Posts Tagged ‘Tony Gallopin’

Franskmand snød favoritterne i Pozo Alcón

Posted on: august 31st, 2018 by alexanderbeguin

Det blev en meget begivenhedsrig finale på syvende etape, men inden da var det lidt af en ørkenvandring indtil 20 kilometer fra mål, hvor det mest var kattens leg med musen. Et morgenudbrud kom afsted, men sjældent så det ud til, at det ville holde hele vejen til mål. Syv ryttere prøvede lykken fra start, heriblandt Michael Woods (EF-Education First), Floris De Tier (LottoNL-Jumbo) og Alexis Gougeard (AG2R La Mondiale).

Sidstnævnte prøvede at køre solo inden den rigtige finale startede, men forsøget så aldrig ud til at være virkelig seriøst. For især Movistar satte en vildt tempo, og så skete der ellers ting og sager.

Flere ryttere havde uheld. Deriblandt Nairo Quintana, der skulle have skiftet cykel, men han kom hurtigt op igen. Dan Martin fik ligeledes en punktering med mindre en 10 kilometer til mål, og det kostede ireren en reel chance for at vinde etapen, som han ellers var spået til at være en af favoritterne til. Endeligt var der også fra Radio Tour en melding om at Michal Kwiatkowski var styrtet, og så havde polakken ellers en kamp mod uret de sidste otte kilometer.

I fronten blev der angrebet af flere profiler som Wilco Kelderman, Rafal Majka og George Bennett, men ingen formåede at slå et afgørende hul i første omgang fra den nu stærkt decimerede frontgruppe. Med to kilometer til mål kom der et afgørende ryk fra Tony Gallopin, der udnyttede taktisk stilstand. Franskmanden hentede hurtigt Jesus Herrada, der havde forsøgt sig med et angreb, og susede forbi spanieren.

Det viste sig at være det helt rette moment, for de helt store favoritter kunne ikke nå AG2R-rytteren, som kunne fejre sin første sejr i Vuelta a España. Andenpladsen blev overraskende taget af Peter Sagan, som kunne sidde med alle de store bjergryttere med til mål. Tredjepladsen gik knap så overraskende til Alejandro Valverde.

Dagens taber var Michal Kwiatkowski, som dog begrænsede sit tidstab flot. Han mistede mindre end et halvt minut til Gallopin. Dermed ryger polakken også ned på sjettepladsen i det samlede klassement, hvor Rudy Molard fortsat vil køre i den røde førertrøje på morgendagens etape.

Ag2r henter stærk hjælper til Naesen og Bardet

Posted on: august 2nd, 2017 by NH

Tony Gallopin forlader Lotto Soudal efter fire sæsoner og skifter til Ag2r.

Den 29-årige franskmand bliver en solid tilføjelse til Romain Bardets Tour-hold og Oliver Naesens klassiker-trup, hvor Gallopins alsidighed skal hjælpe begge holdets kaptajner til nye triumfer:

– Som rytter er Tony den type vi har ledt efter. Han er erfaren, er en dygtig puncheur, intelligent og kan køre med de bedste i lang tid i bjergene. Han viste fornylig hvilken kriger han er i Tour de France, med sin intelligente kørsel. Hans rolle bliver at hjælpe Oliver Naesen tidligt på sæsonen og Romain Bardet i Tour de France, fortæller teammanger Vincent Lavenu i en pressemeddelelse.

Tidligere i karrieren har Gallopin vundet etaper i Paris-Nice og Tour de France, samt endagsløbet Clasica San Sebastian. Og muligheden for at forfølge sin egen chance vil fortsat være der på Ag2r:

– Selvfølgelig får han også frihed i de løb som passer hans styrker. Vi ved han er en rytter der er i stand til at vinde store løb, lyder det fra Lavenu.

Før sit skifte til Lotto Soudal i 2014, tilbragte Tony Gallopin to sæsoner på Radishack-Leopard, der hentede ham hos Cofidis.

Guldhammer med fremme i belgisk semiklassiker

Posted on: september 14th, 2016 by Kristian Arnth

Det 205 kilometer lange Grand Prix de Wallonie fra Beaufays til Namur blev i dag afholdt på en hård og kuperet rute på tværs af den belgiske region. Her viste franske Tony Gallopin (Lotto-Soudal) sig stærkest, da løbet skulle afgøres på den afsluttende stigning. 

Her henviste han nemlig Petr Vakoc (Etixx-QuickStep) og Jerome Baugnies (Wanty) til de næste placeringer, men faktisk blandede en dansker sig også helt i toppen. Rasmus Guldhammer (Stölting) kom nemlig ind på en ottendeplads blot fire sekunder efter dagens sejrherre. 

Dermed slog han ryttere som sidste års nummer to Jan Bakelants (AG2R), Pieter Weening (Roompot) og Domenico Pozzovivo (AG2R). Løbets anden danske deltager, Michael Reihs (Stölting), blev nummer 64. 

Sejren var i øvrigt Gallopins første i år efter et hav af flotte, sekundære placeringer. Med ottendepladsen viste Guldhammer også fin form forud for Post Cuppen på søndag, hvor han også er på startlisten.

Flere af de øvrige Stölting danskere kan til gengæld se frem til flere løb i Belgien og Nordfrankrig, når Kampioenschap van Vlaanderen, Primus Classic Impanis – Van Petegem og Grand Prix d'Isbergues venter inden for de kommende fire dage.

Gallopin overvejer Roubaix og Flandern

Posted on: april 14th, 2016 by velo_admin

Tony Gallopin skal fra på søndag og en uge frem, sammen med Tim Wellens forsøge at jagte succes i ardennerklassikerne for sit hold, Lotto-Soudal. Men den talentfulde franskmand, som har givet beviser på sine evner i al slags terræn, erkender over for L’Equipe at han gerne havde været en del af brostensklassikerne:

– Jeg har ikke misset en eneste flamsk klassiker i Tv og jeg må indrømme at jeg fortryder lidt jeg ikke var med. 

