23.03.2011
Test Test

Bjarne Riis måske med i ’cykelligaen’

UCI præsident Pat McQuaid har i et interview fortalt, hvad han ved nogle holds planer om selv at arrangere deres egen cykelliga. Men indtil videre foreligger der ikke noget konkret, og derfor foretager UCI sig intet indtil videre.
– For øjeblikket er det kun rygter. Det er kun, hvad jeg læser i medierne og ellers hører. Jeg afventer indtil, at jeg hører noget konkret. Vi læner os så ikke ikke tilbage og gør ingenting. Vi har møder om det, men det behøver jeg ikke at gå i detaljer med, siger Pat McQuaid til VeloNation.
En af de sikre bagmænd er Radioshacks team manager Johan Bruyneel, der bevidst har lækket lidt informationer på sin twitterkonto, og måske er der en dansker med i spillet.
– Jeg har jo hørt om de her rygter i ugevis, hvor der er diskuteret. Det har mest været nogle team managers. Jeg ved, at Bruyneel er med, og måske også Riis, siger Pat McQuaid.
Garmin-Cervélos team manager Jonathan Vaughters, der også er formand for de professionelles hold arbejdsgiverforening (AIGCP, red.), har heller ikke været bleg for at bruge raceradio forbuddet som anledning – faktisk har han ført an.
Tillige har Team HTC-Highroads team manager Rolf Aldag også været ude at kritisere UCIs måde at håndtere beslutningen om raceradio forbuddet på, som tyskeren for øvrigt hele tiden har været uenig i. Derfor kan Team HTC-Highroad også tænkes at være med.
Men UCI formanden er klar til kamp, idet han klart overfor VeloNation giver til kende, at UCI ikke har nogen problemer med at samarbejde med ASO. For selvom UCI i princippet er højeste organ i cykelsporten, har Tour arrangøren utvivlsomt mest magt både via egne løb i Frankrig og udland, medejerskab af Vuelta arrangør Unipublic og samarbejde med Tour of California arrangøren.
En ny cykelligas løbsprogram uden ASO løb, er der ikke meget salg i.