Posts Tagged ‘Thomas Dekker’

Boganmeldelse: Røvtur

Posted on: juni 3rd, 2019 by JC

For år tilbage var hollandske Thomas Dekker cykelsportens helt store talent. Den hollandske guldfugl blev spået en lang og succesrig karriere, allerede inden han havde kørt sit første løb som professionel, og da han i en meget ung alder vandt Tirreno-Adriatico, syntes det at være givet, at han også skulle vinde Tour de France.

Sådan skulle det vise sig slet ikke at gå. Thomas Dekker var en playboy, der nød godt af at han i en meget ung alder tjente styrtende mange penge. Der var råd til damer, hurtige biler og det smarteste tøj. Samtidigt kørte han umådeligt hurtigt på cyklen, men han var godt hjulpet på vej af diverse hjælpemidler, såsom blodtransfusioner og EPO.

I 2008 sluttede festen for den unge playboy. Han var blevet nuppet i en dopingprøve, og efter en overstået karantæne kom han tilbage som en skygge af sig selv. Det skrev han en bog om, der udkom på originalsproget hollandsk tilbage i slutningen af 2016. Siden er den blevet oversat til både engelsk, tysk og nu altså også dansk. Bogen hedder Røvtour, og den rammer de danske boghandlere den 7. juni. 

Dopingspøgelset dukkede op som professionel

Til at starte med havde Thomas Dekker egentligt ingen hensigt om at dope sig. Det beskriver han i Røvtour, hvor han forklarer at han i U23-klassen end ikke rørte sovepiller, men at det lynhurtigt blev kutyme hos de professionelle. 

Her gik det nemlig hurtigt op for ham, at han ikke kunne følge med de allerbedste i de allervigtigste løb. Der blev simpelthen kørt for stærkt, måtte han erkende i Giro d'Italia 2005. Derfor blev han nysgerrig på cykelsportens skyggesider, og som han selv erkender i bogen, så var det nok en meget naturlig vej at gå for ham. Han ville vinde for alt i verden.

Læs mere: Uddrag fra ny cykelbog: Doping til forret

Den første halvdel af bogen har fuld fart på. Thomas Dekker lever et liv i overhalingsbanen med store sejre, ludere, dyre biler og smart tøj. Og han er ikke bange for at snyde sig vej til toppen. Men hvor mange andre dopingerkendelser forklarer, at det var samfundets problem, gør Thomas Dekker det modsatte: Det var helt hans egen beslutning, siger han.

I det hele taget fremstår Thomas Dekker ikke specielt sympatisk i store dele af bogen. Han erkender for eksempel mange steder, at han var sin kæreste Linda utro med adskillige ludere. Det er han også klar over. Men det var sådan, han var på det tidspunkt. Alle og enhver omkring ham – samt ham selv – havde forklaret ham, at han var sportens store guldfugl. 

Mødet med idolet Boogerd – og den danske arrogante idiot

[IMG3]

I bogen følger man ham fra de helt unge år og frem til de sidste år af karrieren. I starten af bogen er der ret interessante passager om hvordan han nærmest forguder hollænderen Michael Boogerd. Som ung havde han en plakat af Boogerd hængende på teenageværelset, og da han rykkede op som professionel, var Boogerd også en af de ryttere, han hurtigst fandt sammen med.

De fik – i hvert fald ifølge Thomas Dekkers udlægning – udviklet et nært venskab, der gjorde at de talte meget åbent om deres dopingforbrug. Ja, de delte sågar nogle dopingprodukter. Og ét af de stærkeste kapitler i bogen, er det der omhandler Dekkers karriere umiddelbart efter Boogerds karrierestop. Også selvom det egentligt ikke direkte nævner det, men det er tydeligt at mærke, at Dekkers dopingforbrug ryger helt ud af kontrol, da han pludselig står alene med det hele. 

[CITAT]

Doping er naturligvis det helt store omdrejningspunkt i bogen. Thomas Dekker har ønsket at lægge alle kortene på bordet, og det må man sige, at han gør i denne bog. Både for sig selv, men så sandelig for andre. Især Michael Boogerds forbrug udstilles ofte i bogen, ligesom hans brug af ludere også gør. Det fik i sin tid Boogerd til at gå ud og kritisere bogen for ikke at være helt sand i alle passager. Flere andre ryttere tog også afstand fra Dekkers bog.

[IMG2]
Thomas Dekker var en fremragende hjælper for Michael Rasmussen under Touren 2007.

I et af bogens andre kapitler kommer Dekker nærmere ind på Tour de France 2007. Deltagelsen blev Dekkers eneste i Tour de France, og det blev også Michaels Rasmussen og Boogerds sidste deltagelse. 

Læs mere: Uddrag: Da Rasmussen røg ud af Touren

Det er meget spændende, hvordan Rabobank-rytterne – ifølge Dekker – i første omgang valgte at smågrine af Rasmussens ambitioner om at vinde Touren. Dekker troede bare, at det var fordi danskeren ikke ønskede at arbejde for andre, og derfor bød ind på kaptajnrollen. Der gik dog ikke mange etaper, før holdet måtte erkende, at Rasmussen var flyvende. Resten er – som vi ved – historie. 

Styr på tingene – men så kom opkaldet
Thomas Dekker skiftede efter en hektisk periode til Silence-Lotto. Faktisk ville Rabobank betale ham klækkeligt for at skride fra holdet. Turen gik således til Belgien, og her formåede Dekker så småt at få styr på tingene. Dopingmisbruget blev mindre, han havde fundet formen og følte sig godt kørende – lige indtil opkaldet fra UCI kom.

Den 1. juli 2009 fortalte UCI, at Thomas Dekker var blevet testet positiv. Prøven daterede sig halvandet år tilbage – 24. december 2007. Fortiden havde i den grad indhentet Dekker, og nu fulgte årene i skyggen.

Herefter følger en lang beretning om Dekkers nedtur. Om hvordan han blev persona non grata i cykelsporten. Om hvordan alkoholen, festerne og tilfældige damer blev hverdag. Om hvordan det hele sejlede. Om hvordan Jonathan Vaughters kom og reddede ham med en mindsteløn. Og også om hvordan han i karrierens efterår aldrig for alvor genfandt kørelysten før det var for sent.

[IMG4]
Thomas Dekker genfandt aldrig cykelglæden hos Garmin-holdet.

Anbefalelsesværdig cykelbog

I det hele taget er det en fremragende cykelbog. Den høstede en del overskrifter, da den udkom i 2016, men jeg føler ikke, at det er en sensationshungrende cykelbog, der bare er designet til at skabe røre. Jeg sidder med en følelse af, at det er en oprigtig fortælling, Dekker har haft på hjertet. Han er da heller ikke bleg for at udstille sig selv undervejs.

Den giver et indblik i feltets dopingproblematik, men måske ikke helt så meget som Tyler Hamiltons bog. Det er i højere grad Thomas Dekkers karriere og forløb, der beskrives, og den eneste anden rytter, der for alvor involveres, er den hollandske nationalhelt Michael Boogerd. For eksempel nævnes Rasmussen kun i enkelte passager, mens Menchov helt går fri. 

Alt i alt er det en fremragende bog. Jeg læste den på rekordtid, og skal du ned forbi boghandleren i den kommende tid, kan jeg kun anbefale at man nupper Røvtour med i indkøbsposen.