I år er fokus dog udelukkende på Ardennerne, noget som Gallopin mener kan være nøglen til at blive en af bedste i netop den slags løb:

– Jeg er god i alle aspekter af cykling, men jeg mangler stadig lige den sidste smule som gør mig super. Det er fordi jeg ikke har fokuseret på én ting endnu som jeg vil specialisere mig i.

Selvom Lotto-Soudal havde en skuffende brostenssæson, har de stadig ryttere som Jürgen Roelandts og kæmpetalentet Tiesj Benoot i stalden, som i fremtiden nok skal skaffe flotte placeringer. Men ifølge team manager, Marc Sergeant, venter der Gallopin en beskyttet rolle, skulle han vælge at satse på brostensklassikerne:

– Det er op til ham, at beslutte hvad han vil fokusere på. Han vil ikke have nogen modstand på vores hold. Han vil have en del af holdet til at hjælpe ham. 

Gallopin: Klassikerne er vigtigere end Touren

Posted on: januar 16th, 2016 by Velomore

Tony Gallopin brød for alvor igennem i cykelverdenen i 2014, da han både kørte i den gule trøje og vandt en etape i Tour de France. I år forsøgte han sig med at køre klassement, men efter en god start gik det galt for franskmanden, der sluttede helt tilbage som nummer 31.

I klassikerne viste Gallopin derimod med top10-placeringer i både Milano-Sanremo, Amstel Gold Race og Lombardiet Rundt, at han har potentialet til at kunne blande sig i kampen om sejrene i den slags løb. Det er da også klassikerne, der har største prioritet hos Lotto Soudal-rytteren.

– Måske vil mine ambitioner ændre sig om nogle år, men lige nu er mit mål at vinde en stor klassiker. Det forbliver min prioritet mere end Touren gør, siger han til Cyclingnews.

2016 er OL-år og løbet i Rio vil Gallopin rigtig gerne med til. Selvom ruten på papiret er rigtig hård tror franskmanden på, at han kan gøre sig gældende. 

– Jeg vil gerne være der, fordi afslutningen ikke er på toppen af en stigning. Der er meget teknisk krævende nedkørsel også et stykke med fladt. Jeg tror på, at jeg i topform vil kunne være med i finalen.

– Jeg forsøger gerne at ryste posen ved at angribe tidligt, men vi må se. Der er kun fire pladser, og vi har en masse gode klatrere.

Gallopin starter angiveligt sæsonen hjemme i Frankrig med Grand Prix Cycliste la Marseillaise, der køres i slutningen af denne måned.

Rivaler forenes på Frankrigs VM-hold

Posted on: september 14th, 2015 by MJ

Frankrig bringer et rigtig stærkt hold til VM i Richmond med store profiler som Julian Alaphillipe og Tony Gallopin, men det er især holdets to sprintere, der falder i øjnene.

Arnaud Demare og Nacer Bouhanni var bitre rivaler, da de begge kørte for FDJ, og det endte med, at Bouhanni skiftede hold, efter at han blev vraget til fordel for Arnaud Demare til Tour de France i 2014. Nu skal de så se prøve at køre i samme trikot igen. 

Det franske hold har dermed ryttere til lidt forskellige afslutninger og udfald. De har udtaget følgende ryttere: 

Julian Alaphilippe (Etix-Quickstep)
Nacer Bouhanni (Cofidis)
Mickaël Delage (FDJ)
Arnaud Démare (FDJ)
Tony Gallopin (Lotto-Soudal)
Cyril Lemoine (Cofidis)
Sébastien Minard (Ag2r-La Mondiale)
Julien Simon (Cofidis)
Florian Vachon (Bretagne Séché Environnement)

Gallopin kører ikke flere watt end tidligere

Posted on: juli 17th, 2015 by MJ

Tony Gallopin ligger nummer otte i Tour de France. Det må siges at være noget af en overraskelse for han er aldrig blevet set som en rigtig klatrer, og det er det også for ham selv: 

– Det er lidt af en overraskelse, at jeg stadig ligger så godt i klassementet efter klatreturene i Pyrenæerne, som jeg ikke bryder mig specielt om, siger Gallopin til TV2. 

Franskmanden er også overrasket, for det lader ikke til, at han er bedre, end han har været tidligere, selvom han er meget længere fremme i klassementet: 

– Når jeg kigger på mine watt-tal, kører jeg ikke hårdere, end jeg har været vant tidligere. Men jeg er alligevel overrasket over, at jeg kan hænge så godt på folk som Alberto Contador og Vincenzo Nibali i bjergene.

Det her er endnu en pil i den retning, som mange har talt om, nemlig at mange ryttere ikke har ramt niveauet i år. Om det har været varmen eller bare manglende form kan vi ikke vide, men det kunne tyde på, at kun Froome har ramt sit niveau af de store favoritter. 

Det ændrer dog ikke på, at Gallopin ligger nummer 8 i klassementet før den sidste uge: 

– Den sidste uge skal nok blive hård, men hvis jeg kan holde mig i top-10, vil jeg være godt tilfreds. Skulle jeg gå ned på en etape, må jeg i stedet forsøge at jagte en etapesejr. 

 

Bak: Det er ikke Paris-Nice det her

Posted on: juli 14th, 2015 by AS

“Det er jo ikke Paris-Nice det her”. Sådan reagerede Lars Bak, da Cykelmagasinet spurgte ham om muligheden for, at Tony Gallopin ville køre efter det samlede klassement i Touren.

– Det er Touren, og her hedder modstanderne Quintana, Contador, Froome og Nibali – niveauet er bare højere. Gallopin er sindssyg godt kørende, men jeg tror, og håber, at han hellere vil prøve at vinde en af etaperne i stedet for at køre sig helt ud for at blive nr. 11 i klassementet. Men det er bastilledag i morgen, og der er kun ét bjerg, så jeg tror, at Gallopin vil prøve at se, hvor langt det kan række, og køre sig helt ud der. 

