Posts Tagged ‘Tour’

Mountainbike ferie for hele familien i Sverige

Posted on: juni 20th, 2021 by Solveig Høegh Larsen

 

Hvis du gerne vil kombinere ferie med familien (eller venner) og din passion for mountainbike, kan en mountainbikeferie til Isaberg i Sverige anbefales. Med den korte afstand fra København, er stedet perfekt til en lille weekendtur. I vores familie er niveauerne meget blandede, og især vores mindste søn er ikke den store cykelentusiast. I søgen efter en MTB weekend sammen, gik vi derfor efter steder, hvor det var muligt at lave andet end at cykle, og desuden skulle der være spor eller pumptracks til de mindste. Stedet der ellers mest er kendt som skisportssted, levede heldigvis op til alle kriterier. Og endda mere til. Min yngste tog derfra med en nyopdaget glæde ved- og mod til at køre mountainbike.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

 

Mountainbike muligheder til alle niveauer

Det er umuligt at kede sig på Isaberg Mountain Resort. Der er pumptracks, hop, tabletops, rockgardens, lækre spor med både flow og store berms. Vi startede ud på den fede pumptrackbane, hvor især den mindste fik kørt lidt mod til sig. I forlængelse af pumptrackbanen, er der et stort teknikområde, hvor man kan blive udfordret, træne og lege, uanset niveau. Området har en masse af byde på og er samtidig overskueligt således, at man som familie, kan træne forskellige steder og stadig have overblik over, hvor hinanden er. Ved arenaen er der bygget flere forskellige korte flow spor, der især var et stort hit for børnene, men bestemt også sjovt for forældrene. Sporene er bundet godt sammen, så man hele tiden kan udvide længden af ens ture.

 

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG6] [IMG7] [SPLIT]

 

Flyv ned fra toppen på Pelikanen

Vi havde liftkort til en enkelt dag, hvilket vi klart skal udvide til flere dage næste gang vi drager mod det svenske. Fra Isabergtoppen, er der flere forskellige sjove spor nedad. Vi kørte primært Pelikanen, der er et 2 km lang flowspor, som var sjovt for både børn og voksne. Selv vores mindste dreng, der normalt ikke tør køre downhill, endte med at blive helt vildt med det flowy downhill spor, og var ikke til at få væk fra liften igen. Det er med andre ord et godt sted, at blive introduceret til downhill kørsel.

 

Se video fra pelikanen:

<iframe width="630" height="350" src="https://www.youtube.com/embed/mSO1fbRtUbY" title="YouTube video player" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>

 

[FAKTABOKS1]

 

Naturspor med friske tyttebær og blåbær

Selvom arenaen byder på et bredt udvalg af byggede spor, bør man ikke snyde sig selv for oplevelsen af at cykle ud i de svenske skove på de mere naturlige spor. Vi pakkede en god madpakke og kørte sporet ’Blue Berry’, der er en 13,2 km lang rute, som tager dig rundt i den omkringliggende smukke skov, over broer og ikke mindst igennem skovområder, hvor skovbunden er fuld af tyttebær og blåbær (Vi var der i september). Det bragte stor glæde for alle.

TIP: Tager I på tur i bærsæsonen, så husk en bøtte eller pose til at samle bær i.

 

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG9] [IMG10] [SPLIT]

 

Slap af i en privat sauna

Vi var af sted i efteråret, hvor vejret flere dage var køligt og vådt. Det gjorde det bare endnu bedre, at vi på forhånd havde booket en privat sauna. For findes der noget bedre efter en lang dag på sporet, end at blive varmet godt op i hele kroppen? Det synes jeg ikke, og det gjorde det blot endnu bedre, at saunaen ligger lidt skjult og lige ud til søen. Der er plads til 12 i saunaen, så er man afsted en stor flok, kan det også lade sig gøre. Både børn og voksne nød 1,5 times varme, og et par dyp i den kolde sø.

 

Både outdoor og indoor aktiviteter

Der mangler ikke aktiviteter eller underholdningsmuligheder i Isaberg. Det er nok langt de færreste børn, som gider køre mountainbike fra morgen til aften. Mine børn gider i hvert fald ikke. Og hvis børnene bliver trætte af at cykle, er der et hav af andre muligheder for sjove outdoor muligheder. Der er en stor legeplads på området, små bålhytter, hvor man kan lave snobrød eller hygge ved bålet, træklatring, adventure minigolf, en stor forhindringsbane, en badestrand med mulighed for SUP, kano og kajak og så den populære Rodel bane – en kæmpe udendørs rutsjebane med høj fart, der er svær at få børnene væk fra – i vores tilfælde også min mand.

 

[FAKTABOKS3]

 

Alle de ovenstående spor er korte spor, med både pumps og flow, og er bygget fint inde i skoven. Også sjove for de voksne.

Se kort over alle sporene HER.

 

[FAKTABOKS4]

 

Snyd ikke dig selv for Isabergvaflen

Jeg indrømmer gerne, at gode snacks er en vigtig del af mine mountainbiketure, og især når børnene er med, som nogle gange har brug for lidt lokkemiddel. På areanen er der opstillet en vogn der sælger den populære Isaberg vaffel. Og den skal man ikke snyde sig selv for. Efter en lang dag på sporet, er det næsten en mirakelkur at indtage en god vaffel med is.

 

[SPLIT] [IMG11] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG12] [IMG13] [SPLIT]

 

Kørsel

Isaberg Mountain Resort ligger ca. 3,5 times kørsel fra København. Stedet er derfor oplagt som ferie i både forår, sommer og efterår. Og selvom man kan bruge mange dage på stedet, gør afstanden det perfekt til et weekend ophold.

 

Overnatning

Vi boede i en hytte på Isaberg Mountain Resort. En hyggelig lille hytte med alt, hvad man behøver. Som et stort plus havde vi sporet i baghaven og ikke langt til den store eventyrlige legeplads, cykeludlejning, klatrebane, lift osv. I hytten er der gode faciliteter til at lave mad, og et stort plus er et tørreskab, da det skandinaviske vejr jo ofte byder på regn. Der findes flere forskellige typer af hytter, og vi bookede hytten ”Ekkoren”, der passede perfekt til en familie på fire. Hvis ikke man selv vil lave mad, er der en lækker restaurant på resortet. Overordnet set lå hytten med kort afstand til alt, hvad man skal bruge. Man kan også bo i telt eller campingvogn. Der er gode teltpladser tæt på liften, og en hyggelig stemning.

 

[FAKTABOKS2] 

 

Cykelleje

Det er nemt at leje cykler og købe liftkort, og du kan med fordel booke det inden ankomst. Der udbydes også MTB kurser.

 

Husk

Sæsonen i Isaberg starter fra foråret og til sent efterår. Så der er god mulighed for at tage af sted uden for højsæson. I vores familie drømmer vi om at opleve sporene og skovene i foråret.

