23.09.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Kristian Arnth

VM-optakt: En rute for de initiativrige – og for danskerne

Fra og med fredag afholdes landevejsløbene ved dette års verdensmesterskaber i landevejscykling. U19- og U23-herrerne kører begge fredag, U19- og elite-damerne kører begge lørdag, inden festen sluttes af med elite-herrernes løb søndag.

De fleste er efterhånden med på, at Flandern er vært for dette års VM. Ja, den Flandern. Regionen, der er hjemsted for verdens måske vigtigste forårsklassiker Flandern Rundt, og hvis ikoniske stigninger har lagt brosten til nogle af de største kampe gennem tiden.

Men hverken Muur van Geraardsbergen, Oude Kwaremont, Paterberg eller Koppenberg er med på VM-ruterne. Det er cykelkendte byer som Oudenaarde, Ronse og Roeselare. I stedet er målområdet for landevejsløbene henlagt til universitetsbyen Leuven øst for Bruxelles.

Den moderne bymidte er blandt andet hjemsted for ’Europas længste bar’, fordi der i byens Oude Markt er samlet flere barer, caféer og restauranter på ét sted end noget andet sted i verden. Her virker meget langt fra Flanderns charmerende byhuse, betonveje og kornmarker.

Betyder det så, at VM bliver et kedeligt og fladt gadeløb i en moderne storby, hvor det bare gælder om at holde sig på cyklen, slå hjernen fra og komme først igennem sidste sving? Bare rolig. Vi har prøvekørt ruten og konstaterer, at det afgjort ikke er tilfældet.

To forskellige omgange

VM-ruterne er opbygget forskelligt i de forskellige felter. Overordnet set er der ét transportstykke fra starten i havne- og industribyen Antwerpen, dernæst en lokal omgang i Leuven kaldet Leuven-runden og sidst en længere omgang kaldet Flandrien-runden.

Juniorfelterne kører udelukkende på den lokale omgang i Leuven, mens både U23-herrerne og begge elite-felter starter i Antwerpen og skal prøve kræfter med begge omgange.

Distancerne er bygget op således:

  • Fredag: U19-herrer, 121 kilometer – 8 omgange på Leuven-runden.
  • Fredag: U23-herrer, 161 kilometer – Start i Antwerpen, 1,5 omgang på Leuven-runden, 1 omgang på Flandrien-runden og 2,5 omgang på Leuven-runden.
  • Lørdag: U19-damer, 75 kilometer – 5 omgange på Leuven-runden.
  • Lørdag: Dame Elite, 158 kilometer – Start i Antwerpen, 1,5 omgang på Leuven-runden, 1 omgang på Flandrien-runden og 2,5 omgang på Leuven-runden.
  • Søndag: Herre Elite, 268 kilometer – Start i Antwerpen, 1,5 omgang på Leuven-runden, 1 omgang på Flandrien-runden, 4 omgange på Leuven-runden, 1 omgang på Flandrien-runden og 2,5 omgang på Leuven-runden.

Flandrien-runden lever op til navnet

Transportstykket fra Antwerpen til Leuven er den eneste del, som vi ikke har kørt. Men ifølge vores belgiske guider fra Cycling Flanders er der tale om 50 totalt uproblematiske kilometer uden de store terræn- eller vejmæssige udfordringer. De sammenligner det med starten på Flandern Rundt, der ligeledes starter i Antwerpen.

Nu til Flandrien-runden. Cirka midtvejs på omgangen i Leuven by fortsætter rytterne ligeud, mens by-runden fortsætter til højre. Her går ruten mod sydvest og byen Overijse, der blandt andet er målby for mini-klassikeren Brabantse Pijl, der i år blev vundet af Tom Pidcock.

Vejen har en fin bredde, men det går konstant op og ned og igennem små byer. Efter knap ti kilometer drejer rytterne 90 grader til venstre og ind på omgangens første rigtige stigning, Smeysberg. En stigning på omkring 500 meter, der går mere eller mindre lige op i himlen og stiger med 17 procent som maksimum.

Med svinget lige inden vil feltet være strakt godt ud og ramme bakken i relativt lav fart, så den bliver hård. Efter Smeysberg går det nedad på smalle veje, og kort efter drejer ruten til højre ind på den første brostensstigning, Moskessstraat.