Blandt klassementsrytterne stikker “Fab 4” sig ud fra de andre, men her ser Lars Bak allerede en tegning til at favoritfeltet kan reduceres med mindst én.

– Vi har jo ikke kørt en eneste bjergetape endnu, så det har drejet sig om at holde sig på cyklen og blive beskyttet af holdet på sidevinden og på brostenene, så favoritværdigheden er stadig rimelig åben. Men Froome ser stærk ud, og det gør Quintana også. Contador så måske lidt svag ud på Mur de Huy, men det er jo kun sekunder, han tabte. Nibali ser derimod svagere ud end sidste år.

– På etaperne til Mur de Bretagne og Mur de Huy, som normalt ligger godt til angreb fra ham, har han jo slet ikke kunnet sidde med og gøre en forskel. Så de stærkeste er nok Quintana og Froome, men der er rigtig mange spændende bjergetaper endnu. Jeg tror, at vi bliver meget klogere i den næste uges tid, griner Lars Bak.

Lotto-Soudal holdet har haft en fremragende Tour indtil videre med 2 etapesejre til André Greipel, samt flere topplaceringer til Tony Gallopin. Men nu kommer bjergene og derfor er Lars Bak nu frisk, fri og parat til at jagte sin egen chance efter en overraskende stille arbejdsuge.

– Der er mange hold her i Touren, som kun har ét mål. Både BMC, Sky, Tinkoff, Movistar og Astana kører 100% for deres kaptajn med hele holdet. Derfor er udbruddene kørt efter 1 km hver dag, fordi de godt ved, at de bliver hentet. Det har været et utrolig kontrolleret løb, hvor de her 5 hold med favoritter har haft styr på etaperne, og der har ikke været så meget junglelov og hu-hej-vilde dyr. 

– De 5 store hold har holdt udbruddene i kort snor, så jeg er overraskende frisk nu her. Jeg har kigget lidt på rutekortet, og der er 13. og 15. etape, som ligger godt til mig, så jeg skal da ud og prøve, lyder det optimistisk fra den danske trækhest. 

Slagen Gallopin: Forfærdeligt!

Posted on: marts 15th, 2015 by mikkel

Tony Gallopin startede dagen med 36 sekunder til Richie Porte og 38 sekunder til udkanten af top fem. Alligevel formåede den franske fører af Paris-Nice hverken at holde på sin trøje, eller sågar sin plads i top fem. En helt horrible dag, kalder Gallopin selv den 9.6 kilometer lange enkeltstart op ad Col d’Éze:

– Det er forfærdeligt. Men sådan er cykelløb. Den ene dag kan man have det så godt, og så den næste så dårligt. Det var bare en rædselsfuld dag, fortalte Gallopin efter etapen til Letour.fr.

– Jeg vidste fra start, at det ikke var en god dag. Jeg leder ikke efter undskyldninger. Der er ingen undskyldninger. Men jeg havde det bare ikke godt. Det var en dårlig dag.

Efter sejren fortalte Richie Porte, at han havde troet og håbet på, Gallopin skulle betale prisen for sit storstillede angreb på sjette etape, der kastede en etapesejr og en gul trøje af sig. Porte var dog ikke ene om at have tænkt denne tanke, der også havde banket på hos hovedpersonens hjernebark:

– Det er sporten lov, men det er en forfærdelig skuffelse. Med de ben, jeg havde i den her uge, var det muligt [at vinde]. Men man kommer ikke ofte i en position som denne. Jeg var nervøs, og det er et slag. Men man lærer fra sådan slag. Jeg håber, det kan hjælpe mig i fremtiden.

Gallopin sejrer i Paris-Nice og tager førertrøjen

Posted on: marts 14th, 2015 by JN

Tony Gallopin vinder 6. etape og overtager løbets førertrøje efter et spektakulært soloudbrud på regnvåd bjergetape, hvor Fuglsang og Valgren var med helt fremme og kom i mål på henholdsvis 4. og 6. pladsen.

Fuglsang ligger dermed på en samlet 5. plads kun 38 sekunder efter Tony Gallopin inden morgendagens bjergenkeltstart, hvor klassementet stadig er helt åbent.

Læs også: Dagens resultater: Lørdag uge 11

Den regnvåde etape blev en sand gyser med flere styrt. Både Richie Porte og Geraint Thomas fra Team Sky, der inden dagens etape lå på henholdsvis 2. og 3. pladsen i klassementet bare 1 og 3 sekunder efter Kwiatkowski, måtte en tur i asfalten på den sidste nedkørsel, hvor der tilsyneladende var spejlglat flere steder. Det efterlod Fuglsang i lidt af et etisk dilemma, men han var dog aldrig i tvivl om, at han var nødt til at køre efter Gallopin, selvom det betød, at han indirekte kom til at lukrere på de to Sky-rytteres ulykke. 

– Det var en led omgang. Det var ikke sjovt hele tiden i hvert fald. Sådan helt generelt så er jeg egentlig godt tilfreds. Et eller andet sted, så har jeg det ikke så godt med at tage tid på nogen der styrter, men ventede jeg på Porte, så havde Gallopin taget tid på mig, konstaterede Fuglsang over for TV2 efter etapen.

I følge TV2 kommentatorer, var etapen helt ekstraordinær spændende, og det kan Cykelmagasinet kun tilslutte sig.

– Det er en af de bedste etaper i Paris-Nice jeg kan huske jeg har set – i hvert fald i mange år, konstaterede Dennis Ritter, der kommenterede løbet på TV2.

Med Richie Porte og Kwiatkowski henholdsvis 36 og 37 sekunder efter Gallopin og med Gerraint Thomas og Fuglsang bare 1 sekund efter dem, er der lagt i kakkelovnen til en sand gyser på morgendagens sidste etape, hvor der køres en hård bjergenkeltstart.

