Posts Tagged ‘Test’

Velomore tester Gore Endure regnsæt

Posted on: juni 18th, 2024 by Christopher Glimberg No Comments

Gores Endure er regnsættenes svar på et multitool. Sættet klarer MTB-kørsel i en regnfuld skov i strakt arm, men egner sig lige så godt af cyklen.

Gores Endure er regnsættenes svar på et multitool. Sættet klarer MTB-kørsel i en regnfuld skov i strakt arm, men det er samtidig så behageligt og så nemt at få af og på, at jeg også har brugt det til at vandre i, på turene til og fra job, og som en vindjakke på ustadige dage i byen. 

Sættet byder tilmed på mange fine funktionelle løsninger – og en imponerende vandtæthed. Lægger man derpå Gores åndbare membran, Gore-Tex Paclite Plus, der har gjort mærket til førerhund i feltet af vandtæt/åndbart materiale, så er vejen banet for en succes. Og det er Gore Endure.

Jakken

Jakken har et komfortabelt snit med god plads til flere lag og med et længere rygstykke, der giver god beskyttelse i vådt føre. Hætten har plads til en hjelm, der bliver holdt fint på plads takket være de to muligheder for justeringer, som hætten har. 

Foran på jakken findes to lommer med gummiforseglede lynlåse, der er nemme at betjene, selv med (tynde) handsker på. En indvendig lomme, er der også blevet plads til, velegnet til nøgler eller et kreditkort. Jakkens snit er et fint kompromis, ikke for tight og ikke flagrende; et snit der gør den fuldt brugbar som en regnjakke, eller let vindjakke, uden du behøver være på cyklen.

Både jakke og bukser er forsynet med silikonebånd, og sammen med snor og knapper, er der gode justeringsmuligheder både på bukser og jakke, bl.a. kan man med trykknapper justere benbredden ved underbenene, og desuden bidrager buksernes lange lynlås også til, at bukserne er nemme at få på og af. 

Bukserne

Jeg har det dobbelt med at køre med regnbukser i skoven. Det er selvsagt rart at være beskyttet mod regn, men med de tørre ben følger ofte en regning: Manglende bevægelsesfrihed, overophedning og den irriterende lyd fra stoffet, når benene arbejder. 

Læs også: Benyt dine Velo+ fordele lige her

Her efter to måneders hyppig brug, er jeg som sådan stadig ikke fan af konceptet regnbukser på cykel; det er bare federe at køre i skoven uden. Men, for der et stort men, Endure-bukserne er de bedste og mest komfortable regnbukser, jeg har prøvet, og på en våd dag i skoven, er de et stensikkert valg, for de er lette, bekvemme og lyder ikke som to plasticposer, der gnides mod hinanden, når man cykler

Læs også: Fulcrum lancerer nyt blandevejshjul

Bukserne kommer med en række gode funktioner. Den eneste lynlåslomme på højre side er placeret længere tilbage, så din smartphone eller pung ikke kommer i vejen, mens du træder i pedalerne. En lille netlomme på indersiden af ​​bukserne, hvor du kan opbevare småpenge eller nøgler er endnu en rar feature.

Konklusion

Endure-sættet giver god pasform, har mange og nemme justeringsmuligheder og fremragende beskyttelse mod regn og vind, når du cykler. Sættets snit betyder, at det også fint kan anvendes, når du ikke er på cykel. Og når du ikke har brug for sættet, er det meget nemt at pakke sammen og vejer meget lidt.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: All-round performance på regnvåde dage, men egner sig bedst til MTB og gravel.
Pris: Vejl: ca. 2.000 kr. (jakke) og 1.600 kr. (bukser) 
Materiale: GORE-TEX
Læs mere: www.gorewear.com

Velomore tester gravelsæt fra Alé

Posted on: juni 13th, 2024 by Thomas Siggaard No Comments

Der er rig mulighed for at få lommerne fulde med Alé’s gravelsæt. Der er hele 9 af slagsen fordelt på trøje og shorts.

Der findes snart ikke en produktkategori eller producent med respekt for sig selv, som ikke laver et gravelspecifikt produkt. Således heller ikke italienske Alé, der herhjemme nok er bedst kendt for at lave teamtøj og spraglede designs.

Nu bevæger de sig ind på gravelscenen, med henholdsvis Gravel Creek-trøjen og Gravel Stone-cykelshortsene. Begge produkter er udviklet specielt med gravel for øje, ikke så meget ræs, men mere jagten på eventyr og de rigtig lange ture.

Udover at være produceret i et ekstra slidstærkt materiale, gør både trøje og cykelshorts sig særligt bemærket ved, at være udrustet med ekstra mange lommer. Creek-trøjen har hele seks lommer på ryggen, placeret ovenpå hinanden, mens Stone-cykelshortsene har lommer på både ryg og lår.

Foruden lommerne, er Creek-trøjen produceret i et let genbrugsgarn, der både er slidstærkt og åndbart. På undersiden af ærmerne er der placeret et let mesh-panel for optimeret ventilation. For at sikre god komfort og pasform, er ærmerne laserskårne, mens et kraftigt gummibånd omkring livet sørger for at holde trøjen på plads.

Stone-shortsene er udviklet i et kraftigere materiale, som yder hele 50+ UPF i solbeskyttelse, mens snittet er anatomisk og følger kroppens position på cyklen. Lommerne er i et let mesh-materiale, så de i det mindste ikke bidrager til at holde på varmen.

På grusvejene

Det er tydeligt, at Alé har haft de lange cykeleventyr for øje, da de designede sættet. Lommerne på ryggen af trøjen skal man lige vende sig til, og jeg har svært ved at gennemskue, om det er en god ide eller ej, at pakke i to lag. Man skal lige vende sig til det, og tænke over, hvad man pakker hvor. Umiddelbart har jeg brugt de inderste lommer til praktiske ting – tegnebog, slanger, værktøj eller energibarer, mens de yderste primært er blevet brugt til lettere energiprodukter, som gels, og affald.

Når først man har vænnet sig til det, fungerer det faktisk meget godt. Sværere har jeg haft det med ryglommen på shortsene. Større ting trykker ind mod ryggen, særligt hvis man har noget i ydrelommerne. Lommen har vist sig bedst egnet til opbevaring af vest eller en tynd jakke, omend det er med risikoen for, at de bliver våde af sved. Et par ekstra gels har jeg også haft plads til derinde, og cykler man i koldt vejr, er lommen genial til at holde energibarer bløde og spiselige.

Lommerne på lårene er jeg til gengæld helt vilde med. De er nemme at komme i og tilpas store. De sidder langt nok nede ad låret til at være komfortable, selv når de er fyldt. Med seks lommer på ryggen og to på lårene, har man pludselig rigeligt med plads at gøre godt med.

Overordnet set er sættet komfortabelt at have på, helt som forventet når det er Alé. Trøjen er lidt større i størrelsen end shortsene, og kommer med rigeligt livvidde. Der har i testperioden ingen anmærkninger været. Designet er klassisk italiensk, med et smart mønster og masser af farver, der muligvis ikke falder i alles smag. Vi har testet et matchende kit med en snert af olivengrøn i shorts og trøje, og lilla til lyserøde stafferinger på trøjen. Der er noget ‘gravel’ agtigt i at køre med jordfarvede shorts og trenden med farvede shorts kan jeg enormt godt li.

Facit

Alt i alt har Alé skabt et spændende sæt, som især egner sig godt til lange cykelture – både på landevej og gravel. Det er oplagt til bikepacking, og heldagseventyr, med sine mange lommer. Jeg har svært ved at gøre op med mig selv, om jeg synes det er en god ide eller ej med dobbelt-lommer udenpå hinanden. Alternativt, kunne man måske nøjes med en bredere lomme yderst bagpå, og rykke de to andre lommer ude på sidepanelerne…

Læs også: Velomore tester Vittoria RideArmour

Alt i alt et godt sæt, hvor især shortsene har imponeret med deres gode komfort, smagfulde design og praktiske lommer. Jeg er helt vild med udvalget af farver, og især de testede olivengrønt shorts har været et hit. Trøjens print er mere en smagssag, og spørgsmålet er, om et dobbeltlag af lommer bliver for voldsomt, hvis man virkelig pakker alle seks til randen.

Info

Alé Creek cykeltrøje
Vurdering: 4/5.
Bedst til: Lange og varme ture, hvor der er brug for ekstra lommeplads.
Størrelser: XXS – 5XL.
Farvekombinationer: 3 varianter.
Pris: Ca. 857 kr. (115 euro).
Mere info: www.alecycling.com

Alé Stone cykelshorts
Vurdering: 5/5.
Bedst til: Solide all-round shorts, med lommer på lår og ryg. Idelle til bikepacking.
Størrelser: XXS – 5XL.
Farver: 6 varianter.
Pris: 1.118 kr. (150 euro).
Mere info: www.alecycling.com

Velomore tester Tacx NEO 3M

Posted on: maj 15th, 2024 by Thomas Siggaard No Comments

Vi har testet NEO 3M, Tacx’ bud på en high-end smart trainer, der har fået indbygget bevægelse og en sublim ERG-mode oplevelse. Men det kommer med en (høj) pris.

Der er langt mellem de store innovationer når store mærker som Wahoo og Tacx spytter nye smarttrainere ud, men med Tacx NEO 3M lader det alligevel til, at hovedet på sømmet er blevet ramt. Smarttraineren udkom på et lidt mærkeligt tidspunkt, nemlig i december sidste år, hvor man må formode, at de som var på udkig efter en smarttrainer til vinteren, allerede havde fået købt de skulle bruge.

Uanset, så har vi her på magasinet haft fornøjelsen af at teste NEO 3M i foråret. Og det har været et glædeligt bekendtskab.

NEO 3M er aftageren til den populære Tacx 2T, der hidtil har nydt statussen som Tacx’ flagskib. Forskellen på de to er i korte træk, at 3M kommer med indbyggede motion plates, der får cyklen til at bevæge sig frem og tilbage i takt med pedaltrådet, WiFi og ethernet forbindelse, dog via et tilkøbs produkt, 11 speed kassette, håndtag og mulighed for hele to bluetooth forbindelser på en gang.

Det virker umiddelbart som små ændringer, men i et marked, hvor smarttrainerne efterhånden ligner hinanden, er det ikke mindst vigtige tilføjelser for Tacx. Læg dertil, at Tacx også har styrket modstandsenheden og kølessystemet i smarttraineren, så den nu kan håndtere større belastninger ved lavere kadence, som hvis man skal bestige en stejl stigning i Zwift, Rouvy eller MyWhoosh. Samtidig er den irriterende strømblok (i mangel på bedre ord) blevet flyttet ind i maskinen, så den ikke ligger og fylder på gulvet.

Ellers har den de samme funktioner som foregængeren: Wattmåling med en præcision på +-1%, max stigningssimulering på 25% og max poweroutput på 2200 watt, hvilket burde være rigeligt for de fleste… Derudover kan NEO 3T også bruges uden at være tilsluttet strøm, hvilket er ret smart, hvis man hører til dem som gerne vil varme op til cykelløb, eller hvis du være sikker på, at kunne cykle når vi alle skal forskanse os i vores dommedagsbunkere.

Vægten er på behagelige 23,6 kg, hvilket gør, at den ikke letter fra gulvet når du træder an, men vil du gerne have den med til at varme op til cykelløb, er den forholdsvis svær at bære – selv med håndtaget, så er den et stort et skrummel.

Designmæssigt, har Tacx bevaret udseendet fra 2T’eren, der stadig gør sig bemærket ved, ikke at have noget svinghjul. Der er blevet gjort bedre plads til skivebremser, og Tacx har stadig disko dasko under traineren, der lyser op når du fyrer den af om aftenen.

I pain caven

Mest bemærkelsesværdig ved NEO 3M er den indbyggede bevægelse. Smarttraineren ‘gynger’ blidt frem og tilbage, hvilket faktisk giver en meget behagelig oplevelse, når man træder i pedalerne. Der er ikke tale om meget mere end 2,5 cm bevægelse i hver retning, men det er nok til, at give en oplevelse af at der sker noget. Det pudsige er dog, at der samtidig lader til at være en let vuggen fra side til side, som alt i alt bidrager til en overordnet yderst realistisk følelse af at cykle udendørs.

Det er via fødderne på vingerne at bevægelsen opstår, og er man ikke vild med det, kan man nemt låse fødderne via en knap bagerst på maskinen, som dog forudsætter, at man hopper af cyklen og gør det. Hvilket er en skam, da det kunne være rart at slå denne funktion til og fra, undervejs på ens cykelture.

Bevægelsen er dog ikke så voldsom, at den følger mærkbart med når man rejser i pedalerne, og magien ved den blive vuggen forsvinder. Især hvis man spurter, hvorfor jeg har haft funktionen slået fra under Zwift-løb. Faktisk følte jeg lidt, at noget af min peakpower forsvandt ned i bevægelserne.

Læs også: Velomore tester Wahoo KICKR Move

Til gengæld reagerer den lynhurtigt og præcist så snart man ændrer i sit poweroutput, og særligt ved intervaltræning brillerer NEO 3M. Skiftende fra lave til høje watt sker lynhurtigt og præcist. Særligt skiftende virker meget realistiske, og minder i følelse meget om skiftende i tempo ude fra landevejen, uanset om man kører i ERG-mode eller ej.

Facit

Jeg må ærgerligt indrømme, uanset hvor jeg glad jeg er for Wahoo KICKR Bike og KICKR 5v, så har Tacx NEO 3M virkelig overrasket. Den vuggende fornemmelse er en fin tilføjelse, som giver et dejligt afbræk til de ellers, monotone langture.

Men der hvor 3M særligt kommer til sin ret, er ved dens lynhurtige og præcise wattmåling, der sætter en tyk streg over den realistiske oplevelse. Det er klart den bedste oplevelse i ERG-mode jeg har haft, og langt den største rate af fuldendte intervaller i ERG-mode, i øvrigt.

Læs også: Benyt dine Velo+ fordele lige her

Om det så retfærddigør prisen, tja, det synes jeg ikke. Smarttraineren står til 15.499 kroner, hvilket er langt mere, end hvad Wahoo’s ditto kan købes for. Til den pris kan jeg godt leve med en mindre tilgivende ‘watt oplevelse’ og motion plates. Holdbarheden virker dog god, så mon ikke man har smarttrainer i mange fremad, skulle man finde prisen overkommelig. Uanset hvor meget Tacx NEO 3M har imponeret os, kan vi kun give den 4 i vurdering. Ydelsen er bestemt i top, men med det voldsomme prismærke, skal der altså bare meget mere til, at forsvare en absolut topkarakter.

Info

Vurdering: 4/5.
Bedst til: Virkelig behagelig i freeride, men brillerer i ERG-mode og intervaltræning.
Pris: 15.499.
Mere info: www.garmin.dk

Velomore tester minipumpe fra Cycplus

Posted on: april 10th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

En elektronisk minipumpe er et must have for enhver cykelmotionist. Derfor har vi testet den kompakte version fra Cycplus.

Tiden med at skulle fumle med en genstridig og frossen CO2 patron, eller udspille en obskur scene for alle forbipasserende med en hidsig rykken i en cykelpumpe i vejkanten, er slut. For år tilbage blev den australske minikompressor Fumpa introduceret og den har været et kært bekendtskab for mit vedkommende.

Så da muligheden for at teste en tilsvarende minipumpe fra Cycplus bød sig, takkede jeg uden tøven ja. I min verden findes der kun to muligheder hvis uheldet er ude og en punktering suger luften ud af cykelturen: Minikompressor eller et opkald til kæresten. Sidst nævnte er bare ikke speciel lirens eller godt for træningen.

Kvadratisk, praktisk, god

Den elektriske minipumpe fra Cycplus kommer i et lille og elegant design, der med sine 65×46,5×28 mm ikke fylder særligt meget. Den fylder umiddelbart det samme som en CO2 patron med mundstykke og mindre end en håndpumpe.

Minipumpen er som sagt elektronisk, hvilket betyder, at den kan genoplades i det uendelige. Afhængig af dæktryk og bredde, rummer pumpen op til 3 oppumpninger. Ifølge producenten kan den som minimum fylde to 700 x 25 c dæk med 80 PSI / 5,5 bar. Så er uheldet ude to gange, kan man om ikke andet, få rigeligt med luft i dækkene til at komme hjem uden problemer. Vægten er lige under 97 gram.

Pumpen kommer pakket ind i et fint lille silikonecover, der dels beskytter den mod skrammer og sved, og dels beskytter brugeren fra den varme som opstår ved brug. Der medfølger desuden en lille plasticlomme i pakken, som om ikke andet, beskytter pumpen mod sved på de første par ture. En anden smart funktion er, at pumpens tænd/sluk knap har en farveindstilling, der indikerer hvor meget batteri der er tilbage i pumpen. Opladningstiden er på beskedne 20 minutter.

I brug

Jeg havde egentlig forestillet mig, eller nok snarere håbet, at testen af minipumpen ville foregå med at pumpe cykeldæk et par gange ude i indkørslen. Men som sendt fra himlen, eller snarere fra helvedet, punkterede jeg faktisk på den første tur hvor jeg havde minipumpen med i baglommen. Ergo, blev den straks testet i en skarp situation.

Læs også: Velomore tester cykelhjul til under 10.000 kroner

Cycplus minipumpen er super simpel. Man tænder den ved at trykke på knappen, og dobbelt klikker for at få den til at pumpe. Cycplus anbefaler at man tænder pumpen før man monterer den på ventilen, hvis dækket er helt fladt. Det virker lidt kontraintuitivt, men er forholdsvist let at gøre.

Man skal være opmærksom på, ikke at holde hånden over ladestikket, da det er her at luften suges ind i pumpen. På lidt under et minut fyldes dækket med luft og man er derfor hurtigt afsted igen. Så på den måde bliver det pludselig en fornøjelse at punktere. Jeg var hurtigt videre og kunne fortsætte min cykeltur, velvidende at jeg havde luft til endnu en påfyldning (såfrem jeg havde taget to slanger med).