 

Joberg2C: 9 drømmeetaper på den afrikanske savanne

Posted on: januar 22nd, 2021 by Lasse Klausen

 

Jeg står ved startlinjen for sidste gang. Som en slidt cowboy, med ét ben på hver side af carbon-gangeren og hænderne om silikone-tøjlerne, parat til igen at ride mod horisonten. Den tykke gel er snart klemt ned i halsen for sidste gang. Ikke mere glidemiddel til hverken kæde eller bagdel. Slut med dagsskemaet: stå op, kør dig helt ned, spis, sov, gentag. Det er slut nu. Slut med at knække sprøde sukkerør med grove dæk på smalle afrikanske spor. Det er underligt og trist. Jeg klapper Mark, min nye sydafrikanske ven på ryggen, og deler tætsiddende håndslag, der i dag varer lidt længere end normalt, med de andre i min faste gruppe. Have a great ride today, mate!

Vi er på sidste dag af det ni dage lange sydafrikanske etapeløb, Joberg2c. Efter denne etape, på vej mod målbyen Scottburgh ved Det Indiske Ocean er det slut. Min største cykeloplevelse siden jeg som 30 årige rejste mig fra sofaen og blev bidt af mountainbike-sporten som et barn, der smager slik for første gang.

Jeg klapper min Merida 96 på overrøret og retter på handskerne, som det er blevet min rutine hernede og følger de andre ud på den sidste tur. Ud i Afrika.

 

[SPLIT][IMG32][IMG19][SPLIT]

 

Tre venner ville vise verden Sydafrika

Det var tre gode venner, Craig, Glen og Gary, der for ti år siden fik idéen til at vise deres Sydafrika frem for verden fra toppen af et saddelrør. De ville gå en helt anden vej end det etablerede og konkurrence-fokuserede Cape Epic og i stedet lave et løb, der som en safari på to hjul kunne sende en stor samling cykel-aficinados tværs gennem diversiteterne i Afrikas sydligste land – for at samle på oplevelser, ikke UCI point. Arrangør-trioen havde endnu en drøm: de ville inddrage de lokale skoler i løbet og ved at betale de fattige kommuneskoler for indsatsen hjælpe dem til overlevelse og udvikling. I dag er det skolerne, der står for de otte lejre, der logerer JoBerg2c-karavanen gennem de 800 km fra Johannesburg til Scottburgh, og bidraget fra løbet er ofte den største finansielle bidragsyder til skolernes drift.

 

[SPLIT][IMG14][IMG23][SPLIT]

 

Jeg kender deres trøje og deres fysik, men ikke dem

Jeg ved, at Simons trækning i panden giver ham maksimalt 40 minutter, inden krampen kommer og sydafrikaneren må ned i den næste gruppe bag os. Jeg ved, at det er selvmord at gå med belgieren Hans, når han hver dag efter en time forsøger at splitte gruppen med sine kamikaze-ryk og alligevel må opgive slukøret efter 20 minutter. Jeg ved, at det bedste sted at ligge er bag det store skur af en franskmand i blå jersey, Cedric, der trækker som en Range Rover på flugt.

Livet i Joberg2c, i hvert fald det på cyklen, leves i små grupper. Dér, hvor du akkurat kan hænge med uden at sprænge topstykket, dér hvor alle rytterne har samme tanke: ”Det her er for hårdt, jeg må slippe”, men alligevel klarer sig igennem med gruppen og når målstregen med en pulsklokke der bimler og banker, etape efter etape.

Vi taler sammen ved start- og mållinjen, men ellers kender jeg ikke de andre i gruppen. Efter ni dage i sadlen ved jeg, hvad de kan fysisk, jeg har lært deres fysiske kendetegn og vaner at kende, og jeg er ikke i tvivl om, hvilke 2-3 ryttere i gruppen, der vil hjælpe mig, hvis jeg får defekt (og hvilke der vil fryde sig over min nedtur). Men jeg kender ikke mennesket i de trøjer, som jeg hver dag prøve at følge. Og sådan skal det være. Jeg kan lige den tavse forestilling, der hver dag gennemspilles i tre til fem timer. Udvekslingen af korte nik og fagter og et sjældent klap på lænden for veludført arbejde i fronten. Vores slange af 15 kolorerede trampere skal fungere så funktionelt, økonomisk og let som muligt, hvor hver har en tavs rolle at spille for at alle kan komme så hurtigt hjem som muligt. Det skal være sådan. Jeg elsker det. Det sociale, samtalerne får jeg rigelig dækket i lejren med de herlige folk, jeg kender der. 

 

[SPLIT][IMG24][IMG25][SPLIT]

 

Ny by, ny hær

– Hello Mister! Do you want cold water? Fire børn, to hvide og to mørke, i bare ben og skoleuniformer rækker de iskolde flasker frem mod mig. Deres to venner er allerede trukket afsted med min cykel. – We wash your bike, mister. Jeg tager en flaske og fremstammer savlende et ”Thank you!”. Jeg forlader målområdet og trasker på færdige ben 30 meter over mod loungeområdet og sætter mig i en pudestol, jeg aldrig kommer op af igen. To børn i samme uniformer som før, går rundt med kolde colaer. Jeg vinker dem over og smiler, da de rækker flasken med den brune drik mod mig. Jeg synker tilbage i den eftergivende stol og sætter flasken for munden. Den karakteristiske søde smag af Cola og kulsyrens brusende følelse i mundhulen skubber ømheden væk. Jeg presser nakken tilbage og stolen giver sig lidt. Jeg strækker benene og slapper helt af.

 

[FAKTABOKS1]

 

Skolebørnene, der tager imod dig i målområdet, deres mødre, der tilbereder og anretter måltiderne og fædrene, der arrangerer telte og griller bøffer af okse og lam. Uden de hære af frivillige, der efter hver etape, i en ny smuk afkrog af Sydafrika, gør os til mennesker og funktionelle ryttere igen, var der intet JoBerg2c. Når løbskaravanen kommer til byen er det kulminationen på måneders forberedelse og hele byen arbejder på én ting: At sørge bedst muligt for rytterne. Heldigvis giver man som deltager i JoBerg2c tilbage til de frivillige. Hver aften hører vi fra skolens repræsentant, hvad de har gjort for det bidrag de hvert år får for deres hjælp under løbet: etablering af bibliotek, IT i undervisningen eller hjælp til særligt udsatte.

 

[SPLIT][IMG8][IMG15][SPLIT]

 

På toppen af verden

Jeg har kæmpet på Meridaen for at holde fart på singletrack strækningen op gennem det stenede plateau, ”Great World My China”.  Nu på vej opad ”The Great Traverse” nærmer vi os afgrunden, der lurer bare tre-fire meter fra sporet. Udsigten tvinger farten ned i hele slangen af ryttere. Jeg kigger ud og ned. Jeg befinder mig ved verdens ende. Herfra, hvor alting startede og sikkert skal slutte. Sådan ser det ud. Det er fjerde etape fra Sterkfontein dæmningen til Emseni Camp, halvvejs på vores færd fra Johannesburg til Scottburgh. Jeg kan se flere hundrede kilometer væk, ud over et mennesketomt slettelandskab. Små lunde af træer og anden vegetation ligger som grønne øer spredt udover et bølget sandtæppe, brudt af bratte klippefremspring og buttede bjerge.

