15 bjergtoppe på en dag med e-MTB

Tom Öhler har sat ny verdensrekord på e-MTB, hvor det lykkedes ham at bestige 15 bjergtoppe på én dag.

Med sit seneste projekt satte Tom Öhler fokus på oplevelse frem for ren præstation. På en el-mountainbike satte han en ny verdensrekord certificeret af RID ved at nå hele 15 bjergtoppe på bare én dag. Det handlede ikke om fart, men om jagten på det ultimative “top-øjeblik” – den rene glæde ved naturen og cyklingen. Efter 14 timer, 102 kilometer og 5.550 højdemeter kunne han ikke blot fejre en personlig bedrift, men også en imponerende verdensrekord.

“Haibike ringede til mig sidste år og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at sætte en verdensrekord.”

Hvad der måske lyder som en usædvanlig telefonsamtale for de fleste, er ikke noget særligt for Tom Öhler. Haibike-rytteren har nemlig allerede rekorderne for det højeste cyklede væg-hop og den hurtigste 400-meter hæk på cykel. Så langt, så godt. Men for Tom skulle en ny rekord være noget særligt – og noget, der virkelig passede til ham. Selvom han er professionel cykelrytter, er jagten på ren højdemeter, afstand eller tid ikke lige ham – der skulle en bedre idé til.

Hvad er egentlig nydelse?

Når de fleste af os hører “nydelses-cykling”, forestiller vi os måske idylliske cykelstier langs floder, picnickurve på bagagebæreren og solide elcykler med lav indstigning.

Men når trial-verdensmester og Haibike-atlet Tom Öhler kalder sig selv “mere en nydelses-cyklist”, kan de, der har set ham i sit naturlige alpine habitat blandt stenbukke og murmeldyr, ikke lade være med at smile.

“Selvfølgelig elsker jeg at køre teknisk krævende stier i udsat, alpint terræn. Men mit yndlingsøjeblik på cyklen er, når jeg står på toppen, nyder udsigten over bjergene og glæder mig til den næste nedkørsel. Det er for mig ren nydelse! Og så begyndte jeg at tænke: Hvor mange top-øjeblikke kunne jeg egentlig nå på én dag?”

Sådan blev idéen til rekorden født: Hvor mange bjergtoppe kunne Tom Öhler erobre på én dag på sin el-mountainbike?

Ganske forståeligt. Men det, der lyder som en episk dag i bjergene, krævede minutiøs planlægning, præcise tekniske færdigheder, udholdenhed – og ikke mindst knivskarp fokus. For det handlede ikke kun om sjov – det handlede om at sætte en ny verdensrekord.

Ingen leg uden regler

Enhver rekord kræver klare regler og en officiel instans til at overvåge forsøget. “Det første spørgsmål var: Hvad tæller egentlig som en bjergtop?” forklarer Tom.

Den gennemsnitlige cyklist vil måske grine ad spørgsmålet – en bjergtop er vel bare toppen af et bjerg, ikke? Men ser man nærmere på det, er det lidt mere kompliceret. Begreber som “prominens”, “dominans” og “højde” bruges til at skelne rigtige toppe fra blot mindre bakker.

Vil man dykke ned i Toms top-kriterier, åbner der sig en fascinerende verden af bjerggeografi.

Derudover fastslog reglerne fra det Tyske Rekordinstitut (RID), at alle toppe skulle nås inden for 16 timer. RID krævede desuden mindst 10 toppe. Da Tom brugte el-mountainbike, var batteriskift tilladt, men skulle meldes på forhånd.

For Tom var det personligt også vigtigt: “Jeg vil træde op ad så mange stier som muligt, og alle nedkørsler skal være cykelbare. Ellers giver det ikke mening eller nydelse for mig.”

Til sammenligning: Det, Tom kalder “cykelbart” terræn på sin el-MTB, ville for de fleste af os kræve vandrestøvler og klatreudstyr!

Med reglerne på plads manglede Tom kun det perfekte legeplads til projektet.

Legepladsen

Valget faldt hurtigt på Davos/Klosters. Som cykelambassadør for området kender Tom det som sin egen bukselomme – og vidste, at der næppe findes et bedre sted til sådan en mission.