Facit

Hvordan kan man leve uden en minipumpe? For mig er det en af de smarteste gadgets der findes. En cykelpumpe er so last year og CO2 patroner er jeg aldrig blevet fortrolige med. Der hvor minipumpen fra Cycplus især vinder, er på genanvendeligheden. En opladning rækker til ca. 3 opfyldninger afhængig af bredde og tryk, og modsat en CO2 patron, kan man bruge den i det uendelige.

Læs også: Se alle fordelene ved abonnement på Velomore

Godt for miljøet og godt for tegnebogen. Og med størrelserne på den seneste generation, fylder minipumperne efterhånden det samme som en CO2 patron og mindre end en minipumpe. Kvadratisk, praktisk god. Cycplus kommer desuden i varianter med display, som bl.a. kan vise dæktryk. Smart, særligt til gravel eller MTB, hvor det kan være nødvendigt at justere dæktryk undervejs.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Den dag du punkterer på begge dæk.
Pris: 749 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk

Velomore tester Elite 50D landevejshjul til under 10.000 kr

Posted on: marts 14th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Vi var så imponerede over kinesiske Elites 40D hjul at vi straks rekvirerede et sæt 50D til test for at se, om vores første indtryk nu også var rigtigt.

Kinesiske Elite Wheels forsøger at løse en ret svær og ofte meget bekostelig opgave med deres Drive 50D. Opgaven er at lave et high end kulfiber hjulsæt på 50 mm, der kan det hele, men koster det halve. 

Når man kigger på de rene stats, så virker opgaven til at være fuldført fra start. Drive 50D hjulsættet har en fælghøjde på 50 mm, som er ganske fornuftig i de fleste terræner, en indvendig bredde på 21 mm og en udvendig på 28 mm. Ret normale tal for et landevejshjulsæt, men der, hvor det bliver rigtig spændende, er når man nævner vægten på 1.300 gram for sættet en en pris på omkring 8.000 kr. eller 1.189 dollars, som det står til på Elite-wheels.com (og hvor du får 15% rabat som abonnent på Velomore).

Det er meget sjældent, man ser et hjulsæt med en så relativ høj fælg, der har den vægt. Det plejer at være forbeholdt rene bjerghjul med lav profil uden den mindste tanke på aerodynamik. Vores testede udgave landede på 1.325 gram på køkkenvægten, som stadig er langt under de fleste hjulsæt med den fælghøjde.

En af grundene til at vægten kan holdes så langt nede, er blandt andet brugen af kulfiber eger. Umiddelbart virker det nok for mange som et ret skrøbeligt valg af materiale til en tynd eger, men når man står med hjulsættet i hånden, så ser det bare smukt ud og det virker absolut ikke til at være mere skrøbeligt end en ståleger.

Kulfibereger er generelt også langt stærkere end ståleger og de kan derfor også spændes endnu hårdere op og gøre hjulet stivere, hvis det ønskes. På disse eger er enderne lavet af aluminium, så de er ikke anderledes at justere end et almindeligt hjulsæt med ståleger. Du står derfor ikke i samme suppedas, som når en eger knækker på dit Lightweight hjul og mere eller mindre hele hjulet skal skilles ad for at få det fixet.

Navene er Elites egne og med keramiske lejer. Det er egentlig hybridlejer, hvor selve skålen er af stål og selve kuglerne er keramiske. Det er nogle ret flotte nav, med lækre cnc udfræsninger, nok også for at skære så meget vægt af som muligt.

Fælgen fåes i både mat og blank, hvoraf den blanke er den mest udbredte. I denne version ses kulfiberstøbningen under den blanke lak. Det er selvfølgelig smag og behag om man synes det er flot, men der er noget betagende ved at kigge på kulifberens udformning på fælgen. Den blanke version fåes med sorte eller hvide dekaler, mens den matte kun fåes med sorte, rent stealth.

Ja, der er flere forskellige valg, der skal tages, når du beslutter dig for at købe dine Elite hjul. Det største udvalg findes ved at købe hjulene direkte fra fabrikken i Kina, altså på www.elite-wheels.com. Her kan du også vælge et hjulsæt med forskellig højde på for- og baghjul. Bagsiden ved at købe direkte fra Kina er naturligvis ventetiden på 15 – 30 dage. Told skal du dog ikke tænke på, det er blevet håndteret fra Elites side, så prisen på hjemmesiden er derfor den endelige pris.

Kan du ikke vente på at få hjulene tilsendt fra Kina, så kan du også finde hjulene hos den danske importør, www.cyclehub.dk. Det var herfra jeg købte hjulene og de blev leveret på under 24 timer. 

På landevejen

I det store hele er det en meget flot præsentation, man bliver mødt med, og det ser umiddelbart ud til, at godt kunne være det perfekte allround hjulsæt. Men et allround hjulsæt er det ikke altid sådan et, der er nogenlunde til det hele, men ikke rigtig god til noget?

Det er det måske normalt, men med det samme, man træder det første pedaltråd med Elite hjulene, kan man mærke, at dette hjulsæt ikke kun er “nogenlunde”. Man er lynhurtigt oppe i fart og stivheden fra kulfiberegerne hjælper kræfterne, du lægger i pedalerne, direkte ud i asfalten. Det samme mærker man, hvis man kører en hård bakkespurt, hvor man virkelig moser igennem. Der er en rasende god kraftoverførsel og den lave vægt kombineret med stivheden, gør, at det bliver en leg at cykle gennem terrænet. Man får virkelig lyst til at smække til den og ræse af sted.

Når man accelererer ud af et sving og får cyklen op i farten, så bliver den der også uden de voldsomme kraftanstrengelser. Det er svært at måle, hvor hurtigt et hjulsæt er uden at have en vindtunnel, men hjulene føles hurtige og på lige fod med andre hjul med nogenlunde samme fælghøjde. Lejerne føles også ganske fornuftige og løfter man hjulene op ruller de fuldstændig perfekt rundt uden det mindste modstand. 

En ting, der dog tydeligt kan mærkes uden vindtunnel, er hjulenes opførsel, når det blæser meget. Også her er hjulene rigtig gode og selv i vind omkring 10 m/s, er der meget lidt slinger i valsen. Man kan naturligvis godt mærke, at cyklen flytter sig, men man oplever ikke de der pludselig ryk i styret, som let kan forekomme når fælghøjden er omkring 50 mm. Man har god kontrol med hjulene og man behøver ikke at kline sig til styret for at holde linjen på vejen.

 Vi har desværre ikke haft mulighed for at prøve hjulene i bjerge endnu, men der er et eller andet meget betryggende ved den måde, de opfører sig på. De er super stabile i sving og vi er sikre på, at svingene på nedkørsler bliver mindst lige så underholdende som opkørsler med dette hjulsæt. 

Lader man cyklen rulle uden at træde i pedalerne, kommer der en acceptabel, men markant lyd fra friløbet. Det er klart højere end mange andre hjul, men dog stadig lavere end for eksempel Scope og Hunt. Medmindre man virkelig ikke kan lide lyden af et friløb, så vil det være et problem for de færreste. 

Facit

Der er generelt meget lidt negativt at sige om hjulene, de klarer alle opgaver med bravour og det er virkelig et godt svar på et hjulsæt, som kan det hele, om det er skiltespurte, træningsture eller fladbanetons. Det er svært at ønske sig meget mere fra et hjulsæt og til den pris er det et fund.

Læs også: Velomore tester kinesiske hjul til under 10.000 kr.

Vi har stadig til gode at køre løb på dem, men også her må de være en drøm, grundet den gode acceleration og stivhed de besidder. Ligesom 40 mm udgaven, vi testede sidste år, er vi altså også meget begejstrede for denne udgave. Elite Wheels laver også en 65 mm udgave, som vi allerede nu glæder os til at teste!

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 8.000 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk
Aktiver din Velomore rabat her: www.elite-wheels.com

Kunne du li denne anmeldelse og vil du have flere som denne, samt inspirerende beretninger, guides og artikler? Så tegn abonnement cykelmagasinet Velomore. Udover at du hvert år får 5 fantastisk inspirerende magasiner leveret til hoveddøren, får du også en lang række fordele og rabatter (som du kan læse mere om her). Det hele koster kun 425 kr/året – hvilket efterhånden er billigere end at købe en kage og kaffe hver måned. Du tegner abonnement på Velomore lige her.

Velomore tester Tech 4 X2 bremser fra Hope

Posted on: marts 12th, 2024 by Christopher Glimberg No Comments

Skal du have ultimativ bremsekraft på skovsporet, er det værd at overveje Tech 4 X2 bremserne fra engelske Hope.

Engelske Hope er ikke det mest sete ”dyr” i de danske skove. Og det er lidt ærgerligt, for producenten fra Barnoldswick producerer bremser, hjul og andre komponenter til MTB i høj kvalitet, uden at priserne stikker af. Det gælder også for de kraftige 4 X2 bremser.

I takt med, at XC sporene bliver stadig mere tekniske, opstår der også nye krav til cyklens komponenter. Affjedringens vandring er blevet længere for at kunne kompensere for det grovere terræn, og hjulene (fælgene) er blevet bredere for at kunne give optimalt greb. På samme måde er kravene til moderne MTB-bremser også øget i takt med de tekniske udfordringer i terrænet er blevet større. 

Tech 4

Hope har til Tech 4-bremserne skabt helt nye kalibre, der sammen med et tilsvarende nyudviklet design af grebet, giver Hope-bremserne 30 procent mere bremsekraft end forgængeren. X2-kalibrene, der er skåret af ét stykke aluminium, indeholder to stempler (deraf navnet X2), der aktiverer Hope’s Racing Compound klodser. 

Tech 4-grebet er relativt langt med gode og nemme justeringsmuligheder for vandring, vinkel og bremsepunkt, og det kan indstilles til at ”sidde” præcis der, hvor det virker naturligt for dig og din kørestil.

Grebet har efter min mening den helt rigtige krumning, der gør det nemt at betjene bremsen. Den riflede afslutning på grebet sikrer desuden en god kontakt, også i regnvejr.  

I skoven

Bremserne fra Hope gør det godt i skoven. De bremser effektivt, med en kraft der snarere minder om kraftigere all-mountain-bremser end om de ”almindelige” XC-bremser, de fleste af os kører med. Det giver imponerende muligheder i skoven, hvor du vil opleve, at bremseeffekten bidrager med sikkerhed og nye muligheder på sporet. 

Læs også: Velomore tester cockpit fra Grigiocarbonio

Betjeningen foregår nemt og bekvemt med meget fin feeling og modulation; effekten er således let at dosere, du kan nemt doser bremserne op til helt tæt på blokering.

Læs også: Acros XC: Tyske kvalitets navn til MTB’en

Topudgaverne fra fx Shimano og SRAM er lettere bremser, og vil du have lette bremser fra Hope tilbyder englænderne deres XCR-bremser. Men Tech 4 slår de lettere konkurrenter på bremsekraft. 

Facit

Kombineret med Hopes egne skiver, fx 160 eller gerne 180 mm, får du med Hope Tech 4-bremserne et par bremser, der aldrig svigter dig –  uanset hvor meget bremsekraft, du får brug for i skoven. De passer perfekt til mere teknisk MTB-kørsel, og så er der deres rå, nærmest industriagtige look, lækkert.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: Ca. 1.800 kroner for en komplet bremse uden skive.
Farver: Sort og sølv.
Vægt: 272 gram.
Mere info: www.hopetech.com

Velomore tester SCOTT Cadence Plus

Posted on: marts 7th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

SCOTT har langt om længe lanceret deres opdaterede SCOTT Cadende Plus aerohjelm, som profferne har kørt med i lidt over et halvt års tid.

Den skarpe læser har nok allerede bemærket at Tobias Lund og holdkammeraterne på DSM-Firmenich PostNL har kørt rundt med en ny aerohjelm siden Tour de France sidste år. Tidligere i dag blev hjelmen så officielt præsenteret af SCOTT og vi har her på Velomore testet hjelmen op til den officielle lancering.

Som enhver moderne aerohjelm, har Cadence Plus naturligvis været et smut i vindtunnel for at optimere på aerodynamikken fra forgængeren, og finde det optimale forhold mellem aerodynamik, sikkerhed og komfort. Sikkerhedssystemet i hjelmen er det velkendte Mips air node, der beskytter hjernen mod roterende kræfter ved styrt og kollisioner. Samtidig er det muligt at tilkøbe en clip-on lygte til nakkestøtten på hjelmen, og på den måde øge synligheden i trafikken.

Udseendemæssigt har SCOTT valgt at holde fast i designet fra den forrige version, dog med et mindre facelift. Således ser ventilationskanalerne forrest i hjelmen ud til at være skrumpet en smule, dog uden at kompromittere luftgennemstrømningen ifølge SCOTTs data.

Hjelmens design er overvejende lukket og brydes kun af de 3 store, og 4 små ventilations kanaler forrest på hjelmen og 6 mindre kanaler i nakken. Indvendigt er der et minimum af polstring, der giver hjelmens indre et minimalistisk look. Bespændingssystemet er magnetisk og let at håndtere med en hånd, mens hjelmens komfort og pasform på hovedet let justeres via spændet i nakken.

Hjelmen kommer i 4 forskellige farver. De klassiske sort og hvid, men også en grå/limegrøn kombination samt den testede “ultra purple” som nok bedst kan beskrives som værende på grænsen mellem lilla og blå.

På landevejen

På trods af den minimale polstring sidder Cadence Plus overraskende behageligt på hovedet. Der er ikke nogle umiddelbare markante trykzoner og nakkespændet gør det let at justere hjelmens pasform omkring hovedet. Lidt kuriøst har halsspændet passet som fod i hose lige fra start af, uden at jeg har måtte justere på nogen måder. Af og til er man heldig og halsstropperne på cykelhjelme kan være et forholdsvist stort irritationsmoment at få til at sidde ordentligt. I hvert fald for mig… Men ikke i dette tilfælde og det er jo et positivt førstehåndsindtryk.

Det positive indtryk følger med ude på landevejen. Hjelmen sidder behageligt på hovedet, også på cyklen. Den giver ikke et ‘moderne’ oversize look, men ser ud til at passe proportionelt godt til hovedet, hvilket er et stort plus.

Desværre har vi endnu ikke en vindtunnel her på redaktionen, så hjelmens aerodynamiske egenskaber har vi ikke kunne videnskabeligt dokumentere, men når hjelmen er udviklet i vindtunnel må vi stole på, at den i det mindste er hurtigere end forgængeren, hvilket understreges af at SCOTT har gjort ventilationskanalerne mindre. Det til trods, har hjelmen en god luftgennemstrømning og selvom jeg kun har haft mulighed for at teste i slut februar og start marts, har det været tydeligt at mærke hvordan den kolde luft har bevæget sig igennem hjelmen.

Om den så bliver for varm at køre med på de varmeste sommerdage kan jeg kun gisne om. Men med en god luftgennemstrømning ved høj fart, forestiller jeg mig at vi skal over de 25 grader før man mærker noget til hjelmen. En fed detalje er i øvrigt, at SCOTT har lavet særlige huller til cykelbrillerne, så man nemt kan opbevare dem på hjelmen, skulle man befinde sig på en stigning eller i lysforhold, hvor cykelbriller ikke er nødvendige.

Det mest bemærkelsesværdige der er at sige om hjelmen, er farven. Den lilla/blå farve vi har testet har gjort sig bemærket på testturene, hvor den faktisk går rigtig godt til sort tøj. Det er nok svært at kombinere den med sin gængse cykelgarderobe, men er man på jagt efter en hjelm med en atypisk farve, så er den lilla/blå faktisk rigtig flot når man står med den i hånden.

Sidst men ikke mindst, må en cykelhjelms fineste opgave være at beskytte hovedet. Her på redaktionen kigger vi i høj grad mod Virginia Techs uafhængige tests. Den nye Cadence Plus har endnu ikke været omkring det amerikanske universitet. Det har forgængeren til gengæld været og den scorede kun 4 ud af 5 stjerner, så jeg håber at SCOTT også har brugt tid på at forbedre den del af hjelmens performance, hvilket de uden tvivl har. Muligheden for at tilkøbe en baglygte og sætte i nakken er desuden en fed feature, omend man fra SCOTT’s side godt kunne havde gjort det til en del af pakken, at lygten fulgte med. Prisen lander på 1.999 kr. i vejledende udsalg, hvilket efterhånden er blevet normalen for aerohjelme.

Facit

Den opdaterede SCOTT Cadence Plus kommer med gode all-round egenskaber til danske forhold, der kombinerer aerodynamik og ventilation i et udseende, der ikke får en til at ligne en svamp fra Supermario.

Læs også: Se alle fordelene ved abonnement på Velomore

Hjelmen vil gøre sig godt 9/10 dage herhjemme og er man på jagt efter en hjelm som skiller sig ud, tilbyder SCOTT den flotte lilla/blå farve, som vi har haft fornøjelsen af at teste.

Læs også: Velomore tester FUSION Tempo

Vi er ikke stødt på noget endnu som gør, at vi ikke kan give hjelmen topkarakter. Den må formodes at være hurtigere end forgængeren og jeg har i hvert fald kunne konstatere, at luftgennemstrømningen virker fremragende. Eneste som skulle trække ned i vores vurdering skulle lige godt være, hvis Virginia Tech ikke er i stand til at give den topkarakter på sikkerheden.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Optimal til danske forhold, hvor fart og komfort er primær fokus.
Farver: Sort, hvid, lilla/blå og grå/lime.
Pris: 1999 kr.
Mere info: www.scott-sports.com

Velomore tester ultralette MTB-hjul fra Berg

Posted on: januar 2nd, 2024 by Kasper Børjesson No Comments

Belgiske Berg har specialiseret i at lave superlette hjul og komponenter til MTB, men til en pris lavere end andre hos andre high-end brands.

Berg, eller Rideberg, har endnu engang overgået sig selv og lavet verdens letteste MTB-fælg med en indvendig bredde på 30.6 mm. De har sendt os et hjulsæt med deres nye fælge og deres egne IXION SL nav, som får hjulsættet til at lande på kun 1070 gram.

Det er ikke lang tid siden vi testede deres gamle model af fælgen, som allerede var imponerende let, så vi glæder os til at finde ud af, om de nye fælge er lige så fede som de sidste. 

