09.07.2019
Nikolaj Hebsgaard

Wahoo køber online træningsplatform

Wahoo bevæger sig ind på markedet for træningssoftware og opkøber den amerikanske træningsplatform The Sufferfest.

Med et komplet økosystem af devices, har Wahoo sat sig tungt på indetræner markedet. Bla.a tilbyder Wahoo produkter som simulerer både vind og stigningsprocenter, men brugerne har indtil nu været afhængige af tredjepartner apps.  

– Vi er meget tilfredse med at kunne bringe Wahooligan og Sufferlandrian universerne sammen. Vi deler en fælles passion for udholdenhedsatleters performance og vores kollektive viden vil bringe yderligere fordele for atleter overalt, fortæller grundlægger af Wahoo, Chip Hawkins, i en pressemeddelelse.

– Wahoo er fortsat engageret i væksten af indendørs træning og fitness sektoren, og vil fortsætte med at samarbejde og integrere så mange af de førende softwareudbydere, som muligt, lyder det videre.

Umiddelbart er der ikke planer om at ændre strukturen for The Sufferfest appen, der har vundet mange loyale følgere siden tilblivelsen for 10 år siden. I appen vælger brugeren et træningsprogram at følge, eller en workout at gennemføre. Alle træningssessionerne er bygget op omkring et narrativ og med klip fra virkelige cykelløb, som skal gennemføres i erg-mode. The Sufferfest adskiller sig dermed markant fra Zwift, hvor fokus mere er på det sociale aspekt og det, at træne og køre løb med andre. 

Med Wahoos indtræden på softwaremarkedet, fortsætter kampen om dominansen på indetræner markedet. Zwift sidder i forvejen tungt på software delen og er så småt begyndt at bevæge sig over i hardwaremarkedet, mens Garmin tidligere på året opkøbte Tacx.