Det kom som et chok for mange da Tadej Pogacar tog cykelverden med storm efter pandemien. Vi mødte Sloveneren til en snak om sin første Tour-sejr dengang i 2020.

Det kom sikkert bag på en del mennesker, at den blot 21-årige slovener, Tadej Pogacar, vandt den samlede sejr i årets Tour de France. Men sejren kom ingenlunde ud af det blå. UAE-rytteren havde allerede vundet Tour of California, Volta ao Algarve, vundet tre etaper i Vuelta a Espana og taget en samlet 3.-plads i samme løb i 2019-sæsonen – hans første år som professionel!

Det var altså allerede til at se, at der her var tale om en ekceptionel rytter. Men, men, men; at vinde Tour’en samlet i første forsøg og i så ung en alder; det sker altså kun meget sjældent.

Det står lissom’ i reglerne for professionel landevejscykling, at man lige tager et par års tilløb (mindst) og aftjener sin værnepligt som hjælper, førend man selv får chancen som kaptajn. Sådan er det bare, og sådan har det altid været – måske lige bortset fra tilfældet Merckx og et par andre unikke undtagelser.

Nybrud

Sådan var cykelsporten frem til nedlukningen i marts 2020. INEOS lå til at dominere de store etapeløb – alene i kraft af sit enorme budget og deraf følgende overlegne ryttermateriale. Vi kunne altså se frem til de sædvanlige, kedelige scenarier, hvor INEOS satte sig tungt på løbene og kvalte al modstand. 

Det er selvfølgelig rigtigt, at Egan Bernal også var dukket hurtigt op, men INEOS havde været lige så hurtige til at indfange ham til holdkortet, og Bernal var jo blot den seneste i en lang række af store, colombianske talenter gennem de senere år. Men Pogacar var altså anderledes. En outlier i statistisk forstand.

Der skete altså et eller andet i de mange uger uden cykelløb, hvor aktiviteten var henlagt til de virtuelle veje i Watopia. Der blev på en eller anden måde vendt op og ned på magt- og aldersstrukturerne i international cykelsport – og det på en dejligt forfriskende  og lovende måde. Ineos havde mistet sit jerngreb om sporten og Jumbo Visma havde overtaget rollen som superhold på en langt mere dynamisk facon.

De unge ryttere var ikke længere så fastlåste i den traditionelle rolle som kanonføde. Da 2020-sæsonen endelig genåbnede, var det i et meget kompakt format, og det hele virkede fremmed, spændende og lovende. Den store franske rundtur var stadig midtpunktet, og i denne mærkelig sæson har den været vigtigere for sporten end nogensinde før – med en masse hold, som har kæmpet for at overleve og haft Tour’en som en vigtig livline.

De fleste forudså nok en sejr til Primoz Roglic, men stik imod forventningen var det den unge opkomling, Tadej Pogacar, som tog kampen op med sin betydeligt ældre rival og vendte lykken med en af de mest fantastiske enkeltstarter, vi nogensinde har set. Vi slog kloen i Pogacar for at udfritte ham lidt om hans indtryk fra sæsonen.

Ingen cykelfamilie

Velomore (VM): Præcist hvor i Slovenien kommer du egentlig fra, og hvordan egner terrænet i din hjemegn sig til cykling?
Tadej Pogacar (TP): Jeg kommer fra landsbyen Komenda i det nordlige Slovenien. Det er et stille område, hvor der er smukke veje, som egner sig perfekt til cykling. Jeg elsker at komme hjem og genopdage de steder, jeg cyklede som dreng.

VM: Hvad laver dine forældre, og er du den eneste i familien, som dyrker cykelsport?
TP: Min familie er ret normal. Min mor er lærer, og min far er møbeldesigner. Jeg har to søstre og en bror. Jeg har altid gået meget op i sport. I starten var det fodbold og løb, men så var der en ven af familien, som introducerede min bror, Tilan, og mig for cykling, og så blev han vores træner. Da først jeg var kommet i gang med cyklingen, blev det min primære sport.

Offroad uden for sæsonen

VM: Hvad var det ved cyklingen, som appellerede til dig, og var der en klub og et system, som bakkede dig op?
TP: Jeg var ni år gammel, da jeg kørte mit første løb. Ruten var kun tre kilometer lang, og vi skulle køre flere runder. Jeg var klart den yngste i feltet, fordi der ikke var nogen alderskategori til mig. Jeg vandt løbet, og det gav mig selvfølgelig blod på tanden, så derefter stillede jeg op i flere løb. Jeg startede et samarbejde med Andrej Hauptman, som er en meget vigtig person i slovensk cykelsport. Han troede på mig og hjalp mig med at blive professionel. Han er stadig med mig på UAE Team Emirates og hjælper mig med at videreudvikle mig som rytter.

