Posts Tagged ‘Theo Bos’

Theo Bos skifter til BEAT Cycling Club

Posted on: februar 1st, 2017 by FBO

BEAT Cycling Club er et nyt hollandsk koncept, der skal tiltrække talent og skabe en platform til at bryde igennem til den professionelle scene. BEAT er organiseret som en cykelklub og ikke som et forretningssponsoreret hold.

BEAT har to forskellige dele, nemlig én med fokus på banecykling og én med fokus på landevejscykling.

Theo Bos er hovednavnet på holdet, da han skal være en del af baneholdet samtidig med, han kommer til at være ambassadør for de unge ryttere på holdet.

Bos har tidligere vundet verdensmesterskaber i sprintdiscipliner på bane, inden han i 2009 fik en professionel kontrakt på landevejen. De sidste to år har han kørt for Dimension Data, hvor han dog ikke fik forlænget sin kontrakt.

Theo Bos vil i 2017 – og fremover – fokusere på banecykling igen:

– Jeg vil fokusere på banecykling igen de næste par år. Jeg har ambitioner om at køre med om medaljer. Jeg vil også gerne tage ansvar og hjælpe med at forbedre banecykling og få sporten til et højere level igennem et professionelt banehold. Jeg vil forberede mig for én kilometer på tid, hvor jeg har planer om at køre med om medaljerne, forklarer Theo Bos ifølge Cyclingnews.

Husker du: Da Tyrkiet Rundt mistede sin uskyld

Posted on: maj 3rd, 2015 by mikkel

I disse timer kører rytterne de sidste timer af årets Tyrkiet Rundt. Alt tyder på, Lampre-Meridas Kristijan Durasek holder sin samlet føring og dermed kan lade sig krone som vinder i Istanbul. Særligt én konkurrent skal han dog holde godt øje med – og det er hverken Davide Rebellin, der ligger nu to, eller nummer tre, Eduardo Sepúlveda. Det er derimod Theo Bos, der kører for MTN-Qhubeka.

I 2009 kørte den tidligere banerytter nemlig sin første sæson som landevejsrytter. Forventningerne til ham var store, men da han stillede til start i Tyrkiet, var det mest frustrationer sæsonen havde budt på – og det ændrede den første uge sydens varme ikke meget på. En 12. plads formåede Bos at få på tredje etape, men ellers var hans resultatliste mere fattig end afrikanske flygtningelejre.

På ottende og sidste etape skulle det dog være slut. De første 165 kilometer fra Antalya til badebyen Alanya, hvor løbet sluttede det år, forløb relativt rolige, men fra Den Røde Flamme og fremefter kørte Bos sig ind i overskrifterne. Eller han rev sig vel mere som sådan. 800 meter fra målstregen begik hollænderen nemlig én af cykelsportens største dødssynder, da han tog fat i Daryl Impeys gule førertrøje og hev ham på tværs af sig selv, ind i hegnet og ned i asfalten.

I klassementet fik Bos’ svinestreg ingen betydning. Det var indenfor de sidste tre kilometer, og selvom Impey blev skubbet i mål af en holdkammerat, blev han noteret for den samme tid som feltet. Dermed kunne sydafrikaneren lade sig krone som vinder, men han smilte næppe meget af det. Hans kæbe var nemlig brækket og en eller flere tænder slået ud. Fem måneder gik der inden den formstærke sydafrikaner var tilbage, mens Bos måtte se til fra sidelinjen fra midten af august og en måned frem. UCI gav ham nemlig noget så sjældent som karantæne for et regelbrud der var foregået på cyklen. Bundlinjen var dog, at det blev afsløret med syvtommers bogstaver, at intet er helligt i cykelsporten.

Styrtet kan ses her: Theo Bos river Daryl Impey, i gult, ned i Tyrkiet Rundt

Theo Bos ude af Tour of Qatar

Posted on: februar 13th, 2015 by VH

Den hollandske sprinter Theo Bos var involveret i et styrt på 5. etape af Tour of Qatar. Styrtet fandt sted efter 85 km, umiddelbart inden etapens første indlagte sprint. 

Theo Bos blev straks kørt til det nærmeste hospital, hvor scanninger heldigvis ikke viste tegn på brud. Jarrad Van Zuydam, holdlæge på MTN-Quebeka forklarede situtionen nærmere:

– Theo blev tvunget ud i gruset i vejkanten og røg ned. Han pådrog sig skader på højre albue, hofte og knæ, sagde Van Zuydam og forsatte: Røngtenscanningerne viste ingen tegn på brud, men sårene er dybe og krævede adskillige sting.

