Posts Tagged ‘Timerekorden’

Campenaerts klar til at slå timerekorden på specialbygget Ridley

Posted on: marts 30th, 2019 by Breum

Den 16. april forsøger endnu en rytter at vælte Bradley Wiggins af tronen, når europamesteren i enkeltstart, Victor Campenaerts, tager hul på sit timerekordforsøg på Velódromo Bicentenario i Aguascalientes, Mexico.

[REL3]

Den 27-årige belgier har tilrettelagt sin sæson efter at slå den tidligere Tour-vinders rekord, der lyder på imponerende 54,526 kilometer tilbagelagt på en time, og til at hjælpe sig har han fået en specialbygget cykel fra Lotto-Soudals cykelsponsor Ridley, der har fået tilnavnet "The Flying Moustache" efter en afstemning hos det belgiske medie Sporza.

[IMG2]

Cyklen er bygget op omkring Ridleys banecykel, Arena TT, men cykelproducenten har ændret geometrien så den nu er en præcis kopi af Campenaerts' foretrukne våben i kampen mod uret, Dean FAST, og den belgiske tempospecialist har derfor ikke skulle tilpasse sig en helt ny cykel frem mod sit rekordforsøg. 

En væsentlig detalje på Arena-cyklen er den såkaldte F-Surface Plus-teknologi på skrårøret. F-Surface Plus er en overfladebehandlign, der giver skrårøret en mønstret overflade, der minder om fordybningerne i en golfbold. Denne specielle overflade gør luftstrømmen turbulent, hvilket gør det nemmere for vinden at følge cyklens facon og dermed reducere luftmodstanden.

[IMG4]

Rammen er dog ikke den eneste del af cyklen, der er specialdesignet til lejligheden. Campenaerts har fået lavet en støbning af sine arme, der er blevet brugt til at producere en enkeltstartsbøjle i carbon, der passer perfekt til belgierens arme. Det specialdesignede styr er blevet godkendt af UCI og blev brugt, da Campenaerts sidste år vandt bronze ved VM i enkeltstart.

Den lave del af styret er blot 33 centimer bredt, da det kun vil blive brugt i de første femten sekunder, hvor Campenaerts skal få cyklen op i fart.

[IMG5]

Campenaerts har endnu ikke lagt sig fast på hvilken gearing, han vil køre med under sit rekordforsøg, men ifølge Ridley hælder de i øjeblikket til enten 63×15 eller 59×14. De to gearinger er næsten identiske og bør give en fremdrift på 8,7 meter pr. medaltråd. Den stærke belgier sigter efter en kadence på 105 rpm, hvilket betyder, at han bør tilbagelægge omkring 54,852 kilometer på en time.

[REL4]

For at reducere friktionen, har Campenaerts valgt en landevejskæde fremfor en banekæde, og både klinger og sprocket (kædehjul) er produceret specifikt til rekordforsøget. Campenaerts vil endeligt beslutte hvilken gearing, han vil bruge, i Mexico, og han medbringer derfor seks klinger (58 til 63 tænder) og seks sprockets (13 til 18 tænder).

[IMG6]

Campenaerts kommer til at køre rekordforsøget på et par gyldne Vittoria-ringe, der er designet til at minimere rullemodstand.

Den belgiske europamester har vist god form i oprtakten til sit timerekordforsøg, og han vandt således den afsluttende enkeltstart i Tirreno-Adriatico, hvor store motorer som Rohan Dennis, Tom Dumoulin og Stefan Küng var til start.

Bradley Wiggins har tidligere udtalt, at han forventer at miste sin timerekord til netop Campenaerts.

Campenaerts er ikke den eneste tempospecialist, der vil forsøge at slå Sir Wiggins' timerekord i denne sæson. Danske Mikkel Bjerg har således meldt ud, at han vil give sig i kast med endnu et timerekordforsøg til juni. 

Dansk verdensmester vil slå Wiggins’ timerekord i år

Posted on: marts 26th, 2019 by Breum

53,730 kilometer. Det var facit for Mikkel Bjerg, da han efter en time på Odense Cykelbane afsluttede sit andet timekordforsøg, og dermed slog Martin Toft Madsens hidtidige danske rekord med 111 meter.

Ikke nok med at den tilbagelagte distance var nok til at sikre ham den danske timerekord, var den blot 19-årige dansker nu også – omend uofficielt, da der ikke var en UCI-kommisær til stede under rekordforsøget – indehaver af den næstbedste timerekord i verden.

[REL4]

Det danske tempotalent, der til dagligt slår sine forlder på talentfabrikken Hagens Berman-Axeon, var kun overgået af den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins, der tilbage i 2015 kørte 54,526 kilometer på en time, men den rekord vil Bjerg forsøge at slå senere i år, fortæller han i et interview med holdets hjulsponsor, Zipp.

Som forberedelse til det rigtige rekordforsøg, vil Bjerg i juni køre et "testforsøg", hvorefter han vil fastlægge den endelige plan for rekordforsøget. 

Da Martin Toft Madsen i juli for en stund tilbageerobrede den danske timerekord, gjorde han det på den højtbeliggende cykelbane Aguascalientes, Mexico, hvor den danske mester i enkeltstart kunne drage fordel af luftens lavere densitet, men det er formentlig ikke noget, Bjerg vil give sig i kast med:

– I øjeblikket tror jeg, at det formentlig bliver i Schweiz eller Danmark. Jeg tror ikke, at højderne ville være en fordel for mig lige nu, fordi jeg ville tabe for meget power. Jeg har aldrig været på højdetræning, så jeg er nødt til at finde ud af, hvor meget power, jeg taber i højderne, siger han.

Ifølge Bjerg, kan hans store fordel være, at han – modsat mange af de Worldtour-ryttere, der giver sig i kast med timerekorden – ved, hvad han kan forvente sig af rekordforsøget, da det ikke bliver hans første forsøg:

– Jeg tror, at min pacing var perfekt ved mit sidste rekordforsøg, og jeg føler, at jeg lærte noget fra mit første forsøg. De ryttere, der bare siger: "OK, jeg prøver at slå timerekorden", og så kun forsøger én gang, har ikke rigtig nogen erfaring med timerekorden. I sidste ende bliver det nok en fordel for mig, at jeg har prøvet kræfter med timerekorden før, vurderer det danske stortalent.