Porte Bram ejer og grundlægger af Rideberg

Berg har hovedsæde i Belgien og har specialiseret sig i at bygge super lette carbon komponenter, herunder hjul, styr, rammer og meget andet. Det er ikke billigt, men det er til gengæld noget af det letteste på markedet og stadigvæk billigere end de helt store spillere på markedet. Berg er ejet og styret af Porte Bram, der driver Berg som et hobbyprojekt, og har gjort det siden 2020. Bram arbejder som ingeniør på fuld tid ved siden af, hvilket for os virker helt vanvittigt imponerende og overskudsagtigt. Vi tog en lille snak med Bram omkring hans firma, hans privatliv og hans visioner for Berg.

5 hurtige om Porte Bram, ejer af Berg:

  • Bram er 38 år gammel, han har en Bachelor og 2 kandidatgrader som civilingeniør og bor i Belgien med sin familie. Han elsker også selv at cykle og har altid holdt af at rode med sine egne cykler og gøre dem så lette og hurtige som muligt. 
  • Bram forklarer, da jeg spørger ham til fremtidsprojekter i den nærmeste fremtid, at Berg arbejder på en full suspension ramme, som formentlig lander på markedet inden for de næste 2 år. Han er dog ikke meget for at afsløre mere omkring rammen endnu.
  • Bram startede Rideberg i 2020, fordi han med sin baggrund som ingeniør var sikker på, at han kunne fremstille bedre carbon komponenter end de store producenter, tilmed til en lavere pris.
  • Bram fortæller videre, at deres produkter er lettere fordi de bruger den bedste carbon og billigere da deres profit er lille og nogen gange ikke eksisterende, hvilket er med til at holde prisen nede på produkterne til slutbrugeren. Alt overskud bliver på nuværende tidspunkt brugt på udvikling, design og produktion.
  • Bram forklarer, at han arbejder sammen med og sponsorerer flere professionelle atleter som kørere i eliten, hvilket er med til at fremme Berg produkter og teste dem på rigtige spor inden de rammer markedet. 

Specifikationer

Berg-hjulene er lavet og samlet i Belgien og sammensat med Bergs egne IXION SL nav, der til sammen vejer sølle 283 gram. Til sammenligning vejer DT Swiss’ 180, som er DT´s bedste og dyreste nav, 287 gram. IXION SL navet har 45 POE (Points of engagement) og en syngende lyd af kvalitet, næsten for syngende en gang imellem.

Derudover er sættet lavet med Bergs helt nye superlette fælge på kun 250 gram, med en afvigelse på 3 gram. Hvilket for en fælg, med en indvendig bredde på 30,6 mm, er helt vanvittigt let. Vægten er opnået ved at lave siderne på fælgene en smule tyndere, hvilket også giver den øgede indvendige bredde. Derudover er der brugt Sapim CX-Ray eger til at flette det hele sammen. Den samlede pakke lander på lige omkring 1070 gram. IXION SL navene er til 6 bolt, så hvis du bruger centerlock skiver er du nødt til at bruge en adapter.

På sporet

Det er helt utrolig hvad et let hjulsæt gør ved køreoplevelsen. Hjulsættet jeg kørte med lige inden jeg smed de nye Berg på, vejede 1500 gram, som bestemt også er fuldt ud acceptabelt. Men det her sæt vejer som sagt kun 1070 gram og fælgen er som sagt, noget af det letteste nogensinde med kun 250 gram.

Den lave vægt kommer især til sin ret når man skal træde cyklen op i fart. Især i XC-løb er de en reel gamechanger, med den energi man sparer ved at skulle bruge mindre kræfter i de konstante accelerationer.

Derudover bliver cyklens samlede vægt også lettere. I det her tilfælde omkring 500 gram, idet jeg samtidigt skiftede dæk, bremseskiver og kassette. Det blev altså til 5% vægtreducering på min Orbea Oiz. Når man tænker på, at et helt løb typisk varer 1 time og 15 til 1 time og 30 minutter, så er det meget energi sparet. Specielt når man taler om roterende vægt som skal ganges op flere gange. Det er en helt anden snak, men jeg kunne i hvert fald mærke letheden i hjulsættet fra første pedaltråd. 

Fælgen har utroligt nok en 30.6 mm indvendig bredde trods sin super lave vægt. Det er efterhånden standard men det gør stadigvæk, at mine Pirelli Scorpion 2.4 RC XC sad rigtig godt og voluminøst på fælgen. Jeg kørte med ca. 1.5 bar både foran og bagpå og oplevede ikke at dækket vred sig på fælgen under skarpe sving eller berms. Tværtimod oplevede jeg kun, at der var god støtte, og at dækket fandt masser af greb i underlaget på grund af den store volumen.

Engagement points på navnet er også utrolig højt, så med det samme du sætter gang i pedalerne bliver kraften omgående overført til fremdrift. Derudover lyder de også vanvittigt godt med så høj en summen, at folk foran dig hører dig flere hundrede meter, inden du når hen til dem.

holdbarhed og vægtgrænse

Bergs “gamle” letvægtsfælg på 270 gram kunne tåle en ryttervægt på max 90 kg, hvilket for mange var lige til øllet og man havde måske betænkeligheder ved, hvor holdbart det var på sten, rødder osv. Den nye fælg på 250 gram er ifølge Berg lavet endnu stærkere og lover også en vægtgrænse på op til 90 kg, det til trods for at fælgen er lettere.

Bram fortæller dog, at de faktisk er testet til helt op til 100 kg uden at de fejlede, men man har valgt at sætte vægten lidt konservativt til 90. Hjulene bliver også brugt af flere professionelle ryttere i eliten, så fælgene skulle kunne klare de efterhånden meget udfordrende XCO spor, som byder på både store stammer, rockgardens, store drop og hop. 

Vi havde et mindre uheld med en revne i bagfælgen, formentligt i forbindelse med et stenslag fra en stor sten på en rockgarden. Jeg kontaktede Berg med det samme som lynhurtigt sendte en ny fælg afsted som jeg havde i løbet af 14 dage. Siden vi installerede den nye fælg, har vi ikke oplevet nogen problemer med hjulene, og det er ikke fordi at jeg ikke har kørt dem til grænsen.

Læs også: Velomore tester budgetvenlige MTB-hjul fra Light Bicycle

Jeg har tværtimod kørt dem hårdt, for at teste at det ikke var fælgen der var svag. Berg leverer som sagt også hjul til flere professionelle atleter, som kører de krævende cross country ruter rundt om i verden, så hvis de kan klare det, er vi slet ikke i tvivl om, at de også kan klare at motionister køre på dem. Så den revnede fælg afskriver vi som en enlig svale.

Facit

Bergs nye hjulsæt er helt ekstremt let og hurtigt. De har lykkedes med at lave nogle fælge, som takke være den indvendige bredde på 30,6 mm, er blandt verdens letteste. Hjulsættet leverer 100% i skoven, hvor man specielt på stigningerne og på de hurtige accelerationer kan mærke hjulsættets lave vægt.

Læs også: Velomore tester elektronisk dropper post fra Magura

Prisen er ca. 1952  euro eller små 15.000 kroner, hvilket er mange penge for mountainbikehjul, men ikke mere end mange andre lette high-end hjul. Så hvis man er ude for at købe et nyt, let hjulsæt til sin MTB, så bør man bestemt kigge i retning af Berg. Deres gamle modeller fås også stadigvæk til en god pris og er også helt fantastiske.

Info

Vurdering: 5/5.
Samlet vægt: 1070 gram.
Nav: IXION SL.
Indvendig bredde: 30,6 mm.
Pris: 15.000 kr.
Mere info: www.rideberg.com

Velomore tester Cannondale SuperSix EVO Hi-MOD 1

Posted on: december 27th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Cannondale er lykkedes med at bevare SuperSix DNA og samtidig tilføje alle de elementer, som bør være at finde i en moderne supercykel.

Cannondale SuperSix har gennem de sidste 10 år været et rigtig godt valg uanset ambitionsniveau og er en cykel, man ofte ser på de danske landeveje. Tidligere i år lancerede Cannondale 4. generation af den populære cykel, der viderefører SuperSix’ens DNA samtidig med, at der er tilføjet alle de elementer, som bør være at finde i en moderne landevejscykel – alt sammen uden at gå på kompromis med stamtavlen.

Ejere af den forrige iteration vil desuden glæde sig over at høre, at Cannondale endelig har droppet PressFit krankboksen og i stedet er gået over til det populære BSA-gevind. Det er dog blot 1 af mange ændringer, som SuperSix’en har gennemgået.

Udseendemæssigt ligner cyklen på mange måder stadig sig selv og stiller man den forrige og nye model ved siden af hinanden, vil 4. generation fremstå som en mere moden udgave. Cyklen har fået mange af de karakteristika der kendetegner en moderne landevejsracer: En ny og bredere forgaffel med mere dybde, et smalt kronrør, afrundet skrårør samt lavere sadelstræbere, bidrager alt sammen til et smukt og moderne udseende.

Samtidig har SuperSix’en fået de klassiske aero gains i form af en smal, dråbeformet saddelpind og et integreret aero cockpit. En væsentlig forbedring fra forgængeren er, at Cannondale har formået at gøre den indvendige kabelføring mere elegant end på 3. generation, der havde en stor og grov frempind, som efter min mening, skæmmede en ellers smuk og elegant cykel.

Via et triangulært styrrør har Cannondale løst den udfordring og gjort det muligt, at trække kablerne igennem frempind og kronrør uden at kompromittere cyklens æstetik. Dog er løsningen ikke perfekt, da man har valgt at dække skruen øverst på frempinden med et plastik cover, der umiddelbart virker som en lidt billig løsning for en cykel til over 100.000 kroner. Jeg må dog bare konstatere at det virker og coveret sidder som det skal uden problemer.

Som tidligere skrevet, har Cannondale langt om længe valgt BSA-gevind i krankboksen og det fungerer upåklageligt sammen med den nye SRAM Red AXS-gruppe. Ejere af tidligere modeller kan derfor ånde lettet op og se turene martret af knirkelyde, som noget der hører fortiden til..

Hele pakken afrundes af HollowGram 50 R-SL-hjul, som giver en fornuftig 50 mm profil der egner sig fint til både flad vej og kuperet terræn. Alt i alt har cyklen en samlet vægt på 7,6 kg og en samlet påstået wattbesparelse på 12 watt, ved 45 km/t, over forgængeren. Smækker man et par hjul på med lidt mere profil, påstår Cannondale at man næsten rammer samme wattbesparelse som man får i deres ultimative aerocykel System Six, hvilket må siges, at være imponerende, omend det nok er de færreste af os som kommer til at høste den gevinst. Geometrien forbliver den samme som hos forgængeren, dog med den ændring, at kædestræberne er blevet forlænget med 2 mm for at give plads til bredere dæk.

PÅ LANDEVEJEN

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den nye Cannondale SuperSix EVO Hi-Mod er en aldeles fremragende cykel, men det vidner stamtavlen naturligvis også om! Platformen som Cannondale har udviklet på var i forvejen yderst velafbalanceret. At de har formået at gøre en god cykel endnu bedre, er blot imponerende.

Det er altid svært at teste producenternes påståede wattbesparelser, men for SuperSix’ens vedkommende kan jeg konstatere, at cyklen ruller forholdsvist let. Der skal ikke så meget til før den skyder op i fart og det er på denne testcykel, at jeg har lavet flest Strava PR’s i år. Foruden de indbyggede aerooptimeringer, ruller de to HollowGram hjul aldeles godt. Hjulene har den nødvendige stivhed og performance der skal til for at komplimentere cyklens karakteristika.

Jeg har været så heldig at teste cyklen ved Maratona dles Dolomites. Cyklen klatrer let i de høje bjerge og styrer præcist og sikkert på de lange nedkørsler. Uanset om man spurter, eller bare står op når man forcerer stigninger, er der ingen mærkbar flex i rammen og man føler at alle watt lægges over i hjulene. På flad vej omsættes alle watt også til fart, og man skal ikke have særlig meget medvind før speedometret tager på himmelflugt.

Samtidig er cyklen så komfortabel at køre på, at man ikke skænker underlaget særligt mange tanker – ej heller selvom den testede cykel kom med 25 mm Continental GP5000 dæk. Der er dog plads til helt op til 40 mm, hvis man har behov for ekstra komfort. Geometrien er aggressiv uden at være decideret ukomfortabel, så det er let at finde sig til rette på cyklen.

I Dolomitterne var det desuden rart at sidde med hænderne på styret, der er forholdsvist smalt på oversiden. Til trods for de lidt længere kædestræbere, er cyklens håndtering ikke blevet ændret væsentligt fra forgængeren og den marginalt forbedrede komfort skal man ikke klage over. Cyklen styrer præcist og sikkert, og man leger sig nærmest igennem alle kurver og sving. Faktisk vil jeg sige, at det er i let kuperet terræn, på en klassisk dansk landevej, der bugter sig igennem landskabet, at SuperSix’en for alvor kommer til sin ret. Når det går let op og ned og vejen snor sig, tigger cyklen om at blive sluppet løs og appellerer til sjov og fart.

Eneste reelle minus jeg er stødt på i testperioden, er at drænet i de to HollowGram-hjul ikke umiddelbart virker efter hensigten. Jeg var desværre så uheldig at blive fanget i et skybrud mens jeg var ude på SuperSix’en, og ved en punktering knap 2 uger senere kunne jeg konstatere, at fælgen gemte på en forholdsvis stor mængde vand. Det samme gjorde sig gældende for den anden fælg, da jeg tog dækket af for at tjekke. Et par cykelhjul skal naturligvis ikke holde på vandet og jeg var ærligt talt overrasket over, at det hverken var løbet ud eller fordampet i løbet af den 2 ugers periode der var gået.

Om ikke andet, er det værd at have med i baghovedet, skulle man blive fanget på sin SuperSix i regnvejr. En anden detalje, som jeg har en lidt blandet mening om, er de særligt designede flaskeholdere og dunke. Cannondale har givet cyklen et særligt flaskesystem, som angiveligt giver lidt mere fart til den samlede pakke.

Læs også:

Dunkene sidder godt fast og er lette at få ud. Til gengæld er de forholdsvist bøvlede at få tilbage i flaskeholderen, da de skal sidde på en bestemt måde. Det er dog ikke værre end, at man kan køre med almindelig runde dunke. Det er dog i småtingsafdelingen og cyklen performer overordnet set supergodt, eller helt som forventet, om man vil.

FACIT

Alt i alt giver det en afbalanceret landevejsracer der er komfortabel og responsiv, men først og fremmest hurtig! Stamtavlen taler sit tydelige sprog og Cannondale er lykkedes med at fortsætte SuperSix’ens evolution, som en af de mest komplette all-round landevejscykler på markedet.

Læs også: Velomore tester Factor Ostro VAM

Måske fordi de først og fremmest ikke har ændret markant på opskriften, men i stedet har foretaget de helt rigtige justeringer med de muligheder moderne rammestøbning giver. Seneste iteration af SuperSix cementerer seriens position i toppen af cykelhiearkiet og udfordrer konkurrenterne som den ultimative all-rounder.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Snørklede danske landeveje og rullende bakker.
Pris: 107.899 kr.
Mere info: www.cannondale.com.

Velomore tester Giant Defy Advanced SL 0

Posted on: december 25th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Grænserne mellem ultimativ endurance og absolut væddeløbsfokus udviskes stille og roligt med den nye Giant Defy, der er en oplagt Gran Fondo-dræber.

Da jeg for lige knap 12 år siden købte min første racercykel var det en Giant Defy. Aluminiumsstel, Shimano 2300 gearing og triple kranksæt. Prisen dengang var ikke engang 4000 kroner. Den oplagte begyndercykel og jeg mindes, at den var ret så blød når man trådte an i en bakkespurt. En cykel der i dag ikke rigtig kan sammenlignes med moderne supercykler.

I mellemtiden er skivebremser, aerodynamik og 12-speed blevet standarden og den seneste generation af Giants endurance-serie er et helt andet bæst, end den cykel jeg dengang hoppede på. 5. generation af Defy er ifølge Giant lettere og mere effektiv end nogensinde. Cyklen kommer i tre konfigurationer og vi har været så heldige at teste topmodellen Advanced SL 0.

Den påståede rammevægt er på imponerende 785 gram og cyklens udseende vidner da også om, at der er tale om en let og elegant ganger. Smalle saddelstræbere, et smalt overrør og en redesignet forgaffel ligeledes med smalle ben, giver cyklen sit lette udseende.

Den nye forgaffel giver plads til 38 mm dæk, og cyklen kommer i forvejen monteret med 32 mm. Til trods for den indvendige kabelføring, hvor bremsekablerne løber ned igennem kronrøret, kommer cyklen ikke med et integreret cockpit ud i et. En endurance-cykel behøver ikke ultimativ aerodynamik og Giant har valgt en løsning med separat frempind og styr, hvilket jeg personligt godt kan lide, da det gør det lettere at ændre frempinds længde eller montere smallere styr for de af os, hvor 42 mm bliver for bredt.

Sammenlignet med forgængeren, har geometrien også fået en overhaling og er blevet mere raceorienteret, henad noget der minder om Giant TCR, og tager derfor rytteren væk fra den mere oprette position, og udvander derved lidt af det rendyrkede endurance-fokus.

MINDRE AVANCERET, MERE KOMFORTABEL

Modsat visse endurance-cykler fra andre brands, kommer den nye Defy uden integrerede affjedringssystemer. For at bevare så simpel en cykel som muligt, har Giant valgt ikke at integrere yderligere affjedring i den nye Defy. I stedet for at gøre cyklen mere avanceret, sikres komforten gennem carbon layup’et og rørenes udformning. Det ses bl.a. ved den bagerste trekant, hvor de lave saddelstræbere og sadelpindens udformning yder imponerende 42 % mere compliance end forgængeren.

Imponerende når man tænker på, at der ikke er tilføjet et avanceret affjedringssystem i rammen for at hente den markante forbedring. Selv kalder Giant det for D-fuse, hvilket referer til bl.a. saddelpindens, saddelrørets, og styrets udformning, som arbejder sammen for at sikre en jævn og effektiv køreoplevelse.