Cykelmagasinet har fået stillet et anmeldereksemplar af Røvtour til rådighed af forlaget Memoris. 

Uddrag: Da Rasmussen røg ud af Touren

Posted on: maj 31st, 2019 by JC

Fredag den 7.. juni udkommer Thomas Dekkers selvbiografi på dansk af Forlaget memoris under navnet "Røvtur". Bogen blev udgivet på hollandsk tilbage i slutningen af 2016. Cykelmagasinet har fået lov til at bringe nogle passager fra bogen. I denne omgang handler det om de dage, hvor Michael Rasmussen lignede en kommende Tour de France-vinder. 

I Touren i 2007 har vi et af de bedste hold i hele feltet. Ud over Boogerd er jeg på hold med Michael Rasmussen, Denis Mensjov, Óscar Freire, Pieter Weening, Juan Antonio Flecha, Grischa Niermann og Bram de Groot.

På holdmødet inden starten meddeler Michael Rasmussen, at han vil vinde Touren. Det fremkalder et par skæve smil. Jeg tænker, at han er fuld af lort, og at han vil gøre hvad som helst for at undgå at kæmpe røven ud af bukserne for nogen anden. På dette tidspunkt ved ingen af os, at han har løjet om sine whereabouts, eller at han er dopet til op over begge ører, selv om vi har mistanke om det. Vi ved heller ikke, at Leinders og van Mantgem har givet ham dynepo-indsprøjtninger fra mit og Boogerds lager. Det kommer først frem lang tid efter, at Touren er forbi.

Michael Rasmussen er skind og ben. Man kan se lige igennem ham. Jeg har ikke set ham spise andet end en riskiks. Under en af de første flade etaper ligger han bag mig, da feltet kæmper med at holde trit. Han råber efter mig, at jeg skal lægge mig ud og skærme ham mod vinden, så han kan spare kræfter. Jeg synes, han opfører sig som en arrogant idiot, og overvejer at sige til ham, at han kan rende mig i røven. Men det kører for mig, så jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe ham.

Det viser sig snart, at Michael Rasmussen ikke bluffer. Han er i sit livs form. På den første hårde bjergetape i Touren sætter han sit angreb ind 60 kilometer før mål. Han skyder af sted som en raket, og vi ser ham ikke igen før mål i Tignes, hvor han er iført den gule førertrøje. Ved aftensmaden er der jubelstemning. Der er champagne til alle – manden i centrum tager kun en slurk eller to – og lederne sørger for, at der er rigeligt med vin.

Fra da af kører vi alle for Michael Rasmussen. Han kører en god enkeltstart, og i de bjergetaper, der følger efter, udbygger han sit forspring til sine største rivaler Alberto Contador, Cadel Evans og Carlos Sastre. Vi begynder at tro på, at vores skøre dansker faktisk kan vinde Touren.

Ryttere fra andre hold bliver taget for doping. Aleksandr Vinokourov og Cristian Moreni bliver sparket ud ad bagdøren. Men i vores lille Rabobank-boble er der slet ingen snak om doping. Ikke engang da der begynder at dukke historier op om, at Michael Rasmussen løj, da han sagde, han var i Mexico før Touren. Vi stiller ham ingen spørgsmål. Tværtimod er vi imponerede af ham.

Boogerd og jeg er enige om, at Rasmussen har været sindssygt snu. Han har tydeligvis fundet en metode, der fungerer. Han kører jo for fanden i den gule trøje. Hvor mange beviser vil man have? Doping er overalt. På vores hold, på de andre hold. Dynepo, kortison, blodposer, sovepiller, tidlige morgendrop, der skal holde vores hæmatokritværdier nede. Når alt omkring dig er det rene vanvid, begynder det hele at virke normalt efter et stykke tid.

Den sidste bjergetape det år fører os til toppen af Aubisque. Det er den vigtigste dag i Touren. Vi skal sørge for, at Michael Rasmussen kommer ud af Pyrenæerne med sit forspring intakt. Dagen begynder mærkeligt. Luften sitrer af dopingrygter. Michael Rasmussen står i skudlinjen, Astana har trukket sig, og et par af de franske og tyske hold strejker i protest og siger, at de har fået nok af dopingsnydere, der dræber deres sportsgren. Jeg bevarer overblikket og fokuserer kun på dagens løb.

Etapen begynder roligt, men jo flere bjergtinder vi passerer, jo mere kommer vi under angreb. Vi må give alt, og alligevel kører jeg så let og ubesværet, at jeg knap nok mærker mine ben. Jeg kan køre for et helt hold. Jeg kører op og ned ad bjergene med hovedet i vinden og skærer gennem dalene. Bag mig strækker feltet sig ud i en efterhånden meget tynd linje. I ny og næ råber Michael Rasmussen efter mig, at jeg skal holde igen og ikke lade mig rive med. Det er min bedste dag på en cykel nogensinde.

Lige før den sidste stigning giver jeg slip. Jeg kan se i Michael Rasmussens ansigt, at han stadig er frisk som en havørn, og allerede inden etapen når sit klimaks, ved jeg det. Vi har gjort det. Touren er vores.

Humøret i holdbussen er euforisk. Der er masser af highfives, og vi snakker om, hvordan vi skal fejre det i Paris. Men inden vi overhovedet når tilbage til hotellet, ændrer stemningen sig. Theo de Rooij får et opkald på sin telefon. Hans ansigt formørkes, og han går over i hjørnet, så ingen kan høre ham.

Jeg aner ikke, hvad der foregår, men jeg begynder at forstå det, da Stefano Cecchini ringer til mig. Han fortæller mig, at den italienske tv-kommentator Davide Cassani hævder, at han har mødt Michael Rasmussen i Dolomitterne på et tidspunkt, hvor han ifølge sine officielle whereabouts skulle have været i Mexico. Jeg forstår med det samme, at det er dårlige nyheder. Da bussen kører op foran hotellet i Pau, er der lagt en kraftig dæmper på vores begejstring.

Boogerd og jeg kan stadig ikke se, at denne Mexico-skandale kan få større konsekvenser. Men så lyder der en banken på vores dør. Det er Michael Rasmussen. Da han kommer ind på vores værelse, kan jeg se, at han har grædt.

– Jeg er ude af Touren.

– Hvad? Hvad snakker du om? udbryder Boogerd.

– Det er Theo. Theo trækker mig ud af Touren, stammer han.

Jeg hopper op fra min seng. Boogerd er rasende, og det er jeg også. Vi prøver at berolige Michael Rasmussen og siger til ham, at vi vil tale et alvorsord med Theo de Rooij og få styr på det her. Vi løber ned ad gangen på udkig efter de Rooij og finder ham siddende på sit værelse. Vi er knap nok nået inden for døren, da vi begynder at råbe ad ham.

– Hvad fanden foregår der? Tager du Rasmussen ud af Touren? Er du blevet vanvittig?

Vi kan råbe og tigge alt det, vi vil. De Rooij rører sig ikke en tomme.

– Han er færdig.

Beslutningen er endelig. Michael Rasmussen stiller ikke til start næste morgen. 

Uddrag fra ny cykelbog: Doping til forret

Posted on: maj 30th, 2019 by JC

Fredag den 7. juni udkommer Thomas Dekkers selvbiografi på dansk af Forlaget memoris under navnet "Røvtur". Bogen blev udgivet på hollandsk tilbage i slutningen af 2016. Cykelmagasinet har fået lov til at bringe nogle passager fra bogen. I denne omgang er det bogens 12. kapitel, og det handler om den dag, hvor Thomas Dekkers forældre fik at vide, at sønnen havde intention om at benytte sig af doping for at fremme karrieren. 