[REL6]

Den unge dansker har holdets fulde opbakning til rekordforsøget, der – sammen med U23-VM i enkeltstart – er sæsonens helt store mål:

– Dette år er lidt spcielt for mig. Jeg har selfølgelig verdensmesterskaber sent på sæsonen, så alt, der ligger forud for, er mere eller mindre bare forberedelse. Især nu, hvor jeg har timerekorden efter U23-VM i Yorkshire. Det er et år, hvor jeg virkelig kan forberede mig på de to store, vigtige begivenheder, siger Bjerg, der dog også har blikket rettet mod DM og EM:

– Derudover har vi nogle store enkeltstarter i løbet af året, især de nationale mesterskaber i enkeltstart, hvor jeg er blevet nummer to og tre. Jeg vil ikke blive nummer to, tre eller noget endnu værre igen. Det er et stort mål for mig at blive dansk mester, men også europamesterskabet for U23-ryttere, fordi jeg tabte med et sekund i 2017, og jeg føler, at det ville være kæmpe stort, hvis jeg kunne vinde EM, slutter Bjerg.

Mikkel Bjerg skød landevejssæsonen i gang i sidste uge, hvor han kørte Ronde van Drenthe, Nokere Koerse og Bredene Koksijde Classic.

Officielt: Campenaerts vil forsøge at slå timerekorden

Posted on: februar 26th, 2019 by ULS

Der har længe været rygter om, at Victor Campenaerts ville forsøge sig med at slå Bradley Wiggins' timerekord på 54,526 kilometer fra 2015, og belgieren har endda haft et prøveforsøg i Schweiz i slutningen af 2018 for at vurdere mulighederne.

Men nu er det blevet officielt bekræftet af UCI, at belgieren vil forsøge at slå rekorden, og datoen er sat til natten mellem d. 16. og 17. april på Velodromo Bicentenario i Mexico, hvor også danske Martin Toft Madsen forsøgte at slå rekorden. 

– Jeg respekterer Bradley meget, og jeg ser ikke mig selv som en bedre atlet end en tidligere Tour de France-vinder og fem gange olympisk mester, siger Campenaerts i pressemeddelelsen fra UCI.

– Men ved at udvikle mig og ved at overveje hver eneste detalje, håber jeg, at jeg har en chance for at slå timerekorden. Timerekorden, VM i enkeltstart og OL i enkeltstart er de tre drømme, som jeg vil jagte i de kommende år, og det starter med timerekorden.

Victor Campenaerts, der kører for Lotto Soudal, er dobbelt forsvarende europamester i enkeltstart og vandt bronze til VM på distancen sidste år. 

Inden 27-årige Victor Campenaerts forsøger sig med rekorden, har han Tirreno-Adriatico på programmet i marts, før han rejser til Mexico tre uger inden forsøget. 

Bomstærke Mikkel Bjerg slår timerekorden

Posted on: oktober 4th, 2018 by Velomore

Danske Mikkel Bjerg der i sidste uge for andet år i træk kunne kalde sig verdensmester i enkeltstart for U23-klassen, slog den danske timerekord, hvor han noget så eftertrykkeligt viste at han har taget formen med fra VM i Innsbruck. 

[REL1]

Den tidligere indehaver af timerekorden var den danske mester i enkeltstart, Martin Toft Madsen, der satte sin tid på en bane i Mexico, hvor danskeren formåede at køre 53 kilometer og 619 meter. Den rekord blev dog idag slået, da Mikkel Bjerg slog rekord med hele 111 meter, der er en betydelig forbedring fra hans forrige timerekord forsøg. 

[REL2]

Dermed viser danskeren at han er en seriøs kandidat til muligvis at kunne forsøge at slå den internationale timerekord indenfor få år, som tidligere Tour de France vinder Bradley Wiggins har på nuværende tidspunkt. 

Dansk verdensmester drømmer om at slå Wiggins’ timerekord

Posted on: oktober 3rd, 2018 by Breum

For godt et år siden erobrede Mikkel Bjerg den danske timerekord, da det lykkedes ham at tilbagelægge 52,311 kilometer på Odense Cykelbane. Det danske stortalent nåede dog ikke være indehaver af titlen længe, for allerede i januar lykkedes det den danske mester i enkeltstart, Martin Toft Madsen, at frarøve Bjerg rekorden med blot 13 meter.

Tilbage i juli forbedrede Toft Madsen rekorden markant, da han i Mexicos højder formåede at køre hele 53,619 kilometer på en time, hvilket ikke blot var nok til at forbedre den danske timerekord. Det var samtidig også den næstlængste distance, der er tilbagelagt i forbindelse med et timerekordforsøg efter de nye regler.

[REL4]

I morgen vil Mikkel Bjerg så forsøge at tilbageerobre den timerekord, Toft Madsen tog fra ham tilbage i januar, og selvom det er den danske rekord, der er i fokus denne gang, så lægger den selvtillidsfyldte dansker ikke skjul på, at han har langt større planer i fremtiden:

– Det er helt klart et mål for mig at slå timerekorden. Ikke bare den danske. Jeg håber på, det bliver godt på torsdag. Jeg synes, tallene ser okay ud. Jeg synes ikke, det virker urealistisk, at jeg sætter en rekord på torsdag. Det vil betyde så meget at få den rekord. Det vil betyde super meget, siger han til TV2 Sport.

[REL3]

For en uges tid siden lykkedes det danskeren – der til dagligt slår sine folder på den amerikanske talentfabrik Hagens Berman-Axeon – at genvinde U23-verdensmesterskabet i enkeltstart i suveræn stil, men selvom Bjerg har vist storform, er han bevidst om, at det ikke bliver nemt at vippe Toft Madsen af pinden:

– Jeg vil ikke love, at jeg slår den. Men jeg håber, at jeg snupper rekorden. Jeg kører mig selv helt ud, og så må vi se, hvad det rækker til. Jeg håber på en ny dansk rekord, men det bliver rigtig svært, og den distance, Martin Toft satte, var rigtig god og bliver svær at slå, siger han.

Drømmen om verdensrekorden

Mens Bjergs og Toft Madsens rekordforsøg i januar fandt sted i Danmark, tog den danske enkeltstartsmester i forbindelse med sit seneste forsøg turen til det højtbeliggende bane i Aguascalientes, Mexico, hvor lufttrykket er lavere.

[REL4]

Derfor ved Bjerg også godt, at det bliver ualmindeligt svært at sætte ny rekord i morgen, og han erkender derfor også, at han selv er nødt til at tage til Mexico, hvis han i fremtiden vil gøre sig forhåbninger om at slå Bradley Wiggins' rekord på 54,526 kilometer:

– Jeg tror, både mig og min træner Thomas Dalsted ser det her lidt som et skridt i retning af verdensrekorden. Kan jeg sætte en fornuftig distance på torsdag, så vil det også give mig blod på tanden til at gå endnu mere efter verdensrekorden fremover. Det er pengene, der gør, at vi står her i Odense og ikke i Mexico. Det er Mexico, man skal til, hvis man skal sætte den hurtigste tid overhovedet, slutter Bjerg.