Tydeligst ses det ved saddelpinden, der bliver ekstrem smal lige før saddelklampen og som kan præstere 7 mm flex over ujævnt underlag. Flex findes også i D-fuse styret, som kan bevæge sig let nedad, men ikke opad, hvilket giver en bemærkelsesværdig kombination af stivhed i spurter og øget komfort over ujævnt underlag.

Skulle det ikke være nok, understøttes rammens stødabsorbering af 32 mm dæk, som sidder på et sæt hookles carbonfælge med 22,4 mm indvendig bredde fra Cadex. Som tidligere skrevet, kan man gå op på 38 mm for ultimativ komfort, eller jagte oplevelser på grus.

KØREOPLEVELSE

Kommer man fra en aggressiv aeroracer skal man lige vende sig til den lidt mere komfortable siddeposition, men det er faktisk ikke så galt på den nye Defy. Cyklen føles umiddelbar komfortabel, om end det ikke er svært at komme ned i en aerodynamisk position. På den måde virker den ikke som en 100% endurance-cykel.

Komforten er dog bemærkelsesværdig særligt med tanke på, at Giant ikke har opfundet den dybe tallerken for at gøre, at cyklen føles rar og komfortabel at sidde på. Cyklen styrer agilt og præcist, og minder på den måde meget om en regulær væddeløbscykel, men så snart man slipper trådet og sætter sig op, forvandler den sig til en komfortabel ganger. Man mærker ikke meget til underlagets beskaffenhed og cyklen indbyder til mere tid i sadlen når intervallerne er overstået.

Særligt i kuperet terræn finder Defy’en sit rette element og dens lethed gør, at man nemt når toppen af bakkerne – uanset om det er i fuld spurt eller så let som muligt. Den brede gearing fra SRAM passer fint herhjemme og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en skam, at jeg ikke har oplevet cyklen i de høje bjerge. Kombination af komfort og lav vægt gør den nemlig til den ultimative Gran Fondo-dræber, og cyklen skal nok gøre sit til, at give rytteren den bedst mulige oplevelse i løb som La Marmotte.

Eneste sted hvor cyklen for alvor kommer til kort er i modvind, hvor den ikke holder helt samme fart som en aerocykel, men det er heller ikke Defy’ens formål. Farten fejler dog ikke noget, og så snart man ikke kører i en direkte modvind, er det min oplevelse, at cyklen ruller lige så hurtigt som andre landevejscykler. Om end følelsen eller oplevelsen af fart ikke er helt den samme. Men speedometret fortæller en anden historie.

De 32 mm brede dæk gør formentlig at oplevelsen af fart bliver anderledes end på de 25 mm, som jeg er vant til. Alt i alt er Defy en fed kombination af noget, der smager af raceorienteret performance kombineret med lav vægt og høj komfort, i en pakke, der egner sig lige godt til lange ture og cykelløb. Cyklen håndterer agilt og præcist i skarpe situationer og er som sagt, en behagelig følgesvend så snart man letter trådet i pedalerne og ruller afsted

FACIT

Med alt det i mente, kan Giant Defy koges ned til en mellemting mellem en fuldblods væddeløber og superkomfortabel endurancecykel – jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Canyon har ramt spot on med deres navn Endurace.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

For Defy er virkelig en Endurace-cykel: Stiv, let og komfortabel men alligevel med en tilpas aggressiv geometri, der gør den til en oplagt Gran Fondo-dræber. Desværre har Canyon gjort krav på endurace navnet, for ellers var det oplagt at gøre det til en særlig kategori af cykler, hvor Defy’en melder sig ind i kampen om tronen.

Læs også: Velomore tester Factor Ostro VAM

Defy’en er i sin seneste iteration rykket nærmere TCR’eren. Giant har taget alt det bedste fra en fuldblods væddeløber og ført det over i en velbalanceret og moderne endurance-pakke, en komfortabel om end racy landevejscykel, der egner sig fremragende til de, som ikke har brug for ultimativ fart, men også prioriterer komfort og køreglæde.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Rullende terræn og lange bjergmaratoner.
Pris: 92.499 kr.
Mere info: www.giant-bicycles.com

Velomore tester Knog Blinder cykellygter

Posted on: december 12th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Med Knog Blinder Bike Light cykellygter skal du nok blive set i mørket, uanset om du kører med almindelig eller Mini.

De fylder ikke særlig meget, men det er nok til at du bliver set i den mørke tid. Op til Halloween modtog vi her på magasinet to sæt cykellygter fra Knog, deres Blinder Bike Light og Blinder Mini, som i bund og grund er samme model i to forskellige størrelser.

De to størrelser gør derfor lygterne idelle som en combo på din egen cykel, og kan desuden fordeles ud på familiens flåde af cykler, afhængig af størrelse.

Cykellygterne er firkantede og kan præstere 200 lumens for de “almindelige”, mens Mini må nøjes med 50 lumen, hvilket er mere end rigeligt til at blive set i mørke og dagslys. Blinder kan ses på 450 meters afstand og Mini kan ses helt op til de lovpligtige 300 meter. Begge lygter har 8 lyssettings, 4 forskellige blinkemønstrer og kan holde batteri imellem 2,5 til 60 timer (30 timer for Mini’s vedkommende) , afhængig af lysintensitet. De oplades nemt via den indbyggede USB-A connector. Sidst, men ikke mindst, er lygterne vandtætte med en IP67 rating (som betyder at de kan modstå en tur i cykelvasken og regnvejr).

Cykellygterne er nemme at montere omkring styr og saddelpind og i pakken findes flere forskellige længder elastik bånd, samt et smart lille håndtag til elastikkerne.

I brug

Jeg har kørt med Blinders på min egen cykel, mens min to-årige datter har haft fornøjelse af Mini på hendes løbecykel. Selv med 50 lumens output er man nødt til at have lygterne på den laveste lyssetting, samt have dem til at pege nedad, for ikke at blænde den øvrige husstand, når hun suser rundt i stuen.

På landevejen føler jeg at jeg bliver set, selv i dagslys, hvor lygten også er meget tydelig. Omend det er fristende at fyre lyskanonen af for fuld udblæsning, må man dog besinde sig og vurdere lysintensitet og længde på cykelturen. Jeg har oplevet at cykellygterne er løbet tør for strøm, og det er ekstra træls, hvis man bliver fanget i skumringen, eller den lokale sherif er ude med bødeblokken, når man kommer rullende uden lys på.

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide de mange blinkefunktioner, omend det er svært for mig at vurdere, hvilke der gør mig mest synlig. Lygterne er forholdsvis hurtige til at lade op.

En ting jeg savner ved lygterne er en eller anden form for beskyttende gummibånd på bagsiden af lygten, der hvor den kommer i kontakt med cyklen. Jeg har endnu ikke oplevet at lygterne har efterladt mærker på styr eller saddelpind, men man ved jo aldrig.

En lidt spøjs detalje er, at lygterne kommer med et mønster. I vores tilfælde et kranie, hvilket var meget sjovt op til Halloween. Foruden kraniet, kan man også vælge et kryds, et ternet mønster og det som Knog kalder en firkant, men som reelt bare et almindelig lys.

Læs også: Velomore tester Suprabeam

Jeg ved ikke om man er en bad-ass, når man ruller rundt med et kranie på den røde lanterne, men det er uden tvivl et godt incitament til familiens yngste, der nok vil se en større morskab i de sjove mønstre.

Facit

Alt i alt har jeg været godt tilfreds med lygterne i testperioden, omend jeg fra dag til dag har haft skiftende meninger om kraniemønstret. Vigtigst er det dog at lygterne får gjort en synlig i trafikken og lever op til lovkravene – og det gør de.

Læs også: Velomore tester Moon Meteor Storm lygte

Forlygten er desværre ikke kraftig nok til decideret at lyse vejen op, men til at skabe opmærksomhed virker den helt perfekt. Derfor får lygterne 4/5 af i vurdering.

Info

Vurdering: 4/5.
Bedst til: At skabe opmærksom om en i lygtetændingstiden.
Pris Blinder: 40 euro.
Pris Mini: 30 euro.
Mere info: www.knog.com

Velomore tester Fizik Terra Artica GTX

Posted on: december 9th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad tager man lige på fødderne når termometret runder -13 grader og man vil køre gravel? Vi tog Fizik Terra Artica på til en lang tur i fryseren.

Vejrudsigten lover smukke, sneklædte og solbeskinnede grusveje – og nå ja, -13 grader. Kulde kan man trods alt værne sig imod og til at holde fødderne varme er Fiziks bud på en off-road sko til vinterbrug, Fizik Terra Artica GTX, helt oplagte. Vi har været en tur i dybfryseren for at teste, om det nu også holder stik.

TEKNOLOGI

Fizik Terra Artica GTX placerer sig i feltet mellem en regulær cykelstøvle og en forstærket cykelsko. Mest af alt minder den om en regulær cykelsko, der er blevet forstærket til at modstå vinterens vejrlig. Det samme gælder søsterskoen på landevejen, Tempo Artica GTX, som vi testede sidste år. Fælles for begge sko er, at de er udrustet med en membran fra GORE-TEX og foret med uld.

Det giver en sko som er varm og i stand til at holde fødderne tørre, til trods for sne, is og vand på jorden. GORE-TEX membranen giver en ideel kombination af åndbarhed og vandtætte egenskaber som gør, at man undgår svedige fødder og vand der siver ind. Skoens uldforing bidrager til at holde fødderne varme og giver ekstra komfort.

Skoene er udviklet med henblik på at blive brugt på de rigtig kolde dage. Selvom de kan modstå store mængder vand, er selve konstruktionen af skoåbningen ikke beregnet til at holde regulær regn ude som sådan. Før eller siden vil det begynde at sive ned igennem velcrolukningen. Man kan dog løse den udfordring med en manchet fra VeloToze, der kan lukke tæt omkring skoåbningen.

Til gengæld modstår overdelen fint sprøjt fra veje og let regn, takket være en coating, som forhindrer vand i at sive igennem ventilationshullerne på overdelen af skoen. X5 ydersålen er helt lukket, som det bør være på en off-road og vintersko. Den har desuden fået et redesign, så den er endnu mere funktionel i særligt glat føre, i tilfælde af at man er nødt til at hoppe af cyklen og forcere terrænet til fods. En gummi coating og store studser sørger for, at man står fast på mudrede og glatte underlag.

PÅ GRUSVEJENE

Timingen for testen af disse sko kunne nærmest ikke være bedre, med den megen sne og kulde vi har haft i den forgangne uge. Når man ifører sig skoene mærker man straks at de er yderst komfortable, både på grund af den indvendige uld, men i lige så høj grad på grund af den forstærkede gummisål, som faktisk gør skoene behagelige at sjoske rundt i før man hopper på cyklen. Selvom jeg har kørt med tykke vinterstrømper, har der været fin plads til tæerne i skoene, som spændes nemt via et BOA-spænde og en velcrolukning oppe ved anklen. Det giver en vis fleksibilitet i forhold til, hvor mange lag man har på benene, uden at skoen strammer omkring anklerne.

Ude af døren har skoene været overraskende varme de første 20 – 30 minutter af hver testtur, men før eller siden sætter kulden ind og skoene går fra at være varme, til at være tilpasse. På to længere ture af over 3 timers varighed, nåede mine fødder aldrig for alvor at blive kolde. De var ikke varme som sådan, men heller ikke ukomfortabelt kolde eller følelsesløse. I stedet vil jeg beskrive dem som en my under den helt tilpasse temperatur, stadig med følelse og bevægelse i tæerne, hvilket jeg synes er godkendt på en tur over 3 timer med -8 grader i gennemsnitstemperatur.

Det samme gælder skoenes evne til at holde fødderne tørre, som der heller ikke har været en finger at sætte på. Dog oplevede jeg på en enkelt tur, at snevejr blev til slud og her begyndte vandet at sive ind ved skoåbningen og afslørede et minus ved støvlerne. For da de første blev våde indvendig, tog det næsten to dage på radiatoren at få foringen tør igen.

Læs også: 8 tips til at komme i gang med gravel

Som jeg indledningsvist skriver i dette afsnit, er gummisålen behagelig at gå rundt i når man futter rundt derhjemme og gør klar. Lige så komfortabel skoene er i indkørslen, lige så sikre føles de i terrænnet. Et sted i Rold Skov måtte jeg af cyklen for at passere et vandløb med trædesten. Tiltrods for at stenene var isglatte, stod Fizik Terra Artica fast og fik mig sikkert over.

FACIT

Alt i alt er Fizik Terra Artica GTX et rigtig godt valg til de, som kører længere ture på de råkolde og tørre vinterdage. Skoene er dejlige komfortable og holder fødderne varme – også selv når de er dækket i is. Vand på jorden trænger ikke igennem membranen, det samme kan desværre ikke siges om vand fra oven, så det skal man have med i mente.

Prisskiltet på 1.999 kroner synes jeg ikke er urimeligt for et par gode vintercykelsko. Jeg har været taknemmelig for skoene på de lange ture i testperioden og jeg tror aldrig at jeg har kørt tæt ved 4 timer i -10 graders kulde, uden at få dybfrosne fødder. Men med Terra Artica var fødderne komfortable på hele turen og klar til at komme under den varme bruser. Chapeau!

Læs også: Velomore tester Fizik Tempo Artica GTX

Min vurdering lander derfor på 5/5, da skoene kan klare alt fra iskolde vinterdage, til våde MTB-spor, dog ikke regulær regn, men det lover Fizik heller ikke at de kan. Så hører du til dem, der ikke er bange for kulde, er disse sko bestemt værd at overveje til vintergravelturen eller MTB’en.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Tørre, råkolde dage.
Pris: 1.999 kr.
Farver: Sort og Grape/Purple.
Mere info: www.fizik.com

Velomore tester SCOTT Scale RC Team Issue

Posted on: november 30th, 2023 by Jens Brahe Pedersen No Comments

SCOTT Scale RC er seneste generation af den efterhånden legendariske hardtail, der skal holde konkurrenterne i skak – og bag dig. 

SCOTT Scale RC har i årevis været blandt de førende og letteste hardtails på markedet. Inden hans mere konsekvente valg af en full-suspension, vandt Nino Schurter to World Cups på en Scale. 

I 2023 kommer rammen i tre varianter: en HMX-SL, HMX og HMF. Geometrien er den samme, men selve egenskaberne af kulfiberen er forskellig. Derfor vejer en HMX-SL ramme kun 847 gram, mens en HMF ramme vejer 1013 gram (iflg. SCOTT selv). Eller sagt på godt dansk: enten sindssyg let eller “kun” let. Selve rammens køregenskaber skulle være de samme: stivhed, geometri osv.. Der kræves bare mere materiale på de billigere varianter. 

JUSTERBAR OG AGGRESSIV GEOMETRI

Der er sket meget med geometrien for at imødekomme udviklingen indenfor XC. Rammen er blevet længere (længere reach), kronrøret mere tilbagelænet og sadelrørsvinklen stejlere. Dette, kombineret med en kort 70 mm frempind, giver en mere aggressiv geometri. 

Førhen har justerbar geometri været forbeholdt full-suspension cykler, hvor man kunne justere på baggaflen. Via et sindrigt system i kronrørets lejer, gør SCOTT det muligt at justere kronrørsvinklen med 0,6 grader i enten stejlere eller mere tilbagelænet retning. Det er således muligt at køre med en kronrørsvinkel på ned til 66,7 grader, hvilket er en af de mest slacke XC-vinkler på markedet. Er du mere konservativ, kan du også skrue den op til 67,9, hvilket stadig er ret tilbagelænet. Det er en simpel procedure og kræver ikke at du skal til at trække kablerne ud af hverken styr eller kronrør. 

OUT OF THE BOX

Noget af det første man opdager “out of the box” er de sænkede sadelstræbere, der giver en mindre trekant bagtil. Giant og Cannondale har gjort det samme og det giver principielt en mere komfortabel køreoplevelse. Kronrøret er massivt at se på og overrøret meget fladt og bredt. Der er et kraftigt slope på overrøret, hvilket sammen med den mindre baggaffel, bidrager til komforten.

Det integrerede cockpit med intern kabelføring giver et hurtigt og raceagtigt look til cyklen. SRAMs GRX Eagle AXS gearing bidrager til dette, ved fraværet af gearkabler. Om end det er aluminiumshjul, så er DT Swiss XR 1850 hjulene flotte at se på i deres finish og de matcher cyklen godt med dens grå lakering.

SRAM GRX kranksættet passer ligeledes godt til rammen. Schwalbes Racing Ralph/ Racing Ray i 2.35″ skinwall dæk spiller fint sammen med de brune nuancer på sadlen og er et kendt og gennemprøvet XC-koncept. Affjedringen består af en Rockshox SID SL Select RL gaffel med 100 mm vandring. Shimano XT8100-bremserne er en gennemprøvet model der både er let at indstille og lufte ud. 

Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne at sadel, cockpit og sadelpind er fra SCOTTs eget komponentbrand brand Syncros. Den testede Scale i str. L – med slanger i – vejede 10,3kg. 

PÅ SPORET

Ud ad indkørslen er det første man bemærker hvor let cyklen trædes op i fart. Helheden af en stiv ramme, et stift cockpit og nogle stive hjul giver en god kraftoverførsel. Låser man gaflen, har man i den grad en cykel med en potent spurt og punch til at komme op ad bakkerne. Vi snød på vægten og satte vores cykel op, tubeless af frygt for, ellers at skulle trække hjem fra de midtjyske spor, med utallige rødder og rockgardens.

Og netop på nedkørsler og bump bemærker man den fleksibilitet som baggaflen, kombineret med et relativt stejl slope og tubeless setup, giver. SID-gaflen arbejder fint og præcist og selvom Scale’n ikke kan konkurrere med en fullsuspension nedad, så giver den aggressive kronrørsvinkel og rammens compliance en god køreoplevelse. Til denne oplevelse bidrager især de slangeløse Schwalbedæk, der griber godt i det meste føre og samtidig er både lette og ruller godt. Det er et godt setup.

