8 runder med guldpiber og et hovmodigt soloridt

Okay, det går sgu lidt over gevind det her Corona Cup. Ikke så meget selve cuppen. Løbet er stadig lige sjovt og møghårdt. Det er mere alt det udenom, der stikker lidt af. Forberedelserne, aerooptimeringen, tanker på udstyr og de små satiriske stikpiller til de konkurrende cykelryttere på vores lukkede Facebook gruppe, hvor dommerne forlanger schweizerfranc for den mindste indsigelse. Reel træning bliver der ikke så meget af mellem hver runde, det er mere hyggeture. Jeg føler dog, at jeg får hævet formen støt jo flere løb, jeg kører i det gode danske sommervejr.

Optimering, optimering
En ting, der specielt har fyldt meget i mit hoved siden første runde for godt 2 måneder siden, er aerooptimering. Jeg har siden starten på Corona Cuppen banket frempinden den sidste centimeter ned, så jeg nu har et drop på 14 cm, anskaffet mig en ny og noget mere aerodynamisk hjelm, en Scott Cadence Plus (den er lækker!), lånt en speedsuit af min trofaste makker, Hans, købt nye sko, Giro Empire SLX (nok mest da gamle var ved at blive for slidte og ulirens), trænet min kørestilling, så den er så aerodynamisk som muligt og utallige gange kigget på mine ben og overvejet, om det ubrugelige og aerodynamisk ødelæggende hår på benene ikke snart skal ryge, for at skaffe lidt gratis ekstra fart – men dog uden at handle på det. Derudover har jeg smidt cykelhandskerne og 2 kilo kropsvægt uden rigtigt at tænke over det. Jo, coronaen rammer os alle.

[IMG4]

Men et eller andet sted er alle overvejelserne og de små optimeringer måske også ligegyldige – i hvert fald rent resultatmæssigt. For Hans og jeg har nu vundet alle 8 runder, og jeg synes efterhånden, at jeg mangler lidt motivation for at kunne køre løbet med den iver og kampgejst, som jeg så gerne ville. Jeg foreslog derfor Hans, om vi ikke skulle prøve at køre løbet én og én i stedet for at køre det som par. Ud over at give noget øget motivation, så kunne det også være meget sjovt at se, hvor meget vi ville tabe på at køre solo i stedet for som par. Samtidig ville det også være sjovt at se, hvordan Hans og jeg ligger i forhold til hinanden, jeg havde en fornemmelse af, at vi ville være meget tæt. Hans var med på planen om et hovmodigt dobbelt soloridt i 9. runde.

Round #9 Egå-Mejlby-Skødstrup
9. runde skulle derfor stå på en vild omgang solo-tons og blev krydret med en vindstyrke på 9 m/s fra øst. Det lød ikke helt rart med vinden og jeg vidste, at jeg ville komme til at savne den smule læ, jeg trods alt har fået bag Hans’ slanke og smalle cykelrytterkrop. Nå, men de andre skulle jo også køre i vind, så mon ikke også, jeg ville klare den? Hans og jeg trillede afsted sammen på en ret mislykket recon en time før de første skulle sendes afsted. Ingen af os havde kigget ruten specielt godt igennem inden, så vi fumlede rundt i det og var først i ”startområdet” da alle andre var kørt forbi os i modsatte retning. Da det i høj grad er et socialt arrangement, var det lidt ærgeligt, men til gengæld ville vi ikke blive forstyrret af andre ryttere. Ruten var på 24 km og forholdsvis flad, men dog med et par knolde undervejs og en 3% bakke på 1,3 km. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville køre dagens hurtigste tid, men var egentlig også mere interesseret i at se, hvordan Hans og jeg lå i forhold til hinanden. Hans har i langt de fleste runder virket hurtigst på de flade stykker, mens jeg har kunnet bringe vores parløb i fare på de fleste bakker ved at sætte et blodsmagsgivende tempo, når vejen går på himmelflugt. Jeg vidste derfor, at jeg skulle stramme mig gevaldigt meget an, hvis jeg skulle holde stand mod Hans på de flade første 17 kilometer.
Nå, men blæren blev vredet og jeg meldte mig til at køre først af Hans og jeg. Jeg var tændt og kunne mærke, at den ekstra udfordring, jeg havde stillet mig selv og Hans ved at køre solo, gav mig blod på tanden. Med tilløb hen mod starten af dagens Strava segment fik jeg råbt ”God tur” til Hans og fløj derefter ud over stepperne.