The Bos var senere på aftenen selv ude på Twitter. Som det ser ud nu, kommer styrtet til at forstyre sæsonplanen:

– Styrtede i gruset i dag og har fået en del sting. Intet Oman til mig, desværre, skriver Bos til et billede af et hårdt medtaget knæ og henviser til det forestående Tour Of Oman, som bliver uden hollænderens tilstedeværelse. 

MTN-Qhubeka klar til Tour of Qatar

Posted on: februar 6th, 2015 by MS

Tour of Qatar bliver kørt fra den 8-13 februar, og består af fem flade etaper og en 10,9 kilometer lang enkeltstart. Løbet bliver af mange klassikerryttere brugt som et opvarmningsløb. MTN-Qhubeka stiller til start med en stærk 7-mandstrup.  

– Løbet og dens blæsevejr passer mig godt, og jeg har gjort det godt dernede førhen. Vi vil være der med et stærkt hold, og det er helt sikkert et hold, man skal regne med, udtaler Theo Bos til holdets hjemmeside. 

Gerald Ciolek som vandt Milano-Sanremo i 2013, udtaler ligeledes:

– Mit fokus er allerede på forårsklassikerne, så Tour of Qatar vil være vigtigt for mig med hensyn til at få af vide, hvor jeg er i øjeblikket.

Derudover stiller Kristian Sbaragli, Youcef Reguigui, Jaco Venter, Johann Van Zyl og den norske allroundrytter Edvald Boasson-Hagen til start for MTN-Qhubeka i ørkenløbet.

MTN-Qhubeka startede i 2007, og har sidenhen arbejdet sig op gennem rækkerne. Holdets mål er at give afrikanske talenter en vej indtil det professionelle felt, imens de skaffer penge til Qhubekas velgørenhedsarbejde. Qhubeka er en velgørenhedsorganisation, som giver cykler til afrikanere, så de bla. lettere kan komme på arbejde. 

MTN-Qhubeka stiller desuden op til årets Tour de France som det første afrikanske cykelhold.

Belkin vil vinde 9 etaper i et løb… Igen

Posted on: oktober 15th, 2014 by SNAS

Belkin dominerede sidste år i hidtil uset grad Tour of Hainan. Det hollandske hold tog sejren på samtlige etaper; 6 etaper med Theo Bos og de resterende 3 med Moreno Hofland, som også vandt løbet samlet og pointkonkurrencen. 

Og selvom det virker uvirkeligt, så har holdet planer om at gentage sidste års succes. Men det bliver svært indrømmer sidste års sejrherre Moreno Hofland.

– Det bliver meget svært at klare det bedre end sidste år. Jeg tror, vi kører efter det samlede klassement og forsøge at vinde så mange etaper som muligt, siger hollænderen.

Sidste år havde holdet fordelen af, at løbet ikke var særligt stærkt besat. I år er der yderligere to WorldTour-hold i Astana og Lampre til start, hvilket gør det noget sværere, mener holdets sportsdirektør.

– Vi er stadig ubesejrede i Hainan, og det ville fedt, hvis vi kunne forlænge den statistik, men vi ved at det er meget svært. Der et mange stærke hold til start i år, men uanset hvad, så vil vi have nogle sejre. Gutterne har stadig gode ben, og det ville være en god afslutning på sæsonen, siger Michiel Elijzen.

Bos hurtigst i ny top 10 placering af Breschel

Posted on: oktober 4th, 2014 by ULS

Tredje og næstsidste etape af det belgiske etapeløb Tour de l’Eurométropole blev i dag kørt, og her var hollænderen Theo Bos (Belkin) hurtigst.

Etapen endte i en massespurt, hvor top 3 var de samme ryttere som i går – dog byttede Theo Bos og Arnaud Démare plads, så Bos vandt etapen, mens løbets fører Démare måtte nøjes med en 3. plads efter at have vundet løbets to første etaper.

Dermed fik Theo Bos sin afskedssejr til Team Belkin, som han havde ønsket inden løbet, der er hans sidste inden han skifter til MTN-Qhubeka. 

Selvom det hele sluttede med endnu en massespurt var det dog ikke en etape uden dramatik. Feltet kom nemlig ind på et sidevindsstykke, hvor Tinkoff-Saxo lagde pres på, men det lykkedes sprinterholdene at få samlet feltet.