Forretten er lige blevet serveret. Min mor og far sidder på den ene side af bordet, Jacques Hanegraaf og jeg sidder på den anden. Jacques har inviteret dem med ud at spise på The Golden Angel i Schagen. I begyndelsen er det småsnak: vejret, deres arbejde, mine seneste løb. Og så, mellem to mundfulde, lægger han kortene på bordet.

– Der er noget, jeg gerne vil tale med jer om.

Han siger det henkastet, som om han skal til at anbefale en film eller et slagtilbud i supermarkedet.

Jacques fortæller dem, at jeg er et kæmpe talent og har haft en fantastisk første sæson som professionel, men at det kræver mere end det, hvis man vil nå toppen. Han forklarer, at alle de store ryttere deltager i et spil for voksne mænd, og at det er tid til, at jeg skal være med.

– Alle er på det. Det hører med til spillet.

I stedet for at sige ordet ’doping’ bevæger han sig ud i den ene kryptiske beskrivelse efter den anden. Jeg siger ingenting. Vi har drøftet det for et par uger siden. Det var tid til næste skridt, sagde han, og der skulle ikke meget til for at overbevise mig. Jeg var ikke blind. Jeg kunne mærke, hvordan tempoet var markant hurtigere i de store løb. Et tempo, der ganske enkelt ikke kunne lade sig opnå alene med hård træning og nok søvn.

I flere år havde jeg vidst, det var på vej. Jeg vidste, at doping ville krydse mit spor. Og da det skete, trådte jeg ikke tilbage. Det kom gradvist: først et drop til at fremme restitutionen, derefter kortisonindsprøjtninger. Aftenen før restaurantbesøget med mine forældre havde jeg taget speed og ecstasy ved en rave-fest i Gent sammen med Michael Boogerd og Steven de Jongh. Begge stoffer kan fælde dig, hvis du bliver testet, men det her sker, før man begyndte at teste ryttere uden for konkurrence.

Det næste skridt – at tage præstationsfremmende stoffer – er kun et lille skridt for mig. Da jeg kørte som junior og amatør, faldt det mig aldrig ind, men frøet blev sået i mig, da jeg blev professionel. Frøet spirede, og i løbet af mit første år som prof groede det og blomstrede. Jeg vandede det, og rytterne omkring mig vandede det også. Uden doping var jeg en god rytter, men jeg var ikke god nok. Og jeg stiller ikke mig tilfreds med det næstbedste. Det er ligesom at danse med en køn pige. Jeg kan ikke lade være med at kigge hende over skulderen for at se, om der er en endnu kønnere pige, der lige er trådt ind ad døren.

Mens Jacques taler, betragter jeg min mors ansigt. Der er en rynke mellem hendes øjenbryn. Hendes læber er presset sammen. Jeg ser panik i hendes øjne. Da Jacques har talt færdig, stirrer hun på mig, og hun kan se, at jeg allerede har truffet min beslutning. Der er ikke noget at diskutere. Hvis mine forældre havde sagt til mig, at jeg ikke måtte tage doping, havde jeg grint dem lige op i ansigtet. Min far er målløs. Min mor hvisker:

– Jeg håber bare, det går okay.

Efter middagen rejser Jacques sig og kører væk i sin bil og efterlader regningen til os. Når jeg tænker tilbage på det, er der noget uvirkeligt over den aften. Det var, som om Jacques bad om mine forældres tilladelse. Som om en del af ham indså, at man ikke bare kan lade en 21-årig cykelrytter træde ind i dopingens verden uden at have informeret hans forældre om det. Men i situationen virker det helt naturligt for mig. Jeg tror på, at Jacques gør, hvad der er bedst for mig. Vi ønsker begge det samme. Vi vil nå toppen hurtigst muligt – flere sejre, flere penge.

Det lykkes Jacques at få ændret min kontrakt med Rabobank, og langt om længe stiger min årsløn til 400.000 euro plus bonusser. Ti procent af det beløb – plus moms – er til Jacques.

Han har fundet en høne, der kan lægge guldæg til ham. Dens navn er Thomas Dekker.

I de kommende dage følger der endnu et uddrag samt en anmeldelse af Røvtour. 

Dekker vandt i retten: Bogen bliver på hylderne

Posted on: februar 3rd, 2017 by FBO

Thomas Dekker har i sin bog beskyldt Jacques Hanegraaf for at tilskynde rytterne til at dope sig og fortæller, at det var Hanegraaf, der introducerede ham for dopinglægen Eufemiano Fuentes.

Jacques Hanegraaf har benægtet alle disse anklager og har taget Thomas Dekker og medforfatter Thijs Zonneveld i retten for at lyve om ham. Hanegraaf har ovenikøbt beskyldt Dekker for at afpresse ham med at offentliggøre bogen, hvis han ikke undslap at betale flere titusinde euro tilbage til Hanegraaf, som han angiveligt har skyldt ham. 

I dag blev det så fastslået af retten i Holland, at Thomas Dekkers biografi får lov at blive på hylderne med begrundelsen, at "den journalistiske forskning havde været tilstrækkelig forsigtig".

Thomas Dekkers bog er fuld af historier om brug af alle mulige former for doping, fordrukne aftener og prostituerede inden cykelløb.

 

Ryttere reagerer på Dekkers bog

Posted on: november 17th, 2016 by Velomore

Thomas Dekkers nye selvbiografi kan vidst rolig siges at være kontrovertiel. I bogen fremlægger han med præcision og en sjælden detaljegrad, et omfattende dopingmisbrug, som eftersigende fandt sted på Rabobank på 2007. 

Det har fået flere af de nævnte navne i bogen til at reagere prompte. Daværende værelseskammerat Michael Boogerd tager fuld afstand fra Dekkers bog og siger, at den kommer som en ubehagelig overraskelse. 

At Boogerd tager afstand er ikke overraskende da, Dekker i bogen siger, at ham og Boogerd diskuterede Boogers brug af Human Plasma blodbanken, og at de i kedsomhed op til touren havde bestilt prostituerede. 

Boogerd siger, at han ikke kan nikke genkendende til meget af det, der er skrevet, men benægter altså ikke alt Dekker har skrevet. 

Stef Clement skulle have været på direkte TV med Dekker d. 23 november, men har anmodet om at få hans sendetid rykket, da han ikke ønsker at tage del i offentliggørelsen og spredningen af bogen. Clement har dog aldrig kørt sammen med Dekker. 

En anden rytter, der reagerer er Bram Tankink. Han står nævnt i bogen, men Dekker nævner ham som en rytter, der ingen interesse har i doping. Tankink siger dog, at det Dekker beskriver ikke reflekterer feltets holdning til doping på daværende tidspunkt. 

Han mener, at Dekker er en ekstrem case, som ikke er repræsentativ. Han siger ordret, at den kultur, der er beskrevet er Thomas Dekkers kultur. 