Resultat – 6. etape
1. Tony Gallopin (Lotto Soudal) 4:52:57
2. Simon Spilak (Team Katusha) 0:32
3. Rui Costa (Lampre – Merida)
4. Jakob Fuglsang (Astana Pro Team)
5. Rafael Valls (Lampre – Merida) 0:35
6. Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) 1:00
7. Tim Wellens (Lotto Soudal)
8. Sylvain Chavanel (IAM Cycling)
9. Arthur Vichot (FDJ)
10. Nicolas Edet (Cofidis, Soulutions Crédits)

Samlet stilling
1. Tony Gallopin (Lotto Soudal)
2. Richie Porte (Team Sky) 0:36
3. Michael Kwiatkowski (Etixx Quick Step) 0:37
4. Geraint Thomas (Team Sky) 0:38
5. Jakob Fuglsang (Astana Pro Team) 0:38
6. Rui Costa (Lampre – Merida) 0:42
7. Simon Spilak ( Team Katusha) 0:53
8. Rafael Valls (Lampre – Merida) 01:01
9. Gorka Izagirre Insausti (Movistar Team) 01:19
10. Tim Wellens (Lotto Soudal) 02:00

Læs også: Flot sejr til Wout Poels i Italien.

 

 

Lotto satser på Gallopin i Portugal

Posted on: februar 15th, 2015 by VH

Tony Gallopin havde sit helt store gennmbrud i årets Tour de France. En etapesejr og en dag i den gule føretrøje blev den samlede sum for den den 26-årige franskmand efter de tre uger på de franske landeveje. Dette lagde et solidt fundament til fremtiden og nu har har Lottos så stor tro på ham, at han skal være holdets kaptajn i Algarve Rundt:

– Vi sigter efter en etapesejr og en god sammenlagt placering. Tony Gallopin er vores klassementshåb. Han har haft en god vintertræning samt han kørte en stærk enkeltstart i Besseges (Etoile de Bessèges). Deusden passer ruten ham godt specielt torsdagens afslutning og lørdagens enkelstart. En etapesejr er bestemt mulig, udtaler Herman Frison, sportsdirektør på Lotto Soudal.

Udover Tony Gallopin stiller Lotto med det tyske kraftværk Andre Greipel, som skal prøve at hente succes på løbets to flade etaper. 

Gallopin går efter sejr i fransk endagsløb

Posted on: januar 28th, 2015 by Velomore

Efter Tour Down Under og Tour de San Luis, bevæger det professionelle felt sig tilbage på den nordlige halvkugle, for at indlede den europæiske sæson.

Det starter fra i morgen med fire mindre endagsløb på ligeså mange dage, på ferieøen Mallorca. Derefter er det tid til det franske endagsløb GP la Marseillaise, og efterfølgende etapeløbet Étoile de Bessèges. Med Lotto-Soudal i de to franske løb er sportsdirektør, Mario Aerts, og han håber sejre i begge.

– Franskmanden, Tony Gallopin, vil gå efter sejren i GP la Marseillaise. Den europæiske cykelsæson starter med Challenge Mallorca, men for deltagerne i Marseille, er det her første løb på europæisk grund. Alle vil være motiveret for at vise dem selv frem, så jeg forventer et hurtigt ræs, som sædvanligt, udtaler Aerts i en pressemeddelelse.

Går alt efter planen i Marseille, som i 2005 blev vundet af det nu pensionerede, danske cykelikon, Nicki Sørensen, så håber Aerts at deltagelsen i Étoile de Bessèges, vil bygge på sejrsfundamentet.

– I Étoile de Bessèges går vi efter en etapesejr. De første fire etaper er for det meste massespurter. Tony Gallopin og Kris Boeckmans er hurtige afsluttere. Men også Tosh van der Sande og Pim Lightart kan afslutte stærkt.

– Gallopin og Maxime Monfort vil gerne køre for et godt samlet resultat. Klassementet vil blive afgjort på sidste etape, den individuelle enkeltstart. Her kan også Sean de Bie gøre det godt, håber altså den tidligere Flèche Wallonne-vinder.

Med Aerts i sportsdirektørbilen i Frankrig er Frederik Willems, der indstillede sin aktive karriere i 2014, og dermed debuterer som sportsdirektør i de to løb.

Lotto Soudal forlænger med stærke ryttere

Posted on: december 10th, 2014 by FBO

– Vi er stolte af at annoncere kontraktforlængelser med ürgen Roelandts, Tony Gallopin og Tim Wellens. Takket være vores fire sponsorere, der har forpligtet sig fra 2015 til 2020 – Lotto, Soudal, Ridley og Vermarc – kan vi være meget mere klare omkring fremtiden, fortæller manager for Lotto Soudal, Marc Sergeant.

Tony Gallopin er et af de mest lysende talenter, og med sine bedrifter i årets Tour de France ligner han en fremtidens mand. Han er glad for kontraktforlængelsen:

– Det er rart at være på dette belgiske hold. Det giver mig mulighed for at tage mine chancer.

Tim Wellens har ligesom Gallopin fået et kæmpe gennembrud i år. Wellens vandt Eneco Tours samt en etape i samme løb.

Roelandts har kørt for teamet hele sin professionelle karriere, og her ønsker han altså at fortsætte.

Lotto-holdet er klar til Lombardiet Rundt

Posted on: oktober 3rd, 2014 by KBS

Årets sidste monumentale klassiker, Lombardiet Rundt, bliver skudt i gang på søndag. Lotto-mandskabet har et stærkt hold klar til årets sidste World-Tour endagsløb.

– Vi tager til Lombardiet for, at opnå et godt resultat. En kombination af den hårde rute og voldsomme vejrforhold kan gøre det til et meget hårdt løb, udtaler holdets sportsdirektør, Bart Leysen og fortsætter:

– De ryttere, der var stærkest i Ponferrada (VM, red.) vil også være de ryttere, der vil være i front på søndag.

