30.06.2018
Christian Frese

UAE Team Emirates med to Tour-kaptajner

Efter en svær sæsonstart fik UAE Team Emirates endelig gang i sejrsmaskinen i juni, der bød på flere triumfer til holdets store stjerner Dan Martin, Alexander Kristoff og Diego Ulissi. Nu skal de to førstnævnte forsøge at fortsætte holdets stigende formkurve i årets helt store højdepunkt, Tour de France. 

Irske Martin er udtaget til Touren for sjette gang og jagter nu sin tredje top 10-placering efter en 9. plads i 2016 og en 6. plads i sidste års løb, hvor den 29-årige endda var svært uheldig at blive revet med i det styrt, som sendte Richie Porte ud af løbet på 9. etape. Efter løbet kom det endda frem, at Martin havde kørt de sidste 12 etaper af Touren med brud på to ryghvirvler. I denne sæson havde Martin et forår fyldt med uheld og spillede derfor ingen større rolle i Ardennerne, men i generalprøven i Criterium du Dauphine viste ireren til gengæld storform, da han vandt 5. etape og samlet sluttede som nummer fire. 

– Siden jeg skrev under med Team UAE, har det store mål været Tour de France. Jeg planlægger at tage løbet dag for dag og vil prøve at opnå det bedste mulige resultat. Det er virkelig et løb med to halvdele, og de første ni dage vil være meget tricky og bringe forskellige udfordringer hver dag, men jeg er sikker på, at vi har et godt hold, der kan bringe mig til bjergene i en god position. Alt er gået godt siden Dauphine, og jeg ser frem til at komme igang, siger Martin i en pressemeddelse. 

Som hjælpere i bjergene får Martin den columbianske klatrer Darwin Atapuma, som tidligere er sluttet i top 10 i Giro d´Italia, og den lille kroat Kristijan Durasek, der i 2015 vandt en etape i Schweiz Rundt og i år sluttede som nummer ni i Californien Rundt. 

UAEs anden kaptajn bliver den norske europamester Kristoff, der for sjette år i træk skal forsøge at blive den kun anden nordmand efter Thor Hushovd til at vinde den grønne trøje. Kristoff var allerede tilbage i 2014 tæt på at vinde pointkonkurrencen, men på trods af to etapesejre måtte Kristoff nøjes med andenpladsen efter Peter Sagan. Siden da er det ikke lykkedes nordmanden at slutte som bedre end nummer fire i kampen om den grønne trøje, og etapesejrskontoen står stadig på to. Det er heraf også en beslutsom Kristoff, som møder op i Frankrig d. 7. juli.

– Det er det største løb i verden. Det er begivenhed, hvor du får alle de bedste ryttere, de bedste sprintere. Jeg tager til Frankrig besluttet på at få det bedst mulige resultat og, hvis muligt, en etapesejr, udtaler Kristoff.

På de flade etaper vil Martin og Kristoff få hjælp af erfarne ryttere i form af Marco Marcato, Rory Sutherland og leadout-manden Roberto Ferrari. Holdet fuldendes af den bare 23-årige Oliviero Troia, som med sine 191 centimeter vil blive blandt løbets højeste ryttere. Endelig vil UAE Team Emirates i årets Tour de France blive styret af holdmanager Matxin Joxean Fernandez assisteret af sportsdirektørerne Philippe Mauduit og Simone Pedrazzini. 

UAE Team Emirates´ hold til Tour de France 2018:
Dartin Atapuma
Kristijan Durasek
Roberto Ferrari
Alexander Kristoff
Marco Marcato
Dan Martin
Rory Sutherland
Oliviero Troia