01.04.2011
Test Test

Aprilsnar: Boostamine giver større eksplosivitet

Opdateret 2. april: For en god ordens skyld, vil Cykelmagasinet gerne gøre opmærksom på, at dette var vores aprilsnar i 2011.
WADAs forskningsleder, Weer de Lichtoff, bekræfter den seneste tids rygter om, at stoffet Boostamine cirkulerer i det professionelle cykelfelt. Medikamentet er udviklet til anvendelse i akutbehandlingen af traumepatienter og er endnu kun nået til fase to i den kliniske afprøvning. Den israelske hær har dog testet stoffet i felten med lovende resultater. Hvordan stoffet er nået frem til de professionelle cykelryttere på et så tidligt tidspunkt i udviklingsfasen er uvist.
Boostamine er en såkaldt "allosteric creatine phosphokinase activator" (ACPA, red.), der kan accelerere omdannelsen af phosphocreatine til creatine og dermed give en momentant højere mængde ATP, som fungerer som cellernes brændstof. Dermed vil muskelcellerne kortvarigt være i stand til at yde mere end normalt. Denne effekt har de professionelle cykelryttere ikke været sene til at opdage kan have en afgørende betydning, når der skal angribes eller spurtes, dvs. i momenter der ofte afgør cykelløb. Weer de Lichtoff anslår, at Boostamine kan give en 15% højere ydelse i de første 10 sekunder af en maksimal muskelbelastning.
– De ACPA’er, der stadig er under udvikling er virksomme i ekstremt lave doser og vi har endnu ikke udviklet en test, der er sensitiv nok. Vi kender meget lidt til bivirkningsprofilen af ACPA’erne ud over at de kan udløse kronisk inkontinens, men jeg frygter at atleterne er klar til at spille hasard med deres helbred på grund af den betragtelige præstationsfremmende effekt og den minimale risiko for en positiv dopingtest, lyder den nedslående konstatering fra Weer de Lichtoff.
– Vi risikerer at cykelløbene som vi kender dem i dag, vil blive tranformeret af ACPA’erne i form af eksplosive angreb efterfulgt af pludselige og hyppige tissepauser. Sporten vil ikke længere være egnet til TV-transmission og dermed kan sponsorgrundlaget forsvinde, siger Weer de Lichtoff.
Udsigten til at rytterne skulle vælge at køre med et kateter forbundet til den ene drikkedunk er heller ikke noget, der afbøder pessimismen hos de Lichtoff.