7 samuraier i Paris-Roubaix

Lad os se på, hvordan 7 tidligere ryttere oplevede deres respektive sejre på de brosten, som kun kan betegnes som et helvede i nord – l’enfer du Nord!
Stuart O’Grady, vinder 2007
Jeg vågnede bare op med den der følelse af, at dette kunne blive en af de helt store dage i min karriere. Hele sæsonstarten var gået kanon, og på selv dagen var der udsigt til varme og sol. Lige min kop te! Jeg delte værelse med Cancellara, og vi hørte tidligt om morgenen U2: ”Beautiful day”, hvilket skulle vise sig at være den helt rigtige optakt.
Jeg sad med i det rigtige udbrud, hvor stort alle hold var repræsenteret, og havde en rar fornemmelse af bare at blive suget med til stregen. Så skete det! Punktering i Arenberg-skoven, men heldigvis kom en gruppe op, hvor også Cancellara sad. Gruppen fik kørt os op, og det var tydeligt for mig, at hele gruppen så betydeligt mere stegte ud, end jeg følte mig.
Jeg vil hellere vinde Paris-Roubaix én gang end 15 mindre løb på en sæson. En sejr her giver selvtillid og tro på, at det kan lykkes igen!
Tom Boonen, vinder i 2005, 2008 og 2009
Tom Boonnen siger det meget direkte: enten er man god til brosten, eller også kan man overhovedet ikke begå sig. Det må vist være rigtigt at fastholde, at jeg er temmelig god i dette terræn.
Jeg er meget stolt over mine 3 sejre, og de er alle smukke på hver sin specielle måde. Jeg kan ikke rangere den ene over den anden. Bemærk så lige i øvrigt, at en sejr her næsten altid hentes hjem af ryttere, der også henter sejre i andre løb. Dette er et løb for de seje!
Fabian Cancellara, vinder i 2006 og 2010
Mine 2 sejre var meget forskellige. Sidste år havde jeg en hel time alene til at tænke over det, men der er ikke mulighed for at tage foden væk fra gaspedalen bare et øjeblik.
Mange tilskuere betragter dette som det helt store lige efter touren, og løbet er kendt i hele den cykelinteresserede verden.
Det giver mig en helt speciel og dejlig følelse, når jeg kigger på listen over vindere og sejre og ser mit navn i dette fine selskab.
Bernard Hinault, vinder 1981
Jeg kan ikke fordrage dette løb, beklager! – eller mere korrekt, jeg kunne ikke fordrage det, da jeg var aktiv, lyder det fra cykelverdenens nummer 2 efter Merckx. Det var ganske enkelt et farligt løb, når man som jeg havde fokus på touren. Et styrt i Paris-Roubaix kunne nemt ødelægge en sæson på grund af et brækket kraveben eller en smadret hofte.
Jeg vandt iført VM-trikoten og følte mig ganske afslappet på selve dagen. Jeg havde en del overskud den dag. Jeg punkterede 2 gange og måtte have hjul af en holdkammerat og træde ca. 1 minut op hver gang. Desuden styrtede jeg 2 gange på forskellige stykker pavé. På et tidspunkt måtte jeg tage cyklen på nakken, da flere motorcykler var væltet. Det var vist bare en af de dage, hvor det hele går op i en højere enhed. I spurten besejrede jeg Roger De Vlaeminck og Francesco Moser.
Det er min overbevisning, at jeg kunne have vundet flere gange, hvis jeg havde været villig til at tage risikoen for at smadrede et Tour de France.
Der er nok ikke nogen vej uden om disse forbandede brosten, hvis man er professionel. Det er en del af faget at lære at køre på brosten.
Frederic Guesdon, vinder 1997
Det er helt klart, at hele min karriere blev bygget på denne sejr.
På selve dagen følte jeg mig først frisk, da Carrefour de l’arbre var overstået. Jeg sad i en 5 mandsgruppe, der jagtede de 3 forreste. Jeg tænkte, at det så fint ud med en mulighed for at slutte i top-8!
Jeg var ung og uprøvet og ganske overbevist om, at flere af de andre kan slå mig i spurten. Jeg åbnede derfor langt ude fra og holdt hjem! Der er ingen tvivl om, at dette er et løb, der altid gør ondt. Jeg har nu kørt i 17 år, og jeg har stadig dette løb som et af mine absolut favoritløb, selvom alderen ikke gør det nemmere at gennemføre.
Eddy Merckx, vinder 1968, 1970 og 1973
Jeg var blevet gift nogle måneder før og følte et pres fra publikum for at vinde. Jeg stillede op i WM-trikoten og var meget opsat på at vinde. Denne sejr står stadig som en af de smukkeste i min karriere.
Sejren i 1970 var også særdeles dejlig. Jeg vandt med 5 minutter og 21 sekunder til Roger de Vlaeminck, hvilket til dato er den største margin til nummer 2.
Der er tale om et hårdt, hårdt løb. Jeg har ikke på noget tidspunkt følte, at jeg svævede over brostenene. Jeg kunne mærke hver eneste i kroppen!
Servais Knaven, vinder 2001
Den morgen regnede det, da jeg trak gardinerne fra. Det var min syvende start i dette løb, og jeg er sikker på, at regnen passede mig bedre end de fleste andre ryttere. Det havde regnet hele natten og regnede stadig om morgenen. Der var ingen tvivl om, at brostene ville være glatte.
Jeg var hjælperytter for Johan Museeuw og Romans Vainsteins, hvilket heldigvis betød, at jeg sad i den forreste del af feltet, hvor tingene stille og roligt arbejdede for mig. Jeg har ikke haft særligt mange punkteringer i dette løb, hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg holder meget øje med de forskellige huller. Hvis du er træt ser du måske ikke hullerne og køre direkte ind i en punktering. Jeg bliver stadig husket for denne sejr, hvor folk derimod ofte glemmer mig etapesejr i touren.
Året efter fik jeg af Merkcx min vindercykel med mudder på og det hele. Den står stadig derhjemme med mudder på, og jeg er meget stolt af den!