VM: Du kørte cykelcross, da du var yngre. Hvordan har det hjulpet dig som landevejsrytter, og kører du stadig off road uden for landevejssæsonen?
TP: Jeg mener, at cykelcross er fantastisk godt, når du skal lære at styre cyklen, og det har helt sikkert givet mig en masse selvtillid på nedkørslerne. Jeg kører stadig cross udenfor sæsonen. Det er supersjovt og et underholdende afbræk fra landevejscyklen.

VM: Når du ser ryttere som Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der konkurrerer i mange forskellige discipliner, ser du så en fremtid for cykelsporten, hvor det bliver mere almindeligt, at rytterne spreder sig over flere grene?
TP: Nej. Jeg tror, at de er specialtilfælde. De fleste har næppe godt af at sprede sig over mange discipliner. Cykling er en meget specialiseret sport, og man er nødt til at arbejde hårdt på de aspekter, man vil være god til, men jeg kan da godt se, at nogle ryttere har stor succes med at kombinere landevejs- og banecykling eller landevejs- og off road-cykling.

Cykling under Corona

VM: Hvordan ser din off-season typisk ud? Hvordan træner du?
TP: Jeg plejer at tage en pause fra den specifikke træning, og så triller jeg bare ud på nogle mere lystbetonede ture. Jeg supplerer med en del core-træning og off-road-ture for at skabe lidt afveksling. Men ikke nogen vægttræning.

VM: Hvor opholdt du dig under nedlukningen, og hvordan var dine muligheder for at træne i den periode?
TP: Jeg opholdt mig primært i Monaco. Jeg tilbragte rigtig mange timer på hometraineren, hvor jeg gav den gas – uden dog at gå helt amok. Det ser jo ud til, at det var en meget god løsning.

VM: Er der stor forskel på at køre cykelløb nu – midt i en Covid-19-tid – og tidligere? Er du tryg ved det, og hvordan oplever du de situationer, hvor fans kommer tæt på?
TP: Jeg synes, at vi er privilegerede, fordi vi har mulighed for at træne og konkurrere. Jeg synes, at vi har været heldige med at få lov til at afvikle en stor del af sæsonen med mange løbsdage. Som ryttere føler vi os trygge – især på vores hold (UAE Team Emirates). Holdet har gjort meget ud af at tage forholdsregler, så vi kan føle os trygge. Vi bliver testet hyppigt, og holdet har hyret et rengøringsfirma til at rejse sammen med os og sørge for løbende at desinficere vores hotelværelser, vores køretøjer og vores udstyr.

Alder og træning

VM: Hvem er din træner, og hvor videnskabeligt går du til værks i din træning?
TP: Min træner hedder Iñigo San Millan. Jeg kan godt lide at holde det simpelt, men i moderne cykelsport er man nødt til af og til at skele til data og watt-filer. Jeg forsøger at ramme en balance mellem at køre på fornemmelsen og lade mig styre af mine data. Udviklinge i dine data giver jo en god fornemmelse for det større billede. Men man skal også kende sig selv uafhængigt at sine data.

VM: Hvordan føles det pludselig at konkurrere med – og slå – de ryttere, som du har set op til som knægt, og hvordan reagerer de på at blive slået af sådan en ung rytter?
TP: Ha, ja det var da mærkeligt lige i begyndelsen, men man vænner sig hurtigt til det. Jeg tror, de rutinerede ryttere har det på samme måde, når der kommer yngre kræfter til. Når først nummeret kommer på ryggen, fokuserer man på løbet. Alderen er ligegyldig. Det gælder for alle ryttere.

VM: Cykling er en meget traditionsbunden sport, og det plejer at være sådan, at de unge ryttere skal køre nogle sæsoner, før de opnår stjernestatus, men det har ikke været tilfældet for dig. Du har været en stjerne fra starten. Hvordan har du håndteret kaptajn-rollen og alt det stress, der følger med? Nogle af dine holdkammerater er jo næsten dobbelt så gamle som dig.
TP: Helt ærligt; det har faktisk ikke været så svært. Jeg har nok ikke ’ledet’ de andre så meget. I Tour’en var det eksempelvis Marco Marcato, der var vores vejkaptajn. Han er den mest rutinerede, og han vejleder både mig og de andre ryttere i svære situationer. Jeg tager selvfølgelig lederskabet på mig, men det er klart, at jeg stadig har meget at lære.