Franskmanden, Tony Gallopin, der både vandt en etapesejr og kørte i den gule trøje i årets Tour, endte på en 6. plads i Ponferrada. Den stærke rytter vil også køre Lombardiet Rundt for holdet:

– Som førstemand har vi Tony Gallopin, der er meget stærk i de hårde endagsløb, som han beviste i Ponferrada. Derudover har vi også Tim Wellens, der passer godt til denne rute. Jelle Vanendert har sigtet efter endagsløbene i år, så Lombardiet passer godt ind her. Desuden har vi også den unge Louis Vervaeke, der gerne vil bevise sit værd.

Holdets samlede trup består af, Tony Gallopin, Bart De Clercq, Pim Ligthart, Maxime Monfort, Dennis Vanendert, Jelle Vanendert, Louis Vervaeke og Tim Wellens.

Gallopin: Ikke overrasket over min præstation

Posted on: juli 16th, 2014 by FBO

Selvom megen succes pludselig går Tony Gallopins vej, tror han ikke, han er blevet en bedre cykelrytter. Derimon mener han, han er begyndt at køre klogere:

– Er jeg blevet en bedre rytter? Nej. Det tror jeg ikke. Jeg prøver altid at følge min vej, men jeg angriber ikke nok. Jeg fokusere ofte på ryttere som Sagan, og jeg bliver nummer fem eller seks… Jeg skal altid køre, som jeg gjorde i San Sebastian sidste år, fortæller Tony Gallopin til Letour med henblik på sin solosejr i San Sebastian sidste år.

Gallopin havde udset sig denne etape forinden, og han havde også set ruten på nær de sidste fem kilometer, men dårlige ben forhindrede ham i at køre med i udbruddet. Benene blev dog gode undervejs, så franskmanden måtte få fat på sin holdbil for at se resten af ruten. Det gav ham nogle idéer:

– Det ville blive en finale for puncheurs. Jeg ville ikke have en anden spurt med 20-30 ryttere som i Sheffield [2. etape red.] eller Nancy [7. etape red.]. Jeg prøvede mit held på den lille bakke, der ikke var kategoriseret, selvom jeg vidste den var der. Da de tre ryttere kom op [Sagan, Kwiatkowski og Rogers red.], vidste jeg, jeg ikke havde en chance for at slå dem i en spurt, så jeg blev nødt til at prøve igen, forklarer dagens vinder.

På de sidste to kilometer kørte Gallopin alene mod sin etapesejr:

– Fra holdbilen hørte jeg “go” et par gange og “se dig ikke tilbage”. Men jeg gjorde det alligevel med 100 meter tilbage. Det var dér, det gik op for mig. Det var fantastisk!

Gallopin er faktisk ikke overrasket over den pludselige succes, han har fået i årets Tour:

– Det kan lyde indbildsk, men jeg er ikke overrasket over min præstation ved Tour de France. Jeg har altid haft troen på det, siger Gallopin.

De seneste dage har været en rutsjebanetur for Tony Gallopin:

– Jeg har oplevet nogle blandede følelser de seneste par dage: Jeg var ovenud lykkelig, da jeg tog den gule trøje, næste dag var et mareridt på cyklen, og nu er jeg en Tour de France-etapevinder. Det er fantastisk, afslutter en meget glad franskmand.

Gallopin gør det igen: Denne gang etapesejr

Posted on: juli 16th, 2014 by FBO

Tony Gallopin vinder 11. etape af Tour de France efter et veltimet ryk.

Et morgenudbrud kom som sædvanlig væk fra start. Denne gang bestående af den tidligere indehaver af bjergtrøjen, Cyril Lemoine (Cofidis) samt Martin Elmiger (IAM) og Anthony Delaplace (Bretagne).

De tre fik hurtigt oparbejdet sig et fint hul, men en så lille gruppe er selvsagt til at blive hentet igen.

50 kilometer udefra kørte Martin Elmiger solo, mens hans to følgesvende røg tilbage til feltet. Pludselig var udbruddet inden for rækkevidde af feltet lidt for tidligt, og Tinkoff Saxos Nicolas Roche rykkede væk fra feltet sammen med den tidligere Tour-etape-vinder, Jan Bakelants.

De to hentede hurtigt Elmiger, mens Cyril Gautier og Jesus Herrada også kom op fra feltet. En ny femmandsgruppe var dannet.

Da rytterne ramte de små stigninger tæt mod mål så det sort ud for udbruddet, men Nicolas Roche prøvede endnu en gang. Roche kørte flot over en stigning og kæmpede på nedkørslen 20 kilometer fra mål, men blev til sidst hentet, da Tony Martin gik frem.

Finalen:
Løbet var meget præget af angreb, og som kontra på Roche rykkede Tony Gallopin – manden, der har haft den gule førertrøje tidligere i løbet.

Michael Rogers prøvede at lukke hullet, så Daniele Bennati kunne spurte om sejren, men endte med at komme afsted sammen med Peter Sagan og Michael Kwiatkowski.

En firmandsgruppe blev samlet bestående af Rogers, Gallopin, Sagan, Kwiatkowski.

De fire jagtede en etapesejr ned mod mål, men ved 2,5 kilometer tilbage gik de i stå og Gallopin prøvede igen. Alle kiggede på Sagan, og Gallopin kørte alene til mål derfra.

De tre andre blev hentet, og feltets spurt blev vundet af John Degenkolb, der overraskende stadig sad i det stærkt reducerede felt, mens Tony Gallopin tog sin første etapesejr i Tour de France.

Efter etapen smed Peter Sagan sin cykel ned i asfalten af bare arrigskab – han er træt af, at alle kigger på ham i afslutningerne, og han er ved at blive desperat for at få en etapesejr.

