08.04.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/448247394_1004692921660478_4132501343240402392_n.jpg Velomore

Backlands – en gravelfestival i Odsherred

Til august kan du komme til gravelfestival i Odsherreds kuperede terræn.

Pressemedelelse
“Man kan måske kalde det Heartland med høj puls!”. 

Sådan siger de tre stiftere af Backlands. Festivalen finder sted ved Anneberg Kulturpark i Odsherred i weekenden 18. – 20. august. 

Folkene bag, Dean Strange, Christian Orry og Kaare Breinholt, er alle selv passionerede gravelryttere og nu kommer deres passion og iværksættertrang også andre til gode. For Backlands-festivalen tiltrækker cykelinteresserede fra både nær og fjern til en weekend med spændende ruter i den skønne natur, film og koncerter om aftenen, lækker mad og socialt samvær for alle, der kan lide at kombinere sport med livets andre gode sager.

Gravelcykling som sport er oprindelig fra Nordamerika, hvor flere og flere cyklister og cykelryttere søger væk fra de asfalterede og farligt trafikerede veje og ud på skovenes grusstier. Med sin slanke konstruktion og brede dæk, er gravelcyklen skabt til at flyve hen over grus, grene og sten uden at gå på kompromis med komforten. Selv professionelle cykelryttere som Michael Mørkøv, Kasper Asgreen og Magnus Cort er begyndt at bruge gravelcyklen i deres træning for at variere de mange træningstimer på asfalten. 

Og nu har gravelcykling for alvor også ramt den almindelig dansker. I weekenderne udforsker mænd og kvinder i alle aldre de danske skove på kryds og tværs, og flere sociale fællesskaber og gravel-events springer frem i takt med den stadig stigende interesse for den nye motionsform. Og nu får fænomenet altså også sin egen tilbagevendende festival.

Den allerførste Backlands Gravel Festival blev nemlig afholdt i Odsherred i september 2022, og det er på baggrund af de erfaringer, at arrangørerne nu gentager succesen i 2023. Faktisk er planen at Backlands som koncept skal afholdes i flere lande med alle de samme ingredienser, men med nye spændene gravelruter og forankring i lokalområdet uanset om venuen hedder Tyskland, Norge, Sverige eller Peru.

Backlands for erfarne ryttere og nysgerrige begyndere
På Backlands i Odsherred den 18. – 20. august bliver der noget for enhver smag. Der er både cykelruter, der udfordrer erfarne gravel-ryttere, og ruter for nye inden for sporten.

Der er korte ture på 25 km til begynderen, der er teknisk svære ruter med masser af højdemeter til den øvede, og så er der den helt lange tur på 160 km til de udholdende, som vil se alt det bedste, Odsherred har at byde på. I alt kan man vælge mellem seks forskellige ruter, der alle tager rytterne rundt i det historiske landskab. Og ejer man ikke en gravelcykel, kan den lejes på festivalen.

Men der er ikke kun cykling på programmet på Backlands.

Festivalen tilbyder også lækker mad, filmpremierer, talks, live musik, bålhygge og sågar festivalens egne øl fra mikrobryggeri.

”Vi inviterer til en weekend fyldt med eventyr og oplevelser til at bryde med hverdagens stress og jag. Vi vil give en oplevelse ud over det sædvanlige til alle, der elsker at cykle i naturen, og som går op i at nyde livet. Tonen er afslappet og uformel, og alle er velkomne”, siger Dean Strange på vegne af de tre arrangører, der glæder sig til at se gravelcykler i massevis indtage det billedskønne Odsherred. 

Fakta om Backlands
Dato: 18. – 20. august 2023
Sted: Anneberg Kulturpark, Nykøbing Sjælland
Pris: kr. 1.995 (billetprisen er inkl. alle måltider)
Artister: DJ Emma Lincoln – (flere live bands bliver annonceret løbende)
Talks: Cykeldrengene Nicklas og Emil – Livet er et eventyr, Sabina Knezevic og Robin Patijn fra Farawayistan om Bikepacking og Graveleventyr, Gustav Thuesen om Gravel fotografens værktøj – (flere talks bliver annonceret løbende)
Workshops: Cykelmekaniker workshops m.fl. 
Film: The wildest race on earth – af Douwe Doorduin, The Tour of Ara – af Rick Wall, Cocoravelo – af Zack Helminiack m.fl.