30.01.2011
Test Test

Australsk borgerkrig bag Pegasus lukning?

Det lykkedes heller ikke Pegasus Racing at få status som kontinentalhold, det vil sige tredjedivisionshold, hos UCI. Den mest logiske forklaring er, at team manager Chris White tog for stor en risiko i at satse på en hovedsponsor, der ikke havde pengene, da det kom til stykket.
– Alle UCI deadlines er for længst overskredet og en potentiel sponsor trak følehornene tilbage, siger Ben Day, som skulle have kørt for Pegasus Racing.
En anden forklaring, der nu er bragt til torvs af Velonews, er, at det australske cykelforbund og UCI hellere vil have, at Green Edge projektet bliver Australiens første ProTeam. Få dage efter Pegasus Racing ikke havde fået godkendt sin ansøgning om at blive professionelt kontinentalhold, så Green Edge projektet dagens lys.
Her er der kolde kontanter på bordet fra start af, da sponsor er den australske cykelmæcen, Gerry Ryan, der ejer Jayco Caravans virksomheden. Jayco Caravans sponserer allerede en løbsserie i Australien. Samtidig står det australske cykelforbunds tidligere sportschef Shayne Bannan i spidsen for Green Edge projektet.
For Velonews har talt med en person, der stod tæt på UCI præsident Pat McQuaid til et canadisk cykelarrangement i september måned sidste år, hvor ireren skulle have sagt, at Pegasus Racing ikke blev det første australske ProTeam hold. Men det benægtes.
– Det har jeg aldrig sagt. For det kunne jeg ikke sige i september måned, da processen var i gang. Havde Chris White overholdt alle deadlines og haft en sponsor, ville holdet minimum havde fået en professionel kontinentalholds status, siger Pat McQuaid til Velonews.
Chris White har så stadig et U23 hold i Australien, Blue Virgin og et kontinentalhold i USA, Fly V Australia. De sidste Pegasus Racing ryttere kan måske komme til at køre for det amerikansk registrerede Fly V Australia hold.