Gallopin: Min værste dag på en cykel

Posted on: juli 14th, 2014 by KBS

Tony Gallopin kørte sig på gårsdagens etape i gult, efter at være den der lå bedst i klassementet fra det udbrud han kom i mål med. Det blev til gengæld en kort omgang med løbets førertrøje. I dag mistede han den, efter Nibali erobrede den tilbage.

Franskmanden, fik lov til at bære den på den Bastille-dagen, der er meget vigtig for de franske ryttere. Denne dag er altid en festdag for de franske ryttere, der gør alt for at vinde, men i dag var etapen knap så sjov for Gallopin:

– Det var min værste dag på en cykel. Fire timers lidelse. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men jeg betalte for min indsats fra igår og sidste uge, udtaler Gallopin.

De fleste havde nok forudset, at trøjen i dag ville falde til en af favoritterne, men Gallopin havde alligevel håbet, at han kunne beholde trøjen efter i dag

– Selvom det var en hård etape håbede jeg stadig inderst inde at holde på trøjen. Det var over min styrke, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, afslutter Gallopin.

I morgen venter der rytterne en hviledag. Igen på onsdag vil Nibali bære den gule førertrøje.

Galleri: Panzerwagens fremmarch

Posted on: juli 14th, 2014 by CL

Tony Martin leverede søndag en af de solo-præstationer der skriver cykelryttere ind i Tour-historien. Over bjergtoppe og i enkeltstartsposition på etapens sidst 40 kilometer, sikrede tyskeren sig karrierens måske største sejr i et linjeløb.

Minutter efter der panzerwagens triumf, til Bastille-dagens (mandag) spotlight, kørte den unge franskmand, Tony Gallopin, sig i løbet førertrøje.

Se billederne ovenfor. 

Gallopin vil have trøjen mere end en dag

Posted on: juli 13th, 2014 by FBO

– Jeg gjorde det! Jeg har tænkt på den gule trøje lige siden brostensetapen. Alligevel er, hvad jeg føler, ubeskriveligt. Da jeg var en dreng, kunne jeg ikke drømme om at tage den gule trøje, da jeg blev sat i alle de løb, jeg deltog i, forklarer Tony Gallopin til Letour.com.

Tony Gallopin lå inden etapen nummer 11 i klassementet, så han vidste, der var en chance for at få førertrøjen:

– I dag vidste jeg, der kunne være en mulighed, så jeg ville ikke misse udbruddet. Jeg kørte med i alle angrebene. Det varede 40 kilometer, men jeg gjorde det. Så blev jeg nødt til at kæmpe hele vejen for at sikre mig, at afstanden var stor nok. Jeg ville ikke tro på det, indtil jeg krydsede målstregen, siger Gallopin.

Det bliver en hård etape at forsvare trøjen på i morgen, men Tony Gallopin vil gøre sit ypperste:

– I morgen vil jeg køre i gult for at fejre Frankrigs nationaldag. Det er utroligt. Det er mere end formidabelt. Men det vil ikke blive den nemmeste etape at forsvare føringen på. Favoritterne skal igennem deres første store test, og jeg har kun halvandet minut. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde trøjen. Jeg ville elske at have den mere end én dag, afslutter Tony Gallopin.

Lars Bak vil kæmpe for trøjen

Posted on: juli 13th, 2014 by FBO

I dag fik Lotto Belisols unge talent Tony Gallopin tilrandet sig den gule førertrøje, da han fik lang snor i et stort udbrud. Det vil sige, at Lars Bak i morgen skal forsvare løbets vigtigste trøje.

Så selvom Bak nok skal ud og slide i morgen, var der ingen tvivl på spørgsmålet om, hvordan humøret var umiddelbart efter dagens Tour-etape:

– Det er rigtig, rigtig højt. Jeg er super glad for Gallopin. Han er franskmand og skal køre i den gule trøje på Bastille-dagen i morgen. Det må være så stort for ham. Jeg er super glad for ham, det er jo sindssygt, siger Lars Bak.

Ifølge Bak var det dog ikke tilfældigt, at Gallopin snuppede førertrøjen for næsen af Astana:

– Han har været super godt kørende og sagde i morges, at han ville køre efter den gule førertrøje. Man vidste jo i dag, at hvis man havde gode ben, var det fri buffet. Det blev det også, fortæller Lars Bak.

I morgen skal den unge franskmand forsøge at forsvare sin nye gule førertrøje, men det ser svært ud med hele fire kategori 1-stigninger. Lars Bak er også i tvivl, men vil da gøre forsøget:

– Det ved jeg ikke. Det bliver en rigtig hård etape, og vi er kun syv mand, så det bliver svært. Vi gør et forsøg, lyder det fra Lars Bak.

 

Tony tager sejren, og Tony tager trøjen

Posted on: juli 13th, 2014 by FBO

Den tyske kampvogn, Tony Martin, tog i dag en stor solosejr på 9. etape af Tour de France, mens en ny ung franskmand snuppede den gule trøje: Tony Gallopin fører nu verdens største cykelløb.

Favoritterne kiggede på hinanden, mens udbryderne kæmpede for at komme afsted. Feltet ville ikke give slip på for mange farlige mænd, men tyske Tony Martin fra Omega Pharma QuickStep og italienske Alessandro Di Marchi fra Cannondale kom afsted.

Adskillige store grupper nåede at rive sig fri, før den endelige forfølgergruppe blev etableret: 28 mand inklusive José Joaquin Rojas (Movistar), Joaquim Rodriguez og Simon Spilak (Katusha), Sergio Paulinho (Tinkoff-Saxo), Kristjan Koren (Cannondale), Lars Boom og Steven Kruijswijk (Belkin), Mikael Chérel og Matteo Montaguti (AG2R), Tom Dumoulin (Giant), Rafael Valls (Lampre), Matthieu Ladagnous (FDJ.fr), Tony Gallopin (Lotto-Belisol), Amaël Moinard og Greg Van Avermaet (BMC), Pierre Rolland, Cyril Gautier, Alexandre Pichot, Perrig Quémeneur og Kevin Reza (Europcar), Fabian Cancellara (Trek), Daniel Navarro og Nicolas Edet (Cofidis), Christian Meier (Orica), Sylvain Chavanel (IAM), Tiago Machado (NetApp) og Brice Feillu og Jean-Marc Bideau (Bretagne – Séché).