Mikkel Bjergs forsøg på at slå den danske timerekord kan ses torsdag fra kl. 17:55 på TV 2 Sport.

Victor Campenaerts øjner timerekorden

Posted on: september 30th, 2018 by emilwalther

Victor Campenaerts kørte sig i onsdags til en bronzemedalje til VM ved enkeltstarten i Innsbruck. Tidligere meritter inkluderer to gange belgisk og europæisk mester i disciplinen. Der er ingen tvivl om, at Victor Campenaerts hører til verdenseliten når det kommer til kampen imod uret.

Efter sin VM-medalje rettede belgieren sit fokus imod velodromen i Grenchen, Schweiz, hvor testkørslen gav håbefulde resultater.

”Det var meget positivt”, konkluderer 26-årige Campenaerts til den belgiske avis Het Nieuwsblad. ”Jeg kørte med en gennemsnitsfart på 54,8 km/t, og på de sidste fire omgange kørte jeg med 60 km/t, for at se hvad der var tilbage i tanken.”

I 2015 tilbagelagde Bradley Wiggins en distance på 54,526 kilometer ved sit timerekordforsøg i velodromen i London. En distance Campenaerts med sin gennemsnitshastighed fra Schweiz ville overgå – dog skal det siges, at Campenaerts kun kørte en halv time. Dog mener den regerende Europamester i enkeltstart, at rekorden er til at slå.

”Jeg tror at timerekorden er indenfor mine evner, da Wiggins ikke havde de ideelle temperaturer og atmosfæriske trykforhold ved sit forsøg.”

Victor Campenaerts har endnu ikke sat en dato på sit rekordforsøg, men fortæller, at det sandsynligvis kan ske under De Olympiske Lege i Tokyo i 2020.

Én der dog har sat dato på sit timerekordforsøg er danske Mikkel Bjerg, som netop er blevet kåret som U23 verdensmester i enkeltstart for andet år i træk. Den blot 19-årige dansker vil forsøge at forbedre sin distance fra sidste år, som lød på 52,311 kilometer, og forsøget vil stå torsdag den 4. oktober på Odense Cykelbane.

Toft Madsen missede timerekorden i Mexico

Posted on: juli 26th, 2018 by christianfrese

Det blev desværre ikke til nogen timerekord for danske Martin Toft Madsen i Mexico, men danskeren formåede dog at smadre den danske rekord, der nu lyder på 53,619 kilometer. Distancen er samtidig den næstlængste, der nogensinde er kørt. 

Distancen kom i hus efter en præstation, hvor danskeren lagde hårdt ud, men desværre tabte lidt hastighed mod slutningen. Danskeren kørte ca. 27,15 kilometer på de første 30 minutter og ca. 26,47 kilometer på de sidste 30 minutter.

Rekordforsøget:
Martin Toft Madsens forsøg fandt sted på cykelbanen Velodromo Bicentenario i den mexicanske by Aguascalientes. Cykelbanen var nøje udvalgt til rekordforsøget, da den ligger i 1800 meters højde over vandets overflade og dermed var ensbetydende med en mindre luftmodstand sammenlignet med Toft Madsens tidligere forsøg i Ballerup. 

Samtidig havde danskeren tidligere overfor pressen afsløret, at selve banen i Mexico er noget hurtigere end i Ballerup Super Arena, og at han selv har været på højdetræningslejr i Italien for at vænne sig til at præstere i højden. Med en hurtig bane, lav luftmodstand, optimeret materiale og en Martin Toft Madsen i absolut topform var scenen derfor sat for et attentat mod Bradley Wiggins´ timerekord fra d. 7. juni 2015 i London på 54,526 kilometer.  

Toft Madsen lagde sammenlignet med Wiggins relativt roligt ud, og danskeren lå konstant i de første 10 minutter 5-6 sekunder efter britens verdensrekord. Denne afstand forblev nogenlunde konstant frem til det 20. minut, og Toft Madsens mellemtider indikerede her, at danskeren var på vej til at køre omkring 54,2 kilometer og dermed smadre den danske rekord, som han satte i Ballerup tilbage i januar på 52,324 kilometer. 

På halvvejspunktet havde Toft Madsen kørt 27,15 kilometer og var nu ti sekunder efter Wiggins. Danskeren havde dog i de første 30 minutter hele tiden befundet sig foran sin egen udregnede tidsplan. 

Farten faldt dog en anelse mellem det 30. og 40. minut, og på dette tidspunkt så det ud til, at danskeren var på vej til at køre mellem 54,1 og 54,2 kilometer. Toft Madsen var tydeligvis presset, og efter 40 minutter var han 19 sekunder efter Wiggins, og verdensrekorden var derfor udenfor danskerens rækkevidde.

Med 12 minutter tilbage dykkede farten under de 54 km/t i gennemsnit, og danskeren måtte kæmpe hårdt for at træde sit enorme gear. Trætheden havde indfundet sig, hvilket var tydeligt, da Toft Madsen med godt 10 minutter tilbage var ved at køre af banen.

I de sidste minutter stod det klart, at det nu handlede om at sætte den næstbedste distance nogensinde, hvilket lykkedes. Timerekord blev det dog ikke til, men Toft Madsen kørte stadig imponerende 53,619 kilometer.

Dansk mester vil slå Wiggins’ timerekord: Får hjælp af danske koryfæer

Posted on: juli 4th, 2018 by Breum

Martin Toft Madsen kunne i sidste uge iklæde sig Dannebrogstrikoten for tredje år i træk, da han satte U23-verdensmesteren Mikkel Bjerg og den tidligere danske mester, holdkammeraten Rasmus Quaade, på plads ved DM i enkeltstart.

[REL2]

Danskeren har siden gennembrudssejren for to år siden etableret sig som Danmarks tempospecialist nummer et, og det var derfor ikke den store overraskelse, at han i år kunne fuldende sit hattrick af DM-titler.

Det var ikke første gang i år, at han slog bjerg i kampen mod uret, da han i januar erobrede den danske timerekord ved at køre tretten meter længere end den 19-årige verdensmester. Med en kørt distance på 52,324 kilometer satte den 33-årige dansker samtidig den femtebedste timerekord i verden – men nu går danskeren efter at komme helt til tops.

 Den nuværende timerekord er sat af den tidligere Tour de France- og OL-vinder Bradley Wiggins, der tilbage i 2015 kørte 54,526 kilometer på en time, men den rekord vil Madsen nu forsøge at slå.