Denne stigning var lidt et fund, da arrangørerne skulle planlægge VM-ruten. Aldrig tidligere var den blevet benyttet i et professionelt cykelløb, selvom den med sine omkring 500 meter i længde og stejle stigningsprocent er oplagt til væddeløb.

Efterfølgende er den blevet testet af i både Brabantse Pijl og Primus Classic. Udover at vejen er stejl, er den meget smal, og brostenene ligger ret dårligt. Den kommer til at strække feltet rigtig langt ud, og det er en kæmpe fordel at sidde forrest kontra bare at sidde som nummer 50.

[SPLIT][IMG5][IMG6][SPLIT]

Efter Moskesstraat er det fladt et kort stykke, inden det går nedad mod Overijse, hvor et par asfaltbakker venter. De er ikke slemme, men de er med til at skabe den akkumulerede træthed, der kan få betydning senere i løbet.

Efter endnu en hurtig nedkørsel går det 90 grader til venstre ind på Bekestraat. Endnu en hidtil ukendt stigning i cykelløbssammenhæng, men ligesom Moskesstraat er den brostensbelagt og stejl. Her er brostenene endnu værre, og de fortsætter endda efter toppen, hvor det går nedad. Derudover er vejen igen meget smal.

[SPLIT][IMG7][IMG8][SPLIT]

Endnu et par mindre bakker på asfalt følger, inden rytterne igen kører Smeysberg for anden gang på Flandrien-runden, hvorefter de drejer tilbage mod Leuven ad samme vej, som de kom fra.

Selvom det her område ikke er i de flamske Ardenner, skal du ikke tage fejl. Der er ikke to sammenhængende flade kilometer på Flandrien-runden, og de veksler konstant imellem at gå enten opad eller nedad og på brede eller super smalle veje. I alt er omgangen cirka 65 kilometer.

Teknisk og udfordrende finale

Leuven-runden er blot 15 kilometer, og det betyder, at rytterne nærmest aldrig kommer uden for byen. På de 15 kilometer er der mere end 25 sving, så omgangen minder på mange måder mere om et gadeløb eller kriterium end et traditionelt linjeløb.

Omgangen starter på store og brede veje i centrum af byen, hvor der er god plads til at tage svingene, og hvor det også er muligt at køre sig frem i feltet.

Efter nogle kilometer rammer rytterne Keizersberg, som er den første bakke på omgangen. Den stiger jævnt, men ikke meget, inden rytterne drejer til højre på toppen. Det er en bakke, som bliver forceret i høj fart, og hvor vejen er tilpas bred.

Nogle kilometer senere kommer næste bakke, Decouxlaan, som stiger over lidt længere tid, men som heller ikke er hverken stejl eller teknisk. Lidt efter toppen kommer rytterne kortvarigt ud på en stor vej, inden der drejes skarpt til højre ind på næste bakke, Wijnpers.

Det er uden tvivl den mest udfordrende bakke på Leuven-runden. Den er væsentlig stejlere end de foregående, og det skarpe sving i bunden kommer til at strække feltet langt ud. Vejen går lige op, så der er ingen steder at gemme sig. Hvis sprinterne ikke er sat af på Flandrien-runden, skal der lægges pres på dem her.

På toppen drejer rytterne 90 grader til højre og laver kort efter nærmest en U-vending ud på den store ringvej, der går hele vejen rundt om byen. Nogle kilometer senere drejer de igen ind mod centrum, hvor omgangens sidste stigning ligger.

Her bliver det meget smalt og teknisk, allerede inden rytterne rammer Sint-Antoniusberg. Den er ikke specielt stejl, men den er delvist brostensbelagt, og der kan maksimalt køre tre-fire ryttere ved siden af hinanden i knap 500 meter.

Derfor bliver positionskampen vanvittig hen mod stigningen, og sidder du for langt tilbage, er der virkelig langt op til fronten efter toppen. Fra toppen er der kun 1,6 kilometer til mål. Den første halvdel går let nedad på en stor vej, inden der drejes til venstre ind på opløbsstrækningen.

Selve opløbet er ligeledes på en stor og bred vej, der svinger svagt mod venstre. Det stiger med omkring 2-3 procent det meste af vejen og flader først ud de sidste 100 meter. Det er en ren syre-spurt, hvor timing bliver altafgørende.