Det her er Afrika, som jeg så verdens næstestørste kontinent fra barndommens sofa i en BBC-dokumentar med min storebror som belærende oversætter. Men dette er ingen fremmed natur på en buet skærm af glas og bittesmå lysende firkanter. Det her er virkeligheden. Jeg kører i virkeligheden. Snart tvinger sporet mit blik væk fra horisonten. De stenede spor skærer sig ind i bjergsiden i stadig mere tekniske passager. Jeg sænker min dropperpost og flytter konstant mit tyngdepunkt på cyklen for at følge med Mark foran mig, gennem switchbacks, klippestykker og drops på vej ned gennem Owagga’s Pass. Men Mark styrer sin fully som en erfaren argentinsk tangomand fører sin kvinde, og han trækker fra.

 

Ikke størst, hårdest eller hurtigst. Men for mig: absolut bedst!

Jeg har kørt en del cykelløb etapeløb i udlandet, men aldrig mødt en stemning, som den under JoBerg2c. Måske er det arrangørernes evne til at holde styr på selv de mindste detaljer, måske er det løbets altruistiske karakter – at man ved at deltage bidrager betydeligt til områdets skoler, eller måske skyldes den hjertelige atmosfære i lejren og feltet, at JoBerg2c aldrig har slået sig op på at være længst, hårdest, størst eller hurtigst. JoBerg2c er i stedet løbet, der samler folk, der gerne, sammen med andre cykelnørder, vil opleve Sydafrikas mangfoldighed både blandt mennesker (lyse og mærke) og i den evigt skiftende natur, du kører gennem. Og til den opgave er JoBerg2c i en klasse for sig.

Mountainbike Sports skribent var inviteret af løbsarrangørerne, som afholdt udgifterne.

 

Kan jeg køre det?

Der er folk med kun ét ben og uden fingre, der gennemfører JoBerg2c med glans. Og du kan også, hvis har et par års erfaring med motionscykling og vil træne mindst tre gange om ugen. Helst skal du op på minimum fire ugentlige træninger, for eksempelvis fordelt med to intervalpas i hverdagene og to lange ture lørdag og søndag (+tre timer pr. tur). Op til løbet er det en god idé mindst én gang at prøve at køre fire-fem dage i træk mindst tre timer om dagen.

 

[SPLIT][IMG28][IMG29][SPLIT]

 

Cyklen: Kør det på en fully

Der er folk der gennemfører løbet på en cykel helt uden affjedring, men min anbefaling er helt klart at køre JoBerg2c på en fuldaffjedret mountainbike som min Merida 96 med en vandring på 100-120mm. En fully byder på langt mere komfort, som du og din krop vil sætte pris på gennem et langt løb som JoBerg2c. Husk også at indrette din cykel med sadeltaske eller anden opbevaring til ekstra slange, kædeled etc.

 

[FAKTABOKS2]

 

Book en safari når du alligevel er der

Inden JoBerg2c greb vi muligheden og tog på safari i Kapama Karula, et privat reservat ved siden af Kruger nationalparken. Vi fløj en time nordpå fra Johannesburg til lufthavnen Hoedspruit blot få kilometer fra Kapamas imponerende reservat. Og her startede et firedages eventyr. Kapama er safari på første klasse med respekt for dyr og natur. Vi havde fire dage med tre daglige safariture med egen ranger, mad i topklasse og indkvartering i eget privat hus med pool. Mødet med løver, elefanter, bøfler, næsehorn, giraffer og alt derimellem blev uforglemmeligt. At sidde i en åben jeep, mens en løveflok går forbi dig så tæt, at du kunne stryge dem med pelsen, er en oplevelse, jeg ikke troede, jeg havde manglet. Læs mere på www.kapama.com

 

Bombe under mountainbikesporten i Danmark

Posted on: december 26th, 2020 by Jens Brahe Pedersen

 

Debatindlæg.

Det lyder næsten som en joke eller en dyster fremtidsdystopi, men nej: Nede i en vildskov i Holland går bisonoksen "Pim" rundt. Pim ved det ikke endnu, men 2022 bliver et fænomenalt år for ham. Efter et udbrud af kogalskab i Aarhus Byråd, bliver han nemlig fløjet til Danmark for at blive indlogeret i de aarhusianske Marselisborgskove. Her skal han tilbringe sine dage trygt bag et hegn med at æde skovbund, bestige de damer, aarhusianerne nu køber til ham, og ellers bare trampe bakkerne flade. De mountainbikere, der engang susede rundt på stierne, er ikke længere et problem. Dem har kommunen nemlig tænkt sig at sende i eksil ude på en flad mark vest for byen med henvisning til at Pim er god for biodiversiteten, og det er cyklerne ikke.   

Skidt med at de borgere, der betaler for gildet via skattebilletten nu mister adgang til skoven: Hundejere er farlige og gør Pim og co. utrygge og aggressive. Orienteringsløberne må ikke løbe i de hegnede og fredede områder, slut med spejdernes natløb og træf i skovene og meget af skovbunden skal ikke drænes og dermed stå under vand meget af året. Det siger sig selv, at hestefolket også skal formenes adgang – det går jo ikke, at de stresser dyrene og deres hestepærer har sikkert ikke den rette biokomposition. Børn må selvfølgelig heller ikke løbe rundt i skoven fremover – og da slet ikke uden opsyn.

Men det rammer ikke kun Aarhus: Der planlægges i alt 13 nationalparker i Danmark og mange af de mest populære mountainbike- og gravelruter vil blive helt eller delvist indhegnet.

 

Symbolpolitisk biogas

Spørger du de fleste danskere, så synes de nok, det lyder godt med mere vild natur…. Det gør jeg sguda også selv! Men det skal gøres ordentligt, baseret på god dokumentation og til glæde og gavn for os alle. Det virker ikke som om, at det er gået op for folk, at det, ”høgene” i diverse naturfredningsforeninger ønsker, er indhegnede områder med store, vilde og ikke helt ufarlige dyr. Der er flere fortilfælde af farlige, ja tilmed dødelige, sammenstød mellem borgere og hovdyr i det fri. Flere af fortalerne for indhegninger peger på dokumentation fra udlandet for at "store græssere" (kvæg, heste, elsdyr etc.) er gavnlige for naturen. Problemet er bare, at der ikke er god dokumentation for, at det virker i skov. Det påpeger bl.a. Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet.  Planen er således at fælde træer for at åbne op for blomster, bier og, gæt hvem? Pim og hans flok. Eller sagt på en anden måde – skovene skal nu overlades til sig selv, en stor del af brugerne skal begrænses betydeligt i deres adgang og så kaster vi lige nogen store, halvfarlige dyr ind i ligningen og ser hvordan det går. Det virker næsten som noget taget ud af Jurassic Park… Vi piller lige lidt ved naturen, for det ved vi bare lige, hvordan man gør: What could possibly go wrong?