SEJR!
Det gik skidegodt og på mange af de flade stykker med sidevind, lød farten på omkring 45 km/t, det var en meget tilfreds Roar, der så aerodynamisk som muligt, fløj afsted i speedsuit på det blå lyn af en Pronghorn.

[IMG2]

Efter 12 km i sidevind og jublende publikum undervejs i Hårup, drejede vejen mod øst ad Kaløvej, hvilket betød, at jeg ville få vinden lige i kasketten. En stor åben hovedvej og 9 m/s var ikke rigtigt noget, jeg havde glædet mig til efter 18 minutter i syrebad. Til min store fornøjelse var det en af de dage, hvor vinden ikke føltes helt så modbydelig, som man kunne frygte efter at have nærstuderet vejrudsigten – eller også var jeg bare godt kørende? Farten blev holdt på knap 40 km/t på hele modvindsstykket og efter 5 km med god nedkøling fra vinden, nærmede jeg mig dagens bakke med hastige skridt

Jeg var ikke helt klar over, om Hans havde hentet ind på mig indtil nu, men jeg vidste, at jeg ville hente en god portion sekunder på Hans og nok også det meste af feltet på bakken mod den lille by, Vorre. På toppen af bakken, var selvtilliden og syren i benene i top, og det skulle vise sig at jeg der tog 10 sekunder fra Hans og 15-20 sekunder på de fleste andre af dagens deltagere. I Vorre var det først til venstre i t-krydset, så skarpt til højre lige efter og så bare derudaf og medvind på de sidste 5-6 km. Først en km med et let fald, højre i t-krydset i Skødstrup, fuld hammer med vinden lige i ryggen mod Brandstrup, til venstre i t-krydset i Hesselballe og så skulle speederen bare helt ned i kælderen på de sidste 1.000 meter mod mål. For satan, jeg følte mig flyvende og hamrede gennem svingene med et et krigerisk pedaltråd, der lugtede af sejr. Jeg krydsede ”stregen” efter 24 km i tiden 35:35 og med et snit på 40,5. Inden jeg havde fået åndedrættet på rette fod, kom Hans hamrende forbi mig, da jeg stod i vejkanten og skuede efter ham med blodskudte øjne. Han havde kørt runden på 36 minutter rent, så vi var meget tæt på hinanden og begge hurtigere, end jeg havde forventet.

[IMG3]

Jeg var faktisk en anelse paf over, at jeg havde kørt så hurtigt. Jeg er trods alt stadig en simpel motionist med hår på benene og uden et eneste licensløb under bæltet. Alle de små optimeringer i de sidste par måneder har nok alligevel gjort en forskel?

Hvor meget mistede vi så?
Da løbet bliver målt med Strava tikker tiderne fra deltagerne ind i løbet af dagen, når rytterne er kommer hjem og får uploadet – og Strava blev tjekket mange gange den dag.. Da solen gik ned, var der dog ingen i nærheden af Hans og mig. De hurtigste forfølgere havde kørt runden på knap 37 minutter. Det var 9. sejr i streg og selvom makkerskabet med Hans er sublimt, så var det også sjovt at prøve noget andet og have den motiverende følelse af at være underdog før løbet. Det er svært at sige præcist, hvor meget vi tabte på at køre solo, men udfra de andre runders tider og afstanden ned til de andre ryttere, som også kørte i 9. runde, så ville min tid nok have været 30-60 sekunder hurtigere, hvis Hans og jeg havde kørt runden som par.

I skrivende stund resterer der kun 2 runder af Corona Cuppen, hvoraf den ene, finalen d.28.6., bliver fra Egå Marina til fyret ved Sletterhage, den kommer til at bide godt i guldpiberne..

Indtil da, træd til!