24.07.2013
Anders Holmgaard Johansen

Van Avermaet åd de andre i Wallonien

På sidste etape af Wallonien Rundt lykkedes det for Greg van Avermaet (BMC) at slå det afgørende hul og vinde løbet samlet. Belgieren rykkede på den afsluttende bakke, Mur de Thuin, og overhalede dermed Aleksandr Kolobnev i det samlede klasement.

Der var lagt op til en vild finale med to stejle opkørsler ad Mur de Thuin, før målstregen ventede efter 144,7 kilometer, og det udnyttede Greg Van Avermaet til fulde, da han rykkede væk fra en mindre gruppe med 600 meter til mål.

Aleksandr Kolobnev, som ellers havde 22 sekunders forspring til belgieren før dagens etape måtte i finalen sande, at sejren smuldrede mellem hænderne på ham, da han blev ramt af en defekt på et afgørende tidspunkt. Dog tager det ikke æren fra Van Avermaet, som kunne køre i mål foran holdkammeraten Daniel Oss og Marco Marcato.

Det er Van Avermaets anden etapesejr i løbet, der samtidig giver en smule oprejsning til BMC-holdet, som måtte gennemgå et Tour de France hvor ikke meget fungerede som det var hensigten.