I den gruppe var Tony Gallopin værd at bemærke, da han forinden etapen lå nummer 11 i klassementet.

I starten gav feltet ikke den store gruppe lov til at køre væk, men til sidst fik Europcar med sine fem mand øget forspringet, og til sidst blev det uoverskueligt langt – ca. 8 minutter.

De to forreste arbejdede godt sammen over dagens mange tinder, men på vej mod toppen af Grand Ballon plantede Martin sin følgesvend og kørte alene mod målet i Mulhouse.

Ingen kunne hente den store tysker, og han kunne i sikker stil køre alene over målstregen, mens forfølgergruppen kom ind lidt over to minutter senere med Fabian Cancellara forrest. Greg Van Avermaet blev nummer tre.

I forfølgergruppen lå stadig Tony Gallopin, og da feltet lå over syv minutter efter Tony Martin og over fem minutter efter Tony Gallopins gruppe, kørte han sig i løbets gule førertrøje. Dermed vil en franskmand stille til start i gult, når rytterne skal køre på Bastille-dagen.

 

Lotto-løjtnant: Jeg har tre roller

Posted on: juli 3rd, 2014 by SNAS

Franske Tony Gallopin kommer til at trække i tre forskellige sæt arbejdstøj under Tour de France. Alt efter hvilket terræn, der bliver kørt i, skal Gallopin nemlig tilpasse sig. Det betyder hårdt arbejde på både det flade, det kurperede og det stejle, men den 26-årige rytter får da også lov til at køre sin egen chance. 

– I Tour’en kommer jeg til at forberede massespurterne ved at bringe Greipels tog indenfor 5-kilometerskiltet. På andre etaper vil jeg forsøge at hjælpe Jurgen Van den Broeck indtil den sidste stigning, som jeg gjorde i Dauphiné. På den anden side får jeg jeg min egen chance på visse etaper, siger Gallopin forud for lørdagens start i Leeds.

– Det er, når en massespurt ikke ligger i kortene, og ruten ikke er hård nok for klassementsrytterne, som søndagens etape til Sheffield. På disse dage vil jeg prøve at komme i udbrud og jagte et godt resultat. Vogeserne er også en god mulighed for mig. 

Sæsonen har endnu ikke budt en sejr for Gallopin, men han føler formen er ved at toppe efter hans sidste etapeløb i juni. 

– Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at starte Tour de France i optimal form. Min indsats i Criterium du Dauphiné forsikrede mig om min form. Som ugen gik, blev jeg bedre og bedre. De franske mesterskaber i weekenden lå ikke særligt godt til mig, da den passede bedre til sprinterne, siger Gallopin, der dog formåede at blive nummer ti alligevel. 

Med blot to dage til starten går, så kan Lotto Belisol-rytteren efterhånden mærke, at Tour-feberen har ramt, hvilket specielt er synligt under træningen i England. 

– Man lægger mærke til atmosfæren her. Huse og hele landsbyer er dekoreret. Denne Tour bliver en af de smukkeste løb i de seneste år. Der er et godt mix af etaper for sprintere, punchers, udbryddere og klassementsryttere. Alle som starter er stolt af at være en del af Tour’en, og det er endnu mere specielt for en franskmand.

Gallopin sluttede sidste år på en 58. plads, hvorefter han gik hen og vandt Classica de San Sebastian få dage efter.

Lotto håber på top 10

Posted on: april 19th, 2014 by NH

Når Lotto Belisol i morgen stiller til start i Amstel Gold Race, bliver det i skyggen af større og stærkere mandskaber.

Holdet kommer med flere potentielle kandidater til top 10, men det til trods, erkender holdet og dets ryttere, at der er lang vej til et topresultat.

Det er især fraværet af en rendyrket puncheur, der med sit kraftfulde antrit, kan gøre forskellen opad Cauberg. En sådan ryttertype har de ikke på Lotto, hvorfor Jürgen van den Broeck stiller sig tilfreds med en placering i top 10.

– Jeg er ingen puncheur. Hvis vi kommer over Cauberg samlet i en gruppe, eller jeg starter stigningen med et hul, er der en chance, siger van den Broeck i en pressemeddelelse.

– Løbet vil være en succes for holdet, hvis vi får et godt resultat, har skabt løbet, undgået uheld og stået sammen som et hold. En top 10 placering er vigtig for at score point, men vi er nødt til at sigte efter en podieplacering.

Behøver ikke et antrit
Heller ikke hos holdets bedste i sidste sæsons udgave, Jelle Vanendert, er der megen optimisme at spore. Den lille klatrer sad i gruppen bag Kreuziger og måtte se sig godt og grundigt spurtbesejret på målstregen.

– Sidste år var jeg del af den gruppe, der kæmpede om de sekundære placeringer efter Kreuziger og jeg blev nr. 13, siger Vanendert.

– Det kan meget muligt blive en tæt afgørelse. Man behøver ikke være den bedste puncheur for at vinde. Det bedste ville være hvis vi kunne komme i finalen med tre ryttere. Vi har forskellige typer af ryttere, med forskellige kvaliteter og vi er nødt til træffe de rigtige valg i de afgørende momenter.

– Tony Gallopin har hurtige ben, det kan eksempelvis være et ekstra våben.

Hurtige ben
Og måske er Gallopin holdets bedste bud på et topresultat. Franskmanden besidder en stærk spurt og kan køre med på stigningerne. Alligevel er der også her, mangel på store ambitioner. Ligesom sine holdkammerater, vil også Gallopin være tilfreds med en placering i top 10.