Tinkoff-Saxo havde dog lidt succes alligevel på etapen, da Matti Breschel fik kørt endnu en top 10 placering hjem. Han blev nr. 7 på etapen.

Magnus Cort fra Orica GreenEDGE formåede endnu en gang ikke at blande sig i afslutningen.

Løbet føres fortsat af Arnaud Démare (FDJ). 

Resultat – 3. etape af Tour de l’Eurométropole
1 Theo Bos (Belkin)
2 Jens Debusschere (Lotto Belisol) st. 
3 Arnaud Démare (FDJ)
4 Jens Keukeleire (Orica GreenEDGE)
5 Ramon Sinkeldam (Giant-Shimano)

Samlet stilling
1 Arnaud Démare (FDJ)

Bos vil give en afskedssejr til Belkin

Posted on: oktober 1st, 2014 by FBO
I morgen begynder de belgiske etapeløb Tour de l’Eurometropole, der køres over 4 etaper. Dette løb bliver Theo Bos’ sidste for Belkin, så han håber på et godt resultat:
 
– Tour de l’Eurometropole bliver mit sidste løb for Team Belkin. Jeg vil gerne vise mine evner en sidste gang og få et godt resultat, fortæller Theo Bos i en pressemeddelelse fra Belkin.
 
Løbets etaper er rimeligt overkommelige, og normalt ender alle etaperne til Bos’ chancer:
 
– Normalt er der en chance for mig hver dag. Nogen gange går ruten op og ned, men oftest ender etaperne i en massespurt, siger Bos.
 
Belkin stiller til start med følgende ryttere: Jack Bobridge, Jetse Bol, Theo Bos, Graeme Brown, Rick Flens, Jonathan Hivert, Maarten Wynants og Dennis van Winden.
 
Theo Bos er holdets sprinter, og derfor vil han også fungere som kaptajn i det forholdsvis flade løb.

Bos var bedst i Alberta

Posted on: september 7th, 2014 by ULS

I nat blev næstsidste etape af årets Tour of Alberta kørt, og her var det hollandske Theo Bos, der var hurtigst.

Den kommende MTN-Qhubeka-sprinter vandt etapen i en massespurt foran Daryl Impey (Orica) og Jure Kocjan (Smartshop).

Den hurtige dansker Nicolai Brøchner (Bissell) blandede sig også i spurten, hvor han blev nr. 8, hvilket var hans trejde top 10 placering i træk i løbet.

Tour of Alberta føres fortsat af Tom Dumoulin (Giant-Shimano), men der venter en hård sidste etape i nat, hvor klassementet skal sættes på plads.

MTN-Qhubeka opruster med stærk sprinter

Posted on: september 2nd, 2014 by ULS

I sidste uge offentliggjorde MTN-Qhubeka signingen af Edvald Boasson Hagen, men det sydafrikanske prokontinentalhold er ikke færdig med at opruste.

Holdet har i dag skrevet kontrakt med den hollandske Belkin-sprinter Theo Bos.

– Jeg glæder mig meget til at blive en del af MTN-Qhubeka. Det er et fantastisk projekt, som jeg ikke kan vente med at blive en del af, fortæller Theo Bos i en pressemeddelelse fra holdet.

31-årige Bos har hele 35 sejre på landevejen og er også tidligere femdobbelt verdensmester på banen.

– Theo Bos er en god sprinter og en rytter, der har vundet løb over hele verden. Med ham på holdet tilføjer vi styrke og dybde til vores sprinttog i endagsløb og etapeløb, siger manager på MTN-Qhubeka, Doug Ryder.

– Hans topfart og evner fra banen er noget som han ser frem til at kunne hjælpe vores unge sprintere med og vise dem vejen til at blive fremtidige løbsvindere.

Det ser dog ikke ud til at Theo Bos er den sidste store profil som MTN-Qhubeka henter. De er rygtet i forbindelse med ryttere som Steve Cummings, Tyler Farrar og Matthew Goss også.

Theo Bos vil vende tilbage til banen

Posted on: august 6th, 2014 by FBO

Theo Bos kommer oprindeligt fra banen, hvor han kørte sprint. Så skiftede han til at være landevejssprinter for Team Belkin. Og nu overvejer han at skifte tilbage til banen. Men som holdtidskørselsrytter.

– At ende min karriere på banen er en idé, jeg har gået og tænkt på, fortæller Theo Bos til Cyclingnews efter gårsdagens etapesejr i Polen Rundt.