Jeg kørte nogle timede omgange på en af mine faste testrunder og der viste sig hurtigt et mønster: SCOTT’en accelerer fantastisk godt. Den er responsiv og man mærker energien bliver omdannet til fremdrift når man træder igennem. Både opad og ligeud flytter cyklen sig – især hvis underlaget er jævnt nok til at bruge lockout’en. Det er ikke den letteste hardtail vi har testet, men stivheden vejer op for dette.

I bløde sving og på jævne nedkørsler glider cyklen bare – dækkenes greb og kronrørsvinklen giver selvtillid. På stejle, tekniske nedkørsler svinger cyklen skarpt og præcist men jeg savner en dropperpost til at man kan positionere sig perfekt. 

Læs også: Velomore tester flaskeholder med værktøj fra Syncros

SRAM GRX AXS 1×12 gruppen fungerer upåklageligt. Den er nem at betjene og gearskiftene er præcise. Spredningen på gruppen er rigelig til danske forhold. Jeg er begejstret for kombinationen af Shimanos effektive-, modulerbare XT-bremser, der er nemme at servicere og SRAMs GRX AXS-gear der skifter præcist, men lader dig slippe for bøvlet med kabler. 

FACIT

SCOTT Scale RC Team Issue TR er en hurtig XC-cykel, der giver selvtillid gennem dens styreegenskaber og kraftoverførsel. Den er æstetisk flot pga. de integrerede løsninger med cockpit og trådløs gearing fra SRAM, som virkelig fungerer godt. For dem som ikke gider for meget bøvl og udgifter til vedligehold af både bremser, gearing og gaffel der skal smøres, er Scale RC Team Issue en overkommelig størrelse.

Læs også: Velomore tester SCOTT Tago Plus

Pga. inflation og COVID-pandemien har priserne på cykelmarkedet generelt taget et spring opad. Spark RC’en matcher derfor konkurrenterne, men til prisen kunne vi godt savne især en dropperpost, der ville give den et kæmpe boost i alsidighed og “fun-factor”. Når det er sagt, så er Scale RC Team Issue en fed, velkørende mountainbike der vil kunne tilfredsstille de flestes behov. 

INFO

Vurdering: 4/5.
Pris: 37.999.
Vægt: 10,3kg
Mere info: www.scott-sports.com

Velomore tester elektronisk dropper post fra Magura

Posted on: november 23rd, 2023 by Kasper Børjesson No Comments

Elektroniske gear er blevet mainstream og lige om lidt gælder det også dropperposts. Derfor har vi testet Maguras seneste bud på en elektronisk dropperpost.

Elektronisk cykeludstyr er efterhånden ved at være mainstream på både MTB og landevejscykler i dag og det samme gælder for dropperposts. Der er ikke så mange på markedet endnu, men jeg er sikker på, at vi kommer til at se et boost inden for de næste par år. Vi har fået lov at teste Maguras nyeste elektroniske dropperpost – Magura Vyron MDS-V3 – over den seneste tid og kan sige, at den overrasker positivt.

Tyske Magura har tidligere lavet en elektronisk dropperpost, deres Vyron Elect, jeg tror endda, at det var en af de første på markedet. Vyron var ganske udmærket set i lyset af hvornår den kom på markedet, men den havde nogle udfordringer som jeg personligt havde svært ved at acceptere. Det første var triggeren, som havde nogle meget små knapper som var svære at ramme når man kørte på singletracks. Det næste var, at den havde en betydelig forsinkelse fra man trykkede på knappen til man kunne sænke eller hæve den. Det sidste var, at den var langsom. Det første problem forbedrede Magura ved at lave en ekstra knap som man kunne montere på den eksisterende trigger, som gjorde det nemmere at ramme.

Nu er Magura så ude med deres nye dropperpost, deres Magura Vyron MDS-3 som ikke ligefrem har et særligt mundret navn, men det er tydeligt, at Magura har lyttet til brugerne af deres første Vyron, for stort set alle kritikpunkterne er blevet forbedret og nogle af dem endda meget forbedret. Triggeren til dropperen er blevet fremragende og, efter min mening, også bedre end dens største konkurrent SRAM Reverb AXS. Forsinkelsen fra trigger til dropper er fuldstændig forsvundet og man mærker det slet ikke længere, hvilket virkelig forbedrer oplevelsen markant for mig. Returneringshastigheden er stadig ikke 100% tilfredsstillende, men er stadig blevet langt bedre. Jeg indstillede lufttrykket til max og hastigheden var stadig ikke helt som jeg ønskede det. 

Læs også: Velomore tester cockpit og dropperpost fra ONOFF

Installationen af dropperen er selvfølgelig også ekstrem nem da der ikke er nogen kabler der skal trækkes. Det er blot at smide den i hullet og montere triggeren på styret hvorefter man trykker på knappen på dropperen og derefter på triggeren og bum, så er de forbundet uden problemer. Både dropper og trigger har et batteri som ikke skal oplades, men derimod skiftes. Magura lover ca. et års brug før batterierne er brugt. Batterierne er nemme at skifte selv og kan fås helt almindelige steder som Elgiganten eller Bilka. 

Ud over at Magura placerer sig funktionsmæssigt skarpt op ad hovedkonkurrenten SRAM Reverb AXS, så er de også utroligt konkurrencedygtige på prissiden. En ny Magura Vyron MDS-3 koster nemlig kun ca. 4300 kroner. “Kun” er selvfølgelig lidt flabet skrevet, for det er rigtig mange penge når man sammenligner med de mekaniske dropperpost som kan fås helt ned til omkring 1000 kroner. Men skal du ud og have en Reverb AXS er den vejl. udsalgspris knap 7000 kroner. 

På sporet

Der er ikke så meget at sige ud over, at Maguras elektroniske dropperpost fungerer upåklageligt i alt slags terræn og vejr. Jeg var særligt glad for den nye og forbedrede trigger som minder rigtig meget om en traditionel kablet trigger, der sidder under styret. Den er nem at bruge og man mister ikke grebet hen over rødder og sten.

Jeg vil ikke begynde at forklare hvor god en investering en dropperpost er for køreegenskaberne, for det er efterhånden beskrevet 1000 gange. Men der hvor en elektronisk dropperpost, som denne Magura, måske excellerer endnu mere er for dem som har været tilbageholdende overfor en dropper på grund af monterings besværet. Det undgår man fuldstændig med en elektronisk dropperpost. Man kan endda nemt bruge én dropper til flere cykler, fordi den er så nem at flytte over.

Selvom at jeg havde pumpet dropperen op til maksimalt PSI, så var farten i returneringshastigheden stadigvæk en smule langsom til hvad jeg foretrækker – det må gerne gå så hurtigt så der lyder et ordentligt “klonk”. Det var dog ikke noget som ødelagde min oplevelse.   

Facit

Jeg er meget imponerede over Maguras andet forsøg på en elektronisk dropperpost. Den fungerer fremragende ved hjælp af den forbedrede og meget ergonomiske trigger. Forsinkelsen fra trykket til at dropperen bevæger sig, er nærmest ikke eksisterende og gør at man ikke som ved den gamle Vyron Elect, skulle time sit tryk når man ville bruge dropperen.

Læs også: Velomore tester kinahjul til MTB

Vi kunne dog godt tænke os, at selve returneringshastigheden blev hurtigere. Magura Vyron MDS-3 er en fremragende dropperpost og en klar anbefaling herfra.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 4.395 kr.
Mere info: www.magura.com

Velomore tester Fizik Tempo Artica GTX

Posted on: november 19th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hører du til dem der cykler på landevejen hele året, men som hverken bryder sig om bøvlet med skoovertræk eller klodsede vinterstøvler? Så er Fizik Tempo Artica GTX lige noget for dig.

Tempo er Fiziks serie af endurance landevejssko, hvor fokus er rettet mod at forbedre komforten og rytterens oplevelse på især de længere ture. Artica GTX er seriens bud på en sko til de lange, kolde ture i vinterhalvåret og visuelt er det tydeligt at se lighederne med søsterskoen Tempo Decos. Til at modstå vinterens hårde slid og holde elementerne ude, er Artica GTX blevet udrustet med en membran fra GORE-TEX, der bidrager til at holde fusserne varme og tørre.

TEKNOLOGI

Ligesom søsterskoene i Tempo-serien, har Fizik valgt at rykke klampepositionen længere tilbage på Artica. Det skulle angiveligt lette kompressionen af knæet i pedaltrådet og derved forbedre komforten på især længere ture. Klampepositionen skulle også tilgodese de, som sidder langt fremme og foroverbøjet på cyklen, hvilket jeg synes man godt kan have en tendens til på de blæsende vinterdage. Skoen får en effektiv varmeisolering via den indvendige fleeceforing, der også bidrager til skoens komfort.

Samtidig er sålen renset for alle ventilationskanaler, så hverken kold luft eller vand kan trænge op igennem fra neden, som er et velkendt problem, hvis man eksempelvis kører med skoovertræk over sine almindelige landevejssko. Indvendigt er skoen udrustet med en GORE-TEX Koala membran.

Læs også: 10 tips til vintertræningen

GORE-TEX behøver næppe nogen nærmere introduktion. Membranen fra verdensmestrene i vandafvisende materialer sørger for at holde fødderne tørre og varme, ved på en og samme tid at være ekstrem vandafvisende og åndbar. Derfor har skoene små ventilationshuller på oversiden, hvilket umiddelbart virker kontra-produktivt.

Men GORE-TEX membranen, og en coating på ydersiden af skoen gør, at vand ikke trænger ned igennem ventilationshullerne. På ydersiden er skoen desuden forstærket i snuden til at modstå vinterens barske klima, hvilket giver den sit lidt mere robuste udseende, sammenlignet med klassiske landevejssko. Det mest tydelige tegn på, at der her er tale om en vintersko, er det markante panel øverst på skoen, som bl.a. bidrager til at fange kold luft før det trænger ned i skoen. Panelet er udstyret med et velcrospænde, der supplerer skoens BOA-spænde.

PÅ LANDEVEJEN

At trække i Fizik Tempo Artica GTX minder på mange måder om at iføre sig en klassisk landevejssko. Skoene er overraskende lette at komme i og de sidder yderst behageligt. Jeg har testet dem sammen med varme og tykke vintersokker, og til trods for de tykkere sokker, var det let at få fødderne ned i skoene. Komforten er helt i top og skoene har rigeligt plads til både brede fødder og tykke sokker.

Fleeceforingen og panelet omkring anklen smyr sig om foden, og BOA-spændet og velcrolukningen gør det let at justere bespændingen både før og under cykelturene. Til trods for den rigelige plads inde i skoen, er landevejsfittet bevaret og der er rigeligt med luft imellem sko og krankarm, så man undgår den klassiske skuren, som man kender det fra regulære vinterstøvler.

Jeg har testet skoene på længere ture i varierende temperaturer, fra lige under 10 grader til omkring frysepunktet. I begge tilfælde har fødderne været dejligt varme, og ikke mindst tørre. Vind og kulde mærker man ikke meget til pga. skoens forstærkede snude og manglende ventilationskanaler i sålen. Skoene er dog ikke så varme, at man decideret sveder om fødderne.

Takket være GORE-TEX membranens åndbare egenskaber, opstår der en form for homøostase i skoen, hvor den rette temperatur opretholdes af sig selv via den varme man selv skaber. Hvad angår de vandafvisende egenskaber, performer Artica GTX helt som forventet. De holder det meste vand ude ved lette byger og sprøjt fra vejen, men før eller siden må skoene give fortabt mod elementerne på regulære regnvejrsdage – særligt de som vi har oplevet i januar.

Det meste vand som siver ind, kommer gennem skoåbningen, men det kan man løse med et par VeloToze manchetter, skulle man ud på dage med mange byger, eller let regn. Det er dog heller ikke skoens primære formål at modstå meget nedbør. I stedet er formålet de lange, kolde vintertræningsture.

Måske derfor har Fizik valgt, at skoene også kan fås i hvid, som vi har testet, hvilket både er flot og øger synligheden. Umiddelbart var jeg ret skeptisk over det valg, da hvide landevejssko er svære nok at holde pæne i forvejen. Men indtil nu har de hvide Tempo Artica GTX vist sig at holde sig pæne, og de er overraskende lette at tørre rene med en klud eller babywipes.

FACIT

Med Tempo Artica GTX har Fizik udviklet den perfekte vintersko til de lange, kolde cykelture. Skoene er yderst behagelige at have på og holder fødderne varme time efter time. Særligt skoenes lette landevejsdesign finder jeg meget appellerende og man føler sig ikke hæmmet som ved en stor vinterstøvle.

Læs også: Velomore tester Fizik Vento Ferox Carbon

Et prisskilt på 1.999 kroner er heller ikke galt, når man opvejer fordelene ved Artica GTX mod alternativer som tunge vinterstøvler, eller landevejssko kombineret med skoovertræk. Kører man mange eller lange ture om vinteren på landevejen er Fizik Tempo Artica GTX bestemt pengene værd.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Lange ture hvor det er tørt, men rigtig koldt.
Pris: 1.999 kr.
Farver: Sort eller hvid.
Mere info: www.fizik.com

*Anmeldelsen blev første gang bragt i Velomore #08

Velomore tester graveltøj fra SCOTT

Posted on: november 16th, 2023 by Hans Henrik Jørgensen No Comments

Vi har testet amerikanske SCOTT’s bud på et sæt graveltøj, der bl.a. leder tankerne hen på mudder og adventure.

Amerikanske SCOTT kendes nok bedst som producent af high-end cykler, som sponsor for diverse WorldTour-hold igennem tiden og ikke mindst mountainbike-holdet SCOTT SRAM, hvor den 10 dobbelte verdensmester og olympiske guldmedaljevinder Nino Schurter kører.  Men firmaet har et meget bredere sortiment, inklusive beklædning i forskellige prisklasser og til både on- og offroad. Vi har kigget nærmere på deres Gravel merino trøje og Gravel Hybrid+++ baggy shorts. 

Merinould i trøjen

SCOTT Gravel Merino er en let cykeltrøje i 50% merinould og 50% polyester. Pasformen er slim og tæt på roadie-stram, hvis man ser bort fra, at der er anvendt uld, hvilket de fleste fravælger på landevejen.  Syningerne er tætte og komfortable og giver en følelse af komfort og kvalitet.  SCOTT kalder selv den testede models farve for “metal blue/dark blue”, hvilket gør at farven følger tidens trend, men derfor også svær at adskille fra flere af konkurrenterne.  

Bagpå er der tre dybde cykellommer og to med lynlås, hvilket betyder, at der er god plads til opbevaring af telefon osv. Lommerne er udført i 85 % polyamid (nylon) og 15 % elastran (spandex), hvilket giver en vis modstandsdygtighed over for vand, mudder osv. Det vil især din nye iPhone være glad for.  

2 i 1 shorts

Shortsene er groft forenklet en kombination mellem et par klassiske MTB baggy shorts og landevejs BIB.  Shortsene har en siddepude og seler som henleder tankerne på landevejen, mens den visuelle yderside henleder tankerne på MTB. Herudover er der lommer på begge lår, hvilket understreger, at der er tale om ”heavy duty” busker, hvor der er plads til oppakning. En smart detaljer er, at der nederst på ryggen i overgangen mellem bukser og seler, er udarbejdet tre små ekstra lommer, hvor fx et Visakort vil være ekstra godt gemt væk.

Fordelen ved at kombinere landevejsshorts med MTB shorts er, at man får en par shorts, hvor ydersiden afviser de værste mudderstænk fra at nå ind til BIB delen.  Køre man mest i klassiske BIB shorts, så vil de fleste opleve shortsene som forholdsvis tunge og unødvendigt robust til en almindelig træningstur på grus. Men skal man for alvor på oplevelse og tilbringe mange timer i sadlen med behov for oppakning, vil mange finde shortsene særdeles attraktive.   

På grusvejen

Vi har testet trøje og shorts i sommervarme, men også i efterårsvejr med både kulde og regn. Trøjen er helt klart en dedikeret sommertrøje, hvor man ikke behøver base layer pga. merinouldens svedtransporterende effekt. Anvendes trøjen sammen med base layer, opnås en vis vindafvisende effekt, som gør, at trøjen også kan bruges et stykke ind i efteråret sammen med et par løse ærmer.

Læs også: Velomore tester SCOTT Tago Plus

Shortsene kan samme med et par løse ben i princippet anvendes hele året rundt, men skal primært anvendes om foråret og efteråret og på kølige sommerdage. Særligt på dage, hvor der er regn i luften, eller grusvejene er fedtede, kommer shortsene til sin ret.    

Facit

SCOTT Gravel Merino er en fantastisk sommer cykeltrøje, men mange gode detaljer målrettet grusvejsentusiasten. Den er velventileret og godt designet med særligt fokus på to tre dybe lommer og to lommer med lynlås. 

Læs også: Velomore tester vintersæt fra GripGrab

SCOTT Gravel Hybrid+++  shorts’ne passer fint til trøjen, men kommer for alvor først til sin ret, når der skal tilbringes mange timer i sadlen og gruset er tung af mudder.  Den rutinerede gravel entusiast vil finde shortsene helt perfekte mens landevejsrytteren, som en gang i mellem tager en afstikker på grus, vil finde dem lidt for robuste og have svært ved at se værdien i lommer på lårerne. 

Info

Vurdering trøje: 5/5
Vurdering shorts: 4/5
Størrelser trøje: S – XXL
Størrelser shorts: S – XXL
Pris trøje: 1.099 kr
Pris shorts: 1.199 kr
Mere info: www.scott.com

Velomore tester Continental GP 5000 AllSeason TR

Posted on: november 14th, 2023 by Hans Plauborg No Comments

Continentals nyeste model i 5000-serien er beregnet til landevejsture hele året rundt. Men selv om det hedder ”AllSeason” (AS), er det snarere et glimrende men meget dyrt dæk til træning og løb i sommerhalvåret i Danmark.

