02.04.2022
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Velomore

Anmeldelse: God is Dead – en bog om Frank Vandenbroucke

Den nye biografi om Frank Vandenbroucke får rosende ord med på vejen, men bidrager ikke for alvor med noget nyt til fortællingen om den belgiske cykelstjerne.

Af Jesper Carstens

I 2017 udkom den nu tidligere Rouleur-redaktør, Andy McGrath, med en yderst smuk cykelbog om Tom Simpson. Bird on Wire hed den, og bogen formåede på smuk måde at illustrere Tom Simpsons flotte karriere. 

Det var en smuk bog, der også gik hen og vandt William Hills prestigefyldte sportsbogspris, der i tidens løb har hyldet nogle af de bedste sportsbøger. 

Derfor var der også gigantiske forventninger knyttet til McGraths næste bog, der netop har ramt hylderne hos boghandlerne: God is Dead. Denne gang er omdrejningspunktet cykelsportens l’enfant terrible i form af Frank Vandenbroucke. Belgieren raserede de europæiske landeveje i fra midten af 90’erne og frem til årtusindeskiftet. Faktisk havde han sin suverænt bedste sæson i 1999, hvor han vandt Liege-Bastogne-Liege i overlegen facon samt Omloop Het Nieuwsblad – men det var også hans sidste sæson på toppen. 

Det var nemlig ikke kun på cyklen, at Frank Vandenbroucke satte et voldsomt tempo. I 1999 blev han for første gang involveret i ballade, da politiet i Paris arresterede ham (og siden satte ham fri). I de efterfølgende år fulgte den ene skandale efter den anden. Siden den første konflikt i 1999 gik hans karriere – og beløbet på lønsedlen – kun én vej: Ned. På trods af enkelte solide resultater, så genfandt Vandenbroucke aldrig fordums styrke. 

I 2009 sluttede det hele for Frank Vandenbroucke. Han tjekkede ind på et hotelværelse i Senegal, men efter en festlig aften døde han som 34-årig af en blodprop i lungerne – og bestjålet af den prostituerede kvinde, han havde slæbt med hjem på hotelværelset. 

“Jeg er ikke Gud”

Ja, der var fart på Vandenbroucke. Han var cykelsportens wonderboy og belgiernes helt store kronprins i midten af 90’erne. Han blev af mange fans betragtet som en gud, ja, faktisk i en sådan grad, at han i 2007 udgav en selvbiografi, der hed Je ne suis pas Dieu – Jeg er ikke Gud. Og nu er Andy McGrath så aktuel med God is Dead, en ny bog, der kigger nærmere på det belgiske wonderkid.

Andy McGrath har i de seneste mange år været magasin-redaktør for Rouleur. Hvor Simpson-bogen i høj grad lignedeet magasin, så er det ikke tilfældet med God is Dead, der i højere grad rent visuelt ligner en traditionel cykelbog. Til gengæld bliver den ofte fortalt som et magasin, og det er en stor styrke. McGrath er god til at beskrive den karisma, der omgav Vandenbroucke og som i høj grad har gjort ham til den mytiske figur, han fortsat er.

Den fortæller-stil fungerer rigtig godt, når man skal bygge en karakter op. Og det gør McGrath fremragende: Han bygger fortællingen om Vandenbroucke op. Han forklarer og viser igennem sproget, hvorfor Vandenbroucke er denne larger-than-life-character. Og han gør det samme igen, når tæppet trækkes væk, og Frank Vandenbroucke udstilles som en sølle stakkel, der har kurs mod afgrunden i en fart, der langt overgår den han kunne træde i pedalerne. McGrath ved om nogen, hvordan man laver et portræt, og Vandenbroucke giver ham den perfekte historie. Det er ikke tilfældigt, at det er to tragiske karakterer i cykelsporten, der er hovedpersonen i McGraths to bøger.

Bogens udfordringer er givetvis, at den kommer vidt omkring Frank Vandenbroucke, men aldrig kommer tæt nok. Der er adskillige personer i og omkring Vandenbrouckes familie, der ikke har ønsket at tale med McGrath. Ikke fordi han ville skrive en kritisk bog om den blonde belgier, men derimod fordi der allerede var blevet skrevet så meget. Vandenbroucke var én af de mest omtalte cykelryttere i perioden fra 1997 og frem til sin død i 2009. Han nåede endda selv at udgive en selvbiografi, ligesom andre forfattere også har behandlet ham. Der var ingen grund til at rippe op i mere.

For det nyere publikum

Selvfølgelig fungerer God is Dead som cykelbog, og selvfølgelig er den stadig relevant og aktuel, særligt fordi sporten hele tiden får et nyt publikum, og for mange kan historien om Vandenbroucke være ufortalt – men for rigtig mange er det ikke en bog, der vil bringe meget nyt med sig.

Og det er måske fint nok. Det er ikke alle bøger, der skal bringe noget nyt, skabe overskrifter eller lignende, men som alligevel finder sin berettigelse. Og berettigelse har Andy McGraths bog afgjort også: Har du ikke fulgt med i Vandenbrouckes karriere – måske fordi du er blevet cykelfan i nyere tid – ja, så er McGraths bog et fremragende portræt af en karakter, der kan være svær at spotte i det nuværende cykelfelt. Kender du derimod Vandenbrouckes karriere indgående, så er der næppe meget nyt i bogen og den vil føles som gammel vin på nye flasker. Det er ikke nødvendigvis skidt, man skal bare være klar over det. 

God is Dead er afgjort en cykelbog, der kan anbefales til de ivrige læsere, særligt nu hvor klassikersæsonen rammer – det var her, Frank Vandenbroucke for alvor var i hopla. Det er en bog, der giver et indblik i en svunden tid, og selv hvis man kender til Vandenbroucke, så er McGrath en dygtig forfatter, der kan noget med ord. Jeg var solgt.

Forlaget har stillet en bog til rådighed. Bogen findes kun på engelsk.