– Hvis jeg kommer tilbage til De Olympiske Lege, vil det blive som en del af [4000 kilometer red.] holdtidskørslen. Vi ved allerede, at Storbritanien og Australia vil blive nummer et og to… Men kampen om bronzen vil blive interessant med Danmark, New Zealand og os, Holland, forklarer Theo Bos.

Men Bos har ikke tænkt sig at stoppe landevejskarrieren med det samme:

– Livet som landevejsrytter er vildt fedt. At skifte tilbage til banen er kun en idé, siger hollænderen.

Bos ser det dog ikke som nogen mulighed at fortsætte med landevejen samtidig med at køre på højeste niveau på banen:

– At gøre begge discipliner på højt niveau er nærmest umuligt. Hvis jeg fokuserede meget på banen, ville jeg opgive mine mål om at køre Tour de France. Så lige nu kører jeg bare på banen for sjov og for at holde rytmen, afslutter Bos.

Bos vinder 3. etape i Polen

Posted on: august 5th, 2014 by KBS

Tredje etape af Polen Rundt blev afgjort i en massespurt. Her var det Belkin rytteren, Theo Bos, der var hurtigst på stregen, og dermed tog sejren.

Theo Bos’ holdkammerater gjorde et flot stykke arbejde på dagens etape. De hentede udbruddet hjem med godt elleve kilometer tilbage. Herefter kontrollerede de feltet med en høj fart.

Da der var ca. 4 kilometer tilbage begyndte Giant-Shimano toget at vise sig i fronten. Danske Sebastian Lander var også fremme til sidst for, at køre Hushovd i position.

Luka Mezgec åbnede spurten efter, at være blevet afleveret af sin holdkammerat, men Theo Bos var klart hurtigere end alle konkurrenterne og kørte forbi Mezgec og kørte først over målstregen.

I morgen køres løbets fjerde etape, som er løbets længste i årets udgave.

 

Etaperesultat – 3. etape af Polen Rundt:

Theo Bos (Belkin) 03:39:27
Luka Mezgec (Giant-Shimano) 0:00
Michael Matthews (Orica) 0:00
Sascha Modolo (Lampre) 0:00
Thor Hushovd (BMC) 0:00
Tylar Farrar (Garmin) 0:00
Yauheni Hutarovich (AG2R) 0:00
Jonas Van Genechten (Lotto Belisol) 0:00
Davide Appollonio (AG2R) 0:00
Roberto Ferrari (Lampre) 0:00

Belkin vil vinde Ronde van Limburg

Posted on: juni 12th, 2014 by KBS

På søndag køres det næsten 200 kilometer lange Belgiske kategori 1.2 løb, Ronde van Limburg. Belkin er til at finde på startlisten, og deres mål er at sejre i løbet.

– Vi er et af de få tophold til start. Vi bliver nødt til at bære løbet og vi er næsten forpligtet til at vinde. Jeg tror at det er godt med lidt pres på. Sådan var det også i lørdags i Zeeland og Theo Bos leverede varen der, udtaler sportsdirektøren, Michiel Elijzen

På søndag bliver det dog ikke Theo Bos holdet satser på som udgangspunkt, men i stedet Paul Martens:

– Paul er vores mand på søndag. I Belgien Rundt viste han god form med en etapesejr. Jos van Emden er også stærk. Den bakkede rute passer godt til ham. For Theo vil det blive svært når løbet bliver hårdt, afslutter Michiel Elijzen

Belkins trup til løbet er Jetse Bol, Theo Bos, Graeme Brown, Rick Flens, Paul Martens, Dennis van Winden, Robert Wagner og Jos van Emden

 

Bos havde det rigtige hjul

Posted on: juni 7th, 2014 by ULS

Det er ikke meget mere end et par uger siden, at Theo Bos var utilfreds over, at han ikke kunne vinde en massespurt i World Ports Classic.

I dag slog han så til og vandt 1.1-løbet Ronde Van Zeeland og dermed sin første massespurt siden hans fire sejre i Malaysia i februar og marts.

– Giant-Shimano forsøgte at komme forbi vores tog i finalen. Det vidste vi ville ske. Jeg tog hjulet på Sinkeldam (Giant-Shimano), efter Graeme Brown indikerede det, forklarer Theo Bos i en pressemeddelelse.