Det kan være svært at holde styr på alle modellerne i Continentals 5000-serie, som mange danske motionister og væddeløbere sværger til. Først kom clincher-versionen af GP 5000 i 2018, derefter en nu udgået TL-version af samme dæk. Senere i 2022 kom GP 5000 S TR, der som navnet antyder er en (ny) tubeless-version af dækket. Senere i 2022 kom så den lynhurtige TT TR-version, og i 2023 altså denne AllSeason TR, der skulle være den mest holdbare, mest punkteringsresistente og det bedste wetgrip-dæk i 5000-serien.

AS TR sammenlignet med andre Conti-dæk

Hvad er forskellen så på det nye AS TR i forhold til det mere velkendte GP 5000 og GP 5000 S TR? Continental siger selv, at AS TR benytter sig af en anden blanding af firmaets velkendte Black Chili gummiblanding, der er optimeret til våde forhold og altså står endnu bedre fast. Desuden er karkassen mere robust og indeholder 4 lag med en trådtæthed på 110 TPI, mens S TR-modellen nøjes med 3. Det giver en bedre beskyttelse mod punkteringer. 

Websitet Bicyclerollingresistance har testet alle de nye GP 5000-modeller, og forskellene mellem dem er relativt små. All Season dækket har den bedste punkteringsresistens og det bedste wetgrip – vedhæftningsevnen på våd vej er endda det bedste, man nogensinde har målt. Men det er selvsagt også lidt tungere og har en lidt højere rullemodstand end S TR og TT TR, som er blandt de allerhurtigste dæk. 

Når man sammenligner AS TR med Continentals dedikerede vinterdæk som GP 4Season, Gatorskin og Gatorskin Hardshell (som alle er clincher-dæk), så er der hele 15-20 watt at spare med et sæt AS TR. Til gengæld er evnen til at modstå punkteringer også langt dårligere. Med andre ord er AS TR måske mere et supergodt dæk til sommerhalvåret, der tilbyder bedre punkteringsresistens, wetgrip og måske holdbarhed end S TR, end det er et reelt helårsdæk.

Ikke reelt helårsdæk

Det sidste bekræfter mit indtryk under testen. Kørsel under danske efterårs- og vinterforhold er dækket ikke specielt egnet til. Jeg oplevede flere gange, at små stykker flint forårsagede punkteringer, som ikke blev lukket af tubeless-væsken og krævede en plug eller en slange. Med en godstykkelse på 2,5 mm midt på kørefladen, er der da også langt op til fx Gatorskin Hardshell, der har en godstykkelse på 3,7 mm. Det mest dedikerede vinterdæk til landevejscykling, Schwalbe Durano Plus, har en godstykkelse på næsten 5 mm, men giver så til gengæld efter min mening en betydelig dårligere køreoplevelse end alle andre dæk. 

Facit

Continental GP 5000 AS TR er et glimrende dæk, som jeg nåede et køre et par licensløb på i slutningen af sæsonen. Jeg oplevede dog ingen mærkbar forskel på dette og S TR-modellen, som flere vil kende. Jeg tvivler også på, der er flere kilometer i dette dæk end i S TR, idet gummiblandingen sandsynligvis er er smule blødere. Så det kan være svært at se begrundelsen for købe et dæk, der er lidt tungere og en smule langsommere, men ellers stort set har samme egenskaber. Det er også svært at se, hvorfor man skal give 749 kr. i vejl. udsalg for et enkelt GP 5000 AS TR, når man kan få et sæt GP 5000 clincher-dæk til samme pris. 

Læs også: Velomore tester kinesiske kulfiberhjul fra Elite Drive

Continental burde i stedet have satset på at lave et rigtigt ”Four Season” tubeless-dæk, som reelt kunne bruges hele året rundt – også på danske landeveje. Så kunne den høje pris måske være berettiget.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Continental GP 5000 AS TR fås i størrelserne 25-622 (700x25c), 28-622 (700x28c), 32-622, 35-622 (700x35c)og vejer 282 gram i størrelse 25mm.

Info

Vurdering: 3/5.
Bedst til: Cykling i det danske sommerhalvår.
Fulde navn: Continental Grand Prix 5000 AS TR
Pris: 749 kr.
Mere info: www.continental-tires.com

Velomore tester Light Bicycle XC924 hjul til MTB

Posted on: november 7th, 2023 by Kasper Børjesson No Comments

Lav vægt og lav pris er de store overskrifter på MTB-hjulene XC924 fra Light Bicycle, som vi har testet i de danske skove.

Mountainbikehjul er fortsat en af de bedste opgraderinger du kan lave på din mountainbike. Specielt hvis det er et sæt der er lettere end det du kom fra. Vi har testet et sæt Light Bicycle XC924 hjul som har en rigtig lav vægt på kun 1190 gram. Derudover koster de ikke helt så meget som mange af de store producenters hjul.

Light Bicycle

Light Bicycle er et af Kinas største producenter af carbonhjul og har både lager i Kina, Nordamerika og Europa for at lette leveringstiden til slutbrugeren, hvor end i verden denne bor. Man vælger blot “afdeling” på hjemmesiden, hvorefter man kan se hvad der er på lager i regionen. Man kan selvfølgelig også bygge et sæt op helt fra bunden med et hav af forskellige komponenter, som vi benyttede os af.

Leveringen gik forholdsvist hurtigt trods den lange vej fra Kina. Man betaler ikke yderligere moms, told eller andre afgifter på hjulene, så længe man køber fragtmetoden, hvor det allerede er betalt så kommer der ingen overraskelser, men til gengæld koster det lidt ekstra.

XC924 og DT Swiss

Sættet vi testede er Light Bicycles XC924 fælge, som er lidt utraditionelle i dag, forstået på den måde, at fælgens indvendige bredde “kun” er 24 mm. Til gengæld er de lidt dybere end de fleste på 25 mm. Det fungerede dog upåklageligt i skoven og vi tænkte ikke over det mens vi kørte. Derudover er sættet bygget op med DT Swiss ́s trofaste 350S nav som aldrig fejler, og som er nemme at servicere og  vedligeholde på hjemmeværkstedet.

Hele sættet er flettet sammen med Sapim CX-Ray og alu nipler og vejer kun 1193 gram, hvilket må siges at være godkendt for at cross country hjulsæt. Prisen på sættet er ca. 9500 kroner plus fragt på ca. 500 kroner. Hjulsættet kan laves billigere, men også meget dyrere hvis man fx. går med DT Swiss 180 nav og carbon eger.

Endeløse muligheder

Vi synes klart at en af de største fordele Light Bicycle har, er muligheden for at bygge sit hjulsæt præcis som man har lyst til. Du vælger blot de fælge, som du ønsker, hvorefter du får et hav af muligheder for at bygge sættet op. Det er stort set kun dit budget der sætter grænsen. For vores XC924 fælge havde vi helt op til 9 forskellige muligheder for at vælge nav, herunder brands som Hope, DT Swiss, Chris King og Novatec.

4 forskellige muligheder for eger og 4 forskellige muligheder for nipler. Derefter kan man også få skræddersyet designet på fælgene med farver, mønstre og logo. Kort fortalt er der et hav af muligheder for at lave en hjulsæt, præcis som du ønsker det. Light Bicycle tilbyder i øvrigt 5 års garanti og op til livstid for en mindre merpris.

Opsætning

XC924 hjulsættet blev sat op med tubeless tape og Continental Cross King foran og Race King bagpå samt 100 ml. muc off no puncture tubeless sealant. Dækkene blæste fint op på mellem 2.20 og 2.30 efter at have stået natten over. Dækkene var nemme og få på, uden at jeg skulle bruge dækjern, men det er også det jeg oplever med de fleste fælge. Man kan sagtens køre bredere dæk på fælgen, men jeg ville ikke gå bredere end 2.4, hvilket heller ikke giver nogen mening for et hurtigt cross country hjulsæt.  

På sporet

Jeg kunne med det samme mærke hvordan de lette og stive fælge på kun lidt over 250 gram accelererede hurtigt – specielt på de flade stykker hvor de også holdt farten godt og endnu mere på stigningerne. Det havde jeg også forventet, efter som det forrige sæt jeg havde på, vejede over 300 gram mere samlet. 300 gram er en del i roterende vægt og det kan ikke siges nok gange, hvor meget glæde man har ud af, at opgradere til et lettere hjulsæt hvis man har muligheden for det – Specielt hvis man kører cross country og måske endda løb, men det kan altså som sagt være en dyr fornøjelse.

Selve fælgene er 24 mm brede målt indvendigt, som i øvrigt var mere end rigeligt for et par år siden, og jeg oplevede ikke at det begrænsede mig på sporet nu. Jeg mærkede ikke mere flex i dækket i sving eller berms eller mindre komfort på grund at den mindre luftmængde den smallere fælg giver selvom at det ikke er meget. Jeg prøvede i testperioden heller ikke andre og bredere dæk på sættet så jeg kan ikke udelukke at oplevelsen er en anden.

Hjulsættet klarede sig rigtig godt de første mange gange i skoven men på et ukompliceret drop på små 20-30 cm lød der pludselig et “knæk” Jeg standsede med det samme og kunne se at tubeless væsken piblede ud mellem dæk og fælg kant. Jeg smed en slange i og kørte hjem. Ved nærmere inspektion på værkstedet kunne jeg konstatere, at fælgen havde fået en lille flænge helt op langs dækket.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Jeg kontaktede Light Bicycle, som næsten med det samme sendte en ny fælg af sted, hvilket de altid ville gøre i sådan et tilfælde. De mente at det kunne være en fejl under produktionen eller et uheldigt stenslag. Efter at jeg monterede den nye fælg, har der ikke været nogen problemer overhovedet – og det er ikke fordi at jeg har kørt mere forsigtigt, tværtimod har jeg presset sættet for at sikre mig at det ikke var en svaghed i fælgene.   

Facit

Light Bicycle XC924 MTB hjulene er en absolut fornøjelse at køre med særligt på grund af deres lave vægt. De er ikke helt så brede som mange andre på markedet, men jeg mærkede det ikke i skoven.

Læs også: Velomore tester kinesiske kulfiberhjul

Deres byggekvalitet, ydeevne, garanti og holdbarhed lever op til de fleste andre hjul jeg har kørt med. Så hvis du er ude efter et let hjulsæt som ikke behøver at koste hele din månedsløn, så er Light Bicycle XC924 et godt bud.

Info

Vurdering: 4/5.
Pris: 9500 kr.
Mere info: www.lightbicycle.com

Velomore tester vintersæt fra GripGrab

Posted on: november 2nd, 2023 by Kristian Arnth No Comments

Varm, vind- og vandtæt. Det er tre af nøgleordene for GripGrabs nye sæt til efterårs- og vinterbrug bestående af Thermashell Windproff-jakken og Aquarepel-bib-shortsene.

Det startede med handsker, men har siden udviklet sig til meget mere. Men mentaliteten og idéen bag produkterne har hele tiden været den samme.

Danske GripGrab har siden etableringen i år 2000 haft som mission at gøre hver dag til en cykeldag. Og det er ikke så ligetil, som det lyder, i et land som Danmark.

Med kulde, blæst, regn og mørke som faste følgesvende en stor del af året er GripGrabs filosofi at udvikle produkter, der beskytter mod elementerne. Det gælder, uanset om der er tale om handsker og skoovertræk, som længe har karakteriseret mærket, eller den nye kollektion af vintercykeltøj, som vi har været så heldige at teste.

Funktionelt fremfor alt

GripGrab har nemlig udvidet produktporteføljen dette efterår, så mærket nu dækker den fulde cykelgarderobe. Fra top til tå og fra sommer til vinter. To af de nye produkter er Thermashell Windproof-vinterjakken og Aquarepel Water-Resistant bib-shortsene, som vi har testet.

De nye produkter er efterårs- og vinterspecifikke og præsenteres under overskriften: ’The power of functionality’. Bag mottoet ligger idéen om, at jo mere varierede forhold du kan bruge et stykke tøj under, jo større er funktionaliteten.

Den nye kollektion er designet med henblik på at blive brugt lag på lag og kan på den måde tilpasses forskellige temperaturer og forhold, alt efter antallet og typen af lag. Med den samme håndfuld produkter i skabet kan du altså teoretisk klare dig lige fra tidligt efterår til dyb vinter.

GripGrab Thermashell Windproof Winter Jacket

Thermashell-jakken er af softshell-typen, men med en integreret 100 procent vand- og vindtæt membran på fronten, den nedre del af ryggen og ærmerne. Det er skjoldet, som beskytter dig mod vinterens værste elementer.

På trods af membranen er materialet meget strækbart, så du kan få et både tæt og komfortabelt fit. Ærmerne er lukkede med en laserskåret elastik, som giver en skarp og tætsiddende, men også behagelig lukning, som holder kulden ude.

For at forbedre åndbarheden på ryggen og undersiden af ærmerne er her anvendt et blødt fleecemateriale. Selvom du her ikke får samme membran som på fronten, er materialet behandlet med et vandafvisende lag yderst, så du i hvert fald inden alt for mange gange vask stadig er beskyttet mod vand.

Jakken kan lynes både oppe- og nedefra, hvilket er en praktisk funktion i forhold til at regulere temperaturen undervejs på cyklen. Bag på jakken er tre store traditionelle lommer med god plads og en enkelt mindre lynlåslomme til dine værdigenstande.

Farvevalget er en smule konservativt, da jakken for nu kun fås i sort. Til gengæld er de to GripGrab-logoer på front og ryg trykt på i et reflekterende materiale, som giver lidt synlighed i mørket.

GripGrab Aquarepel Water-Resistant Bib-Shorts

De typiske bib-shorts er designet til først og fremmest at være komfortable og dernæst til at være åndbare. Men efterhånden som temperaturen falder i efteråret, kan det blive køligt omkring lår og hofter med de tynde sommer-bibs.

Til overgangsperioden, inden du hopper i de lange og tykke vintertights, har GripGrab designet Aquarepel bib-shortsene. Som navnet antyder er de komplet vind- og vandtætte takket være et trelags softshell-materiale med indbygget membran.

På trods af de beskyttende egenskaber er materialet stadig åndbart og strækbart til alle sider. Undersiden af benene og stoffet omkring livet er produceret i samme bløde og vandafvisende fleecemateriale som dele af jakken, hvilket giver bedre åndbarhed og en mere komfortabel pasform tæt til kroppen, der hvor det er vigtigt.

Puden er ikke GripGrabs egen, men derimod fra italienske Elastic Interface, der er specialister i puder til bib-shorts. Du har sikkert aldrig hørt om dem, men de bruges af high end-mærker som MAAP, så kvaliteten fejler intet.

GripGrab bruger en pude, som er særligt designet til længere distancer med skumindlæg med høj tæthed, som er strategisk placerede til at lette trykket omkring bækkenet og siddeknoglerne.

Buksebenenes afslutning er en laserskåret elastik med silikone på indersiden, så de bliver siddende, hvor de skal, uanset om du har løse ben på eller ej. Som med jakken fås bib-shortsene kun i sort med reflekterende detaljer.

Thermashell Windproof Winter Jacket i test

Pasformen er rigtig god for cykelrytteren eller den trænede motionist. Jakken sidder tæt til kroppen uden at stramme, længden foran er tilpas kort, så jakken ikke poser, når du sidder på cyklen, og ærmernes længde og omkreds er perfekt.

I hånden føles den lettere end en decideret vinterjakke, men jeg synes ofte, det er tilfældet med disse avancerede materialer, der beskytter og isolerer mere, end man skulle tro.

I brug får jeg i hvert fald hurtigt varmen. Frontens vindtætte egenskaber er ikke til at tage fejl af, for ingen chillfaktor slipper igennem. Det samme kan siges om vandet i de lette regnbyger, jeg testede jakken i, som prellede af som perler.

Jeg har ikke testet jakken i kraftig regn eller flere timers uafbrudt regn, men i de tilfælde ville jeg alligevel tage en regnjakke over for at beskytte ryggen, der jo ikke er komplet vandtæt. I lette byger og mod spray fra baghjulet er jakken bestemt godkendt.

Der er få detaljer, som kunne forbedres. Lukningen på ærmerne er en anelse simpel. Her synes jeg personligt, det er mere lækkert med en bredere manchet, som også passer perfekt under vinterhandsken, end den relativt tynde elastik på GripGrab-jakken.

Du skal også være klar over, at jakken i sig selv ikke holder dig varm ned til under frysepunktet, for det er den ikke varm nok til. Her kræver den et eller flere varme lag under sig. Det er ikke en kritik, men en opmærksomhed, og helt efter bogen i forhold til GripGrabs tanker om funktionalitet og lag på lag.

Sidst savner jeg en anden farvemulighed end sort, især i disse tider hvor synlighed i trafikken kun bliver vigtigere.

Alt i alt er Thermashell-jakken dog en super tilføjelse til efterårs- og vintergarderoben. Du skal ikke forvente en vinterjakke, som i sig selv kan beskytte dig ned til under frysepunktet, men parrer du den med de rigtige lag, har du en virkelig alsidig jakke, der passer perfekt til mildt dansk vintervejr.

Aquarepel Water-Resistant Bib-Shorts i test

Normalt skifter jeg direkte fra mine sommer-bibs kombineret med løse ben og over til de varme vintertights, så et produkt som Aquarepel bib-shortsene er nyt for mig.

Jeg bemærker med det samme det kraftige vind- og vandtætte materiale på benene. Materialet er ikke lige så fleksibelt som på et par normale bib-shorts, men de glider nu alligevel fint på, og pasformen er på min høje og relativt spinkle krop helt perfekt.

Ude i kulden er materialets isolerende effekt tydelig fra første pedaltråd. Du mærker slet ikke den kolde vind, og vand fra regn eller vandpytter preller af fuldstændig som på jakken. Det er sgu meget fedt, når du kører gravel i skoven.

Faktisk synes jeg næsten, at bib-shortsene kan blive for varme ved kørsel med høj intensitet. Åndbarheden er ikke den samme som i et tyndt materiale, og når du samtidig slet ikke mærker vindkølingen, får du i hvert fald varmen. Jeg vil skyde dem til at passe perfekt i temperaturer omkring 5 grader.

Puden er ligeledes af meget høj kvalitet, og jeg havde ingen problemer med at finde mig tilrette på den allerede fra første tur. Den lader også til at holde form og kvalitet glimrende i vask.