Rekordforsøget skal stå den 26. juli på cykelbanen i Aguascalientes, Mexico, der ligger i 1888 meters højde og er kendt som værende en af de hurtigste baner i verden, og netop det faktum – sammen med en optimering af både træning og udstyr – gør, at den BHS-Almeborg-rytteren tror på, at han kan forbedre Wiggins' rekord, der langt fra blev sat under ideelle forhold:

– Det [54,526 kilometer red.] er en del. Men jeg synes, at det er meget realistisk. Jeg kørte i januar, og siden da har jeg bygget på formen, og jeg har optimeret på materiellet. Og så er banen i Mexico hurtigere. Så ud fra de målinger, jeg har, så vil jeg sige, at det absolut er muligt, siger Martin Toft Madsen til Ekstra Bladet.

[REL3]

Toft Madsen drog søndag på højdetræningslejr for at vænne sig til den tynde luft, så han kan være helt klar til slå rekorden i slutningen af denne måned. 

Danskeren er kendt for sin teorestiske og minutiøse forberedelse, og Madsen store motivation er at presse sig selv og sit udstyr til det yderste, og derfor er netop enkeltstarter og timerekorden noget, der fanger ham:

– Jeg er drevet af kampen mod mig selv, hvor hurtigt jeg kan køre, hvor hårdt jeg kan presse mig selv, og hvor godt jeg kan optimere træning, psyke og mit materiel. Enkeltstartdisciplinen er den bedste måde at gøre det på, siger han til DR Sporten.

En god reklame for cykelsporten

Den danske mester har dog brug for hjælp til at gennemføre rekordforsøget, og han har derfor startet en fundraiser på Facebook, hvor han indtil videre har indsamlet 20.000 ud af de ønskede 50.000 kr.

Blandt dem, der har været med til at støtte rekordforsøget økonomisk, er de Danske Professionelle Cyklisters Club (DPCC), der er stiftet af nogle af landets mest succesfulde, tidligere cykelryttere. Klubben tæller således store navne som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og præsident, Brian Holm, og de tidligere topryttere har stor respekt for danskeren og hans forsøg på at slå verdensrekorden:

– Vi kan alle sammen godt lide Martin Toft, for han er sådan en nørdet professortype, som gør tingene på sin måde. Han er en atypisk landevejsrytter, og det har en vis charme. De andre ryttere har store hold bag sig og bliver bakket op, men her er en rytter fra et lille, sympatisk hold som Team Bornholm, som forsøger at bide skeer med de store, siger Holm til Ekstra Bladet.

Holm håber, at Madsens mission kan lykkedes, og at han dermed kan vælte så stor en rytter som Wiggins af tronen, da han ser danskeren som en god repræsentant for sporten:

– Jeg kan godt lidt Martin Toft, som jeg nogle gange møder, når vi træner. Han er ingeniør, og han regner og dividerer og er en nørd på den gode måde. Det er altid dem, der kører stærkt. Han er god reklame for cykelsporten, og jeg håber virkelig, at han kan udfordre Wiggins, som har vundet Tour de France.

Toft slog timerekorden: Nu går han efter Wiggins’ rekord

Posted on: januar 12th, 2018 by Kristian Arnth

13 meter. 

Det var nok til, at Martin Toft Madsen i går aftes kunne erobre den danske timerekord fra Mikkel Bjerg. Toft Madsen tilbagelagde 52,324 kilometer på den famøse time, hvilket altså blot var 13 meter længere, end Mikkel Bjerg kørte på Thorvald Ellegaard Arena i Odense tilbage i oktober. 

[REL1]

Længe så det ellers ud til, at Toft Madsen ville få svært ved at slå den unge enkeltstartsverdensmesters distance. Midtvejs var han en smule efter Bjerg, og først med omkring to minutter igen stod det helt lige mellem de to. En slutspurt sikrede, at danmarksmesteren i enkeltstart netop sikrede sig rekorden efter forsøget, som forløb mere eller mindre efter planen, fortæller Toft Madsen til Cykelmagasinet.

– Jeg startede rimelig kontrolleret ud, som det også var planen på omkring 52,5 kilometer i timen. Det gik egentlig meget fint, og de første 20-25 minutter var jeg rimelig ovenpå, hvilket jeg også havde forventet. På et tidspunkt derefter begyndte det så at gøre lidt ondt, så jeg gik en lille smule ned i fart. Så prøvede jeg at holde den der i 5-10 minutter af gangen, fortæller han. 

– Fra 45 minutter gør den selvfølgelig ikke mindre ondt, men der kan man begynde at se enden. Jeg blev enig med mig selv om, at det så okay ud, og at jeg lå cirka 100 meter efter det, jeg skulle ende på for at slå rekorden. Så jeg ventede til omkring 12 minutter igen, før jeg begyndte at skrue en lille smule. Så syntes jeg, at jeg havde nogenlunde styr på det, selvom det var meget tæt. Jeg vidste jo ret præcist, hvad jeg skulle over, så jeg havde bare fokus på at ramme de der 52,3, og det rammer jeg faktisk med omkring to minutter igen, siger han om slutspurten. 

I første omgang forlød det, at Toft Madsen havde tilbagelagt yderligere 250 meter svarende til én hel omgang, men det var altså en fejl, som senere på aftenen blev rettet. Alligevel var den danske enkeltstartsmester aldrig i tvivl om, at han nok skulle få rekorden. 

– Jeg var ret overbevist om, at jeg havde den, da jeg kom i mål, for jeg stolede på, at min tidstager havde gjort det rigtigt. Det var ikke nogen stor overraskelse, da jeg fik bekræftelsen, men jeg havde regnet med, at det ville blive tæt, og det blev det så også, siger Toft Madsen, der naturligvis havde håbet at kunne køre endnu længere.

[REL3]

– Jeg vil selvfølgelig altid gerne have slået den med mere, men det er en rigtig god tid, Mikkel satte, så det er fedt bare at få den igen. Det er sgu rart, at det lykkedes.

Klar til at udfordre Wiggins

Den internationale timerekordholder er fortsat Bradley Wiggins, efter at briten kørte hele 54,526 kilometer tilbage i 2015. En rekord, som ingen siden har været i nærheden af at kunne slå. 

Alligevel tøver Martin Toft Madsen ikke med at sige, at det er muligt. Faktisk er det primært et spørgsmål om, hvor betingelserne er bedst. 

– Det kan man absolut. Det er mest et spørgsmål om, hvor man kan gøre det. Jeg er meget overbevist om, at hvis jeg gik all-in på det, så ville jeg godt kunne køre cirka det samme som Wiggins eller måske lidt mere i Aguascalientes i Mexico, som går for at være verdens hurtigste bane. Den burde være minimum to kilometer hurtigere end Ballerup, så det vil sige, at jeg nu er deroppe af, siger han. 