– Jeg ved ikke, hvem der var næstsidste mand for Giant-Shimano, men hans stykke var for langt, og han tabte fart. Sinkeldam måtte starte sin spurt for tidligt, og jeg var i hans hjul – en ønskeposition. Det var derfor ikke hårdt at køre forbi ham til sidst.

Ramon Sinkeldam sluttede på trods af hans lange spurt som nr. 2, mens Michael Van Staeyen (Topsport Vlaanderen) blev 3’er.

Sejren var Theo Bos’ sjette i år efter han også vandt det samlede klassement i World Ports Classic udover hans fire sejre i Malaysia.

Bos slog Riwal i Zeeland

Posted on: juni 7th, 2014 by NH

Riwal Cycling kunne intet stille op imod Theo Bos og Belkin i endagsløbet Ronde van Zeeland.

Den stærke sprinter vandt spurten foran Ramon Sinkeldam og Michael van Staeyen, mens Riwals Alex Rasmussen tog 14. pladsen i massespurten.

Resultat – Ronde van Zeeland
1 Theo Bos (Belkin) 4:24:17
2 Ramon Sinkeldam (Giant-Shimano)
3 Michael van Staeyen (Topsport Vlaanderen-Baloise)
4 Alexander Krieger (Team Stuttgart)
5 Marco Zanotti (Parkhotel Valkenburg)
6 Yves Lampaert (Topsport Vlaandren-Baloise)
7 Johim Ariesen (Metec-TKH)
8 Egidijus Juodvalkis (Team3M)
9 Kenny van Hummel (Androni Giocattoli)
10 Omar Bertazzo (Androni Giocattoli)

14 Alex Rasmussen (Riwal Cycling)

Bos: Boonen var for hurtig

Posted on: maj 28th, 2014 by KBS

Den 173,6 kilometer lange etape rytterne i dag var ude på, endte som forudset i en massespurt. Belkin sprinteren, Theo Bos, mente han blev afleveret perfekt i spurten, men måtte desværre se sig slået af Tom Boonen.

– Som hold kørte vi en stærk finale. Jeg blev afleveret perfekt og jeg følte mig stærk, men Tom var bare for hurtig, udtaler Theo Bos, efter dagens etape, og fortsætter:

– Selvfølgelig ville jeg gerne have gjort det bedre, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne i dag, og jeg er godt tilfreds med det.

Theo Bos er dog ved godt mod og klar på at tage revanche i morgen, og udfordre Tom Boonen og Andre Greipel igen:

En ny dag  bringer nye muligheder. Forhåbentlig vil jeg denne gang afslutte det fantastiske arbejde min holdkammerater gør for mig, afslutter Theo Bos.

Imorgen skal rytterne ud på en rute der indeholder 170 kilometer. De første 30 kilometer vil være en del bakket, men derefter vil resten af ruten ind mod mål være forholdsvis fladt, og derfor vil feltet formentlig ende i en massespurt igen.

Boonen slog Greipel på stregen

Posted on: maj 28th, 2014 by KBS

Første etape af Belgien Rundt var en 173,6 kilometer flad etape, der var forudset til at ende i en massespurt i feltet. Det var også sådan den blev afgjort, og det var Tom Boonen der var stærkest i spurten.

Da der var ca. 17 kilometer tilbage af etapen blev feltet samlet, og kørte herfra sammen mod mål. I fronten var der posititionskamp mellem Belkin, Lotto Belisol og OPQS, men Gert Steegmans kørte et fantastisk leadout for Tom Boonen, skriver holdets hjemmeside. Gert Steegmans kørte desuden ind som tiende mand.

Tom Boonen er nu manden i førertrøjen, og ham og holdet vil forsøge at forsvare den, indtil enkelstarten skal køres, hvor planen er at Tony Martin kører sig i trøjen. Det belgiske hold, har udtalt til deres hjemmeside, at de har et hold til start der kan gøre det godt på alle etaper, og indtil videre har de holdt ord i løbet, der køres på deres hjemmebane. Imorgen skal de ud og forsvare Boonen, der højst sansynligt vil forsøge at vinde etapen igen i morgen, der også ligner et bud på en massespurt.