Optakt: U19 og U23

Hvad kommer disse ruter så til at betyde for cykelløbene? Lad os starte med juniorfelterne, som kun kører på Leuven-runden. Her bliver der tale om ren gadeløbs- eller kermessestemning med masser af sving og vild positionskamp. Lige nu ser vejret heldigvis godt ud.

De sidste fire gange, der er kørt VM-linjeløb for U19-herrer, er en rytter kørt alene hjem. Det, tror jeg, bliver svært på denne rute, som simpelthen ikke er hård og udfordrende nok. Der vil altid være tilstrækkelig fordel ved at sidde på hjul, og holdene ved, at chancen for en massespurt er stor.

Dog kan den tekniske finale og Sint-Antioniusberg på sidste omgang måske lige netop være nok til, at en eller flere ryttere kan slippe væk. Måske der kører et tidligt morgenudbrud, men jeg tvivler på, at de får et særlig stort forspring på denne rute. På det danske hold er det nok særligt den danske mester Carl-Frederik Bévort, vi skal sætte vores lid til.

U19-damerne har større tradition for at spurte om sejren ved de store mesterskaber, og det, tror jeg også, bliver tilfældet her. Danmark stiller med et ungt hold med kun én 2. årsjunior, hvilket kan få indflydelse. Landstræneren Tayeb Braikia har størst forventninger til Solbjørk Anderson.

U23-herrerne starter som nævnt med transportstykket, hvor der formentlig kører et udbrud med nogle af de mindre nationer. Herefter venter halvanden omgang i Leuven, inden rytterne tager hul på Flandrien-runden. U23-løbene har ry for at være hårde, uforudsigelige og svære at kontrollere, og Flandrien-runden passer perfekt ind i det manuskript.

Jeg tror, at de stærke hold vil lægge pres på herude. Det skal de for at komme af med de hurtige folk, og terrænet er til det. De store hold, som er godt organiserede, kan virkelig gøre en forskel her med deres evne til at sidde fremme og sammen.

Det er ikke utænkeligt, at der sidder en gruppe på 20-30 mand med næsten et helt belgisk og italiensk hold, når rytterne kører tilbage mod Leuven og de sidste 2,5 omgange. Spørgsmålet er så, om der er interesse i at samarbejde og holde farten høj, eller om grupperne, som er sat af, kan komme tilbage.

Formentlig bliver der kørt så hårdt, at en stor massespurt er utænkelig. Jeg tror enten på en spurt i et mindre felt, eller at en mindre gruppe river sig fri på finaleomgangene. Hos danskerne er både Marcus Sander Hansen og Mathias Larsen lynhurtige, og særligt Larsen har vist storform på det seneste.

Jacob Hindsgaul, Sebastian Changizi og William Blume er stærke folk, der kan gøre forskellen på bakkerne, og særligt Hinsgaul og Blume er ligeledes gode temporyttere.

Optakt: Dame Elite

Elite-damerne kører præcis samme rute som U23-herrerne. Damerne har tradition for at køre mere afventende og låst, hvilket vi så et glimrende eksempel på til OL, hvor upåagtede Anna Kiesenhofer vandt en sensationel sejr.

Hollænderne begår næppe samme fejl igen, men det kan alligevel sagtens ende med en ikke-hollandsk vinder. Belgiernes store håb er Lotte Kopecky, og hun er rigtig hurtig. Derudover viste hun med en fjerdeplads til OL, at hun også kan begå sig på hårde og kuperede ruter, så hun bliver svær at sætte af. Hun er et godt bud på en vinder både i en massespurt og i en mindre gruppe.

Jeg tror, belgierne vil forsøge at køre Kopecky hjem til en spurt, og så er det op til Hollands mange stjerner at gøre løbet hårdt og sørge for, at det ikke sker. Måske de med en ren Quick-Step-taktik kan udnytte overtallet og sende en rytter alene hjem til sejren, som det er sket de sidste fire (!) år. Annemiek Van Vleuten ligner kaptajnen, men særligt Demi Vollering har også imponeret i år.

Udover hollænderne har ryttere som Kasia Niewiadoma, Marlen Reusser, Liane Lippert, Elisa Longo Borghini og Lizzie Deignan også interesse i et hårdt løb, mens Chloe Hosking og Coryn Rivera nok satser på en spurt. Det taler til de hurtige folks fordel, at der kun skal køres én omgang på Flandrien-runden.

