11.04.2011
Andreas Ø. Pedersen

Brian Holm: Bak ikke sikret Tour-billet

Danske Lars Bak er efter femtepladsen i søndagens Paris-Roubaix ikke kommet tættere på en billet til Tour de France. Det fortæller hans sportsdirektør, Brian Holm, der kun har Mark Cavendish og Tony Martin som sikre kort.
– Cavendish er sikker og Tony Martin er sikker. Ellers er der ikke nogle sikre på Tour-holdet endnu. Altså, det ser fint ud for ham. Vi har 15 ryttere, vi indleverer på en liste, og den er han med på, siger Brian Holm til TV2.
– Den (chancen for en Tour-billet, red.) var der sidste år, og den er der igen i år. Havde han ikke været i top ti, havde hans chancer været lige så gode. Han er en god cykelrytter, og han er godt integreret på holdet, så det er ikke umuligt.