USA versus UCI
Senest har der været stor ståhej omkring raceradio forbuddet til amerikanske løb, for de amerikanske team managere har været meget i tvivl om, hvorvidt de måtte eller ikke måtte bruge dem i hjemlige løb.
Tillige har Radioshacks team manager Johan Bruyneel, der for øvrigt er belgier, åbent kritiseret UCI. Dog er det offentlig hemmelighed, at Johan Bruyneel altid er enig med en amerikaner ved navnet Lance Armstrong og tillige har en amerikansk hovedsponsor.
– UCI gør intet for at udvikle cykelsporten. De går altid baglæns i stedet for at udvikle. De er imod ny teknologi og forbyder nyskabelser. Man kan ikke komme udenom, at professionel cykling er en branche, hvor store kommercielle interesser er på spil. Jeg har mange gange sagt til Pat McQuaid, at jeg ikke kendskab til nogen former for relation mellem en ansat og en chef, hvor chefen ikke kan give ordrer. Hvis man betaler andre, skal man også bestemme, hvad de gør, siger Johan Bruyneel til Het Laatste Nieuws.
Altså har holdene ret til at fortælle UCI, hvad de skal gøre for holdene ifølge Johan Bruyneel. Problemet er så, at UCI præsident Pat McQuaid ser anderledes på det eksempelvis at håndhæve raceradio forbuddet, som USA Cycling ikke ville følge.
– De kan ikke gøre det, de skal følge UCIs reglement. Det her (cykelliga konflikten, red.) er drevet af nogle mennesker, der er involveret som Bob Stapleton, Jonathan Vaughters og Johan Bruyneel. De har taget denne beslutning. Det er uheldigt, at USA Cycling er blevet presset til at varetage de store holds interesser, siger Pat McQuaid til VeloNews.
Bob Stapleton ejer Highroad Sports, der driver Team HTC-Highroad holdet. Dog mener Garmin-Cervélo team manager Jonathan Vaughters ikke, at det forholder sig således.
– Jeg har ikke talt med nogen fra USAC i et års tid. Jeg ved ikke engang, hvem der er i bestyrelsen. Men jeg synes, at de har taget en god beslutning, siger Jonathan Vaughters.
Hvem der har mest ret, hverken kan eller vil Cykelmagsinet tage stilling til. Men en søgning på internettet åbenbarede en kendsgerning. Bob Stapleton er medlem af USA Cyclings bestyrelse og tillige Champions Club, som Garmin-Cervélos holdejer Doug Ellis også er medlem af, det vil sige via selskabet Slipstream Sports.