Forstå mig ret, jeg synes det er supergodt at naturen prioriteres, men det kan gøres smartere og uden at vi skal hegnes ude af den natur, som vi kender og elsker. At forvise brugere fra skoven eller begrænse deres adgang så betragteligt på så usikkert et grundlag er symbolpolitisk biogas af værste skuffe.

 

[FAKTABOKS2]

 

Tab og tab med samme sind

Kun de mest fanatiske ultraliberalister og trumpister benægter vel stadig at kloden har et klimaproblem og selvfølgelig skal der gøres noget ved det nu. Vil man redde kloden, så er pengene sgu nok bedre brugt på at købe regnskov i Amazonas. Skal vi gøre noget i Danmark, kan man undre sig over at man ikke i stedet opkøber landbrugsjord, hegner det ind og lader det blive vildt igen med hvad det indebærer af sjældne biller, der trives bedst i bisonlort. Men nej. I stedet spenderer man nu formuer på at hegne områder ind der flere steder allerede er fredet og som i øvrigt har en stor værdi for borgernes sundhed, sport og friluftsliv. Taberne bliver både naturen og borgerne. Naturen fordi der kunne være oprettet meget mere vild natur med de penge, der nu bruges til at gøre den allerede eksisterende natur ikke bare vild, men übervild. Og borgerne, fordi ryttere, O-løbere, mountainbikere, gravelryttere, hundeluftere, rollespillere, spejdere, legende børn og alskens andre brugere nu får indskrænket deres adgang til naturen. Og alt dette til trods for at der mange steder i de danske skove ifølge fagfolk allerede findes "høj biodiversitet". Men det er ikke nok for de biodiverse hardliners: "4 ben er godt, 2 ben ondt… 2 hjul uønsket!" Var der nogen der sagde "Kammerat Napoleon"?

 

 

I krig med eliten

Danmarks Cykle Union (DCU), og Team Danmark har været bemækelsesværdig tavse, DIF har høfligt meddelt at de er glade men også lidt ”bekymrede”. Kun DGI har så småt hænderne på vej op ad lommerne. Er det granatchok? Eller har man ikke forstået konsekvenserne? Dette kan undre, for de foreslåede restriktioner vil blive altødelæggende for såvel elite- som breddeidrætten: Ingen motionsløb, ingen eliteløb, ingen O-løb, ingen X-terra triathlons osv. Ingen store træningssamlinger, ingen træning om aftenen i vinterhalvåret, lukning af spor i ”følsomme perioder"  og total lukning hvis der gøres særlige naturfund. Husk lige på, at bl.a. mountainbikesporten og orienteringssporten har en kæmpe talentmasse i Danmark og har hentet adskillige verdensmesterskaber hjem til Danmark . I Aarhus, hvor man vil indhegne 200 ha ud af skovens reelle areal på 500 ha, mener Miljøforvaltningen, at man trods manglende midler blot kan lave ”nødvendige” omlægninger af MTB-spor og ridestier og skabe fælles "omfartsveje". I smalle korridorer skal heste, hunde, løbehold, cykelryttere og alle andre skovgæster så stuves sammen for at komme uden om de hellige hegn – og Pim. Som kompensation vil man så udlægge et mindre spor i en håbløs plantage en times transport fra alle klubberne, de mange tilknyttede faciliteter og alle de mange frivillige der får det hele til at fungere. Det bliver ikke lige her at man får børn og unge ud i naturen og udklækker den næste generation af verdensmestre.

 

[FAKTABOKS1]

 

Fælles visioner

Hvor er åbenheden og de fælles visioner?! I Aarhus og Fussingø er projekterne allerede vedtaget i nattens mulm og mørke tilsat lidt Coronarøgslør. Selvfølgelig kan vi få mere vild natur i Danmark, uden at skovens brugere skal enten forvises eller begrænses i deres adgang. Særligt når der er langt bedre dokumentation for at vi skal udvide naturarealerne. Det ville da være fantastisk! Og helt ærligt, Pim har det sguda meget godt i sin hollandske indhegning hvor han er. I Silkeborg har man evnet at fusionere mountainbikesporten med et arkæologisk ”spor” således, at turen i skoven ikke kun bliver ræs, men faktisk også en lille dannelsesrejse, hvis man lyster. Det samme kan man da også gøre med naturen! Det er ikke dokumenteret, at mountainbikes skræmmer vildtet mere end fodgængere, så hvis myndigheder, idrætsorganisationer og naturfredningsforeningerne nu talte sammen, så må man da kunne lave en fælles vision der tilgodeser os alle.

Naturen er til for os alle og kan sagtens bære det. Den kan ikke med rimelighed kun være forbeholdt Pim og biodiversitetsfanatikere der tænder på elektriske hegn og okser på 500 kg.

Debatindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

Vildmarksweekend på mountainbike

Posted on: august 12th, 2020 by Solveig Høegh Larsen

Det er nok de færreste der kan sige ja til alt dette. Og bl.a. derfor har MTB Slettestrand lavet et nyt koncept – MTB Vildmarksweekend. For mountainbike er meget mere end at cykle. Det er smukke og unikke naturoplevelser, nye venskaber, god mad og eventyr. Vi har været 3 dage i vildmarken, og kom heldigvis hjem i god behold.
[IMG2]

Afsted til vildmarken
Cyklerne bliver sat fast på en stor trailer. Alle står lige og tjekker hinandens cykler ud. Og så af sted. Da vi har kørt cirka 30 min i bil, stopper vi. Midt i ingenting. Uden at vide, hvor i området vi er. Her skal vi sove i nat. Og herfra starter weekendens første tur. Det tager ikke lang tid for 13 mountainbikere at sætte en lejr op. Der sættes to store lavuer op til overnatning. og lækre lammeskind bredes ud omkring bålstedet. Og så får vi vist det unikke spot. Der er et toilet! Vi skal ikke grave huller i jorden. Men kan sidde på det, dog primitive toilet, med smuk udsigt til skoven.
[SPLIT][IMG5][IMG6][SPLIT]
Sluk mobilen og skru op for sanserne
Der er styr på lejren, og nu skal vi til det vi alle er kommet for: cykle. Det starter godt. Helt nede på jorden. Der er plads til alle. Vores guide Anders indleder med at fortælle, at vi tager det stille og roligt i et tempo, hvor alle kan være med. Dejligt – det forventes ikke, at vi skal kunne køre ræs. Og så opfordrer Anders, der er en af guiderne, til at vi kommer ud af hovedet og ned i kroppen:
[CITAT1]
Og så træder vi i pedalerne. Ud i den danske smukke natur. Igennem sand, skov, stier, mennesketomme heder, klitter og strand. Det her er lige præcis det jeg elsker ved mountainbike – naturoplevelser på to hjul. Og det er netop det, der er én af grundene til, at vildmarksweekend konceptet er blevet til. Kristian, der er direktør på Slettestrand Feriecenter, og guide på turen, brænder for at folk kommer ud af komfortzonen og opleve den danske natur:

– Mountainbike er meget mere end at køre vildt på mountainbike sporene. Jeg plejer egentlig at bruge ordet cykling mere end mountainbike. For det er jo det vi gør her – vi cykler i naturen. Vi cykler igennem Danmarks vilde natur og får oplevelser vi aldrig ville få, hvis vi kun holder os til de afmærkede ruter.

