Der må da være andet i cykellivet på Mallorca end at tæve op og ned ad de samme forslidte bjerge år efter år. Når vi nu har taget gravelcyklerne med til øen, må der da være nogle rå grusveje, som ejerne endnu ikke har asfalteret eller spærret med en gitterport.  I forbindelse med en massiv januar storm i cykelparadiset, besluttede Velomore sig for at se på cykeløen med friske øjne og gå på jagt efter øens hellige gravel. 

Vi hugger bremserne i som nervøse heste foran en uventet forhindring. Den mallorcinske grusvej gennemskæres pludselig af en strømmende bæk, der efter to døgns uvejr har fået nok at se til med at lede regnvandet væk fra bjergene. 

Vores guide fortsætter roligt og rutineret ned i bækken, krydser den stenede bund og træder tungt og sikkert sin gravelcykel op på bredden på den anden side. De tre bukke bruse fra Velomore tager mentalt tilløb og de to første kaster sig ud i vandet. Forreste bukke bruse kommer fint over, men må lægge sig halvvejs ned, da gearet bliver for tungt til at komme op af den stejle bred, så næste bukke bruse må stoppe op og sætte en fod i vandet tæt på bredden. 

Sidste bukke bruse vil gerne have os væk, så han ikke bliver kigget på, når han skal krydse bækken. Han tog dagens første bækforhindring til fods i landevejssko gennem vandet, men denne gang lykkes det fint at komme tørskoet over. 

Er der grus på Mallorca?
Mallorca er middelhavscykeløen over dem alle med sit normalt hæderlige vejr – selv i januar – og sine varierede muligheder med både rigtigt bjergterræn, småkuperede veje og fladbanetons. Men er der noget at komme efter for cykelmiljøets eventyrere? Gravelrytterne? Det satte vi os for at undersøge under vores årlige januar-testtur til øen. 

Og lad det være sagt med det samme. Der er masser at komme efter. Men det er lidt indviklet. 

• Grusvejene er alle de små gamle veje, der endnu ikke er asfalteret. Så der bliver naturligvis færre år for år, fortæller vores danske guide på øen, Kennet Kirkensgaard. 

• Ejerne af de private grusveje sætter også nogle steder hegn og låger op ved indkørslen til grusvejene. Nogle steder med besked om adgang forbudt, men nogle steder bliver man blot bedt om at lukke lågen igen, hvis man går ind. 

Efter flere år på øen kender Kennet Kirkensgaard efterhånden grusvejene og de asfaltveje, der forbinder dem. Og han finder hurtigt en alternativ rute, når der efter regnskyl pludselig er for meget vand i en bæk eller en grusvej er oversvømmet. 

• I bjergene er der ikke så mange muligheder for gravelcykling, men der er dog nogle vandrestier, som man godt kan cykle på et godt stykke opad. Men de ender ofte blindt eller ufremkommeligt. 

En ø af brokker
Med base i Selva ved foden af bjergene, var vores ophold på Mallorca orienteret mod landevejscykling i bjergene, men da jeg ikke længere kan følge mine kolleger på stigningerne, tog jeg stafetten med at udforske det mere jævne terræns grusveje på de medbragte gravelcykler. 

Licensrytteren var lidt skeptisk overfor min sædvanlige tilgang med bare at cykle ud og se, hvad jeg finder, så jeg kiggede lidt nærmere på Gravel Mallorca’s hjemmeside og fandt en halv snes ruter, hvor den ene startede i Inca, et par kilometer syd for Selva. 

Syd for Inca drejer jeg af hovedvejen. Kort efter rammer jeg den lokale jernbane, hvor vejen drejer til højre og går over i grus og fortsætter langs med jernbanen. I starten en ganske fin grusvej, men ikke just stenmel. Som asfaltrytter tænker man måske ikke så meget over strukturen af den mallorcinske undergrund, men på gravelcyklen bliver man hurtigt bevidst om, at øen tilsyneladende er skabt ved, at Skaberen som det sidste før hviledagen lige tog en skovfuld tiloversblevne brokker og smed dem det vestlige Middelhav. 

Som jeg kan høre på den klikkende lyd fra harven på en lokal landmands traktor, er jorden fuld af sten i alle størrelser, og grusvejene på Mallorca bærer præg af dette. Der er mange pæne og jævne stykker, men på grusvejen langs jernbanen mellem Inca og Sineu kommer der også flere passager, hvor underlaget minder mere om de værste pavéer omkring Roubaix eller en børnevenlig rock garden. 

Det er altså på sin plads med brede dæk på gravelture på Mallorca, og mine 38 millimeter-dæk pumpet med lige godt 2 bar gav et godt greb, selvom jeg mærkede fælgen et par gange. Omvendt skal man forberede sig på regelmæssig landevejskørsel mellem grusvejene, så det er som altid en afvejning af, om det er vigtigst at være komfortabel og sikker på de noget noprede grusveje eller om man vil føle sig hurtig på transportstykkerne imellem dem. 

Ruten tager mig ud på landet vest for Inca og fra grusvej til grusvej omkring landsbyer som Muro, Buger og Campanet, inden jeg efter nogle og halvtreds kilometer og godt 600 højdemeter igen lander i Selva. Fin graveltur uden at jeg er vildt imponeret.

Ifølge Kennet Kirkensgaard lægger Gravel Mallorca dog næppe de bedste ruter på hjemmesiden. Indehaveren lever af at lave guidede ture, så han vil naturligvis ikke underminere sit eget forretningsgrundlag ved at give alle forretningshemmelighederne væk for småpenge. 

Derfor anbefaler Kennet også at lede efter gravelruter på den tyske hjemmeside eller app Komoot og så måske selv stykke noget sammen efter behov og ambitionsniveau. 

