Posts Tagged ‘Thomas Sørensen’

Tidligere landsholdsmålmand cykler tværs over USA

Posted on: juni 19th, 2015 by JN

På tirsdag tager den nu tidligere professionelle fodboldspiller og landsholdsmålmand Thomas Sørensen og hans kone Maria hul på en tur tværs over USA på cykel, for at samle penge ind til velgørenhed.

Det bliver til i alt 5789 km på tværs af 10 stater fra Stillehavet til Atlanterhavet, og parret får undervejs selskab af en lang række erhvervsfolk og atleter m.m., der støtter projektet, som er blevet døbt Kidsaid Across America.

For en lille måned siden instillede Thomas Sørensen karrieren som professionel fodboldspiller i den engelske Premier League-klub Stoke City FC, og han havde i den forbindelse længe tænkt over, hvad han ville, når han var færdig. Han tog derfor sammen med sin kone initiativ til projektet, og som medlem af Kidsaids bestyrelse siden 2009, var samarbejdet allerede etableret.

– Det startede som en drøm om den store udfordring, der kunne gøre en forskel for andre end bare os selv. Nu er drømmen blevet til virkelighed, og vi begiver os ud på en fantastisk cykeltur på tværs af USA. Min kone Maria og jeg vil cykle hver en meter, og vi glæder os helt vildt til denne oplevelse for livet, udtaler Thomas Sørensen i forbindelse med projektet.

Under navnet Kidsaid Across America er turen et af flere projekter, som velgørenhedsorganisationen Kidsaid Danmark arangerer for at indsamle midler til at give alvorligt syge børn i Danmark oplevelser, der gør livet værd at leve.

Turen er opdelt i syv etaper, og mens Thomas og Maria cykler hele turen, vil de andre fundraisere cykle med på de forskellige etaper og støtte det gode formål.

– Målet er at samle en masse penge ind, men også at alle får mulighed for at udvide deres netværk og knytte nogle venskaber, der rækker længere end bare dette projekt.

Turen starter tirsdag og Cykelmagasinet ønsker alle deltagerne god vind. Man kan blandt andet følge strabasserne på Instagram under hashtagget #KidsAidAcrossAmerica.