 

1. Etape – Belgien Rundt:

1. Tom Boonen (OPQS) 3:51:43
2. Andre Greipel (Lotto Belisol) 0:00
3. Theo Bos (Belkin) 0:00
4. Jonas Ahlstrand (Giant Shimano) 0:00
5. Andrea Guardini (Astana) 0:00
6. Danilo Napolitano (Wanty) 0:00
7. Francesco Chicchi (Neri Sottoli) 0:00
8. Michael Van Staeyen (Topsport Vlaanderen) 0:00
9. Sascha Weber (Veranclassic Doltcini) 0:00
10. Gert Steegmans (OPQS) 0:00

 

Bos vinder World Ports Classic

Posted on: maj 25th, 2014 by ULS

Det hollandske havneløb, World Ports Classic, blev i dag afgjort på løbets 2. etape, der gik fra Antwerpen til Rotterdam efter den modsatte tur var blevet kørt i går imellem de to havnebyer.

Etapen endte som forventet i en massespurt, hvor Giant-Shimano viste sig frem på hjemmebanen og vandt etapen ved Ramon Sinkeldam.

Ramon Sinkeldam fik dermed oprejsning efter en skuffende 1. etape, hvor han ikke blandede sig i toppen.

Han vandt 2. etape foran Theo Bos (Belkin) og Greg Henderson (Lotto Belisol).

Netop hollandske Theo Bos endte som løbets samlede vinder efter to top 3 placeringer, hvor han dermed samlede nok bonussekunder til at vinde løbet.

– Dette er min første samlede sejr i et cykelløb, og det er meget fedt, fortæller Theo Bos i en pressemeddelelse fra sit hold og roser holdkammeraterne:

– Det er en stor sejr for holdet også. Vores sprinttog i dag var super, og jeg blev afleveret i en perfekt position af holdkammeraterne. Holdet gjorde også et stort arbejde med at kontrollere løbet.

Den 30-årige sprinter vandt løbet foran dagens vinder, Ramon Sinkeldam, og Alexander Porsev (Katusha).

Theo Bos ville dog gerne have vundet en af de to etaper.

– Jeg gik efter sejren igen, men det var desværre ikke nok. Jeg startede min spurt for tidligt. Det er en skam, men jeg må indrømme at Ramon (Sinkeldam red.) var meget hurtig, siger han.

Sejren var Theo Bos’ femte i år efter han vandt fire etaper i Le Tour de Langkawi i februar og marts.

Greipel vandt første etape af World Ports Classics

Posted on: maj 24th, 2014 by FBO

I dag startede etapeløbet World Ports Classics. Her var Lotto-Belisols André Greipel storfavorit, da løbet primært var fladt, og han levede flot op til denne favoritstatus.

Han kunne sikkert spurte sig ind foran Porsev og Bos, der blev nummer to og tre.

Resultat af 1. etape:

1 André Greipel – Lotto Belisol 4:41:11
2 Alexander Porsev – Team Katusha
3 Theo Bos – Belkin-Pro Cycling Team
4 Danilo Napolitano – Wanty – Groupe Gobert
5 Louis Verhelst – Cofidis, Solutions Crédits
6 Nikolas Maes – Omega Pharma – Quick-Step
7 Francesco Chicchi – Neri Sottoli
8 Ruslan Tleubayev – Astana Pro Team
9 Blaž Jarc – Team NetApp – Endura
10 Robin Stenuit – Wallonie – Bruxelles

Bos tilfreds med podieplaceringen

Posted on: april 27th, 2014 by FMH
På dagens etape af Tyrkiet Rundt viste Mark Cavendish, at han er tilbage i sit vante gear, da han spurtbesejrede Elia Viviani og Theo Bos. Men selvom sprintere sjældent tager til takke med andet end førstepladsen, så var Team Belkins Theo Bos alligevel godt tilfreds: 
 
– Jeg kan godt leve med en tredjeplads – det er ingen skam at blive slået af Cavendish. Drengene leverede en perfekt leadout, og jeg føler mig rigtigt stærk. Vi har nok tre sprinteretaper tilbage, og jeg håber på at snuppe en af dem, forklarede Bos efter etapen. 
 
Også Bos’ sportsdirektør, Michiel Elijzen, var godt tilfreds ovenpå sejren. Arbejdet i dag var, følge hollænderen, et resultat af den seneste uges spurttræning, som Belkin har foretaget: 
 
– Vi har arbejdet på en masse facetter af spurten, og i dag var vi fejlfri, forklarede Elijzen, efter etapen. Hollænderen dvæler dog ikke ved dagens gode arbejde, da der allerede er muligheder for en spurtsejr i morgen: 
 
– Det ligner en massespurt i morgen. Etapen er 175 kilometer lang og pæreflad, afslutter Elijzen. 
 