“Du har brug for et tæt stinetværk og – vigtigt – love, der tillader mountainbiking på alle stier.” I Davos er det netop tilfældet: I Graubünden må man cykle på alle stier, der ikke udtrykkeligt er lukket for cykler.

At bevæge sig væk fra de markerede stier er dog ikke nogen god idé, medmindre man er meget erfaren, for de bliver hurtigt ekstremt udsatte, tekniske og stejle.

Selve det officielle stinetværk er til gengæld fantastisk, med doseringer og hop, der giver førsteklasses alpint mountainbike-eventyr.

“Det enorme, MTB-optimerede stinetværk gjorde det meget lettere at planlægge projektet og gjorde det hele endnu sjovere,” fortæller Tom.

De rå bjergkæder omkring Jakobshorn, Pischahorn og Weissfluhgipfel bød på masser af toppe inden for overskuelige afstande – endnu en vigtig faktor for rekorden.

Tom planlagde ruten på Komoot og designede tre sløjfer omkring Davos. Med planen klar var det tid til at komme i gang.

Rekorddagen

“Jeg sov næsten ikke natten før – der var stadig så meget at organisere, og jeg var lidt nervøs. Jeg vidste, det var muligt, men der kan altid gå noget galt,” husker Tom.

Klokken 5:30 gik det endelig løs. “Allerede på den første sløjfe mod Jakobshorn var jeg helt oppe at køre og fandt straks min rytme.”

Næsten tre timer og fem toppe senere var Tom tilbage ved basecamp ved Seehofseeli i Davos til en kort pause, før næste sløjfe begyndte.

Nu ventede den hårdeste del: den længste opstigning mod Pischahorn.

“Halvvejs op begyndte mit knæ at gøre ondt, men jeg formåede at fortsætte. Heldigvis generede det mig ikke på nedkørslerne eller når jeg bar cyklen.”

For selvom Tom kørte alle nedkørsler, var ikke alle opstigninger mulige at cykle. Faktisk bar Tom sin Hybe op ad ca. 400 højdemeter!

Efter fem timer på stierne og yderligere seks toppe var det tid til at lade både krop og cykel op ved basecamp.

“Under pausen spiste jeg lidt, og efter ni timer på cyklen kunne jeg virkelig mærke trætheden. Kombineret med knæsmerten var starten på tredje sløjfe op mod Weissfluh på 2.843 meter klart den hårdeste del,” fortæller Tom.

“Men da jeg nåede toppen og rullede videre mod næstsidste top, Chörbschhorn, ramte jeg virkelig superflowet. Det stræk var det fedeste og mest givende på hele dagen.”

Lige før kl. 18 nåede Tom dagens 15. og sidste top, Chörbschhorn, hvor hans kone og nogle venner ventede for at fejre ham.

“Det var et helt specielt øjeblik. Efter så mange timer alene med kun dronerne som selskab, var det fantastisk at dele den sidste nedkørsel med andre.”

Efter 14 timer rullede Tom én sidste gang tilbage til Seehofseeli – udmattet men lykkelig, med 15 toppe og en af sine bedste dage på cyklen i bagagen – og en dugfrisk verdensrekord. Ved målstregen ventede RID-dommer Laura Kuchenbecker, som straks certificerede verdensrekorden og overrakte det officielle diplom. Hendes opsummering: “Denne verdensrekord var også noget helt nyt for os hos RID! Fra en spændende idé opstod en ambitiøs rekordpræstation.”

Toms konklusion på rekorden:

“Det var en fantastisk dag derude og virkelig hårdt. Efter 14 timer i det terræn var jeg ikke bare fysisk, men også mentalt udmattet – for du har ikke råd til at lave fejl! Men når jeg ser op på bjergene omkring mig og tænker over, hvor jeg har været i dag, så er jeg bare super glad og imponeret over, hvad der er muligt på en cykel. På trods af de vilde distancer holdt elcyklen mig frisk nok til at køre hver eneste meter af stierne.”

Og kan rekorden slås?
“Jeg kan klart anbefale at prøve – det bliver uden tvivl en episk dag!” griner Tom.

Denne artikel er skrevet af Martin Taendl og alle billeder er taget af Martin Bissig, som venligst har stillet artiklen til rådighed for Velomore.