Cykelstormagten Slovenien

VM: Primoz Roglic er en af dine gode venner. Hvor længe har du kendt ham, og hvor godt kender du ham? Har han haft indflydelse på din karriere?
TP: Han er selvfølgelig en kæmpe stjerne i slovensk cykelsport, og da jeg startede i sporten, var han et naturligt referencepunkt for mig – ligesom han er for de fleste andre unge slovenske ryttere. Jeg har jo lært ham personligt at kende, og han er bare en superflink fyr. Vi sludrer altid, når vi sidder i feltet og veksler derudover et par ord, når lejligheden byder sig.

VM: Hvordan kan det være, at Slovenien pludselig er blevet en cykelstormagt?
TP: Sporten er eksploderet i Slovenien inden for de senere år. Primoz Roglic har haft stor betydning for den udvikling, og nu er der også mange, der kigger på mig, og der kommer mange unge cykelryttere. Tidligere levede sporten et stille liv i Slovenien, men når vi pludselig gør det så godt, skaber det selvfølgelig opmærksomhed. Slovenien er et lille land, og det er stort for os at gøre det godt i en international sportsgren.

Tour-sejren

VM: Hvad laver du, når du ikke cykler? Hvilke andre interesser har du?
TP: Når jeg ikke cykler, kan jeg lide at slappe af. Jeg bruger tid sammen med min kæreste, går ud og spiser eller nyder hendes hjemmelavede mad.

VM: Du startede Tour’en som hjælper for Fabio Aru. Hvordan omstillede du dig til kaptajn-rollen?
TP: Fabio og jeg var ligestillede kaptajner, da vi startede, så det var ikke en stor omstilling. Det var ærgerligt, at han løb ind i problemer og måtte udgå, fordi vi kom til at mangle ham som stærk klatrer.

VM: Du fik et tidstab tidligt i løbet, da du blev fanget i sidevinden. Hvordan klarede du at holde moralen oppe og tage tiden tilbage, når Jumbo Visma var så stærke?
TP: Vi var heldige med at begrænse tidstabet på sidevindsetapen – det kunne være gået meget værre. Jeg vidste, at jeg var godt kørende, og at jeg kunne vinde tiden tilbage. Jeg vidste også, at jeg var nødt til at angribe for at gøre det, men det falder mig heldigvis naturligt.

VM: Var du påvirket af risikoen for, at løbet kunne blive aflyst hvert øjeblik det skulle være på grund af Corona-situationen?
TP: Når vi ser tilbage, kan vi konkludere, at situationen blev håndteret rigtig godt, og vi følte os meget sikre inden i løbs-boblen. Selvfølgelig var der nogle nervøse øjeblikke undervejs, men jo længere løbet fortsatte, desto sikrere følte vi os på, at vi nok skulle komme hele vejen til Paris. Herefter fulgte vi bare planen.

VM: Du kørte helt fantastisk på den sidste enkeltstart. Hvordan kan det være, at du kørte uden cykelcomputer, og kan du fortælle lidt om, hvordan du fik informationer undervejs?
TP: Jeg kørte faktisk med cykelcomputer på den første del af ruten. Når man kører løb hver eneste dag og er vant til at se på sine watt-tal, får man en ret god fornemmelse for, hvor man skal ligge. De sidste fem kilometer var afgørende, og da distancen var så kort, var jeg lidt ligeglad med tallene på den del af ruten. Jeg gav den bare fuld gas. Uden computeren sparer man også nogle gram.

VM: Hvordan føltes det at slå Roglic – det var en stor dag for Slovenien?
TP: Jeg var lykkelig for at vinde. Jeg kunne ikke tro det. Det var en stor dag for slovensk sport. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg en lille smule ked af det på Roglics vegne, men jeg er sikker på, at han kommer tilbage.

VM: Hvordan har du oplevet al hurlumhejet efter Tour’en?
TP: Lige efter Tour’en var der fuldt fokus, fordi jeg skulle køre VM og de belgiske klassikere. Siden da har jeg haft en god pause, og lige nu prøver jeg at koble en smule af efter en kort og meget intensiv sæson.

VM: Kan du fortælle lidt om, hvordan det var at sidde i finalen af Liège-Bastogne-Liège, og hvordan du har det med resultatet?
TP: Havde du lovet mig en podieplads inden starten, ville jeg helt sikkert have taget imod. Kunne jeg have vundet? Måske, men Roglic og Hirschi var også meget stærke. Jeg ser frem til at komme tilbage for at se, om jeg kan gøre det bedre.

VM: Hvad er den største lære, du drager af årets sæson og alt det, der er hændt?
TP: Det har været et mærkværdigt år. Jeg tror, vi alle har lært, at vi skal passe på os selv og dem omkring os. Det er nok den væsentligste lære.

Guld fra gemmerne. Denne historie bragte vi første gang i 2020.