 

 

Dekker afslører nye dopingdetaljer i selvbiografi

Posted on: november 16th, 2016 by Kristian Arnth

Da Thomas Dekker sidste år sluttede sin aktive cykelkarriere med et attentat på timerekorden, så var det slutningen på fortællingen om et af cykelsportens største talenter, der aldrig blev indfriet. Dekker var som ung rytter på Rabobank spået en lovende fremtid, men en positiv dopingprøve og en relation til dopinglægen Eufemiano Fuentes (Operacion Puerto) satte ham kraftigt tilbage.

Selvom han kom tilbage efter sin dopingkarantæne i 2011, så blev hollænderen aldrig helt den samme igen. Nu udgiver han sin selvbiografi, Thomas Dekker, mijn gevecht (My Fight), hvori han beskriver livet som rytter på Rabobank og Silence-Lotto i slutningen af 00'erne med alt, hvad det indebar. Hollandske AD.nl har bragt et uddrag af bogen.

– Hver dag bruger vi kortison. Vi har et medicinsk certifikat. Jeg ved ikke engang, hvad det er til, og det er en skam. Med kortison kan vi grave dybere under løbene, og derudover er jeg tynd: Jeg vejer 68 kilo og er 188 centimeter høj – jeg har aldrig været så tynd før, skriver Dekker om misbruget af de såkaldte TUE's, der giver rytterne lov til at benytte de ellers forbudte stoffer. Dette var dog ikke det eneste sted, hvor Rabobank bøjede reglerne.

– Torsdagen før Touren i 2007 foretager UCI lægetjek. Min hæmatokritværdi er 45, og Michaels (Boogerd, red.) er 50. Han er lige på kanten. Risikoen er stor; én procent højere, og så bliver han testet positiv i dopingkontrollen. Holdets læger kommer hver morgen klokken seks og indsprøjter vand i hans krop, inden kontrollanterne kommer. Det får hæmatokritværdien til at falde med to eller tre procent.

I Tour de France 2007 var Dekker blandt andre holdkammerat med danske Michael Rasmussen, der som bekendt lå til at vinde løbet, inden holdet trak ham ud. Danskeren er også nævnt i uddraget af bogen, da Dekker fortæller nærmere om et møde forud for løbet, hvor Rasmussen gjorde det klart, at han ville være kaptajn.

– Vi havde brug for et lille grin. Jeg syntes, det var en god tale. Vi ved endnu ikke, at han har løjet om sine whereabouts, eller at han er fyldt med doping til halsen – selvom vi formoder, at han er. Vi vidste ikke, at holdets læger gav ham indsprøjtninger med Dynepo (EPO, red.) fra vores lager, selvom vi hører om det længe efter Touren.

– Rasmussen viser sig at have ret. Han er virkelig god. På den første rigtige bjergetape i Touren kører han allerede med 60 kilometer til mål. Vi ser ham kun tilbage efter afslutningen i Tignes med den gule trøje. 

– Vi spørger ikke Rasmussen om noget. Faktisk respekterer vi ham. Han gjorde det klogt, som Boogerd. Han har et system for sig selv, og tilsyneladende virker det, for han kører i den gule trøje. Simpelt nok, står det blandet andet i bogen. 

Han fortæller desuden, at holdet havde en form for tolerance i forhold til doping. De krævede blot, at rytterne gjorde det godt i løbene, og så var de ligeglade med, hvordan det foregik. 

I et andet uddrag af bogen bragt af Het Nieuwsblad fremgår det blandt andet, at der også var en form for organiseret regelbrud på Silence-Lotto foretaget af lægen Jan Mathieu, der ikke længere er ansat på holdet. Dekker nåede kun at køre en halv sæson på Silence-Lotto, inden han blev suspenderet for en positiv test i 2007. 

– Af holdlægen Jan Mathieu får jeg kortison indsprøjtninger med en medicinsk godkendelse. Mathieu opfinder en ny skade hver gang: En gang har jeg problemer med venstre knæ, andre gange er det min skulder. 

– Han foretog indspøjtningerne bag lukkede døre, så ingen så noget. Men samtidigt talte han med andre ryttere om det. Det er klart for mig, at det var praksis på holdet, skriver Dekker, der dog samtidigt forsvarer holdet og manager Marc Sergeant, som han mener er god for sporten. 

Dekker har desuden bekræftet, at han var rytteren bag navnet Clasicomano Luigi i Operacion Puerto. Et navn, der ellers tidligere har været sat i forbindelse med Fabian Cancellara og Juan Antonio Flecha. At Dekker bekræfter, at navnet var hans er dog ikke ensbetydende med, at Cancellara og Flecha ikke også havde kontakt til Eufemiano Fuentes.

Dekker trækker stikket

Posted on: marts 20th, 2015 by mikkel

Hvad der nok bedst kan beskrives som en turbulent karriere lader til at være ovre. I en alder af bare 30 år kører Thomas Dekker således cyklen endegyldigt i garagen.

– I uger har jeg tænkt over det. Jeg har grublet, jeg har vejet med tanker meget forsigtigt, jeg overvejede mulighederne én efter én. Jeg har lyttet til mit hoved og mit hjerte. Nu har jeg besluttet mig. Jeg opgiver cykling, skriver Dekker i sin afskedssalut.

Hollænderen, der startede sin karriere hos Rabobank i 2005, fremstod som et lysende talent frem til en dopingdom i 2009 sendte ham ud i mørket. Da han to år senere kom tilbage, var det langt fra fordums styrke, og skønt det blev til fire sæsoner hos Gamin, formåede han aldrig at leve op til tidligere tiders præstationer.

Da Dekker ikke kunne finde et nyt hold til denne sæson, satte han sig i stedet et nyt mål: Han ville tage Timerekorden. Som bekendt lykkedes det dog ikke, men indsatsen kunne han bestemt være bekendt. Blot 270 meter adskilte Dekkers forsøg fra Rohan Dennis’ verdensrekord.

– Min sidste time som rytter, gav jeg mit alt i Mexico, under attentatet mod Timerekorden. Jeg ønskede at bevise jeg stadig kunne køre stærk, og jeg ønskede at finde ud af, om jeg fortsat ville være cykelrytter. Svar er nu, et par uger efter rekordforsøget, klart for mig.

Dermed opgiver Thomas Dekker altså jagten på en ny kontrakt, efter at Jonathan Vaughters (leder af Garmin-Sharp) sidste år fyrede ham via Twitter.

Gustav Larsson angriber timerekorden på en ny Ridley cykel

Posted on: marts 12th, 2015 by velo_admin
Den svenske tempospecialist, Gustav Larsson fra Team Cult Energy Pro Cycling, sølvmedaljevinder fra de Olympiske Lege i 2008, vil forsøge at slå timerekorden på banen i Manchester på lørdag. Larsson vil køre på en ny baneversion af Dean Fast enkeltstartcyklen til hans forsøg.

– Larsson tog beslutningen om at angribe timerekorden for blot et par uger siden. Det gav ikke os hos Ridley meget tid til at give ham en passende cykel. Dean Fast cyklen er en fremragende enkeltstartcykel, men den er ikke lavet til at cykle på banen. Derfor skulle vores ingeniører designe en ny ramme afledt af Dean Fast, med alle dens aerodynamiske features. Rammen var først klar til at blive malet og samlet sidste onsdag, hvorefter Larssons kone og tidligere cykelrytter Veronica Andreasson selv afhentede cyklen på vores fabrik i Paal-Beringen, Belgien, udtaler Jochim Aerts, grundlægger af Ridley Bikes.