Skal jeg komme med en lille kritik, synes jeg desværre, at det kraftige materiale går lidt for meget på kompromis med bevægeligheden på cyklen. Jeg oplevede at have behov for at trække buksebenene højere op end normalt for at give stoffet mere plads og fleksibilitet omkring hoften.

Læs også: Velomore tester varm og vindtæt undertrøje fra GripGrab

Jeg kan heller ikke undgå at tænke, om GripGrab næsten har lavet bib-shortsene for varme. De er i hvert fald længe varme nok ned til en temperatur, hvor jeg normalt ville tage lange tights på, og hvis de er for varme i overgangsvejr, kan man stille spørgsmål ved behovet.

Læs også: Velomore tester GripGrab Nordic 2 Lobster handsker

Omvendt er de fleste nok enige om, at det er mere behageligt at køre med bib-shorts kombineret med løse ben end med lange tights. Og kombinerer du Aquarepel bib-shortsene med de tilhørende Aquarepel Leg Warmers har du et sæt, som i mine øjne er fuldt på højde med dine varme lange vinterbukser.

Facit

Med udvidelsen af sortimentet kan du nu trygt iklæde dig GripGrab-produkter fra top til tå året rundt. De nye produkter er karakteriseret ved høj kvalitet og funktionalitet og egner sig perfekt til dansk efterårs- og vintervejr. Jakken har en super pasform, og materialets kvalitet og egenskaber imponerende i testperioden.

Læs også: Velomore tester GripGrab Explorer skoovertræk til gravel

Bib-shortsene oser af høj kvalitet, men også i så høj grad, at det koster lidt på komforten i sadlen. Til gengæld er de vand- og vindtætte egenskaber topfede for gravelrytteren, der ikke er bange for at blive beskidt.

Info

Vurdering: 4/5
Størrelser: S, M, L, XL, XXL
Farver: Sort
Pris: 1.199 kr. (jakke) og 1.149 kr. (bibs)
Info: www.gripgrab.com

Velomore tester Giant Surge Pro

Posted on: oktober 31st, 2023 by Kasper Børjesson No Comments

Vi har trådt i fodsporerne på Simon Yates og testet Giants high-end sko Surge Pro, som blev lanceret i slutningen af sidste år.

Giant Surge Pro er Giants high-end landevejssko. Modellen er den nye model som blev lanceret i slutningen af 2022. Det er ikke så ofte at Giant bliver nævnt for deres udstyr, men de laver en hel del rigtig lækkert udstyr til cyklen og rytteren – blandt andet sko og Surge Pro sidder bl.a. på fødderne af Simon Yates. Vi kommer nok aldrig til at træde lige så mange watt som Yates, men er alligevel sikre på, at vi kan få meget glæde af skoene.

Skoene ser æstetisk flotte ud, når man trækker dem ud af boksen, men også når man har dem på. Vi testede modellen i en fed Gun Metal farve som virkelig er lækker og skiller sig ud fra de fleste andre landevejssko. Derudover kommer skoene i en lækker kasse med både en pose til at transportere skoene i, men også ekstra indlæg så de passer til flere slags fødder. 

Fede features

Boa Li2 spænder med mikrojustering. Der er 2 styk og det hjælper med at få skoene til at sidde helt perfekt sammen med Giants 360 wrap around overdel, som sidder hen over vrangen på foden. Det giver en følelse af at foden bliver lukket helt ind, som om man trak en stram sok på. Der sidder desuden et lille velcrospænde helt forrest på skoen, som jeg til gengæld ikke havde meget gavn af og jeg kunne sagtens have undværet den. Jeg er dog sikker på, at det tjener et formål for nogen og at Giant sammen med deres atleter har haft et formål med spændet – jeg kunne bare ikke se det formål og synes også at skoene ville have set mere strømlinet ud uden spændet.

Exobeam ydersål i 100% carbon giver maksimal tå til hæl stivhed for at sikre mest mulig kraftoverførsel fra skoene og ned i pedalerne. Det er også med til at vægten på skoene er endnu lettere end forgængeren, og gør, at den nye Surge Pro er nogle af de letteste på markedet på kun 510 gram, hvilket er ekstremt lavt.

Åndbarheden på skoene er fremragende. Surge Pro er både udstyret med små huller på overdelen, hvor masser af luft fra vinden kan trænge ind, mens der også på undersiden er et slags metal mesh net, hvor fødderne ligeledes kan komme af med varmen.

Læs også: Velomore tester kinesiske kulfiberhjul fra Elite Drive

Det er måske ikke ligefrem en feature, men Surge Pro skoene er lavet i nogle ret fede farver. Jeg er personligt ret vild med vores testmodel der som sagt er Gunmetal, men der er også noget helt særlig bling effekt over Oil slick modellen. For dem som ikke er så meget til lir-faktoren så fås de også i både klassisk sort og hvid. 

På landevejen

Det første jeg bemærkede ved Surge Pro var, at de var vanvittigt behagelige at have på for en sko som maxer ud på stivhedsindexet. Det var faktisk lidt overraskende for mig at en konkurrence/race sko som denne var så god at have på. Efter ca. en times tid begyndte mine fødder dog at sove en smule, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg blot skulle løsne boa spænderne et par klik for at den sovende fornemmelse hurtigt forsvandt igen. Det er jeg ikke vant til at skulle, men det skyldes sikkert den ellers fremragende 360 wrap around som skoene har. Efter at jeg fandt løsningen på de sovende fødder, kunne jeg uden problemer køre mange timer med skoene uden problemer. Både udenfor og på hometraineren. 

Det næste var stivheden i sålen på skoene. Selvom at jeg nogen form for videnskabelig evidens for det, var det for mig meget tydeligt at mærke hvordan sålen på skoene var ekseptionel stiv og uden den mindste form for mærkbar flex. Det skal slet ikke forstås på en dårlig måde, så jeg blev udmattet eller fik ondt i fødderne. Jeg følte til gengæld at alt kraft præsteret fra mine ben blev ført direkte ned i pedalerne og videre ud i fremdrift.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Jeg har nærmest kun kørt med skoene i tørt, og lunt til varmt, vejr og det har været en god oplevelse. Jeg fik fint med ventilation og luft til fødderne så de ikke blev overophedet på noget tidspunkt – formentlig på grund af de mange små ventilationshuller på overdelen af skoene og mesh nettet på undersiden. Jeg kunne dog godt forestille mig, at man ret hurtigt fik våde fødder i vådt vejr, men der ville jeg nok alligevel benytte mig af et skoovertræk eller nogle helt andre sko.

Facit

Giant Surge Pro er et ultra stiv sko, men med en meget behagelig komfort som gør, at jeg uden problemer kan køre lange ture på både 3 og 4 timer uden at få ondt i, eller udmattede, fødder. Surge Pro er med sine 2300 kroner prismæssigt i midterfeltet. Derudover fås de i fede farver som fx. Gunmetal eller Oil Slick foruden sort og hvid. Vores eneste minus overhovedet er det lille velcrospænde. Vi vil klart anbefale Giant Surge Pro til både amatører og professionelle. 

Info

Vurdering: 4,5 / 5
Størrelser: 41 – 47.
Farver: Gunmetal, Oil slick, sort og hvid.
Pris: 2.300 kroner.
Mere info: www.giant-bicycles.com

Velomore tester kinesiske kulfiberhjul fra Elite Drive

Posted on: oktober 19th, 2023 by Jeppe Bramming No Comments

Vi havde ikke hørt om Elite Drive før, men da vores skribent stod og manglede et par nye hjul på budget, blev hans nysgerrighed pirret og et par kinahjul røg i den virtuelle indkøbskurv.

Vi har alle prøvet det: man går med drømme om at opgradere sine hjul og begynder at sondere terrænet. Enten fordi de gamle er slidt ned, eller fordi man har overbevist sig selv om, at 300 – 400 gram lettere hjul og lidt højere profil (endelig) kan sikre én sejren i skiltespurten.

Man starter med alle the usual suspects – Bontrager, Fulcrum, Zipp, DT Swiss, Mavic – og med beskedne specifikationskrav, men hurtigt sidder man og savler over topmodeller, og fantaserer om eksotiske kulfiber-eger og keramiske-lejer. Af og til får man rystet de tanker af sig, og vender tilbage til den mere fornuftige, og prisvenlige, ende af bassinet. Der går dog sjældent længe, før man igen smider al fornuft overbord, og prøver at retfærdiggøre et hjulkøb i 30.000+ klassen.

Der er dog en anden vej at gå, end med de gængse mærker. Tør man kigge mod øst, og give slip på sin forudindtagede holdning til kinesisk fremstillede cykeldele, kan man få sine lirens-fantasier opfyldt, uden at det fører til økonomisk ruin. Hemmeligheden er, at man køber direkte fra producenten, og desuden undgår at skulle betale for navnet.

Men der er en nagende tvivl, der ofte følger overvejelserne omkring køb af kinesiske hjul: Er kvaliteten til at stole på? Vil hjulene se godt ud, når de kommer ud af æsken, for så at falde fra hinanden, så snart de bliver udsat for lidt dansk efterårsvejr?

Der var kun én måde at få det opklaret: vi måtte købe et par, og teste varen på egen krop og cykel. Efter lidt research endte vi med at vælge et sæt hjul fra det kinesiske mærke Elite. Som andre af de kinesiske producenter, leverer Elite kulfiberdele til etablerede europæiske cykelmærker, og sælger diverse kulfiberdele, såsom cykelstel og hjul, under eget navn.  

Vi gik med et hjulsæt fra deres ”Drive” topserie (de har også modelrækken ”Marvel”, hvis pris og specifikationer ligger lavere) for at undersøge, hvor langt kinesiske hjul er kommet. Og på papiret er de kommet langt: kulfiberfælge, kulfibereger, keramiske kuglelejer og smukke, CNC-fræsede alu-nav for 1.189 dollars, eller godt og vel 8.300 kr. for et hjulsæt. Vi gik med skivebremsemodellen 40D, der med sine 40 mm høje fælge ville give et godt kompromis mellem god aerodynamik og lav vægt. Blot 1.260 gram for det samlede hjulsæt, rent faktisk. Med en intern fælgbredde på 21 mm (ekstern bredde: 28 mm) er fælgene med på noderne, og klar til arbejde godt sammen med moderne dækstørrelser såsom 25, 28 og 30 mm.

Lige ud af æsken imponerer hjulene. Marmoreringen i fælgens yderste lag kulfiber giver en smuk, changerende effekt, og i direkte sollys kan man få lang tid til at gå med bare at stirre på fælgene. Også kulfiberegerne imponerer med et underspillet sort look, som står godt i kontrast til de skinnende alu-nav. Synes man, at navene er en tand for højtråbende, eller foretrækker man måske et mindre rengørings-krævende nav, kan de bestilles i matsort, hvis man foretrækker. Logofarven kan også justeres efter personlig smag, her er valgmulighederne sølv eller sort.

Hjulene er fra fabrikken klargjort til tubeless kørsel, så fælgbunden er lukket hermetisk af, og tubeless ventiler er installeret. Jeg har dog ikke taget springet ud i tubeless endnu, så ventilerne blev afmonteret, og gemt til en anden god gang.  Derudover fik man en æske med 3 ekstra kulfibereger, hvis man skulle være så uheldig at knække en af dem. En betænksom detalje. 

I hånden spandt hjulene snorlige, og køkkenvægten afslørede, at de påståede 1.260 gram ikke var grebet ud af den blå luft. Faktisk målte vi vores sæt til 1.255 gram på køkkenbordet. En god, rund fælgkant gjorde dækinstallationen ubesværet, og alt i alt gjorde hjulsættet hvad det kunne for at levere et godt førstehåndsindtryk. Intet sted fik man fornemmelsen af, at der var sparet.

På landevejen

Ude på landevejen levede hjulene i den grad også op til forventningerne: den lave vægt gør accelerationer til en leg, og trods vægten og den forholdsvist beskedne fælgdybde, holder de farten overraskende godt. Jeg noterede mig i hvert tilfælde, at min gennemsnitlige ”marchhastighed” var steget med et par kilometer. Om de keramiske S&S kuglelejer har bidraget til det, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men de ruller i hvert tilfælde godt, og det er rart at vide, at de med regelmæssig vedligeholdelse kan holde hele hjulets levetid.

Læs også: Velomore tester Argon 18 Krypton Pro

Navet er af den mere højtråbende type, uden at være helt Chris King ”her kommer jeg”-agtigt. Det er jo en smagssag, men personligt fandt jeg det ikke generende, og jeg lærte hurtig at bruge lyden til min fordel: hver gang du nærmer dig andre cyklister bagfra, stopper du bare med at træde rundt i et par sekunder, så trækker de til side af sig selv. Genialt.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

På en tur til Stelvio i Italien fik vi mulighed for at teste hjulenes evner på skrappe stigninger, og der kom den lave vægt virkelig til sin ret. Den ubesværede accelerationsevne, som vi havde registreret under hjemlige himmelstrøg, virkede endnu mere tydelig på strækninger med tocifrede stigningsprocenter, og det var skønt at have fornemmelsen af, at hjulene rykkede med det samme, hvis du skulle få lyst til at prøve dig med et udbrud. Følelsen af, ikke at blive ”bremset” af et tungt hjulsæt er penge værd i sig selv. Kulfiberegernes stivhed gjorde kraftoverførslen meget direkte, og du havde aldrig fornemmelsen af, at der gik watt til spilde nogen steder. Det er rart både hvis du er et watt-monster i dit livs form, eller hvis du skulle have forvildet dig ud et bjergterræn på kanten af, hvad din sparsomme kondition kan kapere.

Den italienske asfalt af svingende kvalitet gav os desuden mulighed for at teste hjulenes holdbarhed, og også her kunne vi konstatere, at Drive 40D hjulsættet tog imod de hug det blev tildelt uden protester. Vi bombede nedad både Stelvio og Gavia stigningerne uden så meget som et eneste knirk. Kulfiberegerne holdt fælgen i et snorlige jerngreb uanset hvad vi smed dem ud i, og selvom de velsigner hjulet med høj stivhed, er det ikke på bekostning af komforten. Iklædt et sæt 25’ere og med et dæktryk på 6 bar var de fint i stand til at filtrere rystelser fra asfalten bort.

Facit

Efter godt 4 måneders kørsel er konklusionen, at kinesiske hjul så absolut er en overvejelse værd, hvis du går i tanker om en opgradering. Du får meget lir for pengene, og byggekvaliteten lader intet tilbage at ønske. Vi har testet 40D’erne i flere forskellige typer terræn og i al slags vejr, og de står stadig snorlige. Er du på budget, eller tjener en almindelig løn der ikke kan følge med inflation og de stigende priser på cykeludstyr, er hjulene fra Elite Drive bestemt værd at smide penge efter.

Er du blevet fristet? Så kan du som abonnent på Velomore spare 15% på alle hjul fra Drive, når du bruger koden Velomore ved check ud. Du sparer dermed 3 gange abonnementsprisen.

Info

Vurdering: 4/5
Pris: 8.300 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk

Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Posted on: september 28th, 2023 by Hans Plauborg No Comments

Danskproduceret og høj ydeevne til en skarp pris er nok den letteste måde at opsummere hjulsættene fra DKBike på.

Kulfiberhjul er et af de mest begærende produkter hos cyklister på alle niveauer. Aluminiumshjul virker efterhånden helt outdatede på moderne racercykler med skivebremser og elektroniske gear. Alligevel ser man ofte, at det netop er på hjulene, at producenterne sparer penge på for at holde de galoperende salgspriser bare nogenlunde tilgængelige for almindelige mennesker. Der er ikke mange landevejscykler i prislejet mellem 20.000 – 25.000 kr., hvor der er blevet plads til et kulfiberhjulsæt. Og det er trist, for hvis der er noget, der transformerer oplevelsen af en cykel, er det kombinationen af et forholdsvis let, aerodynamisk hjulsæt sat op med highend-dæk – og gerne tubeless.

Her kommer DKBike til undsætning. Den danske hjulleverandør har specialiseret sig i solide kvalitetshjul, der er til at betale. Fra relativt beskedne 5.995 kr. kan man købe et kulfiberhjulsæt, der garanterer en forbedring i forhold til de hjul, der sidder på mange cykler i prislejet mellem 15.000 – 30.000 kroner. Og for 1.000 kroner mere kan man endda få dem med keramiske lejer, hvis man hører til dem, der tror, at et leje bliver helt fantastisk af grå keramiske kugler i stedet for sølvfarvede stålkugler.

Velomore har haft mulighed for at teste DKBikes 50 mm landevejshjulsæt med keramiske kuglelejer og lad det være sagt med det samme: Man skal være en meget forfængelig mærkevarefantast for at kunne retfærdiggøre at betale to, tre eller fire gange så meget.

OPSÆTNING OG VÆGT

Mine testhjul ankommer sat op med Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk (der er seated), tubeless væske til påfyldning og en 11 – 34 Shimano 12-speed kassette og bremseskiver. Sådan kan alle kunder få leveret hjulene med individuel opsætning, så de er klar til brug. Det koster selvfølgelig ud over prisen for selve hjulsættet.

Jeg fylder hurtigt 40 ml væske på og pumper op. Hjulene holder dog ikke luft mere end nogle timer. Jeg fylder lidt mere væske på og pumper dækkene op til maks-tryk. Det går bedre, selv om Anders fra DKBike straks tilbyder at sende tubelessfælg-tape, så jeg kan skifte det, hvis luften stadig ikke holder.

Det første indtryk er meget positivt: Flot finish og letløbende nav. Tænk at stå med et par fine 50 mm kulfiberhjul med keramiske lejer til under 7.000 kr. Umiddelbart utroligt, at ENVE, Zipp, Roval og andre kan vride det tre-firedobbelte ud af mærkevaredyrene.

