Skal du have dit imposter-syndrom med til VM?

Jeg har ikke mange ting jeg fortryder i mit liv, men jeg fortryder at jeg ikke begyndte at cykle tidligere.

Min barndom og store dele af min ungdom gik med at ride. Senere begyndte jeg at løbe, og med en inspirerende træners mellemkomst blev det starten på en rejse i at udfordre sig selv, at sætte ambitiøse mål og se hvor langt det rakte.

Jeg løb nogle marathoner og kvalificerede mig til Boston Marathon (der som det eneste store marathon kræver good-for-age kvalifikationstider). Jeg trænede meget disciplineret og hårdt frem mod Boston. Så hårdt at løbeskoene, efter et ellers tilfredsstillende resultat og en fed oplevelse, slet ikke trak i mig. Jeg kastede mig over de korte triathlon-distancer men blev, i den forbindelse så begejstret for at cykle, at både løb og svømning er gledet i baggrunden de senere par år.

Stejl læringskurve

Jeg elsker stadig at cykle, uanset om det er en lang Zone 2 tur i skoven eller hårde intervaller på Zwift. Sport og hård træning sørger for at jeg mentalt er i vater på trods af min medfødte rastløshed og generelt høje energiniveau. Det var selvfølgelig en udfordring at begynde på en ny sport relativt sent – især når man gerne vil konkurrere.

Alene det, at finde ud af hvad man skulle se efter ved køb af cykel, var en stor hurdle. Heldigvis har der været flere hjælpsomme kolleger og venner der har kunne styre mig udenom de største faldgruber. Der var mange ting jeg skulle lære, og stadig flere jeg kan bedre til.

Min træningsdisciplin og relative talent indenfor endurancesport er flyttet med fra løb til cykling. Så på trods af den stejle læringskurve de sidste par år er det gået meget godt med at konkurrere på grus. Jeg kvalificerede mig til EM og VM i gravel i 2026 da jeg kørte Alentejo UCI gravel i november 2025.

Selvom jeg ikke har en chance for at ramme aldersgruppe-podiet til de events, er det sjove og udfordrende mål, og jeg vil gerne være så god som jeg kan blive når jeg står på startstregen. Billetten til VM i Australien er købt, og familien glæder sig til at vi skal på tur – sommerferien er nemlig skubbet til oktober i år.

Graveldebut

Min første oplevelse med gravelløb var ellers ikke særligt positiv. Under Corona købte jeg min første gravelcykel. Der var nærmest intet udvalg, så jeg endte med en lidt stor og lidt tung cykel. Da jeg havde kørt lidt rundt på den i Gribskov, meldte jeg mig til Dirty Series.

Første afdeling var mudret og kold og det virkede som om 99% af deltagerne var mænd der havde kørt cykelløb siden de smed støttehjulene. Jeg havde full blown imposter-syndrom, væltede to gange og synes bare generelt det var skod. Jeg kørte ikke de efterfølgende 2 afdelinger, og kort tid efter blev gravelcyklen solgt. Efter 1½ års tid skubbede en god cykelven dog lidt på at jeg fik en ny, og denne gang købte jeg en bedre cykel der passede. Med tiden blev teknikken også bedre.

Jeg prøver generelt at være bevidst om mine styrker og svagheder. Jeg er meget disciplineret og ved det fungerer godt for mig at have en træningsplan så jeg ikke skal tænker over hvad jeg skal træne: jeg skal bare ud at køre det der står. Derfor får jeg træning af Fie Østerby der laver træningsplaner for mig fra uge til uge på TrainingPeaks.

Det er utroligt dejligt at vide, at der er en der sørger for der er progression i træningen og en balanceret intensitet. Samtidig er der god dialog med Fie og fleksibilitet i forhold til både arbejde og andre pligter/fornøjelser. Mine svage sider er stadig teknik og også strategi. Jeg prøver at blive bedre til begge dele ved at træne teknik specifikt og køre så mange gravelløb jeg kan klemme ind i kalenderen.

Imposter-syndrom til VM

Om imposter-syndromet spillede en rolle skal jeg ikke kunne sige, men da jeg kvalificerede mig til VM besluttede jeg at opgradere til en ny og bedre gravelcykel. Valget faldt på en Megamo Silk 00 med Zipp 303 XPLR  hjul og SRAM Red XPLR AXS 1×13. Jeg fik den hjem gennem de flinke folk hos ’New Bike shop’ i Vejen. Det føles lidt fjollet at køre fra Sjælland til Jylland for at købe en ny cykel, men jeg har ikke fortrudt den investering og jeg fik virkelig meget for pengene hos Megamo. Cyklen er hurtig og lækker og det gør det jo bare endnu sjovere at komme ud og køre.

Når jeg ikke cykler, har jeg et job i medicinalindustrien, et hus, en mindre skov, en mand og en teenager. Som så mange andre ambitiøse fritidsatleter har jeg derfor konstant udfordringer med at finde tid til træning og alle de andre ting jeg gerne vil. Frem mod EM og VM er cykeltræningen naturligvis højt prioriteret.

Det hjælper at mit job er fleksibelt, at jeg kan arbejde hjemme og at teenageren ikke behøver mig så meget. Til sammen gør det det muligt at holde en vis træningsmængde. Jeg bor i Nordsjælland og har nem adgang til mange smukke træningsveje med masser af bakker. Det giver mulighed for varieret træning og mange km. uden først at skulle ud af en by.

Om vinteren når det er koldt giver arbejdet i skoven med brænde til næste fyringssæson gratis styrketræning, og så kører jeg Zwift i mange timer hver uge mens jeg ser frem til den årlige trænings-camp i februar i Spanien.

Heldigvis er vinteren nu bag os, skoven er grøn og gruset er tørt. Da sommerferien som sagt er er udskudt til oktober, vil jeg slide videre på mine graveldæk i de lokale skove sommeren over, mens jeg øver mig i at tage svingene hurtigst muligt. Svaret på spørgsmålet i titlen: om imposter-syndromet skal med til VM er derfor: nu må vi se – follow this space.