– Onsdag kunne Gustav endelig køre nogle test med sin helt nye cykel. Resultaterne var forbløffende “, siger tidligere banerytter og Larssons nuværende sportsdirektør, Luke Roberts. “Dean Fast Track kører perfekt, og vi har en god følelse omkring forsøget.

Larsson vil forsøge at slå timerekorden på lørdag 14. Marts, 15.30 lokal tid, som en del af Revolution Series arrangementet på banen i Manchester.

Dekker stolt trods mislykket rekordforsøg

Posted on: februar 26th, 2015 by TR

I går kørte Thomas Dekker som den tredje rytter i år efter at slå timerekorden, men helt tæt blev det aldrig, da hollænderen til slut var 270 meter fra Rohan Dennis’ eksisterende verdensrekord.

På trods af at Dekker ikke kunne slå rekorden, så føler den tidligere Garmin-rytter alligevel, at han kan tillade sig at være stolt af forsøget.

– Jeg kom op på et meget højt niveau, og i tre måneder har jeg givet alt. Jeg tror, at jeg kan være stolt af denne præstation, sagde han efter rekordforsøget til den hollandske tv-station NOS.

Dekker havde også ventet, at det ville blive svært at slå Rohan Dennis’ rekord.

– Rohan er en god rytter – en af de største stjerner i cykling lige – men jeg synes, at jeg leverede en god indsats.

Thomas Dekker står lige nu uden kontrakt efter en besynderlig historie, som du kan læse mere om her. Og efter rekordforsøget afslørede han, at han endnu ikke ved, hvad fremtiden bringer for ham.

 

 

 

Tv-kaos prægede Dekkers mislykkede forsøg

Posted on: februar 25th, 2015 by Velomore

Thomas Dekker, der sidste år ikke kørte sig ikke til en ny kontrak hos Garmin, slog ikke Rohan Dennis’ distance på 52.491km. Hollænderen kom dog umiddelbart tættere på rekorden, end mange ville have troet. Dekkers distance på 52.221km er dog endnu ikke officiel, og live-dækningen af begivenheden vækker en del undren.

Tv-produktionen havde sat et ur på skærmen, der tydeligvis ikke kunne holde styr på tiden. For hvert minut viste uret blot 50 sekunder. Faktisk var der så store problemer, at UCI følte sig nødsaget til melde ud, at de ikke havde noget med tv-produktionen at gøre.

 

Kim Plesner fra Velorpa er ikke overbevist om, at Thomas Dekker virkelig skulle være kommet så tæt på rekorden.

 

 

Vi forholder os altså skeptiske, indtil vi har fået en bekræftelse på resultatet, men hvis Thomas Dekker kørte 52.221km, vil det måske åbne nogle døre for den holdløse hollænder.

Dekker klar på timerekorden

Posted on: februar 6th, 2015 by VH

Den 25. februar kan blive dagen, hvor timerekorden får ny ejermand. Thomas Dekker har meldt ud, at han vil gå efter, at forbedre Matthias Brändles tilbagelagte distance på 51.852 km.

Hollandske Dekker vil forsøge sig på velodromen i Aguascalientes, Mexico. Dekker er spændt, men er også godt klar over, hvad mødet med den legendariske disciplin indebærer: 

– Det er en stor ære, at være en del af en historisk begivenhed som timerekorden. Jeg ved, det bliver brutalt, og man bliver nødt til at gå ind til det med stor respekt, udtaler Dekker til UCI.

Thomas Dekker er dog ikke første udfordrer. På søndag vil canadieren og tempospecialisten Rohan Dennis fyre sit skud af. Dekker forventer store ting af sin tidligere holdkammerat:

– Rohan er i bedre form end nogensinde før. Jeg er spændt på, at se, hvad han kan opnå på søndag, afslutter den tidligere Rabobank rytter.

Norman Hansens holdkammerat fyret via Twitter

Posted on: januar 11th, 2015 by velo_admin

Thomas Dekker var ikke klar over, hvor han stod med hensyn til kontrakt, før han loggede på det sociale netværk Twitter. Så kunne han nemlig se, at hans chef, Jonathan Vaughters, ikke ville forlænge med ham. Det fortæller han Dekker selv til Cyclingtips.com.au:

– Ja, det var den første information jeg fik. Rent faktisk, indtil nu – og vi nærmere os midtvejspunktet i januar – har jeg stadig ikke hørt noget officielt fra holdet, fortæller 30-årige Dekker, der mildest talt ikke er tilfreds med håndteringen, der strider i mod Vaughters egne regler:

Ifølge Dekker skal et hold således have informeret rytteren skriftligt senest den 30. september, hvis han skal kigge sig om efter et nyt hold. Disse regler var Vaughters selv med til at udforme og underskrive, da han var formand for AIGCP (Association International des Groupes Cyclistes Professionels), der er en brancheorganisation for cykelhold.

– Jeg har endnu ikke modtaget et officielt brev eller noget, der sagde jeg ikke længere er en del af holdet. Den eneste jeg har fået, er en E-mail der sagde, jeg skulle aflevere min cykel tilbage. Det er det hele. Det er så nemt for et hold [at handle skikkeligt]. Jeg er 30 år gammel, jeg er voksen, jeg har oplevet nogle ret dårlige situationer. Så giv min telefon et ring og fortæl mig, jeg ikke er en del af holdet længere. Gør det på en voksen måde, sagde Dekker videre.

Det afslørende tweets kan ses herunder. Læg mærke til datoen – 9. oktober:

 

Dekker: Bedste i verden – Uden doping

Posted on: november 22nd, 2014 by velo_admin

For et årti siden blev Thomas Dekker nævnt som cykelsportens måske allerstørste talent. Siden blev han taget med fingrene i dopingdåsen, sad ude i top år og siden har resultaterne i bedste fald været anonyme. Dekker selv vil dog ikke give de forbudte stoffer æren for resultaterne, der oprindeligt gav ham stjernestatus:

– Da jeg var 17-18 år, var jeg den bedste rytter i verden. Uden doping. Så blev jeg professionel, hvor jeg omgående vandt løb. Uden doping. I mit første år som professionel rørte jeg aldrig doping, siger Dekker til Het Nieuwsblad.

Thomas Dekker, der var en del af Rabobank fra 2003 til 2008, fortæller også hvordan doping var en del af interiøret dengang, og at kulturen nærmest sugede ham til sig:

– Man bliver involveret i det (doping), fordi alle rundt om dig benytter det. Du vil jo være den bedste, og ingen sagde: Thomas, du bør ikke gøre dette, fortæller den kontraktløse hollænder videre. Inden interviewet med den belgiske avis afsluttes, når han også lige at fyre en bredside af mod de ryttere, han kørte i mod i 00’erne:

– Jeg kan fortælle, at mange af de belgiske ryttere kørte endnu hurtigere end vi (Rabobank og Holland) gjorde. Og i Italien og Spanien, der er en helt anden kultur.

Siden sin tilbagekomst til det professionelle cykelfelt i 2012, har Dekker kørt for amerikanske Garmin-Sharp. Efter deres fusion med Cannondale, har de dog ikke fundet plads til hollænderen med den magre resultatliste. Om et andet hold tilbyder Dekker kontrakt er endnu uvist.

Thomas Dekker kigger efter timerekorden

Posted on: november 11th, 2014 by FBO

Thomas Dekker ser frem til en time i smertens navn, og han tror på, han kan slå rekorden, der efter Brändles forsøg nu ligger på 51,850 kilometer.