 

 

Cavendish tager sejren i Tyrkiet

Posted on: april 27th, 2014 by KBS

Det var med et Omega Pharma – Quick-Step, bygget op omkring Mark Cavendish, der tog til Tyrkiet Rundt, og han leverede varen på løbets første etape med en suveræn sejr over farvoritterne.

André Greipel der tog til løbet uden de store forventninger deltog ikke i dagens spurt, men var med til at føre Lotto Belisols tog op til fronten af feltet, så noget siger at han endnu ikke er klar til at spurte med om etapesejrene.Theo Bos derimod, der på forhånd havde udtalt at han ikke følte sig truet af Cavendish’s deltagelse, måtte altså se sig slået i dag, selvom Belkin holdet havde kørt ham i en rigtig god position inden spurten blev åbnet.

Morgendagens etape vil derfor være med Cavendish i løbets tyrkise førertrøje, som han har mulighed for at forsvare, da etapen har stort chance for at ende i en massespurt. Tredjedagen vil dog med stor sansynlighed være den sidste mulighed for ham at køre i trøjen, da etapen slutter med en hård stigning.

 

Etaperesultat:

1. Mark Cavendish (OPQS) 3:15:43
2. Elia Viviani (Cannondale) 0:00
3. Theo Bos (Belkin) 0:00
4. Niccolo Bonifazio (Lampre) 0:00
5. Michael Van Staeyen (Topsport Vlaanderen) 0:00

Bos vil banke Cavendish i Tyrkiet

Posted on: april 23rd, 2014 by NH

Mark Cavendish har i sine forberedelser frem mod Tour de France, valgt at stille til start i årets Tyrkiet Rundt.

Til start i samme løb stiller hollandske Theo Bos, der nu kan se frem til, at få kompetent modstand fra en af verdens bedste sprintere.

Men det bliver ifølge hollænderens hold, Belkin, ikke noget problem.

– Jeg har allerede kastet er nærmere blik på ruten, der er fire eller fem etaper som kan ende i en massespurt, siger sportsdirektør Michiel Elijzen i en pressemeddelelse.

– På de dage vil vi sende Theos tog af sted.

– Mark Cavendish kører også løbet, men hans deltagelse frygter vi ikke. På en god dag kan Theo slå hvem som helst.

– Vi vil gerne vinde to etaper. Det mål virker for mig, både godt og sikkert, lyder det selvsikkert fra Belkin sportsdirektøren.

Knap så stor i slaget er Bos selv. Han kørte i går Rund um Köln, hvor han var så uheldig at styrte og udgå.

Alligevel føler Bos sig sikker på, at Tyrkiet Rundt nok skal byde på godt cykelløb for ham og holdet.

– Under løbet kunne jeg hurtigt mærke, at sidste uges træningslejr med sprinterne har været rigtig god. Som hold kørte vi et godt løb. Vi arbejdede godt sammen, siger Bos.

– I Tyrkiet håber vi at kunne fortsætte med det. Jeg håber at vinde igen, ligesom 2012. Måden holdet kører på lige nu, er blot med til at forøge min selvtillid.

Belkins trup til Tyrkiet Rundt
Theo Bos
Jetse Bol
Graeme Brown
Rick Flens
Nick van der Lijke
Barry Markus
Robert Wagner
Dennis van Winden

Slovener vinder Handzame Classic

Posted on: marts 21st, 2014 by ML1

Den 12. udgave af det belgiske endagsløb Handzame Classic (kategori 1.1) blev fredag vundet af Luka Mezgec fra Giant-Shimano. Den 25-årige slovener tog dermed sin første og sit holds tiende sejr i indeværende sæson.

Et reduceret felt afgjorde løbet i en massespurt i målbyen Handzame, og her var Mezgec hurtigst. Han slog Belkins hollænder Theo Bos, som har været godt kørende i sæsonstarten og tog fire etapesejre i det malaysiske løb Tour de Langkawi i slutningen af februar og starten af marts. Nummer tre blev Edward Theuns fra det lokale pro-kontinentalhold Topsport Vlaanderen-Baloise.

To danskere deltog i Handzame Classic. Sebastian Lander fra BMC kom med feltet til mål og blev nummer 63, mens 19-årige Patrick Olesen, der op til denne sæson skiftede Team Trefor ud med Leopard Development Team, ikke gennemførte.