Prisen og logistikken sætter dog foreløbigt en begrænsning for Toft Madsen, der i stedet har udset sig banen i Grenchen i Schweiz som mulig lokation for sit næste rekordforsøg. Det er her, både Jens Voigt og Rohan Dennis har sat deres tidligere rekorder, og banen har ry for at være Europas måske hurtigste. 

– Jeg skal til Schweiz på søndag for at prøve banen i Grenchen. Jeg vil gerne ned og tjekke, hvor hurtig den er i forhold til Ballerup og Odense, og hvor meget jeg så mangler at finde i form og måske udstyr, hvis jeg skal op og slå Wiggins.

Uanset om det bliver i Schweiz, Mexico eller Danmark skal der ikke være tvivl om, at Martin Toft Madsen ikke er færdig med timerekorden. 

– Jeg talte kort med Mikkel Bjerg om det i dag, og det er ikke optimalt at køre efter det herhjemme i Danmark. Både træningsmæssigt, og fordi hallerne er lidt koldere. Så lige meget hvad, vil jeg lave et forsøg til for at forbedre den her. 

– Det bedste ville jo være Danmark, men her er desværre kun to baner, og Odense er lidt hurtigere end Ballerup, men ikke helt hurtig nok til, at jeg ville kunne køre 54,5, vurderer han. 

Martin Toft Madsen skal desuden balancere timerekordforsøgene med sin karriere på landevejen, hvor han repræsenterer BHS-Almeborg Bornholm og i år skal forsøge at forsvare sit danske enkeltstartsmesterskab. 

Med de 52,324 kilometer kørte Martin Toft Madsen det femtebedste rekordforsøg siden regelændringen i 2014. Han er kun overgået af Bradley Wiggins, Tom Zirbel, Alex Dowsett og Rohan Dennis.

Faktisk var Toft Madsen også indehaver af den danske timerekord for omkring et år siden, men han blev siden testet positiv for det ulovlige stof DMBA, som han havde fået ind i kroppen via et forurenet kosttilskud. Derfor fik rekorden ikke lov at stå, selvom Toft Madsen slap uden karantæne.

Mikkel Bjerg smadrede den danske timerekord

Posted on: oktober 7th, 2017 by nfriis

I mange år har Ole Ritter været manden, der skulle overvindes, hvis man ønskede at være indehaver af den danske timerekord. I 1974 tilbagelagde Ritter 48,879 kilometer og denne rekord fik lov at stå i mange år.

Den danske timerekord fik dog lørdag et ordentligt skub opad, da den nykårede U23-verdensmester i enkeltstart, Mikkel Bjerg, gjorde sit forsøg på Odense Cykelbane.

Mikkel Bjerg nåede 52,311 kilometer. En imponerende bedrift, som 18-årige Bjerg allerede har udtalt, at han vil gå efter at forbedre næste år.

Der skal dog markante forbedringer til, hvis Mikkel Bjerg skal blive ejeren af timerekorden på verdensplan. Den titel besidder Bradley Wiggins, der i 2015 tilbagelagde intet mindre end 54,526 kilometer.

Verdensmesteren udfordrer legendarisk dansk rekord

Posted on: september 26th, 2017 by velo_admin

Han er knapt kommet ned fra podiet i Bergen, hvor han vandt U23-verdensmesterskabet i enkeltstart, men allerede nu har Mikkel Bjerg sin næste målsætning klar. 

Den danske timerekord står nemlig for skud, når Mikkel Bjerg den 7. oktober tager hul på sit rekordforsøg på Odense Cykelbane. Den nuværende danske rekord stammer helt tilbage fra 1974 og tilhører ingen ringere end Ole Ritter. 

[REL1]

I forbindelse med det københavnske 6-dagesløb i Ballerup slog den danske enkeltstartsmester, Martin Toft Madsen, ellers rekorden, men den blev han senere frataget. Han afleverede nemlig en positiv dopingprøve i forbindelse med rekordforsøget, hvilket blev forklaret med et forurenet kosttilskud. Selvom Toft blev fundet uskyldig, så fik hans rekord ikke lov at stå.

– Timerekorden er en legendarisk disciplin og rekord, som jeg håber på at tage. Det er også en god træning frem mod Chrono des Nations, så jeg havde VM i sidste uge, Duo Normand i weekenden, timerekorden den 7. oktober og så Chrono des Nations den 15., så på den måde passer den rigtig godt ind, fortalte Mikkel Bjerg til Cykelmagasinet i går.

– Jeg tror, at jeg kan køre mindst 52 kilometer. Jeg vil i hvert fald vise Martin Toft Madsen, at han skal stå tidligt op, hvis han vil have sin timerekord, sagde han med henvisning til Toft Madsens annullerede rekord på 52,114 kilometer.

Mikkel Bjerg afslørede desuden, at han forventer, at timerekordforsøget skal være en årligt tilbagevendende begivenhed for ham. Derved vil han vise, at han progressivt forbedrer sig fra år til år og, hvem ved, måske kommer i nærheden af Bradley Wiggins' internationale timerekord på 54,526 kilometer.

I første omgang er det kun den danske og ikke den internationale rekord, som Mikkel Bjerg kan udfordre. Han er nemlig endnu ikke er en del af UCI's blodpas, som er et krav for at køre efter den officielle timerekod.

'En fed livsstil'

Man kan i den grad tale om, at Mikkel Bjerg slutter af med et hårdt program. VM-triumfen er ikke mere end en uge gammel, men allerede i weekenden deltog Bjerg med en anden dansk VM-deltager, Mathias Norsgaard Jørgensen, i det franske parløb Duo Normand, hvor det blev til en andenplads. 

En uges tid efter timerekordforsøget gælder det så den franske sæsonafslutter Chrono des Nations, hvor Bjerg trods sin status som U23-rytter skal køre med eliten. Det betyder desværre, at VM-trøjen ikke bliver vist frem allerede der, men til gengæld får Bjerg mulighed for at måle sig med nogle af sportens bedste i disciplinen.

– I Chrono har jeg fået lov til at køre elitens løb, så jeg får ikke min VM-trøje med, men det er også okay – for så kan jeg måle mig med de helt store. Top-15 er et håb, men drømmen er en top-10, for det ville være stort i sådan et selskab, siger Mikkel Bjerg og tilføjer:

– Det er en fed livsstil i de her uger. Det er den livsstil, jeg som rytter drømmer om – rejse, ind på hotel, køre et stort løb, pakke tasken, rejse videre til et nyt land, et nyt hotel og et nyt stort løb. Det er selvfølgelig også stressende og trættende, men offseason kommer snart, og den er heldigvis lang nok til, at jeg kan få sulten igen efter at komme tilbage til næste sæson.