Læs også: Velomore tester Factor OSTRO VAM

En tur på vægten fortæller, at hjulsæt- tet er lidt tungere end både mine egne DT Swiss 1400 ARC (200 gram), der har 62 mm høje fælge, og Scope R4 (325 gram), der har 45 mm fælge. Begge disse hjulsæt er dog monteret med lettere dæk end de solide træningsdæk fra Pirelli på DKBike-hjulsættet. Hvis DKBikes egen vægt opgivelse på 1655 gram for det ”rene” hjulsæt passer, er det bestemt godkendt for et 50 mm hjulsæt til 7.000 kr.

BREDDER OG HØJDER

Fælgene fås i flere bredder og højder – testeksemplaret har en udvendig bredde på 28 mm og en indvendig bredde på 18,5 mm. Det er ikke helt så bredt som mange moderne hjulsæt, hvor en indvendig bredde på 21 mm eller mere efterhånden er standard. Det giver en bedre forbindelse mellem fælg med brede dæk på 28 – 32 mm. Med DKBikes hjul er den optimale dækbredde 23 – 28 mm med 25 mm som det gyldne snit, men man kan selvfølgelige også køre 30 eller 32 mm dæk hvis der er plads i rammen. Kunden kan vælge mellem fire fælghøjder: 38, 50, 60 og 82 mm og dermed eventuel kombinere en lidt lavere fælghøjde foran med en højere på baghjulet.

KØREOPLEVELSE

Hvordan kører de så? Det korte svar er fremragende. Sidevindfølsomheden er mærkbart mindre end på mine Scope R4, selvom sidstnævnt er lidt lavere, og stivheden virker høj takket være egernes to kryds. Det kan muligvis kompromittere aerodynamikken lidt på forhjulet, men disse hjul er ikke skabt som de allerhurtigste løbshjul til væddeløberen, men træningshjul eller solide allround-hjul til motionisten, der vil opgradere sin cykel.

Derfor er vægtbegrænsningen også på hele 130 kg.

Personligt ville jeg nu ikke tøve med at køre licensvæddeløb på DKBike-hjulene. Men jeg ville i så fald skifte til hurtigere dæk. Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk er glimrende og meget holdbare og punkteringsresistente helårsdæk, men de kraftige dæk er absolut ikke hurtige. Jeg prøvede i testperioden at skifte til er sæt 25 mm Continental GP5000 AS TR og de formidler en noget bedre og hurtigere køreoplevelse. Dette blot for at understrege dækkenes enorme betydning for den samlede køreoplevelse.

Læs også: Velomore tester hjulsæt til under 10.000 kr

Lyden af et friløb kan der være mange meninger om. Enkelte lyder som en helvedesmaskine på steroider – hvilket nogle faktisk kan lide – og andre er så stille, at man uden problemer kan køre baghjulet rundt foran en kolikramt-baby, der endelig er faldet i søvn uden at blive dolket af moderen. Friløbet i DKBike-hjulsættet ligger hverken i den ene eller anden ende af det spektrum, så lyden af hjulet bør ikke afholde nogen fra køb.

FACIT

Det er i sagens natur umuligt at vurdere, hvor høj kvaliteten og holdbarheden er, når man kun har kørt på hjulene nogle uger. Men DKBike giver i hvert fald 900 dages garanti på fælgene. Så man tror selv på kvaliteten. Navet drejer smørblødt og tolerancerne virker perfekt skåret, men er man nervøs for holdbarheden af et sæt unbranded nav fra DKBike, leverer firmaet også hjulene spændt op omkring DT Swiss 350 eller 240-nav. Så bliver prisen dog 8.500 kr. (henholdsvis 9.500 kr.), og så er hjulene pludselig ikke vildt billige længere.

Læs også: Velomore tester Elite 50D landevejshjul

Hjulene fra DKBike får en klar anbefaling herfra. Det bliver så godt som umuligt at finde et bedre hjulsæt til prisen.

Og så gør det jo heller ikke noget producenten/sælgeren er dansk.

INFO

Vurdering: 5/5
Pris: 6.995 kr.
Lejer: Keramiske lejer.
Udvendig bredde: 28 mm.
Indvendig bredde: 18,5 mm.
Vægt: 1.655 gram.
Mere info: www.dikbike.dk

Velomore tester ABUS Gamechanger 2.0

Posted on: september 26th, 2023 by Hans Christian Hansen No Comments

Vi har testet den opgraderede Gamechanger 2.0 fra ABUS, for at se, om vi også kan opnå de marginal gains, der giver sejren, ligesom forgængeren har gjort det på knolden af Mathieu van der Poul. 

ABUS high end landevejshjelme er allerede blevet meget populære blandt såvel motionister som konkurrenceryttere, og det er velfortjent. De italiensk fremstillede hjelme oser af kvalitet, og allerede den 1. generation af Gamechanger leverede performance, som matchede de bedste på markedet. Med 2.0-versionen lægger ABUS sig helt i front.

De små designforbedringer, som gør forskellen

Grunddesignet er uændret med den let buede ventilationsåbning som den mest genkendelige feature, men den er nu suppleret med en ekstra åbning lige over øjenbrynene, der giver bedre ventilation i det område, som ABUS udviklingsingeniører kalder ’the sweatbox’. Åbningen er dertil designet på en måde, som gør det nemt at finde plads til solbrillerne.

Med tilføjelsen af ’Acti cage’-lameller i den buede ventilationsåbning, jagter ABUS for alvor marginal gains i spurten: Når hjelmen er vandret, står de parallelt med vinden og slipper således kølende luft igennem, men når rytteren bøjer hovedet fremover i sprintposition, blokerer de for luften – som var der tale om en lukket enkeltstartshjelm – og vinder hermed de aerodynamiske tusindedele, der kan være forskellen på sejr og nederlag. 

Designet på den lukkede overdel er justeret en lille smule – ABUS beskriver det som en ’wider kammtail’ – og det betyder, at hjelmen slipper luften en lille smule mere effektivt ved hastigheder mellem 46 og 52 km/t, og det fokus giver god mening, fordi formålet med en aerohjelm er at hjælpe dig, når det går stærkt. Afslutningen af kammtail-buen er desuden sænket med 8 grader, hvilket tilgodeser aerodynamikken, når hovedet er bøjet fremover i sprintposition.

Når man først har fået fart på ved hjælp af sin avancerede aerohjelm, er det ikke smart, hvis stropperne hænger og blafrer, hvorved de opnåede marginal gains så rigeligt bliver annulleret. Derfor har ABUS udvidet afstanden mellem front- og bagstrop, således at V’et bliver bredere og stropperne dermed bliver mere stabilt fastholdt ind mod siden af hovedet. 

Oversidens ’Aeroblade’-luftindtag har været genstand for særlig opmærksomhed, og ABUS har 3D-printet og testet dusinvis af forskellige designs i vindtunnellen for at finde præcis den form, som er det optimale kompromis mellem ventilation og aerodynamik.

På bagsiden af hjelmen hævder ABUS, at man gennem optimering af designet har været i stand til at øge luftgennemstrømningen med hele 20% i forhold til den første generation af Gamechanger. Det har man bl.a. opnået ved at tilføje bittesmå ’prikker’ i skummet, som hjælper med at kanalisere luften. 

I lighed med flere konkurrenter tilbyder ABUS også et nødopkaldssystem (QUIN), som via et indbygget accelerometer kan måle, om du bliver udsat for et styrt. QUIN kan herefter, via en telefon-app, sende GPS-koordinater til de kontakter, som du har angivet.

Hjelmen fås i to versioner: Med og uden MIPS. MIPS kan hjælpe med at undgå uheldige vrid i nakken i forbindelse med et styrt, men der er et komfortmæssigt trade-off, fordi det også holder på varmen og forhindrer en optimal luftgennemstrømning i hjelmen. Valget er dit.  

Læs også: Velomore tester KASK Wasabi

ABUS indrømmer selv, at opgraderingerne ikke har skabt en revolutionær forbedring fra Gamechanger 1.0 til Gamechanger 2.0, men tilsammen giver de nogle få procenter, som flugter meget fint med moderne cyklings fokus på de små, kontinuerte forbedringer, der holder dig en mulespids foran konkurrenterne.

På tur med Gamechanger 2.0

Den nye hjelm er et behageligt bekendtskab ude på rammen. Det højdejusterbare nakkespænde strammes nemt med et letgående hjul, som flere af konkurrenterne meget gerne måtte lade sig inspirere af, og stropperne sidder også dejligt behageligt og stabilt mod siden af hovedet.

Udfordringen for designeren af en aerohjelm er at reducere turbulensen mest muligt (et fuldstændig lukket design er bedst), samtidig med at ventilationen af rytterens hoved fortsat er tålelig (flest/størst mulige åbninger er bedst). Vi må være ærlige og sige, at det er vanskeligt at teste de påståede fremskridt på aerodynamik-siden – hertil kræves et vindtunnel-setup – men at en relativt lukket aerohjelm som Gamechanger 2.0 er hurtigere end en åben cykelhjelm står ikke til diskussion.

Læs også: Velomore tester Specialized S-Works Evade III

Komfort og ventilation kan vi derimod forholde os til, og her synes vi virkelig, at Gamechanger 2.0 gør det godt. Justeringsmulighederne er gode og ventilationen tilstrækkelig: Vi har bl.a. tilbagelagt timelange ture i kuperet sydfranskt terræn, hvor temperaturen oversteg 30 grader, og gjort det uden at koge over. Det er mere end godkendt for en aerohjelm, så vi synes, at ABUS er lykkedes godt med at ramme en fornuftig balance mellem aerodynamik og komfort.

Mange vil mene, at smag ikke kan diskuteres, men vi er da ligeglade og påstår frejdigt, at ABUS gamechanger 2.0 er et af de mest harmoniske aerohjelm-designs i feltet lige nu. I sammenligning med de fleste konkurrenter er den relativt lille og elegant at se på fra alle vinkler, og det er altså meget rart, at man ikke ligner en af karaktererne i Mel Brooks’ mindeværdige Spaceballs-film fra dengang i 80’erne, når man triller rundt ude på landevejen, blot fordi man også gerne vil være aerodynamisk. 

Facit

Gamechanger 2.0 er efter vores mening en af markedets bedste aerohjelme lige nu. Den tilbyder en god balance mellem komfort og aerodynamik, den ser godt ud og sammenlignet med konkurrenterne er prisen også fair. 

Info

Vurdering: 5/5
Størrelser: S, M, L
Vægt: 260g / 265g / 275g
Sikkerhedscertifikater: CE og CPSC
Farver: 11 (uden MIPS) eller 4 (med MIPS)
Priser (vejledende): 2.349 kr. (uden MIPS) / 2.849 kr. (med MIPS)
Info: www.abus.dk

Velomore tester Velocio Luxe cykelshorts

Posted on: september 12th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Amerikanske Velocio påstår selv at deres Luxe cykelshorts er en masterclass i komfort, men kan det nu også passe?

“En masterclass i komfortabelt performance cykeltøj” skriver Velicio modigt og selvsikkert om deres egne Luxe cykelshorts, og stanken af marketing bullshit spreder sig straks. Overraskende nok, er det selvsikre postulat ikke grebet ud af varm luft hos en frisk ungarbejder i SoMe-martketing afdelingen, for Luxe shortsene er virkelig komfortable. Og det bør de også være, til lige knap 1.900 kr. (279 usd) må man også forvente et par komfortable cykelshorts i absolut topklasse.

Cykelshortsene kommer i 8 forskellige farvevarianter, hvoraf vi har testet et olivengrønt sæt fordi, ja hvorfor ikke? Sorte shorts tester vi hele tiden, så et par olivengrønne var en forfriskende mulighed (kombineret med en grøn merinotrøje fra Velocio naturligvis).

Selve konstruktionen er overraskende simpel. Luxe serien har eksisteret i en del år og udkom i en opdateret version tidligere på året. Den benyttede metervare yder, hvad Velocio kalder, ultra højtrykskompression for optimal komfort, og består af 62% polyamide og 38% elastane. Blandingen af de to materialer giver en god holdbarhed, samtidig med at det gør shortsene hurtigttørrende og strækbare.

Bengabet er raw cut, som betyder, at shortsene stopper med stoffet, uden et sidste panel. For at fastholde benene er de udrustet med silicone dutter på indersiden. Da shortsene visuelt ser ud til at være i et stykke stof, er det selerne som ser ud til at være det mest tekniske element, eftersom de krydser hinanden på ryggen.

PÅ LANDEVEJEN

Shortsene er lette at komme i, tiltrods for at man straks mærker “ultra højtrykskompressionen”. Jeg vil dog sige, at ja, man mærker der er kompression, men jeg vil ikke sige det er mere eller mindre end i andre high-ends shorts. Jeg kan dog godt lide fornemmelsen og efter kort tid tænker man heller ikke mere over det.

Shortsene sidder dejligt tæt og jeg har i testperioden ikke oplevet nogen ubehagelige tryk, gnaven eller generen nogen steder, ikke mindst takket være det minimale antal syninger. Som tidligere skrevet, ser det ud som om at de er klippet ud af et stykke stof, og Velocio har gjort et godt stykke arbejde for at minimere mængden af syninger der kan irritere. Det, sammen med det tætte fit gør, at shortsene sidder yderst komfortabelt selv efter flere timers brug og i varmt vejr.

Især puden skal have ros for at blive siddende hvor den skal. Jeg oplever af og til, at nogle puder flytter på sig over tid, eller falder sammen efter et par timer i sadlen. Men ikke med disse cykelshorts. Ligeså med de diskrete silicone dutter på indersiden af bengabet, som fint bevarer shortsene så ens tanline ikke bliver ødelagt.

Læs også: Velomore tester Specialized Evade III

Eneste minus at sætte fingeren på er selerne, som jeg har bøvlet lidt med at få til at sidde rigtigt når jeg skulle have dem på. At de krydser på ryggen skal man lige huske på, når man tager dem over skulderen.

Men det er i småtingsafdelingen.

FACIT

Velocio Luxe cykelshorts er i sandhed et par luksusshorts. Komforten er helt i top og faktisk så god, at da jeg stod og skulle vælge shorts til Gran Fondo New York (som du kan læse om i vores efteråsnummer), endte jeg med at gå med netop dette par. Særligt kompressionen føler jeg giver et eller andet, om det har en reel fysisk virkning eller ej, ved jeg ikke, men mentalt er det i hvert fald en marginal gain.

Læs også: Velomore tester sommersæt fra MAD,ONE

Vigtigst af alt er dog komforten som er upåklagelig, og jeg kunne godt se mig selv have flere par af disse cykelshorts. Prisen på lige knap 2.000 kroner er dog høj, så man skal gøre op med sig selv om marginalerne mellem god komfort og ekstrem komfort er pengene værd, men Velocio holder i hvert fald hvad de lover, når de siger en masterclass i komfort og derfor får Luxe 5/5 af mig.

INFO

Vurdering: 5/5
Bedst til: Lange dage i sadlen.
Farver: Olivengrøn, rød, kaffe, kul, havblå, marineblå, armygrøn og sort.
Størrelser: XS – 4XL.
Pris: 279 USD.
Køb dem her: www.velocio.com

Velomore tester SCOTT Tago Plus

Posted on: august 30th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Tago Plus er et godt bud på en all-round hjelm til off-road cykling, hvor fokus er lagt på komfort og ventilation, med et klimabevidst aftryk i genanvendte materialer.

Midt i SCOTTs udvalg af off-road hjelme finder vi Tago Plus. Hjelmen er efter schweizernes eget udsagn deres bud på en do-it-all hjelm, der er velegnet til både enduro, trail og all-mountain.

Hjelmen er delvist lavet af genanvendte materialer, hvor både EPS-skummet og remmene er fuldt genanvendte, hvilke giver en hjelm med en vis grad af klimabevidsthed over sig. Indbygget i hjelmen er også MIPS, der beskytter hovedet mod roterendekræfter ved styrt.

SCOTT har udrustet hjelmen med deres Halo-pasformsystem, der hævder at “sikre nem indstilling og enestående pasform”. Halo giver mulighed for både vertikale og cirkulær justering, for at give langt de fleste en så komfortabel en pasform som muligt.

PÅ SPORET

Så snart man får en cykelhjelm på, mærker man straks om pasformen er god eller ej. Tago er for mit vedkommende en yderst komfortabel hjelm, der straks sad godt på hovedet. Det var let at foretage de få justeringer der skulle til for at få hjelmen til at sidde helt perfekt. Særligt de vertikale og cirkulære justeringsmuligheder gjorde det nemt at få drejeknappen i en position, hvor den sad behageligt (hvilket jeg har oplevet kan være ret svært med visse hjelme).

På trods af en minimal mængde polstring sidder Tago Plus overraskende komfortabelt på knolden. Fordelene ved den minimale polstring er at hjelmen hurtigere bliver tør efter brug, men det er værd at bide mærke i, at polstringen for nogen nok godt kan blive for minimal.

På cyklen yder hjelmen også rigeligt med komfort og de 12 ventilationskanaler byder på en passende luftgennemstrømning. Jeg oplevede ikke problemer med overvældende mængder sved der ophobede sig og har i testperioden haft en “frisk” fornemmelse, hvis man kalde det det, på langt hovedparten af mine turer – uanset om det har været på skovsporet eller gravelcyklen.

Med MIPS er hjelmen rustet til at yde optimal beskyttelse for hovedet i tilfælde af styrt og den påstand understøttes af resultatet fra Virginia Techs uafhængige hjelmrating, hvor SCOTT Tago Plus scorer 5 ud af 5 stjerner, med en score på 13,58 point, rangeret som nummer 111 overall. Det er marginaler der adskiller moderne tophjelme og med en 5 stjerne rating er sikkerheden i hjelmen mere end godkendt.

FACIT

Alt i alt er SCOTT Tago Plus en god value-for-money hjelm, især hvis du lægger vægt på bæredygtighed. De genanvendte materialer er klart et plus på den konto. Med sin gode ventilation og fremragende komfort, er hjelmen velegnet til alle off-road discipliner. At hjelmen ovenikøbet er både pæn, komfortabel og bevist sikker at køre med, tæller alt sammen for en vurdering på 5 ud af 5.

INFO

Vurdering: 5/5.
Virginia Tech rating: 5/5.
Størrelser: S, M og L.
Vægt: 350 gram.
Pris: 1.299 kr.
Mere info: www.scott-sports.com