– Det vil blive en af de hårdeste timer i mit liv, men det betyder ikke noget for mig. Jeg er ikke bange for det. De næste par måneder vil jeg tage alt andet til side: Jeg vil putte alt, hvad jeg overhovedet har ind i den ene time. Og ja, selvfølgelig vil jeg slå den, fortæller Thomas Dekker til hollandske Algemeen Dagblad.

Thomas Dekker har haft svært ved at komme tilbage efter sin karantæne. Han har kørt på Garmin-Sharp uden stor succes:

– Jeg har kæmpet de seneste år. Til træning var jeg flyvende, men jeg viste aldrig noget i løbene. Tidligere gik løbene uden problemer, jeg tænkte ikke over det, men i de seneste år, har jeg tænkt for meget over tingene, forklarer Dekker i interviewet.

Dekker har ingen kontrakt med Garmin-Sharp næste år, og det var, da de opsagde den, at han besluttede sig for sit timerekordforsøg.

Se her damer: letpåklædte cykelryttere

Posted on: oktober 31st, 2013 by Victor_Petri
Her er julegaveidéen til den cykelglade kvinde med smag for slanke mænd med alle muskler på benene. Et nyt velgørenhedsprojekt har lanceret en kalender med billeder af WorldTourens ryttere kaldet Pro Tour Pin Ups. Pengene går primært til kvindecykling og doneres til ryttere, som har gjort sig særligt fortjent under kvindernes Tour of Britain.
Kalenderen giver beskueren mulighed for at betragte flotte mandlige cykelryttere såsom Taylor Phinney, Jens Voigt, Thomas Dekker og flødeitalieneren med hang til brosten, Filippo Pozzato. Kvinden bag projektet, Laura Fletcher, fortæller:
– Med et øget behov for at profilere kvindecycling og seriøs debat om fremtiden, synes jeg, at det ville være en god idé at involvere nogle af de mandlige topryttere, så de kunne vise deres støtte frem.
Kalenderens billeder er blevet taget hjemme hos rytterne, så de ville være mere tilpas under fotooptagelserne.
– Vi var i Girona, Toscana, Monaco, Belgien og sågar Essex. Vi valgte at tage billederne hjemme hos rytterne, så de ville føle sig mere afslappede. Det var utroligt sjovt, for i flere tilfælde stod deres venner med bag kameraet, grinede af dem og fik dem til at posere, fortæller Laura Fletcher.
Alex Dowsett, som spiller rollen som Mr. Januar, var glad for at stå foran kameraet uden rytterkit og cykel.
– Det er blevet nogle rigtig flotte billeder. Og det var dejligt at kunne tage cykeltøjet af for en gangs skyld foran kameraet. For når det kommer til alt, er det befriende at kunne gøre tingene med lidt munter humor og letsindighed, lyder det fra Alex Dowsett fra Movistar-mandskabet.
For dem, som vil støtte kvindecykling og letpåklædte WorldTour-rytteres drøm om en modelkarriere, kan kalenderen købes allerede nu på http://www.athlonsport.co.uk/25926/products/pro-tour-pin-ups-2014-calendar.aspx til omkring 80 kroner.

Thomas Dekker har brækket benet

Posted on: september 17th, 2013 by NH

Garmin-Sharps Thomas Dekker styrtede under weekendens GP Quebec, med store smerter i sit ene knæ til følge.

– To biler i kortegen ramte mig under løbet. Jeg havde ingen chance og landede på mit knæ. Denne gang var det mit venstre knæ, så det var ikke det knæ jeg slog i Alberta. Det var virkelig fredag den 13. for mig. Smerten var uudholdelig og jeg kunne ikke fortsætte, siger Dekker til cyclingnews.

Nu har en MRI scanning i Holland vist, at Dekkers ben er brækket lige under knæskallen. Det fik efterfølgende hollænderen til at skrive på Twitter: Der er en forklaring på alle smerterne.

Bruddet betyder naturligvis, at Dekkers sæson er slut for i år.

Dekker: Alle er på grænsen

Posted on: maj 23rd, 2013 by AHJ

Med kun seks ryttere tilbage på holdet og ikke mindst kaptajnen Ryder Hesjedals fravær, fungerer tingene ikke optimalt på Garmin-Sharp. Hollandske Thomas Dekker har et bud på hvorfor.

– Det er meget svært på grund af vejret. Der er meget lidt energi tilbage i min krop. Alle er på grænsen. Ofte er det som at være i brusebad hele dagen.  Jeg er spændt på at se, hvor mange ryttere, som kommer til Brescia, siger han til Nusport.

Dekker selv har heller ikke gjort meget væsen af sige i dette års Giro og skyder skylden på effekten af de dopingindrømmelser, han måtte bekende tidligere i år.

– Jeg fik en dårlig start på sæsonen. Mine tanker kredsede om dopingindrømmelserne, og så er dit hoved aldrig rigtig gearet til at tænke træning og løb, siger han.

Dekker er tidligere af hollandske medier udråbt som et stort talent, men efter en dopingudelukkelse og en tilbagevenden til det professionelle felt, kan man konstatere, at talentet ikke er udnyttet fuldt ud. Han er dog fortrøstningsfuld for fremtiden.

– Sidste sæson underskrev jeg en fantastisk kontrakt og imødekommer fremtiden med en god følelse. Jeg håber virkelig jeg kan lægge det bag mig, slutter han.

Dekker vil bryde omertàen

Posted on: januar 23rd, 2013 by JC
Garmin-Sharps hollandske rytter, Thomas Dekker, har tænkt sig at tage en snak med de nationale anti-doping-myndigheder, hvor han vil gå i dybden med sit dopingmisbrug. Han har allerede tidligere fortalt, at doping var en del af hverdagen hos Rabobank, men Thomas Dekker har meget mere på hjerte. 
– Jeg annoncerer, at jeg vil vidne og samarbejde fuldt ud med Dutch Anti-Doping Authority for at hjælpe til en fortsat renere cykelverden. Derfor ønsker jeg at give en komplet fortælling af min viden, navne, datoer og detaljer, fortæller Thomas Dekker ifølge SEGInternational.com og tilføjer:
– Der er mange deltaljer og personer involveret i min dopingfortid. Alt det, samt navne på dem, der hjalp mig, vil blive givet til Anti-Doping-myndighederne. Jeg vil begynde processen, og jeg håber at det vil gøre det lettere for tidligere kollegaer og holdkommerater med at komme frem med deres historie og hjælpe sporten, slutter Thomas Dekker.
Mange andre har erkendt et dopingmisbrug, men de færreste ønsker at angive tidligere holdkammerater og personale, der har hjulpet dem undervejs. Senest valgte Lance Armstrong også i interviewet med Oprah Winfrey, at nægte at udlevere andre. Samtidigt går Thomas Dekker direkte til myndighederne, og vil altså ikke forsøge at ’sælge sandheden’ via en eventuel bog.

Dekker om doping på Rabobank

Posted on: januar 19th, 2013 by NH

I dag kører Thomas Dekker for Garmin-Sharp, der har et åbent forhold til rytternes doping fortid. Den hollandske rytter ryster nu med træet, og langer kraftigt ud efter sin tidligere arbejdsgiver og det daværende Rabobank hold.