Jeg er helt betaget. Jeg glemmer hurtigt bekymringer om være i dårlig kondition, og om at jeg er taget alene på weekend væk fra børnene. For hvert tråd jeg tager, jo mere glemmer jeg hverdagens hamsterhjul. Der er ikke tale om stampede stier eller spor som jeg normalt kører på. Vi kører i naturen, de steder vi kan komme til. Det kræver fokus.

Strandkørsel – Slettestrand loam
Og så stopper vi ved stranden. Vi skal cykle henover den store brede sandstrand hen til foden af Bulbjerg. Der er ikke langt til Bulbjerg, men at cykle henover sand viser sig, at være en udfordrende, men sjov oplevelse. Og ifølge Kristian er MTB i sand nærmest en disciplin i sig selv. På turen deler han heldigvis ud af gode tips:

Nogle kalder det for Slettestrand-loam. Det har sit eget liv, der er løst, men alligevel fast. Du skal styre og så kan du bare overhovedet ikke. Det kræver træning som alt andet at blive god til.


Hike a bike – på toppen af Bulbjerg

” Så skal vi derop”, siger Anders og peger på toppen af Bulbjerg. ”Og vi tager trapperne. Så tag cyklerne på nakken, og så går vi op”
Vi bliver introduceret til, hvordan man bærer sin cykel på din bedste måde, og jeg bliver introduceret til begrebet Hike a bike, som jeg aldrig har hørt før. Og det betyder det, som ordene så fint forklarer. Man går med sin cykel. Og det viser sig at være et gennemgående tema for turen. At bære sin cykel højt op, eller stejlt ned af, hvor det ikke er muligt at cykle for almindelige dødelige. I løbet af de tre dage vi er af sted, skal vi flere gange bære cyklen op eller ned, for at komme til nye spændende områder af den danske vildmark. Kristian, fortæller at Hike a bike delen er inspireret fra de mange cykelløb han har deltaget i de franske bjerge.

Hvis vi vil have unikke naturoplevelser med mountainbiken, og køre steder hvor ingen andre kører, betyder det også, at vi nogle gange må bære på cyklen op af et bjerg, eller ned af trapper eller stejle skrænter. Det er en del af oplevelsen.

Og selvom min puls stiger til max på vej op af Bulbjerg med cyklen på nakken må jeg give Kristian ret. Det er en fed følelse at bære cyklen med unikke cykeloplevelser som gulerod. På toppen af Bulbjerg, er der dog ikke gulerødder, men lækre øl fra det lokale bryghus. Og så går turen tilbage til lejren.

Vild og luksus bålmad
Efter dagens første tur er det tid til at få tilberedt mad over bål. Her er der mulighed for at lære at tænde bål, hugge brænde og lave pandebrød. Der er med andre ord plads til både rutinerede outdoor mennesker, og typer som jeg, der ikke før selv har tændt et bål. Maden sættes over – den lækreste gryderet jeg længe har smagt serveret med varme pandebrød, som en af deltagerne omhyggeligt har stegt over bålet. Der bliver også arrangeret en vildmarksbar. Vi kan gå i baren og nyde den gode rom og øl fra det lokale bryghus. Kombinationen af det primitive vildmarksliv og mad og drikke af højeste kvalitet er intet mindre end genial. Stemningen er i top. Alle hygger foran bålet. Mountainbike fællesskaber er unikke!



Morgenstund har vildmarks-morgenmads-buffet i mund
Da jeg vågner og kommer ud til det nyopstartede bål er det eneste jeg kan spotte en død spidsmus. Mon vildmarksturen indebærer at vi skal spise døde dyr fra skovbunden? Heldigvis ikke. Selvom jeg elsker at være ude i naturen og kan klare mig med meget primitiv mad, så er jeg en sucker for morgenmad. Og inden jeg har nået at rulle mit liggeunderlag sammen, er der serveret den lækreste vildmarskbuffet. Æg, grød, brød på bål og flamberet bacon. Der mangler ikke noget. Eller jo, der er ikke te! Heldigvis har guiderne styr på naturen, og jeg bliver sendt ud for at plukke hyldeblomst til te. Det smager himmelsk. Med fulde maver er vi klar til 7 timer på cyklen.

[SPLIT][IMG8][IMG9][SPLIT]
Niveau inddelte hold: Hurtig holdet og oplevelsesholdet
Da vi alle er klar med cykler og oppakning, deler guiderne holdet op. Et hurtighold, for dem der ikke har brug for så mange pauser, og et oplevelseshold til dem, der gerne vil have flere pauser og nyde naturen. Jeg tager oplevelsesholdet. Vi bliver sendt afsted med 20 minutters interval.

7 timer med smuk natur og vilde smagsoplevelser
Lørdagsturen er lang. 7 timers kørsel i ekstremt varieret og smukt landskab og terræn. Turen går blandt andet forbi Torup strand, Klim bjerg og igennem Kollerup plantage. Allerede i starten af turen bliver vi mødt af den skønneste duft af rævlinger. De små sorte bær, der vokser vildt, og dufter af sommer. På hele turen er der tid til pauser. Tid til at smage og dufte på naturen. Vi plukker blåbær, friske hybenroseblade til te og aftenens drink, friske hyldeblomster til te og desserten (friteret hyldeblomster), rensdyrlav til pizzaen og porse til diverse marinader. Og så er der også tid til at klappe de dyr vi møder på vejen. En lang dag på cykel kræver dog andet end bær og hesteklap, så til alles store overraskelse bydes vi på frokost på restaurant Klim Bjerg, hvor der serveres højbelagt smørrebrød. Et stjerneskud, der tanker kroppen godt op. Med trætte ben går turen videre.


[SPLIT][IMG14][IMG10][SPLIT]
Er jeg i regnskoven?
Turen videre går igennem tæt skov, grusstier mellem marker, og igennem Kollerup plantage, der er et lækkert og smukt flowspor. Mine ben er trætte, og jeg ender med at køre igennem plantagen som én af de sidste. Alene på sporet. Og det er fantastisk. Den regnskovslignende natur og fuglene der synger giver ekstra energi. Og vi ender med udsigt til skovene i Svinkløv Plantage. Vi nærmer os målet – Madsmedjen tæt på Slettestrand feriecenter. På vejen kører vi en lille del af sporet i Svinkløv Plantage. Og så er vi endelig fremme. Jeg klarede det!