Rekordforsøget kommer til at foregå i forbindelse med de danske og nordiske mesterskaber i banecykling på Odense Cyklebane den 7. oktober. 

[REL4]

Mikkel Bjerg offentliggjorde sine ambitioner på Giant-Castellis pressemøde i går, hvor verdensmesterens hold annoncerede, at det ikke var lykkedes at finde en ny hovedsponsor i tide, og at holdet derfor lukker ved udgangen af sæsonen. Bjerg afslørede samtidigt, at han har sin egen fremtid på plads, men han ville ikke komme ind på, hvilket hold der var tale om.

TV: Hvordan bliver man klar til en timerekord?

Posted on: februar 23rd, 2017 by velo_admin

Veteranen Tom Zirbel besluttede sig for at slutte sin karriere med stil. I samarbejde med sit hold, Rally Cycling, besluttede den 38-årige tempospecialist sig nemlig for at slå den 20 år gamle, amerikanske timerekord. Det gjorde han i så overbevisende grad, at han på verdensplan kun er overgået af en herre ved navn Bradley Wiggins. Kom helt tæt på Zirbel og rekordforsøget i dokumentaren ovenover. 

Martin Toft vil ha’ mere

Posted on: januar 31st, 2017 by velo_admin

Målet hed beskedne 50 kilometer, men Martin Toft Madsen var i lørdags i hopla i Ballerup Super Arena, hvor han smadrede Ole Ritters gamle rekord. 52,114 kilometer lyder den nye rekord på, men Almeborg-Bornhold rytteren mener at han har meget mere i sig:

– Jeg har allerede tænkt frem. Nu fik jeg vist, at jeg ikke bare var varm luft. At jeg har noget at have mine ambitioner i. Og jeg er ikke i tvivl om, at der er flere ting, jeg kan optimere.

Blandt de ting som Toft Madsen ønsker at optimere, nævner han blandt andet udstyr, tøj, lokation og træning. Også det at han op til forsøget kun havde to måneders banetræning, er noget som han ønsker at forbedre op til næste rekordforsøg. Et rekordforsøg han har gjort sig mange tanker om: 

– Man skulle ikke køre i en hal, hvor man er en del af noget andet. For så skulle jeg have mulighed for at varme hallen op til 30 grader. Og jeg skulle rådføre mig med meteorologer, så jeg kunne vælge en dag med lavtryk.

Ifølge planen finder hans næste timerekordforsøg sted, engang efter sommer. 

Martin Toft Madsen: Målet er 50 kilometer

Posted on: januar 25th, 2017 by velo_admin

Når det på lørdag går løs med 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena, vil der være lidt ekstra underholdning at se frem til for de fremmødte. Det er nemlig her, at den danske mester i enkeltstart, Martin Toft Madsen, vil forsøge at slå den timerekord Ole Ritter satte i 1974 i Mexico City:

– Forberedelserne er gået godt, og jeg føler mig overbevist om, at jeg kan slå Ole Ritters danske rekord, og også at jeg kan komme over de 50 km.

Skulle det lykkedes Toft Madsen at nå de 50km, ville han slå Ole Ritters rekord betragteligt. Rekorden fra Mexico City lyder nemlig på 48.879 meter. 

Rekordforsøget foregår ved det københavnske 6-dagesløb lørdag fra kl. 17:00. 

Amerikaner går efter timerekord for bjergryttere

Posted on: december 15th, 2016 by MJ

Hvordan skal det så fungere? Dombrowski blev interviewet af Velonews, og her faldt snakken lige pludselig på timerekorden. Dombrowski spår dog ikke de store chancer for at slå Wiggins af pinden, så han kom med et alternativt bud:

– Det nye sidste år var timerekorden, men ville måske for rekorden for langsomste timerekord. Jeg tænkte, at det ville være sejt, hvis vi lavede en "op ad bakke"-timerekord udendørs. Det er hvor mange højdemeter, du kan køre på en time, siger han til Velonews. 

Han kan derfor godt se, at vind og vejr ville blive en stor faktor – men det øger bare interessen for den lette amerikaner:

– Jeg kan lide, at det ikke er kontrolleret som en bane. Hvis du kan finde en stigning, der passer bedre til det, så skal du bare fyre den af. 

– Det er lidt begrænsende, da du formentlig kigger på en times anstrengelse på en perfekt stigning med gode vind- og vejrforhold. Gerne 1900 højdemeter i timen eller 1850. Det er en stor stigning.

Han fortæller, at han selv har overvejet Etna eller Stelvio som mulige mål. Der ville desuden ikke være noget krav til vægt på cyklen eller lignende, hvis det var op til Dombrowski. Du kan læse mere om ideen hos Velonews

 

Dowsett: Arbejder imod nyt timerekordforsøg

Posted on: november 18th, 2016 by Kristian Arnth

Alex Dowsett har annonceret, at han vil forsøge at slå timerekorden endnu engang, efter at hans tidligere rekord blev slået af Bradley Wiggins. Dowsett kørte tilbage i maj 52,937 kilometer og slog dermed Rohan Dennis, men bare en måned senere knuste Bradley Wiggins den med sine 54,526 kilometer. 

Dowsett har endnu ikke sat en specifik dato for sit andet rekordforsøg, men det bliver i foråret 2017 før Giro d'Italia, og han har igen valgt velodromen i Manchester. 

– Der er intet bekræftet endnu, men vi arbejder imod det. Det har sine udfordringer – bare at få det hele til at hænge sammen. Vi kan ikke annoncere noget bekræftet, men det er noget, vi arbejder imod, fortæller Dowsett til Cycling Weekly. 

Den 28-årige Movistar rytter har faktisk allerede prøvet at planlægge to rekordforsøg tidligere. Første gang satte et brækket kraveben dog en stopper for forsøget, og Dowsett fik derfor en mindre optimal forberedelse til sit endelige forsøg. Alligevel slog han den daværende rekord, og han ved nu, at han er i stand til at køre endnu længere. 

– Før Wiggins slog min rekord, tænkte jeg, at "vi er nødt til at gøre det igen, for jeg kan gøre det bedre end det der". Vi griber det an på samme måde som sidst; ingen egoer, ikke noget med at prøve at vise, hvor gode vi er. Det handler kun om at slå rekorden, siger han og fortæller, at han denne gang vil forsøge at hæve tempoet fem minutter tidligere, end han gjorde sidst.

Briten kan sandsynligvis regne med støtte fra Movistars sponsorer Canyon og Endura, der også havde en stor del i sidste rekordforsøg. Endura har eksempelvis produceret en mannequin af Alex Dowsett i fuld størrelse i sin enkeltstartsposition, så han slipper for selv at skulle i vindtunnellen. 