I perioden 2004-08 kørte en ung Thomas Dekker for det hollandske mandskab, indtil en positiv EPO prøve satte midlertidig stopper for den lovende cykelkarrierer. Nu fortæller Dekker i et interview med NRC Handelsblad, at doping var en del af kulturen på Rabobank holdet.

I stedet for at hjælpe deres håbefulde, unge rytter på rette spor i cykelsporten, blev stortalentet Dekker sat på en doping-kur, efter holdkammeraternes forbillede.

– Det var nemt at blive påvirket, doping var udbredt, fortæller Dekker til NRC.

– De skulle have bedt mig om at være tålmodig, at holde mig fra doping, men det var ikke tilfældet. Der var ingen afvigende stemme. Doping var en livsstil og en måde at køre på for mange holdkammerater, kollegaer og mig også. Doping var en del af jobbet – det er hårdt, man træner hårdt og man gør alt for cyklingen, fortæller om tilværelsen som ung rytter på Rabobank.

Alle gjorde det
Dekker fortæller hvordan alle de store ryttere på holdet gjorde det, herunder må det formodes at der blandt andet tænkes på Michael Rasmussen (Christina Watches-Onfone), Levi Leipheimer og Michael Boogered. Den udbredte brug af doping gav øjeblikkelig succes, men efterlod den unge rytter med en tom følelse bagefter.

– Jeg troede det var vejen til succes, alle de store ryttere gjorde det. Jeg modtog en pose blod tre gange. Med doping, kan du få alt, men faktisk står du tilbage med ingenting bagefter, slutter Dekker.

Ingen vil høre på Thomas Dekker

Posted on: januar 10th, 2013 by velo_admin

Den tilbagevendte hollandske cykelrytter Thomas Dekker er i disse dage igang med at træne op til den kommende cykelsæson på atypisk vis i Grækenland sammen med Johan Vansummeren og deres fælles træner.

Det er dog ikke det eneste, Dekker ønskede at bruge sin tid på i optakten til denne sæson. Som det er politiken på hans hold, Garmin-Sharp, står alle mandskabets tidligere dopere klar til at tale med diverse dopingagenturer, sportsorganer og cykelforbund om deres tidligere fejltagelser og deres erfaringer med dopingkulturen i cykelsporten. Det har Dekker faldbudt det hollandske cykelforbund sammen med en rundtur til de lokale hollandske cykelklubber.

Ingen vil tale
Efter USADAs rapport om organiseret doping i cykelsporten har landets medier gravet dybt i historien om, at der også tidligere foregik organiseret doping på Rabobank – en kamp de ikke har indstillet, selvom sponsoren har trukket sig for sporten. Her kan Dekkers agent, Martijn Berkhout, kun se det naturlige i, at Dekker er et stort fokuspunkt, da han tidlige er blevet taget for doping på holdet. Berkhout er dog ikke sikker på, at pressen stiller de rette spørgsmål til Dekker.

– Det er logisk, at de hollandske aviser fokuserer på Thomas. Han er den eneste, som har indrømmet, at han var involveret i doping, der har været igennem en to-årig karantæne, lyder det fra agenten, der dog er ked af, at pressen i Holland mest af alt fokuserer på Dekkers personlige dopinghistorik frem for at kigge på, hvordan cykelsporten forsøgte at lære igennem Dekker, til Cyclingnews.

– [Det ville være bedre] at spørge ham, om han nogensinde samarbejde med nogen undersøgelse, eller om noget officielt forbund eller antidopingenhed bad ham om at forklare sin fortid. Svaret er NEJ. Aldrig! Thomas anmodede selv om et møde med WADA. Og UCIs præsident, Pat McQuaid, var den eneste person, der repræsenterede et forbund, som tog sig tid til at høre på Thomas. Til at give ham råd og til at snakke med ham om, hvordan han kunne hjælpe cykelsporten, efter han skadede den med sine dopingovertrædelser, siger Berkhout.

Forbundet skræmt væk
På sin rundtur i Holland skulle Dekker have holdt foredrag om sin bloddoping for de unge hollandske cykelryttere, men det vil det hollandske cykelforbund ikke længere gå med til. De er, efter et hollandsk interview med Dekkers manager på Garmin, Jonathan Vaughters, tilsyneladende blevet skræmt ved tanken om alvoren af de fejltrin, Dekker har begået.

– På hans klubtur ville Thomas besøge klubber i hele Holland, for at fortælle dem om sin fortid med henblik på at starte diskussioner omkring doping og ungdomsudvikling. Næsten alle cykelklubber i Holland anspurgt om at blive inkluderet på Touren. Det skulle være sket i vinteren mellem 2012 og 2013.

– Men efter Jonathan Vaughters gav mere indsigt i Dekkers dopingfortid i den hollandske avis AD Sportwereld, sendte præsidenten for forbundet os en mail, hvori det fremgik, at de ikke længere ville forbindes med Thomas Dekker vedr. antidoping-dannelse, siger Berkhout, der finder det hollandske cykelforbunds ageren i sagen hyklerisk.

Hykleriske Holland?
– Han er den eneste, som er klar til at forklare og lade unge ryttere lære af sine fejl. Han er stadig den eneste rytter (fra det tidligere Rabobank, red.), som afsonede en karantæne, som kom tilbage rent og indrømmede sine fejl.

– Så vi spørger os selv, ‘hvor hyklerisk er det hollandske cykelforbund og deres kamp imod doping? Hvordan vil de nogensinde nå deres medlemmer og lade dem forstå tingene? Med den ideelle svigersøn? Nej, med sønnen som begik en enorm fejl og lærte af det, lyder det fra Berkhout, der afslutter med at bemærke, at Dekker er meget ked af at få frataget chancen for at fortælle om sine fejl, da det var et af de mest konkrete forslag UCI gav ham i forhold til at forsøge at hjælpe cykelsporten.

Dekker vil være bedre i 2013

Posted on: november 24th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk
Thomas Dekker blev i 2009 taget for brug af EPO og tildelt en toårig karantæne. Efter dennes ophør genoptog han karrieren hos Garmins udviklingshold, Chipotle Development Team, for ved denne sæsons begyndelse af skifte til Garmins A-hold.
Her har han i sin første sæson tilbage blandt de professionelle ryttere haft en godkendt sæson, der har budt på top 20-placeringer i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race samt en etapesejr i det franske etapeløb, Circuit de la Sarthe, og Dekker selv er også fint tilfreds med sin tilbagevenden og specielt sin præstation i Amstel Gold Race, som han mener, er et tegn på, at han igen i fremtiden kan køre med om sejren i det hollandske løb ligesom i 2008, hvor han blev nummer fem.
– At være med i finalen i en klassiker er selvfølgelig noget andet end at vinde en klassiker. Det forstår jeg udmærket. At vinde er utroligt svært. Men det ville være rart, hvis jeg i de kommende år kan udvikle mig til fast at køre i top 10 i den type løb.
Langsigtet plan skal få ham tilbage
Der virker dog til fortsat at være et stykke vej tilbage til fordums styrke, hvor Dekker blev betegnet som et af cykelsportens største talenter i lang tid, og blandt andet blev nummer to i Critérium International, nummer fire i Eneco Tour of Benelux og nummer tre i Polen Rundt i sin debutsæson som 20- og 21-årig, men den nu 28-årige hollænder mener, at han er på rette vej, selvom sæsonen, og specielt Vueltaen, har været hård.
– En Grand Tour som Vueltaen æder dig op, så man kan ikke vise, hvad man gerne vil vise, og man kan ikke køre, som man har forestillet sig. Det tager tid, men jeg er overbevist om, at jeg stadig kan gøre det.
– Jeg synes, at jeg virkelig tog et skridt fremtid. Min sidste Grand Tour var tilbage i 2007. Sådan en indsats kan man ikke træne sig op til. Det var frygteligt hårdt. Tre ugers cykling er hårdt under alle omstændigheder, og specielt når man kører i et felt med 200 motiverede ryttere.
Netop under årets Vuelta blev det annonceret, at Dekker havde skrevet under på en forlængelse af sin kontrakt, således at den nu løber til udgangen af 2014, og Dekker var aldrig i tvivl, om han ville få sin konrakt fornyet.
– Jeg ved, at holdet har tillid til mig. Det er naturligvis en langsigtet plan, siger Dekker.

