Posts Tagged ‘Lir’

10 ting vi var vilde med i 2022

Posted on: december 29th, 2022 by Velomore No Comments

Cykler og udstyr kan man aldrig få nok af, særligt ikke hvis man som os, lever efter N+1 reglen. Derfor kigger vi tilbage på året der gik og det gear vi ku’ li’ i 2022.

#1 Specialized Diverge STR
Uden tvivl den mest spektakulære cykel vi har kørt på i år. Den nye Specialized Diverge STR kommer med Future Shock både for og bag, med et noget anderledes take på affjedring. Det giver en absurd komfortabel cykel, der æder alt hvad der kommer af stød og slag fra underlaget, således at rytteren blot skal koncentrere sig om at træde i pedalerne. Det er svært at beskrive fornemmelsen af at køre på den nye Diverge STR, men at flyde henover sporet passer meget godt. Får man muligheden er det værd at tage en tur for selv at prøve, hvad komfort på en cykel også kan være. Den sjoveste cykel vi kørte i 2022!

Læs hele testen her: Velomore tester Specialized Diverge STR

#2 energibarer fra Maurten
Energibarer til cykling er en blandet oplevelse – og i den grad en smagssag! Vi har efterhånden prøvet en masse forskellige, lige fra de smuldrende og smeltende smør-agtige barer, til mere massive og tyggegummi-agtige barer. Men Maurens bud på en simpel energibar faldt med det samme i vores smag. Desværre havde vi kun fået et par barer til test og ikke en kasse med hver af de 2 smagsvarianter. Maurten har lavet to energibarer hvor der er skåret ind til benet. Barerne indeholder kun det absolut nødvendige og svenskerne har desuden haft tanke for, hvordan barerne nemmest indtages og fordøjes. Det har givet en let og sød-og-saltet bar, der provokerer mundvandet som smager af en mere.

Læs vores test af Maurtens barer lige her: Velomore tester energibarer fra Maurten

#3 Vinterudstyr fra GripGrab
Danske GripGrab er blevet verdenskendte for deres udstyr til vintercykling og det med god grund! For de laver fremragende cykelhandsker. I efteråret relancerede de deres handskekollektion og især deres lobster gloove har imponeret os her på redaktionen. Handsken er genial til de rigtig kolde dage vi har haft her i december. Men hvad der imponerer os endnu mere, er deres varme og vindtætte undertrøje, der rent faktisk formår at holde dig varm på HELE cykelturen. Vi oplever ofte at undertrøjer bukker under for sved eller vind efter noget tid, men GripGrab har fundet løsningen og skabt en undertrøje der holder vinden ude, også efter 3 og 4 timer.

Læs testen her: Velomore tester varm og vindtæt undertrøje fra GripGrab

#4 Polartec Alpha
Ikke et decideret produkt, men et materiale som har imponeret os i år. Oprindeligt udviklet til det amerikanske militær, men nu er Polartec Alpha at finde i cykeltøj fra bl.a. AGU og Specialized. I år har vi testet både en jakke og en vest med Polartec Alpha fra før nævnte brands. Det tynde materiale ser ikke ud af meget. Faktisk ligner det lidt et fiskenet, som har fanget den overskydende uld fra et får. Men så snart man får det på opdager man, hvor utroligt varmt det er, samtidig med at det er ekstremt åndbart. Materialets åbne struktur gør at luften let kan passere igennem og lægge sig i mellemrummet mellem inder- og yderlaget. Og måske samme struktur gør, at materialet ikke ophober fugt og sved. Polartec Alpha produkter har i hvert fald gjort indtryk på os og vi vil helt sikkert holde øje med produkter med Polartec Alpha fremover.

Læs også: Velomore tester Polartec Alpha vest fra AGU

#5 Lezyne Dual Insert Kit
Multitools og værktøj bliver mindre og mindre, samtidig med at flere og flere producenter arbejder på smarte opbevaringsløsninger. Pludselig kan man have et halvt værksted med på cykelturen og det er noget især vores MTB-redaktion er helt vilde med. Især Lezynes Dual Insert Kit imponerede stort, da det rummer både det mest basale værktøj og et plug til tubeless lapning, samtidig med at multitoolet nemt kan gemmes i styret. En smart løsning, da tasker og fyldte lommer sjældent er særligt smart på MTB-sporet. Vi er vilde med tendensen og glæder os til at se hvad 2023 bringer af nye gadgets på den front.