Siden Wiggins' rekordforsøg har kun én mandlig rytter forsøgt sig med den frygtede timerekord. Amerikanske Tom Zirbel kørte 53,037 på den notorisk hurtige bane i Aguascalientes, Mexico. Han overtog dermed den amerikanske rekord og kørte altså hurtigere end både Voigt, Brändle, Dennis og Dowsett. 

Dowsett vil forsøge sig på timerekorden igen

Posted on: november 8th, 2016 by FBO

– Jeg ville elske at gøre endnu et timerekordforsøg, fortæller Alex Dowsett ifølge Cyclingnews.

Alex Dowsett, der kører på Movistar, tilbagelagde 52,937 kilometer på en time tilbage i maj 2015 på banen i Manchester. Den holdt dog ikke længe, før Bradley Wiggins forbedrede den rekord med godt og vel halvanden kilomter.

Dowsett går nu og tænker på at forsøge at slå Wiggins vanvittige rekord, men det er ikke let at få stablet på benene:

– Der er en masse mennesker på holdet, der vil have jeg gør det, men at få det sat sammen logisitisk er svært, erkender Dowsett.

I modsætning til Bradley Wiggins, der inden sit forsøg udtalte, at han ville op på 55 kilometer og lave en rekord, som ville holde længe, så er Dowsett mere end tilfreds med blot at få titlen tilbage på sine skuldre:

– Vi vil angribe den på samme måde, som vi angreb den sidste gang, og kun gå efter at slå rekorden – ingen egoer, ikke noget med at bevise, hvor gode vi er. Vi vil bare have rekorden og gøre det på den mest konservative, risikosikre måde som muligt. Vi vil ikke lave et stort show, fordi det er et stort mål. Men rekorden er i mig. Tallene viser, at den er i mig, fortæller Dowsett.

Hvis Dowsett prøver igen, bliver det ifølge ham selv nok på Manchester-banen igen i 2017.

Veteran vil udfordre amerikansk timerekord

Posted on: september 12th, 2016 by velo_admin

Zirbel, der stiller cyklen i garagen efter denne sæson, er tidligere amerikansk mester på enkeltstart, og er lidt af en ekspert i disciplinen. Rekordforsøget kommer til at foregå på velodromen i Aguascalientes, Mexico, en bane der er kendt for at være hurtig. Det skyldes at den ligger i næsten 2000 meters højde, hvilket også betyder at den 37-årige Zirbel har været i højdetræning. Målet med forsøget er at slå en næsten 20 år gammel rekord, nemlig Norm Alvis' 51.505 kilometer:

– Jeg tror at et timerekordforsøg passer rigtig godt til mine evner, og jeg synes at det ville være en perfekt måde at slutte min karriere på, ved at slå den amerikanske timerekord, fortæller Zirbel.

Verdensrekorden tilhører Bradley Wiggins og lyder på 54.526  kilometer.

 

Kvindelig timerekordholder stopper karrieren

Posted on: august 12th, 2016 by ULS

Den amerikanske timerekordholder, Evelyn Stevens, stopper karrieren ved udgangen af denne sæson.

Dette er ellers blot 33-årige Stevens 7. sæson som professionel, da hun startede karrieren sendt i 2010. Inden da havde hun arbejdet for den tidligere finansgigant Lehmann Brothers, indtil hun fik lyst til at satse fuldt ud på en cykelkarriere og skaffe en professionel kontrakt. 

Evelyn Stevens satte timerekorden tilbage i februar, hvor hun kørte 47,980 kilometer på timen. 

Men Boels-Dolmans-rytteren er ikke bare en god temporytter – hun har også haft masser af succes på landevejene i sin forholdsvis korte karriere.

I årets Giro Rosa vandt hun hele 3 etaper og endte på den samlede 2. plads og har udover det yderligere 22 professionelle sejre. 

Ved det netop overståede OL blev det til en 12. plads i linjeløbet og en 10. plads på enkeltstarten. 

Hendes sidste løb i karrieren bliver verdensmesterskaberne i Qatar.

Kristin Armstrong lurer på timerekorden

Posted on: april 7th, 2016 by velo_admin

Ligesom hos mændene, fik indførelsen af nye regler i 2014 flere ryttere til at gå efter timerekorden, som var sat af Leontien van Moorsel tilbage i 2003. Rekorden lød på 46.065 km men er siden september sidste år, blevet slået tre gange, senest af den nuværende indehaver af rekorden, Evelyn Stevens, som klarede hele 47.98 km. Nu fortæller Kristin Armstrong til Cyclingnews.com, at rekorden også har interesse for hende:

– Det er helt klart noget som kunne være spændende at prøve og jeg elsker at sætte mål for mig selv. 

Den efterhånden 42-årige amerikaner, har dog et andet og altoverskyggende mål i nærmeste fremtid:

– Med tanke på hvor jeg er i mit liv og i min karriere er jeg nødt til at fokusere på ét mål ad gangen, og jeg tror det ville være distraherende i forhold til Rio, så jeg vil først træffe en beslutning derefter. 

 

Amerikaner slog timerekorden suverænt

Posted on: februar 28th, 2016 by Velomore

Siden Jens Voigt besluttede sig for at prøve kræfter med ‘den perfekte time’, har disciplinen oplevet en utrolig renæssancen. Sidste år og året før har herrene især været optaget af rekorden, indtil Bradley Wiggins stoppede legen med sine 54.526 kilometer.

Kvinderne har dog i den grad også været med til at puste liv i timerekorden med flere forsøg siden regelændringen i 2014, men i går satte Evelyn Stevens så konkurrenterne godt og grundigt til vægs. 47.980 kilometer blev det til, hvilket betød, at hun slog australieren Bridie O’Donnells rekord fra januar med over en kilometer. 

Stevens kører til dagligt for Boels – Dolmans Cycling Team, der også har danske Amalie Dideriksen i folden.

 

Timerekord: Håber på 48 kilometer

Posted on: februar 20th, 2016 by mikkel

Timerekorden er i rivende udvikling. Den samme udvikling, der for halvandet år siden blev igangsat af Jens Voigt, har nu ramt kvindecykling, hvor det senest var den 41-årige australier Bridie O’Donnell der tilbage 46.882 kilometer på de 60 minutter. Om en uge kan den rekord dog meget vel blive rykket når den ni år yngre amerikaner Evely Stevens sætter sig på cyklen i Colorado i USA:

– Jeg føler mig ret sikker på, at hun kan gøre det. Hun er hård, fortæller Davis Phinney, der er Stevens træner og Taylor Phinneys far, til VeloNews. Her fortælles det også, at Stevens har en ambition om ikke blot at slå O’Donnell, men faktisk holde imponerende 48.149 km/t som gennemsnitsfart – som minimum. Det tilsyneladende arbitrære tal skyldes en rekord sat af franskmanden Jeannie Longo i 1996, hvor hun dog benyttede sig af den såkaldte ”superman”-positur, hvorfor turen ikke længere tæller med i UCI’s officielle rekorder.