Vildmarksweekend med personlig kok og vildmarksbad
Velkommen til Madsmedjen. Her skal vi være indtil i morgen tidlig. I kan vaske jeres cykler, I kan sove i laden, i Lavu eller under åben himmel. I kan tage en tur på teknikbanen inden aftensmad. Og så har vi opvarmet vildmarksbadet til jer. Anders og Kristian fortæller om stedet, og aftenens program. Jeg hører ikke så meget andet end Vildmarskbad. Cyklen får lidt hurtig kærlighed i form af vask og olie, jeg finder en soveplads og så hopper jeg i vildmarskbadet. Ahhh… min trætte krop takker mig. Andre slutter til. Og der serveres kolde lokale øl. Alle cykelture burde slutte med en tur i et vildmarksbad.


[SPLIT][IMG13][IMG16][SPLIT]
Madsmedjen – Do it yourself gourmet mad
Udover at opleve Danmarks vilde og øde natur på cyklen, er maden en stor del af turen – gourmet mad. Madsmedjen er en del af Feriecenter Slettestrand, og ligger på gården ”Den Gamle Smedje” i Hjortdal, få minutters gang fra Svinkløv Klitplantage. Kresten Kronborg er manden bag Madsmedjen. Han er uddannet kok og tidligere køkkenchef på Feriecenter Slettestrand. Han har i mange år arbejdet med at bringe naturens og årstidens smage ind i sin mad. Og hans glæde til mad og naturen mærkes. Der er tørrede vilde urter overalt i køkkenet, og råvarerne til aftenens måltid er lokale, friskfanget, friskplukket og af højeste kvalitet. Aftensmaden skal vi selv lave med kyndig hjælp fra Kresten. Vi bliver delt op i hold, og hvert hold får ansvar for en del af menuen. Mens vi laver mad sørger vores guider for drinks og kolde drikkevarer. I løbet af få timer, har vi fået lavet en luksuriøs buffet, som er tiltrængt efter en lang dag i vildmarken.


[SPLIT][IMG12][IMG26][SPLIT]
Kan man bestille en el-cykel?
Min krop er træt og øm. Det kan mærkes, at vi de sidste dage har cyklet mere end, hvad jeg har prøvet før. Jeg har mest lyst til at blive under dynen. Eller høre om der findes el-cykel jeg kan låne? Vi kører om 20 min – jeg bliver taget ud af mine egne dovne og selvmedlidenhedstanker, da guiderne kalder os til samling. Turen i dag er cirka tre timer, og I kan se frem til endnu en dag med smuk natur og fantastiske udsigtspunkter fra nogle af de mange gravhøje, der findes her i omegnen.

Selvfølgelig skal jeg da ikke have en motor på cyklen. Jeg kan klare det. Sidste dag. Det vil jeg ikke gå glip af. Så der er ingen vej uden om. På med buksecreme, spænd hjelmen og så af sted. Og solen skinner.

Søndagens tur byder på meget varierende landskab og I løbet af de tre timer oplever vi Langdalen – og Fosdalen plantage samt nogle af de mere end 60 gravhøje, der findes i dette område. Også på denne tur, må cyklen en tur på nakken, da der er dele af Fosdalen, hvor vi ikke må cykle. Men lige netop i Fosdalen gør det ikke noget. Lyden af rislende vand, fugle der synger og duften af frisk skovbund er synd af gå glip af. En rask gåtur med cyklen på nakken har ingen taget skade af.

[SPLIT][IMG25][IMG21][SPLIT]
We did it!
Pludselig kan jeg genkende landskabet. Vi er i mål. Jeg klarede det. Hele holdet klarede det.  Vi sætter cyklerne ved Slettestrand feriecenter, hvor vi bliver budt på en lækker frokost. Det føles som evigheder siden vi tog afsted. Og det er det vilde naturoplevelser kan. Få én ud af hovedet, ned i kroppen og helt ned i gear.  Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle, at jeg gennemførte. En vildmarkstur på MTB bør alle prøve.


Fakta:

Slettestrand – et dansk mountainbike mekka
Cirka 330 km fra København ligger Slettestand feriecenter, der gennem de sidste år er blevet et tilløbsstykke for mountainbikere. Det er der flere grunde til, men en af de væsentligste er naturen. I Slettestrand finder du noget af den smukkeste og mest varierende natur i Danmark. I Svinkløv Plantage, kan du køre på lækre MTB spor i smukke omgivelser. Men denne del af Danmark har meget mere unik natur at byde på. Og ideen med vildmarksweekend, er netop at køre væk fra de etablerede spor og ud i naturen, på spor du ikke selv vil finde, og spor, hvor kun guiderne fra MTB Slettestrand har tilladelse til at køre.

Hvor langt kørte vi?
På de tre dage kørte vi cirka 70 km. Fredag kørte vi knap 3 timer, lørdag cirka 7 timer og søndag 3 timer.

Kan man være med, hvis man er begynder?
Det kan man helt bestemt. Guiderne er gode til at spotte deltagernes niveauer og tilpasse turen. Lørdag blev vi delt i to grupper for at tilgodese alle.

Kan man tage af sted uden at kende nogle?
JA! Det gjorde jeg, og det var en super fed oplevelse. Der var et par. Et sæt veninder og et sæt venner. Resten var afsted uden at kende nogle.

Hvordan kommer jeg med på sådan en tur?
Turen udbydes et par gange om året. Mountainbike Sport var inviteret med på sommerturen. Turen foregår i forskellige årstider, så hver tur vil være unik, da den danske natur ændre sig efter sæson. Dette er også en væsentlig charme ved disse ture. Du kan melde dig til efterårsturen HER.

Vejen til BIKE Transalp

Posted on: juli 30th, 2020 by Velomore

– I er jo sindsyge! Hvorfor fanden er det fedt at pine sig selv i syv dage? Hvorfor gør I det?. Spørgsmålene kom fra Louise Brown. Vores mentaltræner, som sad for enden af sofaen i Mortens fotostudie. "Vores mentaltræner". Det er lige så vildt at skrive, som det er at sige. Tænk at hun vil hjælpe os. Vi er jo bare to helt almindelige familiefædre, der har fået en skør idé. Ikke andet. Men der sad hun. Og stillede spørgsmål i en lind strøm. Hun var med, havde allerede købt ind på idéen, på projektet og ville nu hjælpe os. Men hvad får to familiefædre til at ville køre tværs over alperne i et af verdens hårdeste etapeløb på mountainbike? Det var vigtigt at finde ind til, lod Louise os forstå.
– Jeg kan 100% gøre jer bedre. Det garanterer jeg! I vil opleve øget performance, en bedre restitution og blive bedre til at tackle de pressede situationer sammen, lød det kækt fra Louise.
– Hvor blir' det her fedt, tænkte jeg for mig selv, da vi sad der i sofaen smågrinende, imens vi forsøgte at svare Louise på, hvad meningen med galskaben egentlig var. 