Læs testen her: Velomore tester Lezyne Dual Insert Kit

#6 Garmin Varia Radar
Her er der ikke tale om et revulotionerende produkt, eller måske er der alligevel lidt? Tidligere på året testede vores chefredaktør Nikolaj Hebsgaard den seneste version af Garmin Varia Radar, den med kamera, og han var mildest talt imponeret. Ikke så meget af kamerafunktionen, men den mærkbare forskel som Varia Radar gjorde for ham ude på landevejen. Udover at kunne se biler der kom bagfra på sin head unit, begyndte bilerne også at holde bedre afstand når de overhalte. Det har givet en oplevelse af øget sikkerhed på cykelturene, til stor overraskelse. For hvorfor udviser man mere hensyn som bilist, bare fordi cykelrytteren kører med en rød lygte bagpå? Efter testen valgte vores redaktør faktisk at købe Garmin Varia Radaren og det har været et køb han ikke har fortrudt.

Læs testen her: Velomore tester den nye Garmin Varia Radar med kamera

#7 Gobik vintercykeltøj
Vi fik en sending vintercykeltøj ind ad døren fra spanske Gobik. Med hovedsæde i Alicante er spanierne næsten nødt til at rejse efter vintervejr. Og med et ry for at kun at producere tøj til “spanske forhold” var vi spændte på at se om vi ville komme til at fryse røven ud af cykelbukserne. Men Gobik overraskede positivt, med gennemtænkt og højt ydende vintercykeltøj, der både er varmt og komfortabelt. Særligt er vi vilde med spaniernes sans for detaljer. Bl.a. kommer deres vinterjakke med et ekstra panel for enden af ærmerne, der lukker hullet mellem handsker og ærme. Samme panel findes i øvrigt i bunden af deres vinterbukser, som også er udrustet med et reflekspanel, der sidder akkurat så højt, at det ikke dækkes af Gobiks skoovertræk. Smart og gennemtænkt vintercykeltøj.

Læs testen af deres vinterjakke her og de tilhørende vintercykelbukser med pude her.

#8 Rapha Powerweave cykelshorts
Hvem elsker ikke dyre high-end produkter? De her shorts var et af de produkter som man går og glæder sig til dukker op. De er pisse hamrende dyre og vi må ærgerligt indrømme, at vi har svært ved at se hvem der ville smide så mange penge for et par cykelshorts. Men de er unægteligt gode! Som så meget andet i denne sport, er der et lineært forhold mellem pris og kvalitet. Shortsene sidder fantastisk og det føles nærmest som om man er nøgen. Og sku man komme i tvivl, skal den friske farve nok få dig tilbage til virkeligheden. Vores chefredaktør gav shortsene en svingom i Alperne til GFNY Vaujany Croix de Fer og det valg har han ikke fortrudt! Er du på jagt efter det ultimative sæt performance cykelshorts til de helt specielle ture og løb, så bør du overveje at fyre børneopsparingen af på disse cykelshorts.

Læs vores anmeldelse af Rapha Powerveawe her. Vil du også køre GFNY? Så tilmeld dig via Velomore og få rabat på tilmeldingsgebyret. Læs mere hvordan, lige her.

#9 Scott Spark RC
5 år fra tanke til realitet. Det er hvad arbejdstiden har været for den nye Scott Spark og vores MTB-redaktion synes bestemt at det har været ventetiden værd. Undervejs har den nye RC fået skjult bagdæmper og mere vandring. Alt i alt giver cyklen en fantastisk køreoplevelse og er særligt sjovt på nedkørslerne, så det var med et blødende hjerte da vi gav cyklen tilbage til Scott.

Læs hele anmeldelsen lige her: Velomore tester Scott Spark RC World Cup EVO AXS

#10 Indoor bord fra Tons
Vi elsker at køre på smarttrainer og de fleste her på redaktionen slår sig gladeligt løs i Zwift eller Wahoo RGT. Og til det har man brug for en dedekeret pain cave. Der findes mange forskellige måder at indrette sin Zwift-hule på, men skal prikken sættes over i’et og æstetikken hæves til det næste niveau, kommer man ikke uden om danske Tons smukke og funktionelle indoor bord. Vores chefredaktør kører Zwift via iPad og havde fornøjelsen af at teste 3D-printernes bud på et iPad Race Table, til sin egen og ikke mindste kærstens store fornøjelse. For bordet ser hamrende godt ud!

Læs anmeldelsen her: Velomore tester iPad Race Table fra Tons