bibs kombineret med løse ben og over til de varme vintertights, så et produkt som Aquarepel bib-shortsene er nyt for mig.
Jeg bemærker med det samme det kraftige vind- og vandtætte materiale på benene. Materialet er ikke lige så fleksibelt som på et par normale bib-shorts, men de glider nu alligevel fint på, og pasformen er på min høje og relativt spinkle krop helt perfekt.
Ude i kulden er materialets isolerende effekt tydelig fra første pedaltråd. Du mærker slet ikke den kolde vind, og vand fra regn eller vandpytter preller af fuldstændig som på jakken. Det er sgu meget fedt, når du kører gravel i skoven.
Faktisk synes jeg næsten, at bib-shortsene kan blive for varme ved kørsel med høj intensitet. Åndbarheden er ikke den samme som i et tyndt materiale, og når du samtidig slet ikke mærker vindkølingen, får du i hvert fald varmen. Jeg vil skyde dem til at passe perfekt i temperaturer omkring 5 grader.
Puden er ligeledes af meget høj kvalitet, og jeg havde ingen problemer med at finde mig tilrette på den allerede fra første tur. Den lader også til at holde form og kvalitet glimrende i vask.
Skal jeg komme med en lille kritik, synes jeg desværre, at det kraftige materiale går lidt for meget på kompromis med bevægeligheden på cyklen. Jeg oplevede at have behov for at trække buksebenene højere op end normalt for at give stoffet mere plads og fleksibilitet omkring hoften.
Læs også: Velomore tester varm og vindtæt undertrøje fra GripGrab
Jeg kan heller ikke undgå at tænke, om GripGrab næsten har lavet bib-shortsene for varme. De er i hvert fald længe varme nok ned til en temperatur, hvor jeg normalt ville tage lange tights på, og hvis de er for varme i overgangsvejr, kan man stille spørgsmål ved behovet.
Læs også: Velomore tester GripGrab Nordic 2 Lobster handsker
Omvendt er de fleste nok enige om, at det er mere behageligt at køre med bib-shorts kombineret med løse ben end med lange tights. Og kombinerer du Aquarepel bib-shortsene med de tilhørende Aquarepel Leg Warmers har du et sæt, som i mine øjne er fuldt på højde med dine varme lange vinterbukser.
Facit
Med udvidelsen af sortimentet kan du nu trygt iklæde dig GripGrab-produkter fra top til tå året rundt. De nye produkter er karakteriseret ved høj kvalitet og funktionalitet og egner sig perfekt til dansk efterårs- og vintervejr. Jakken har en super pasform, og materialets kvalitet og egenskaber imponerende i testperioden.
Læs også: Velomore tester GripGrab Explorer skoovertræk til gravel
Bib-shortsene oser af høj kvalitet, men også i så høj grad, at det koster lidt på komforten i sadlen. Til gengæld er de vand- og vindtætte egenskaber topfede for gravelrytteren, der ikke er bange for at blive beskidt.
Info
Vurdering: 4/5
Størrelser: S, M, L, XL, XXL
Farver: Sort
Pris: 1.199 kr. (jakke) og 1.149 kr. (bibs)
Info: www.gripgrab.com
Seneste kommentarer