25.08.2012
Jesper Carstens

YouTube-etaper – godt eller skidt?

Årets Vuelta a España skiller sig ud af fra de øvrige Grand Tours. Ikke kun fordi underholdningsværdien indtil videre har været noget større end det var tilfældet i både Giro d’Italia og Tour de France, men også på grund af hvordan etaperne har set ud.
I morgen begiver rytterne sig ud på en 194 kilometer lang til Barcelona. Foruden at være etapen, hvor vi kan håbe på danske Matti Breschel kæmper med om sejren, så er det samtidigt også Vuelta a Españas længste etape. Der er nemlig ikke én etape over 200 kilometer. Det gør uden tvivl mange gode ting for underholdningsværdien. 
Ydermere er de fleste etaper såkaldte ’YouTube-etaper’. Etaper, hvor al action er placeret i afslutningen, og man reelt set kun behøver at se de sidste 10-20 kilometer. Nu skal det ikke misforstås: Jeg elsker at se cykelløb fra klokken 12 til klokken 17-17.30, men det er befriende at se, hvordan Vuelta a España har formået at skabe interessante etaper dag efter dag – her er der ingen ryttere, der venter, venter og venter – de angriber. 
Ryttertyperne har noget med det at gøre. Contador, Valverde og Rodriguez er mere angrebsivrige end Hesjedal og Wiggins, men det er ikke den hele sandhed. Ruten betyder meget, og det er en klar, klar fordel, at en etape kun er 160 kilometer lang og kun har én afgørende stigning frem for fem-seks stigninger over 240 kilometer. 
I Giro d’Italia synes opskriften at være ’mere er bedre’. Vanvittige etaper, fantastiske bjerge – i 2010 gik det meget godt, og Giro d’Italia 2010 står som en af de bedste Grand Tours nogensinde. Året efter var det vildere: Flere bjerge, længere etaper. Det var stadig meget seværdigt, men Contador sørgede for at afgøre tingene hurtigst muligt, og dernæst var rytterne ellers for trætte til at lave de helt store forskelle. I 2012 var ruten noget mildere – dog med få undtagelser – men de helt store angreb udeblev stadig. 
Jeg vil ikke sige, at det ene definitivt er bedre end det andet, ligesom jeg heller ikke nødvendigvis mener at angreb er bedre end flot defensiv kørsel som Bradley Wiggins praktiserer. Og jeg kan da også godt lide etaper, der går op og ned hele dagen og kulminerer i et vanvittigt bjerg. En hel dag med udskilning, hvor den stærkeste mand vinder. Men jeg er uden tvivl større og større fan af de kortere etaper: Rytterne har flere kræfter, når vi kommer til finalen, og til syvende og sidst er det altså kræfterne, der skal afgøre om en rytter kan angribe eller ej. 
Ikke kun positivt
Men disse korte ’YouTube’-etaper er ikke kun positive. Det kan nemlig betyde at de første 160 kilometer ud af en 170 kilometer lang bjergetape bliver neutraliseret. Hvis der ingen bjerge er tidligere på ruten, så er der heller ingen mulighed for a lave fantastiske lange angreb ude fra distancen. Jeg mener dog heller ikke det nødvendigvis behøver være som i Vueltaen i år, hvor der på de fleste etaper kun er én udfordring: Den afsluttende stigning. 
Tour de France har af og til etaper, der indledes af en lang stigning, og dermed er der allerede action fra kilometer 0 – sådanne etaper er også meget, meget underholdene. Til gengæld har de også for vane at tappe rytterne for energi før de når dagens sidste afgørende stigning. 
Herudover er det heller ikke givtigt for eventuelle nye fans, at de første 160 kilometer er pandekageflade og ”ligegyldige”, men kun har til formål at opbygge spænding for de sidste 10 kilometer. Det betyder at tilskuerne først zapper ind på kanalen de sidste 10 kilometer – og det er jo naturligvis ikke den ønskede effekt. Derfor ønsker jeg ikke en hel Grand Tour som årets Vuelta a España, hvor langt de fleste etaper er lavet som deciderede YouTube-etaper – det vil på sigt kun skade sporten, tror jeg. Man vil ikke for alvor nå ud til potentielle nye fans på samme måde, og det skaber et forkert billede af sporten, hvor man forventer konstant action. Sådan er virkeligheden jo ikke. 
Til gengæld kan man kigge lidt mod Tour de France 2011. Her havde man designet en 110 kilometer lang etape, der sluttede på Alpe d’Huez. Den etape står fortsat i mit hoved som en af de bedste etaper i nyere tid: Masser af stigninger på en kort distance. Og det lokker altså rytterne ud af hulen  og i offensiven. De skjulte sig absolute ikke til de sidste ti kilometer.
En blanding af det hele, tak
Det skal dog ikke lyde som om, at jeg vil have fjernet etaper, der er over 200 kilometer. Slet ikke. Man snakker ofte om at der sker noget specielt, når man kommer over 2000 meters højde på en stigning, og lidt det samme sker efter 200 kilometer. Her kræves der en større motor. Samtidigt er etaper (og løb!) på over 200 kilometer ofte rene styrkeprøver. De store klassikere er over 200 kilometer lange, og her er formålet oftest at finde den absolut stærkeste rytter – derfor skal der i fremtiden også være etaper, der er over 200 kilometer.
Men de øvrige Grand Tours bør uden tvivl skule lidt mere til årets Vuelta a España og implementerer et overtal af kortere etaper. Det er både til rytternes men så sandelig også tilskuernes fordel. Rytterne har mere energi til finalen. 
Men kan man helt ærligt forestille sig en Tour de France, hvor der kun er én – måske ingen – etaper over 200 kilometer? Det virker usandsynligt.