Team Blue Water med vokseværksdrømme
Da holdet blev søsat, var der ikke mange store navne tilbage på det danske transfermarked, så derfor starter de stille ud, men vil tilbage til for få år siden, hvor godt 10-12 A-ryttere kørte i HCK-trøjen. En bredde og talentudviklen er, hvad klubben vil forsøge at satse mere på i fremtiden.
– Vi skal ikke mere end et par år tilbage siden Herning CK havde 10-12 A-ryttere, og det bygger vi frem mod stille og roligt med dette hold. I og med vi har fået en helt ny organisation, går vi stille og roligt frem. Vi vil gerne have vores egne juniorryttere op på eliteholdet og så supplere med nogle rutinerede ryttere, siger sportsdirektør René Jacobsen til Cykelmagasinet.dk.
I 2011 har Herning CK ikke blot ét cykelhold, men hele tre med et damehold, Team Blue Water Cycling Ladies, et juniorhold, Team Blue Water Cycling Junior, og altså det nye elitehold. Fra juniorholdet ser sportsdirektøren gerne at flere af rytterne fortsætter deres cykelkarriere på det nyskabte elitehold; enten som A-ryttere eller som B-ryttere, hvor de kan udvikle sig til at rykke op.
– Det er selvfølgelig ikke meningen, at holdet skal bestå af 10 førsteårs seniorer. Det er jo klart. Vi vil gerne have vores eget, og specielt vores juniorryttere vil vi gerne holde i klubben, når de rykker op. Der er nogen, som godt kan klare springet fra junior til A og de udenlandske eliteløb, men der er også mange, som ikke kan. Så er det bedst, at de rykker op i B-klassen, hvor de stille og roligt kan rykke videre op i A, slutter sportsdirektøren til Cykelmagasinet.