Garmin forlænger med eksdoper

Posted on: september 7th, 2012 by velo_admin

Thomas Dekker vendte sidste år tilbage til cykelfelt efter udstået dopingkarantæne, da han blev en del af udviklingsholdet Chipotle.

Det er ungdomsholdet under Jonathan Vaugthers WorldTour-mandskab Garmin-Sharp. Dermed var vejen for et comeback til cykelsportens allerstørste scene prepareret for Dekker, såfremt han selv var klar til at følge den.

Det har Dekker, der for tiden kører Vuelta a España med holdet, tilsyneladende gjort. Det tidligere stortalent har stort set ikke leveret andet end middelmådige resultater uden at være dopet, men i det sene forår tog han dog sejren på femte etape af Circuit de la Sarthe – et bevis på, at der trods alt er et vist fysisk talent i den lange hollænder.

"Arrogant svin"
Da Dekkers karriere var på sit højeste, i tiden hvor han tog EPO, vandt han blandt andet Tirreno-Adriatico og Romandiet Rundt.

Disse resultater har han måske det fysiske potentiale til at replikere uden brug af præstationsfremmende midler. Uanset en rytters fortid henter Jonathan Vaughters udelukkende ryttere, der har et stort fysisk potentiale, når de er rene. Generelt har det dog været op til Dekker at bevise, at han kan levere på et tidspunkt, hvor han ikke længere bliver anset for et hollandsk vidunderbarn, men i stedet bare en af mange.

– [Vi] mangler at se, om han kan håndtere rolleskiftet, nu hvor han ikke er så hurtig, skrev Vaughters for et par dage siden i Cyclingnews debatforum.

Venner havde Dekker heller ikke mange af, da han var på toppen af sin unge karriere. Dengang var han ganske simpelt et "arrogant svin". En personlighed som har krævet masser af arbejde på Garmin.

– Thomas er et arrogant svin. Eller var. Vildt usikker fyr. Der har været meget arbejde med ham. Meget…, skriver Vuaghters.

Dekkers nye kontrakt gælder til slutningen af 2014.

Thomas Dekker skal køre Vueltaen

Posted on: august 13th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk

Thomas Dekkers navn var på alles læber for 5-6 år siden. Sjældent havde man set så lysende et talent i cykelsporten. Begejstringen aftog dog meget hurtigt, da det lige før starten på Tour de France 2009 kom frem, at hollænderen havde taget EPO gennem 2007 og 2008. Den efterfølgende karantæne varede til juni sidste år og nu er den tidligere Rabobank-rytter – nu ansat hos Garmin-Sharp – altså klar til at tage hul på et nyt kapitel af sin karriere.

Dekker stiller således til start i Vuelta a España for Garmin-Sharp. Det er hans første store etapeløb siden Tour de France 2007 og det var egentlig ikke meningen, at han skulle køre det pga. en hård sæson, men tingene kan ændre sig hurtigt, som han siger til Velonation.

– Jeg havde egentlig sagt jeg ikke skulle køre Vueltaen fordi jeg allerede har et hårdt program bag mig i denne sæson, men tingene kan hurtigt ændre sig for en professionel rytter. Hvis jeg skal have en større motor, så skal jeg køre et af de store etapeløb før eller senere. Den seneste uge har vist, at min form er god nok til at starte i Vueltaen, lyder det fra den 27-årige hollænder.

Som en sidste formtest inden Vueltaen, skal Dekker køre én-dagsløbet Clasica San Sebastian, der løber af stablen i morgen og som får deltagelse af flere af de håbefulde Vuelta-klassementsryttere – heriblandt Alberto Contador (Saxo Bank-Tinkoff Bank).

Resten af Garmin-Sharps Vuelta a España trup offentliggøres i denne uge.

Dekker regner med Touren til næste år

Posted on: juni 24th, 2012 by JC
Thomas Dekker var ikke en del af Garmin-Barracudas Tour de France-trup, men det overrasker ikke hollænderen, der skulle have kørt Giro d’Italia, men som måtte springe over på grund af en lille skade. Hollænderen regner stadig med at køre en Grand Tour, men det bliver ikke Tour de France.
– Det er for tidligt. Jeg er langt fra det nødvendige niveau til Touren, siger Dekker til NU.nl. 
Hollænderen vendte tilbage for cirka et år siden efter en dopingdom, og han har endnu ikke nået det niveau, der gjorde ham til en af sporten største talenter. I denne sæson har han én sejr, nemlig femte etape af Circuit de la Sarthe. 
I Tour de France skal Garmin-Barracuda som udgangspunkt køre for Ryder Hesjedal, mens Tom Danielson og Christian Vande Velde står klar i kulissen som back-up. I mens forbereder Dekker sig til Vuelta a España, som han regner med at skulle køre. Og herefter satser han på et løb i hjemlandet.
– Og så er der VM i mit hjemland, så der er stadig meget tilbage, fortæller Dekker.
Thomas Dekker regner dog med, at han skal køre Tour de France til næste sæson: 
– Ellers ville det være en stor skuffelse, slutter hollænderen. 

Ingen Giro til Dekker

Posted on: maj 1st, 2012 by JC
Thomas Dekker stod klar til at køre Giro d’Italia for Garmin-Barracuda, men efter et styrt i Liege-Bastogne-Liege slog han knæet, og det holder nu hollænderen ude af årets første Grand Tour. 
– Hvis jeg startede, så ville der være en stor risiko for at jeg måtte trække mig efter et par dage. Det er for meget at starte en Grand Tour, hvis du ikke er på 100 procent, siger Thomas Dekker i en pressemeddelelse udsendt af hans managementfirma. 
Planen er dog stadig, at 27-årige Thomas Dekker skal køre en Grand Tour senere på året, men det er endnu ikke bestemt om det bliver Vuelta a España eller Tour de France. 
– Jeg har snakket med holdledelsen, og mit program har fået et eftersyn. Jeg skal stadig køre en Grand Tour i år, enten Tour de France eller Vuelta a España. 
Hollænderen bliver dog ikke væk fra landevejen meget længe, for allerede i midten af maj stiller han formentligt til start i Glava Tour of Norway. 
– Jeg er nødt til at komme mig efter denne skade, og jeg vil formentligt stille til start i Tour of Norway. Det er en skam, fordi jeg gerne ville have kørt Giro d’Italia, men jeg er glad for at sætte nogle nye mål med det samme, slutter han.