Slået tilbage til start
Vi var ellers blevet slået tilbage til start som to ludobrikker to måneder forinden. Som så mange andre så vi målløse til, da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede landet ned. Det var allerede stukket af med smitte i Norditalien, og epicentret lå ikke langt fra de områder, vi skulle køre i. Vi var lige begyndt den sidste hårde træning mod juli 2020, motivationen var skyhøj, men det stod hurtigt klart, at vi ikke ville kunne deltage i løbet som planlagt. Selv hvis de alligevel afviklede løbet, så ville vi ikke kunne forsvare at tage til norditalien i starten af juli. Nedtur.
Idéen blev født for to år siden midt om natten på den tyske autobahn. På vej hjem fra 5 dage med etapeløb i Østrig gik snakken i bilen. Cape Epic må være det ultimative, men også utilgængeligt for de fleste på grund af logistik og omkostninger.
– Er der ikke noget lige så vildt her i Europa?, spurgte jeg retorisk. Et par Google-søgninger senere var den der.
– Hvad siger vi til 7 dage, 550 kilometer og 18.500 højdemeter … det er da næsten vildere?


Makkerskab
For Morten og jeg blev idéen til et projekt. Hvad der i bilen var sagt i spøg, blev hurtigt til noget vi talte seriøst om. For det havde virkelig været en fed oplevelse at køre løbet i Østrig sammen. Vi var seks mand afsted. Og selvom vi alle var tilmeldt individuelt, endte Morten og jeg allerede efter 10 minutter med at køre i hjulet af hinanden, og sådan fortsatte vi de næste fire dage. Den makker-oplevelse ville vi begge have mere af. Det kunne noget at sidde der sammen. At dele lidelserne op ad en østrigsk grusvej på 16% i stigning. Vores fysik og niveau er heldigvis nogenlunde ens. Morten har mere punch end mig. Helt sikkert grundlagt i hans atletik-ungdom som stangspringer og ungdoms-ol-atlet. Jeg selv levede det meste af min ungdom i badmintonhaller eller på en fodboldbane, og havde konstant flere sportstasker i rotation. Det har helt sikkert også givet et eller andet fundament selvom det aldrig kom i nærheden af OL-deltagelse. Men det er over 15 år siden, og selvom vi begge har været aktive motionister på mountainbike de sidste fem år, så blev vi hurtigt enige om, at forberedelserne til dét her løb skulle være grundige. Vi skal virkelig i form for at klare sådan en udfordring.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]
Tilbage i sofaen
Nu sidder vi så her i sofaen overfor vores mentaltræner.
– Hvorfor vil I dét her, lyder det igen nysgerrigt fra Louise. Morten forsøger sig med det svar, vi har brugt over for hinanden tidligere.
– Fordi vi samler på gode oplevelser. Louise er straks klar med en opfølgning
– Hvorfor er det en god oplevelse at udsætte sig selv for så megen smerte?. Jeg prøver at komme Morten til hjælp.
– Vi bygger jo bare en hule sammen, ligesom vi gjorde som børn. Det er en leg. Måske en lidt alvorlig leg, men vi leger sammen. Vi leger cykelryttere. Vi dyrker legen, nørder ned i træning til etapeløb, og på den måde gør vi rejsen mod løbet til en lige så stor oplevelse, som løbet bliver.
Louise er ikke helt tilfreds, for vi skal kunne svare klart på spørgsmålet for at kende vores fælles afsæt.
– Det skal vi nok finde ind til, lyder det frejdigt, og så fortsætter hun med at fortælle, hvad mentaltræning er, hvad det kan og hvorfor vi skal tage det alvorligt.
– Det er vigtigt, at I kender hinandens styrker og svagheder, og at i kender hinandens punkt, der, hvor man er meget presset. Jo bedre i kender hinanden, jo bedre kan I også præstere, bakke op om hinanden og hjælpe hinanden. Og det er ens for alle slags teams – det gælder ikke kun inden for sport. Jo bedre man kender hinanden jo bedre samarbejde vil man se og den samlede ydeevne bliver større. Det er de bitte små ting, der tilsammen gør en stor forskel.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]
Vi var solgt.
– Det blir’ så fedt det her!, udbrød Morten. Jeg var enig. Det var Louise også. Og selvom vores mål er udskudt et år, fik vi sammen med Louise sat projektet i perspektiv dér i sofaen. Vi har et helt år ekstra til at træne, til at optimere vores makkerskab, nørde forberedelser, snakke med proffer, der kan give os tips og tricks i forhold til at køre etapeløb. Morten havde ret – nu begynder rejsen mod BIKE Transalp 2021.

Fortsættelse følger … 

BIKE Transalp
Etapeløbet BIKE Transalp afvikles i 2021 for 22. gang, og krydser alperne fra Nauders i Østrig til målbyen Riva del Garda ved gardasøens nordlige bred i Italien.

*Afholdes: 5.-11. juli 2021
*Etaper: 7
*Længde: 550 kilometer
*Højdemeter 18.500
 

Bikepacking langs den danske vestkyst

Posted on: juli 8th, 2020 by velo_admin

I en sommer, hvor Corona stak en pind i hjulet på mine cykelplaner i udlandet, begyndte en gammel ide at rumstere i mit næsten lige så gamle cykelhjerte. 

Hvor finder jeg de smukkeste naturoplevelser i dejlige Danmark, som samtidig giver en god ”gravel-udfordring”? Svaret ledte mig ud til vestkysten, fra grænsestenen syd for Højer sluse, til Danmarks nordligste punkt, 2.5 km vest for Grenen i Skagen.

Er du også en af mange, som finder glæde ved at nyde den danske natur fra sadlen på en gravelcykel og nyder friheden med bikepacking, så vil du ikke blive skuffet, hvis du tager denne tur langs vestkysten.

Et cykeleventyr, som fører dig gennem marsken, vadehavet, hederne og skovene, over klitterne, forbi fjordene og gennem nationalparken i Thy for at ende på Danmarks nordligste punkt.

Fra Højer til Skagen

Ruten blev planlagt ud fra grundidéen om, at jeg ville lave en rute, som gik så tæt på Vesterhavet som muligt. Nu sidder du måske og tænker, at det nemmeste jo ville være at cykle langs vandkanten hele vejen (tro mig, jeg havde selv samme tanke). Men i Danmark er det desværre ikke lovligt at cykle på stranden, så den ide blev hurtigt forkastet.

Det skulle vise sig, at idéen med at cykle så tæt på Vesterhavet som muligt gav flere problemer, end jeg forudså, da jeg sad bag computerskærmen og udtænkte ruten. Mere om det senere.

[IMG3]

Eventyret begynder lige uden for din hoveddør 

Graveleventyret startede denne gang med en togtur fra Herning til Tønder. Efterhånden som de fleste gravelruter i det midtjyske er blevet udforsket de sidste par år, har jeg flere gange benyttet toget som en mulighed for at udvide min aktionsradius og opleve nye dele af vores dejlige Danmark.