Stevens’ attentatforsøg mod timerekorden finder sted på 7-11 Velodromen i Colorado, der er beliggende i næsten 2000 meters højde. Det er et plus for rekordforsøget, men da overfladen er lidt mere ru end de mest moderne baner i verden, er Stevens klar over, at hun med fordel kunne have forsøgt sig i Mexico på Aquascalientes Velodromen, hvor bl.a. Thomas Dekker sidste år prøvede at overtage rekorden, og hvor Stevens landsmand Molly Shaffer Van Houweling i september 2015 tilbagelagde 46.273 kilometer:

– At være i nærheden af Boulder (der er kendt som cykelhovedstaden i USA) gør, at jeg er i min glædesboble. Det er spændende at være amerikaner og forsøge at slå rekorden i USA. Havde jeg taget til Mexico havde det måske være hurtigere, men så skal man flytte alle sine ting. Det er lidt rart at være i stand til at gøre det hvor jeg alligevel er, fortæller Evelyn Stevens, der til dagligt kører for Boels–Dolmans.

I 2014 blev Stevens nummer fire ved VM i enkeltstart for kvinder, mens hun i perioden 2012-14 sikrede sig tre verdensmesterskaber i holdtidskørsel sammen med Team Specialized–lululemon-holdet. I 2012 tog Stevens også sin største individuelle sejr, da hun vandt kvindernes udgave af La Flèche Wallonne.

Evelyn Stevens annoncerer timerekordforsøg

Posted on: februar 8th, 2016 by Kristian Arnth

Det er ikke mange dage siden, at den timerekorden for kvinder sidste blev forbedret, men nu melder endnu en rytter sig klar til at gøre forsøget. Efter at Bridie O’Donnell den 22. januar satte den nye rekord som lyder på 46,882 kilometer, har Boels-Dolmans rytteren Evelyn Stevens nu besluttet sig for, at hun vil forsøge at forbedre den yderligere. 

– Det er selvfølgelig spændende for mig og min karriere at forsøge at slå timerekorden, men jeg er også stolt af at kaste lidt mere lys på kvindecykling. Det bliver en speciel dag, og det er en ære at få lov til at udføre forsøget på den nye velodrom, Colorado Springs Olympic Training Center Velodrome, fortæller Stevens i en pressemeddelelse.

Timerekorden fik for lidt over et år siden nyt liv, da UCI besluttede sig for at ændre reglerne omkring den. Det betød, at rytterne nu var i stand til at benytte lignende udstyr og positioner fra deres enkelstartscykler på landevejen. Siden regelændringen har otte mænd og tre kvinder forsøgt at forbedre rekorden, og Stevens bliver altså dermed den fjerde i rækken. 

– Den nuværende timerekord for kvinder vil blot være fem uger gammel, når Evelyn Stevens forsøger at forbedre den. Bridie O’Donell satte barren højt sidste måned, og jeg glæder mig meget til at følge denne udfordring. Det er åbenlyst, at spændingen omkring den ikoniske timerekord vil være ligeså høj i 2016, som den var sidste år, lyder det fra UCI præsident, Brian Cookson.

Den 32-årige amerikaner har masser af store sejre på sit palmarés, der blandt andet tæller et par nationale mesterskabstitler, samt en andenplads på VM enkelstarten i Richmond. 

Stevens, der på landevejen er holdkammerat med blandt andre danske Amalie Dideriksen på Boels-Dolmans, vil benytte sig af en modificeret Specialized Shiv udstyret med Zipp hjul. 

Rekordforsøget finder sted i Colorado Springs den 27 februar kl. 20 dansk tid. Det vil være muligt at følge forsøget online på et live-stream.

 

Wiggins overvejer nyt timerekordforsøg

Posted on: november 23rd, 2015 by Kristian Arnth

Sir Bradley Wiggins slog i sommers timerekorden, da han på velodromen i London kørte 54,526km på de 60 minutter. Selve rekordforsøget og optakten dertil har Wiggins nu skrevet en bog om, og i den giver han et lille hint om, at han måske vil forsøge at slå timerekorden endnu engang. 

Det er dog ikke Wiggins’ egen rekord, som han gerne vil forbedre, men i stedet ønsker briten at slå “Merckx Timerekorden”. Eddy Merckx kørte i sin tid 49,431km, men det gjorde han til gengæld uden pladehjul, enkelstartshjelm, carbon-cykel og bøjler på styret. Derfor betragtes den af mange som den ultimative rekord.

– Merckxs rekord er den definitive rekord. Han satte barren. Jeg har talt om at gå efter rekorden igen, og jeg leger lidt med tanken om at gå efter hans distance på hans måde, fortæller Wiggins i bogen og fortsætter:

– Jeg planlægger at lave nogle tests med lignende udstyr for at se, hvordan tallene ser ud. Måske er jeg langt væk fra hans tempo. Måske er jeg ikke i stand til at holde hans position på cyklen og være aerodynamisk, men omvendt var Merckx bestemt heller ikke selv aerodynamisk. 

Wiggins har ikke sat nogen dato på et eventuelt forsøg, og han satser under alle omstændigheder på OL i Rio til næste år. Hans bog, My Hour, kan købes på nettet og i visse butikker på nuværende tidspunkt.

 

 

Australsk kvinde vil slå timerekorden

Posted on: oktober 30th, 2015 by Kristian Arnth

Den 41-årige O’Donnell er tidligere australsk mester i enkelstart og har desuden flere sølv- og bronzemedaljer fra samme disciplin. Gennem årene har hun kørt en del i Europa og Nordamerika, men de seneste par år har hun fokuseret på den hjemlige løbsserie for sit hold, Total Rush Team.

Den nuværende rekordholder, Molly Shaffer Van Houweling, kørte for blot én måned siden 46,274 kilometer på en time, hvilket var nok til at slå den 12 år gamle, tidligere rekord. 

Rekordforsøget gennemføres d. 22 januar på Super-Drome velodromen i Adelaide, og det foregår således samtidigt som 3. etape af Tour Down Under, der også afholdes i Adelaide.

Hvis man ikke er blandt de tilskuere, som ser rekordforsøget på velodromen live, så kan man følge med på et live-stream.