Resultat, Handzame Classic
1. Luka Mezgec (Giant-Shimano)
2. Theo Bos (Belkin)
3. Edward Theuns (Topsport Vlaanderen-Baloise)
4. Antoine Demoitie (Wallonie-Bruxelles)
5. Klaas Lodewyck (BMC)
6. Danilo Napolitano (Wanty-Groupe Gobert)
7. Jelle Mannaerts (Verandas Willems)
8. Kenny Dehaes (Lotto Belisol)
9. Oliver Naesen (Cibel)
10. Joeri Stallaert (Veranclassic-Doltcini)

Bos: Brownie hjælper mig altid

Posted on: marts 7th, 2014 by MSF

Theo Bos har i den grad grad kørt sig varm i Tour de Langkawi i denne uge, hvor han har taget tre etapesejre i træk (fire i alt), og efter den seneste sejr i nat, sendte en udkørt Theo Bos roser mod hans Belkin mandskab, som han mener er et superhold, og Bos fremhæver især én af hans holdkammerat.

– Jeg er så glad med de her gutter. Jeg beder altid Brownie (Graeme Brown red.) om at aflevere mig med 200 meter igen, og han gør det ni ud af ti gange. Han gør mit job meget let, fortæller Bos.

Dagens 4. etapesejr for Theo Bos kostede ham dog alle de kræfter, som var tilbage i kroppen, og vaklende i målområdet fortæller Bos, hvordan han kun lige akkurat formåede at holde Guardini bag sig, da spurten blev åbnet med over 200 meter til mål. 

Kruopis havde momentum igennem svinget, og heldigvis kunne jeg følge ham og gå forbi ham. Jeg så Guardini på mit hjul, og spurten var hård. Jeg synes han kom meget tæt på, men heldigvis var det nok, udtaler Bos.

I morgen har Theo Bos og Belkin holdet mulighed for at sikre den 5. etapesejr i løbet, når rytterne kører ud på løbets sidste etape, der slutter i samme målby som på dagens etape, Kuala Terengganu.

Hattrick til Bos i Langkawi

Posted on: marts 7th, 2014 by MSF

På den næstsidste etape af Tour de Langkawi mod Kuala Terengganu skulle afgørelsen endnu en gang findes i en massespurt blandt feltets hurtigste folk. Belkin rytteren Theo Bos var manden, der skulle besejres eftersom han på de forløbne to etaper havde taget sejren, også i spurtopgør.

Inden dagens afslutning havde Carlos Quintero og Yonathan Monsalve forsøgt sig i et udbrud, men de to colombianere måtte se sig hentet igen med 11 kilometer til mål. Herfra var det en smal sag for Belkin at køre Theo Bos i stilling, og da han kørte først over stregen var en hans hattrick en realitet.

Resultat af le Tour de Langkawi 9. etape:

1. Theo Bos (Belkin) 2:32,21
2. Andrea Guardini (Astana) s.t.
3. Aidis Kruopis (Orica GreenEdge)
4. Francesco Ghicci (Neri sotto.it-Yellow Fluo)
5. Robert Förster (UnitedHealthcare)
6. Michael Kolar (Tinkoff-Saxo)
7. Leonardo Duque (Colombia)
8. Omar Bertazzo (Androni Giocattoli)
9. Daniel Klemme (Synergy Baku CP)
10. Youcef Reguigui (MTN-Qhubeka)

Samlet Stilling:

1. Mirsamad Poorseyedigolakhour (Tabriz) 32:51,21
2. Merhawi Kudus (MTN-Qhubeka) 0:06
3. Isaac Bolivar (United Healthcare) 0:11
4. Johan Chaves Rubio (Orica-GreenEdge) 0:20
5. Petr Ignatenko (Katusha) 0:36
6. Janse Van Rensburg (MTN-Qhubeka) 0:40
7. Steven Kruijswijk (Belkin) 0:52
8. Gianfranco Zilioli (Androni) 1:09
9. Vahid Ghaffari (Tabriz) 1:27
10. Carlos Quintero (Colombia) 1:37

TV: Se Bos sejre i Tour de Langkawi

Posted on: marts 6th, 2014 by SNAS

Med en overbevisende spurt sikrede hollandske Theo Bos sig sin tredie etapesejr i år i Tour de Langkawi. Se spurten her, og læg desuden også mærke til nogle af sportens største medaljer, samt manden i førertrøjen. Rytteren med løbets sværeste navn, Mirsamad Poorseyedigolakhour.