– Amstel passer mig bedst, men af forskellige årsager har jeg ikke været i stand til at præstere så godt som jeg ville, de sidste to gange jeg har deltaget i 2011 og 2013, siger Gallopin.

– At målstregen nu ligger efter toppen af Cauberg er til min fordel. Brabantse Pijl lærte mig, at alt er muligt på søndag. Jeg mener ikke det er optimalt at køre Baskerlandet Rundt som forberedelse til Ardenner-klassikerne.

– Jeg er den type rytter der elsker Milano-Sanremo, E3 Harelbeke og Flandern Rundt. Efter de løb har jeg holdt pause. Jeg har allerede de lange distancer i benene, kan bliver en bestemt en fordel.

– På nuværende tidspunkt i min karrierer, kan jeg ikke komme med store forudsigelse, men jeg satser på top 10.

Lotto Belisols hold til Amstel Gold Race
Tony Gallopin
Jelle Vanendert
Jürgen van den Broeck
Dennis Vanendert
Pim Ligthart
Bart de Clerq
Tosh van der Sande
Tim Wellens

Roelandts og Gallopin i spidsen for Lotto

Posted on: april 3rd, 2014 by RBN

Det bliver belgiske Jurgen Roelandts og franske Tony Gallopin, der skal sikre Lotto-Belisol et godt resultat ved søndagens Flanderen Rundt. De to ryttere har gennem sæsonens åbning vist sig ganske stærke. Jurgen Roelandts med en samlet tredjeplads i Tour of Qatar, og to top 15 placeringer i Gent-Wevelgem og E3 Harelbeke. Tony Gallopin viste sig ligeledes stærk i belgiske E3 Harelbeke, idet han deri kørte sig til en 6. plads, tilmed sad han ganske flot med i Paris-Nice, hvor det blev til en samlet 10. plads.

Det er blandt andet disse flotte resultater der er grunden til, at de to ryttere bliver Lotto-Belisol frontfigurer i det prestige fyldte Flanderen Rundt. Resten af holdet er derimod ramt af afbud på afbud. Seneste afbud kommer fra Marcel Sieberg, Andre Greipel og Frederik Willems, hvor sidstnævnte var tiltænkt en beskyttende rolle for Jurgen Roelandt, men han er desværre udgået af 3 dage ved De Panne.

– Idéen var at Frederik Willems skulle sidde ved siden af Jurgen Roelandts hele dagen, for at beskytte ham. Uheldigvis har vi kun otte ledige ryttere klar lige nu, men sådan er realiteten jo, udtaler sportsdirektøren Herman Frisian til Het Nieuwsblad.

Trods de mange frafald og en stor skadesliste, så fastholder Lotto-Belisol stadig troen på et godt resultat i Flanderen Rundt.

– Med Jurgen Roelandts og Tony Gallopin, kan vi stadig opnå et godt resultat i Flanderen Rundt. Og om en måned skulle skadeshistorien gerne være en del anderledes for Lotto-Belisol, udtaler Herman Frisian endvidere til den belgiske avis Het Nieuwsblad.

Slagter hævner sig i Paris-Nice

Posted on: marts 15th, 2014 by CL

Dagens 7. og næstsidste etape af Paris-Nice, en sag på 195,5 kilometer fra Mougins til Biot Sophia Antipolis, blev en kamp om bonussekunder og klassementet. 

Undervejs var rytterne over flere stigninger, inden 3 sløjfer af 19 kilometer sluttede etapen af.  En etape hvor Vincenzo Nibali som den første af farvoritterne pustede til gløderne under Betancurs førertrøje, dog uden at nogen i sidste ende kunne fravriste ham den. 
 
På sidste rundstrækning var bare 70 mand tilbage i hovedfeltet, hvoriblandt vinderen skulle findes, og med få kilometer til mål prøvede også Jakob Fugslang at komme alene til mål. Afslutningen ville dog, at etapen blev vundet på stregen af Tom Slagter (Garmin-Sharp) foran verdensmesteren Rui Custa, der nu har 5 andenpladser i 2014. Det var Slagters anden etapesejr i årets Paris-Nice.  

Dagens resultat betyder, at Carlos Betancur fortsat er i løbets førertrøje, 14 sekunder foran Rui Costa. En samlet stilling der, på søndagens 8. og løbets sidste etape, kan blive afjort på bonussekunder.
Jakob Fuglsang er samlet nummer 5, efter at Geraint Thomas ikke kom til mål med de forreste. 

Med 4,5 kilometer tilbage af dagens etape styrtede Franck Schleck og Geraint Thomas begge voldsomt. Værst gik det udover Thomas der, til trods for at han gennemførte etapen, kom i mål mere end 7 minutter efter vinderen. Dermed er waliseren ude af spille til en topplcaring i årets Paris-Nice. 


Resultat – 7. etape Paris-Nice

1 Tom Slagter (Garmin-Sharp) 
2 Rui Costa (Lampre-Merida)
3 Carlos Betancur (AG2R La Mondiale)
4 José Joaquin Rojas (Movistar)
5 Arthur Vichot (FDJ.fr)
6 Tony Gallopin (Lotto-Belisol)
7 Stefan Denifl (IAM) 
8 Zdenek Stybar (Omega Pharma-Quick Step)
9 Jakob Fuglsang (Astana)
10 Peter Velits (BMC) 

Samlet stilling
1 Carlos Betancur (AG2R)
2 Rui Costa (Movistar) 0:14
3 Zdenek Stybar (Omega Pharma-QuickStep) 0:26
4 José Joaquin Rojas (Movistar) 0:27
5 Jakob Fuglsang (Astana) 0:29
6 Arthur Vichot (FDJ) 0:31
7 Cyril Gautier (Europcar) 0:35
8 Stefan Denifl (IAM Cycling)
9 Peter Velits (BMC) 0:39
10 Simon Spilak (Katusha)