Fantasy-udgave af Vestjylland
I Danmark kan jeg godt lide at finde områder, hvor man bare kan cykle rundt i flere timer uden at være ret meget på asfalt og uden at cykle på den samme grusvej flere gange. Altså ikke det sædvanlige kludetæppe af skiftevis grus og asfalt. Sådan et sted drømmer jeg også om at finde på Mallorca.  

Ved et kig på kortet finder jeg et par nationalparker, hvoraf den ene ligger i fornuftig cykelafstand af 25 kilometer fra Selva. Parc Natural s’Alburfera de Mallorca lige vest for Port d’Alcudia. Den prøver jeg. Uden at ane, hvad der venter. Og om der venter grusveje overhovedet. 

Det gør der. 

S’Albufera er en fantasy-udgave af Vest Stadil Fjord. Et pandekagefladt vådområde med indsøer og en rørskov, hvor sivene er 5-6 meter høje, så man føler sig som en lille lort på eventyr på sin første drengecykel.  

Imellem sivene går en fin sandet grusvej uden de sædvanlige sten. Man føler, at man begiver sig ind i en mystisk verden, mens turistslummen i Port d’Alcudia forsvinder i vandstænkene, når baghjulet sprøjter vand op fra pytterne. 

Dér var den omsider. Følelsen af at blive væk. 

Jeg cykler dybere ind i rørskoven og passerer ind imellem et vandhul med blishøns, gråænder, fiskehejrer og sølvhejrer. Og hen over mig flyver en flok fugle, der ligner viber. I et fremmed land er jeg pludselig havnet i noget, der mider om min barndoms legeplads omkring Stadil i Vestjylland.

Ikke en højdemeter registrerer computeren, men efter nogle kilometer er vejen pludselig blokeret. Eller rettere. Den står under vand så langt øjet rækker. Ikke helt uforudsigeligt, når man befinder sig i et vådområde et par dage efter et massivt regnskyl. 

Jeg triller lidt forsigtigt ud i vandet, for i det uklare vand kan jeg ikke se dybden. Måske er det ligheden med min barndoms legeplads, der forvandler vand på vejen fra en forhindring til en lokkende mulighed for at svine sig selv til. 

Jeg træder stadig hårdere igennem vandet, der bliver dybere og dybere, indtil mine skosnuder til sidst pløjer sig som små både gennem det grumsede vand. Når først der står vand i skoene, er det jo lige meget, om der kommer mere vand. 

Sultanhønen
Og der kommer regelmæssigt korte passager med oversvømmelser. Men nu kører jeg bare igennem. Indimellem stopper jeg ved et af de mange fugletårne for at overskue landskabet. I den østlige del af rørskoven ser jeg pludselig fra et fugletårn noget rødt, der bevæger sig nede i sivene. Jeg bliver helt stille og kigger. For enden af det knaldrøde næb rejser en rød blis sig.  Og bag blissen viser der sig en blåsort fjerdragt og en fugl på størrelse med en landhøne. Under den aristokratisk udseende fjerdragt viser et par halvlange knaldrøde ben sig. Og nu kommer endnu en fugl til syne. 

Jeg bliver siddende lidt i fugletårnet og betragter dem. Senere googler jeg mig frem til, at det må være sultanhøns. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der får aristokratiske associationer, når jeg ser dem. 

Rundstrækningen i s’Alburfera er godt 11 kilometer, men med et par afstikkere har jeg kørt 16-18 kilometer på grus inden jeg bevæger mig ud af rørskovens magiske verden og hjem igen efter et kort visit i Port d’Alcudia, der i januar ligner noget, der er forladt efter et radioaktivt udslip. 

• Der er ikke mange egentlig gravelområder med et sammenhængende net af grusveje, siger vores guide Kennet Kirkensgaard dagen efter under kaffen på den nye cafe Sa Duana i Selva.
• Nationalparken Parque Natural s’Albufera de Mallorca er en undtagelse. Men der er også en del grusveje på halvøen ud mod Formentor-fyret. 

Han fortæller også, at man kan få endnu flere kilometer i s’Albufera, hvis man bevæger sig ud på vandrestierne. Men uanset hvad kan de være en god ide at alliere sig med en guide en dag eller to, hvis man vil se Mallorca fra grussiden. Så det gjorde vi.

Den store guidede tur
På dagen før hjemrejsen har mine kolleger på magasinet også vovet sig ud på de brede dæk, da Kennet Kirkensgaard har lovet at give os et håndplukket udvalg af grusveje i trekanten mellem Selva, Sineu og Santa Maria del Cami. 

Det bliver en vild tur på 57 kilometer med alt fra en fodgængerbro i Inca, krydsning af strømmende bække, genveje over græsmarker, kørsel i tørre flodlejer, stejle grusveje med store sten og zigzag på kanten af utallige vandpytter. Og naturligvis nogle transportstykker på asfalt til at hvile hovedet. 

Hvis du for første gang tager gravelcyklen med til Mallorca en uges tid, er det klart at anbefale, at du enten forbereder dig grundigt, eller at man måske som gruppe hyrer en guide. 

Der er grusveje nok, men rigtig mange af dem ender blindt, mens andre er spærret. Og ”Coto Privado de Casa” er nok den sætning du vil se flest gange på Mallorca. Men de er der. Grusvejene. Og de er sjove. 

Så tag gravelcyklen og mtb-skoene med i stedet, hvis Puig Major, Coll de Soller og hvad det hedder alt sammen, er begyndt at kede dig. 

Forbered dig inden du tager afsted
Gravelmallorca.com
Torosdegravel.com