Danmark stiller med hele syv ryttere og et stærkt hold, hvor flere kort kan spilles ud. Bliver løbet kørt rigtig hårdt på Flandrien-runden, er Cecilie Uttrup Ludwig vores bedste bud, og hun kan drage gavn af uforudsigeligheden og den mulige tøven blandt hollænderne.

Bliver feltet derimod samlet igen på finaleomgangene i Leuven, er både Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard teknisk dygtige og lynhurtige i en spurt. Der er gode chancer for et dansk topresultat.

Optakt: Herre Elite

Elite-herrerne skal ud på knap 270 kilometer, og det betyder, at vi nok skal vente lidt, før der for alvor sker noget. Mon ikke et større udbrud med mindre og ukendte nationer og ryttere kører væk på stykket fra Antwerpen til Leuven og får et stort forspring.

Efter lidt over 80 kilometer rammer rytterne stigningerne på Flandrien-runden for første gang. Jeg tvivler på, at nogen vil udnytte terrænet til angreb så tidligt i løbet, men vi kommer til at se positionskamp og nervøsitet allerede her. Og så kommer stigningerne til at føje til den akkumulerede træthed, der får betydning senere i løbet.

Med omkring 80 kilometer til mål kører rytterne igen ud på Flandrien-runden efter fire omgange i Leuven. Her bliver det interessant. Farten vil blive skruet voldsomt i vejret hen mod Smeysberg, og det er ikke utænkeligt, at morgenudbruddet bliver hentet allerede her.

Jeg tror, at som minimum belgierne vil sætte sig frem med hele holdet og lægge pres på allerede på Smeysberg, så de har fronten inden de supersmalle Moskesstraat og Bekestraat. Her vil det virkelig blive belønnet at tage initiativ. Med over 200 kilometer i benene kan feltet blive sprængt til atomer her, og det bliver svært at komme tilbage.

Jeg kunne godt forestille mig, at nogle af de knap så hurtige ryttere vil forsøge at angribe på Smeysberg sidste gang, inden de kører tilbage mod Leuven. Det er rutens sidste hårde stigning, den kommer lige efter en serie af andre hårde stigninger, og der er kun 50 kilometer til mål efterfølgende.

Det vil være et oplagt sted for eksempelvis Michael Valgren, Kasper Asgreen eller Mikkel Honoré at spille ud. Måske endda også Julian Alaphilippe og Mathieu Van der Poel, der begge gentagne gange har vist, at de ikke er bange for at åbne løbet tidligt.

Her bliver det for alvor interessant, om belgierne holder sammen om at lukke et eventuelt udbrud ned, eller om de sender en Remco Evenepoel med og dermed overlader initiativet til andre.

Der er en chance for, at ryttere kan komme tilbage på de sidste to og en halv omgang i Leuven, men det bliver under alle omstændigheder ikke noget stort felt. Kører en større gruppe samlet ud på sidste omgang, vil der blive angrebet for fuldt tryk på Wijnpers, som er næstsidste chance for de mere udprægede puncheurs.

Den allersidste chance er på toppen af Sint-Antoniusberg. Vejen er så smal, at det simpelthen er umuligt for et decideret sprintertog at kontrollere tingene, og da der kun er 1,6 kilometer til mål fra toppen, kan de ikke nå at organisere sig og hente et eventuelt udbrud.

Jeg tror, kaptajnerne kommer til at sidde mere eller mindre alene her eller måske med én eller to hjælpere, og det kan åbne muligheden for dem, der tør risikere det hele. Et par sekunders tøven fra favoritterne, der kigger på hinanden, kan være nok til, at en stærk rytter med kræfter i behold kan køre væk.

Lykkes det at samle gruppen til en spurt, er opløbet skræddersyet til Wout Van Aert, Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli-typerne. Men også til Magnus Cort og Mads Pedersen. Det ligner tørvejr, men eventuelt våde veje vil kun gøre positioneringen endnu mere afgørende gennem hele løbet.

Uanset hvordan det ender, bliver VM-løbet et langt, hårdt og udmagrende løb, hvor distancen, bakkerne og de utallige accelerationer ud af svingene vil sætte sine spor. Det bliver en fortjent vinder.