Velankommet til Tønder var første opgave at finde grænsestenen syd for Højer sluse. Mellem det høje græs lykkes det mig at finde stenen, som der i øvrigt er 280 andre af på grænsen, med den østligste ved Skomagerhus, hvor Krusåen løber ud i Flensborg Fjord, mens den vestligste sten står på det fremskudte dige i Vadehavet.

Med grænsestenen ved mit baghjul kunne jeg med friske ben klikke i pedalerne og starte turen nordpå. spændt på hvad de næste par dage ville bringe af oplevelser. 

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Vadehavet

Man kan ikke ligefrem påstå, at ruten som helhed er udfordrende pga. mange højdemeter. Særligt ikke på den første del af ruten, der går langs vadehavet. Til gengæld kan en kraftig nordvestenvind være en udfordring i sig selv, fandt jeg ud af, og mange gange undervejs spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg dog ikke havde vendt ruten om, og kørt den modsatte vej. 

Og som min søster, der også er ivrig cykelmotionist bemærkede – så skal du jo køre opad hele vejen. Måske skulle jeg lige tjekke vejrudsigten og lytte efter de søsterlige råd næste gang. 

Udsigten er fra Højer sluse, hvor dagens første is også blev indtaget. En varm dag omkring de 24 grader, så må man godt spise masser af is.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

De første cirka 100 kilometer frem til Blåvand køres der for det meste på ”marskstien”, som følger diget ud mod Vadehavet, hvor vejen overvejende er grus, men også steder med asfalt af ældre dato.

Muligheden for en afstikker til Mandø blev overvejet, men hurtigt forkastet igen, da jeg ikke havde styr på tidevandstabellen. Så det blev kun til et kik over til Mandø, eftersom jeg ingen planer havde om at få en ufrivillig soppetur midt i Vadehavet.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Hedeområderne mellem Blåvand og Ringkøbing Fjord

Inden jeg fandt et sted for natten den første nat, gik turen forbi Blåvandshug Fyr og Ho Klitplantage, hvor jeg var så heldig at få et glimt af fænomenet "bisol" ud på de sene timer.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Når der skal vælges overnatningssted, kan det bestemt ikke anbefales at vælge et tæt på en sø – i dette tilfælde Filsø, hvor samtlige myg i området havde bestemt sig for at holde en drukfest på min krop! Jeg stod tidligt op efter tre timer i posen for at vågne sammen med dyrene og se solen stå op over Blåbjerg Klitplantage. Heldigvis var myggene ikke stået op endnu.

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

Efter at have passeret en af de få bakketoppe i området ved Henne Strand, blev jeg ”stoppet” af områdets vilde heste, der stod midt på vejen og bestemt var mere nysgerrige end mig. Jeg tænker, at de er udsat for at afgræsse området som en del af at vedligeholde vegetationen i det unikke område.

[SPLIT] [IMG9] [SPLIT]

Mod nationalparken i Thy

Eneste højdepunkt (i mere end en forstand) på ruten mellem Nymindegab og Thyborøn, var udsigten fra Bovbjerg Fyr.

[SPLIT] [IMG10] [SPLIT]

Denne del af ruten gennem sommerhusområderne var ret begivenhedsløs. Men belønningen kom ved Bovbjerg Fyr, hvor jeg udover udsigten, havde bestilt en tidlig frokost hos min storesøster, som blev indtaget med udsigten over havet. 

Efter at have taget færgen fra Thyborøn til Agger, oplevede jeg konsekvensen af at eksperimentere lidt med rutevalget, da jeg udarbejdede ruten på computeren.

Sjovt, hvordan man synes, det er spændende at lave ”interessante” ruter på computeren, men når man så er kørt fast i sandet eller står med vand til anklerne i virkeligheden, ja så bander man sig selv langt væk for ens eksperimenter på computeren.

[SPLIT] [IMG11] [SPLIT]

Først måtte jeg gå trækkende med cyklen tre kilometer nord for Agger færgeleje, fordi mit rutevalg ledte mig ad en sti, som kun bestod af klitsand og marehalm, og senere var det en oversvømmet sti i nationalparken, som ødelagde mit gode humør for en stund. Jeg lovede mig selv at være lidt mere nidkær, næste gang der skal planlægges ruter.

Et andet af turens højdepunkter oplevede jeg kort efter Lodbjerg Fyr, hvor jeg kørte over en bakketop og pludselig havde en vidunderlig udsigt over nationalparken.

Efter gåturen i klitsandet og søen, der ikke kunne passeres, var dette et af de indtryk, som fik mig til nynne tonerne fra ”Der er et yndigt Land, Det staaer med brede Bøge Nær salten Østerstrand; Det bugter sig i Bakke, Dal, Det hedder gamle Danmark, Og det er Freias Sal."

[SPLIT] [IMG12] [SPLIT]

Velkommen til Vendsyssel

Med ankomst til Hanstholm kunne jeg holde ind til siden og kigge over skuldrene mod syd og for sidste gang på denne tur nyde udsigten over det fantastiske og særegne stykke natur, som Nationalpark Thy udgør. 

Efter 360 kilometer i modvind besluttede vejrguderne endelig at tilsmile mig med lidt medvind for en stund. Samtidig var et kraftigt torden- og regnvejr begyndt at opbygge sig i det midt- og vestjyske, og vejrudsigten meldte, at det langsomt bevægede sig mod nord.

Men kunne jeg nå frem til Blokhus for at overnatte, ville jeg måske undgå at blive våd. Målet blev derfor at udnytte medvinden og med et par korte stop undervejs at holde kæden stram frem til Blokhus.

[SPLIT] [IMG13] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG14] [SPLIT]

Skagen – here I come…

Jeg stod op ved firetiden og lykkedes med at cykle fra det regnvejr, der ramte resten af Jylland og endte efter en dejlig morgenmad på Circle K i Hirtshals den sidste del af ruten i Skagen i strålende sol.

En fantastisk tur, jeg varmt kan anbefale, og som for mit vedkommende endte med symbolsk og forsigtigt at dyppe forhjulet i Skagerrak ved Danmarks nordligste punkt. Undervejs blev jeg gang på gang mindet om, at Danmark er meget mere end #baredanmark.

[SPLIT] [IMG15] [SPLIT]

OM TUREN

Ruten:
Du kan downloade min rute og bruge den som inspiration for din egen planlægning via dette link: https://ridewithgps.com/routes/32789218 

Længde:
Cirka 550 kilometer.

Profil:
Flad, kun med cirka 1700 højdemeter.

Underlag:
Cirka 50/50 grus og asfalt.

Cykel:
Ruten kan køres på MTB eller gravelbike med minimum 38mm dæk.

Overnatning:
Er du ikke til at sove i det fri, er der masser af Bed & Breakfasts eller campinghytter undervejs.

Indkøb:
Har du ikke din egen mad med, er der masser af indkøbsmuligheder på ruten.