Banket i asfalten af en sur bilist

Jeg sidder her og har temmelig ondt i kroppen. Jeg har optalt 20 sår og mærker på ben, arme og hofte. Og så har jeg ikke taget de hudafskrabninger med, som går fra skulderen og et godt stykke ned ad ryggen. Alt sammen resultatet af en bilists livsfarlige aggressioner for nogle timer siden.

Begge hænder på styret
Jeg har været offer for det, der ofte kaldes road rage eller vejvrede. Men som i bund og grund drejer sig om én ting: vold.
Det hele startede med, at en bil kørte op på siden af mig, mens jeg cyklede på cykelstien. Bilisten ruller vinduet ned og begynder at skælde mig ud. Først lader jeg som ingenting, for jeg har ikke i sinde at rode mig ud i et skænderi. Men manden fortsætter sine råb.
Det handler om, at jeg ikke havde rakt armen ud til højre, da jeg foretog et højresving i forrige kryds, mens han holdt ude i krydset og ventede.
Fortsat cyklende forklarer jeg ham det, som det var, nemlig at jeg var blevet usikker på vejens beskaffenhed og derfor havde beholdt begge hænder på styret rundt i svinget. Denne forklaring rækker åbenbart ikke, for han udspyr flere bebrejdelser og nævner undervejs ordet 'idiot'.
Jeg gentager min forklaring, og da manden derefter holder ind til siden – ganske vist lidt pludseligt – tænker jeg, at konflikten er slut.

Ville foretage civil anholdelse
Men nej. Godt en kilometer længere henne ad vejen ser jeg ham forude. Han er kørt i forvejen og har parkeret sin bil. Nu står han på cykelstien med front mod mig og holder armene ud til siden. Har jeg lyst til at stoppe op nu og tage en konfrontation med en sur bilist, der for lidt siden skældte mig ud og vist nok kaldte mig idiot? Spontant tænker jeg: Nej, det har jeg ikke. Så jeg trækker ud til højre for at passere ham. I netop det øjeblik griber han ud efter mig, og så sker det uundgåelige. Jeg hamrer ned i asfalten for fuld power. Det går selv sagt lynende stærkt, og alligevel når jeg at tænke, at det her styrt kan blive rigtig grimt. Ikke mindst fordi der er en 30 centimeter høj betonkant ind mod en have, lige dér hvor jeg bliver væltet omkuld.På mirakuløs vis er jeg ret hurtigt i stand til at rejse mig igen, og så får vi den konfrontation, som jeg havde søgt at undgå. Han er vred, jeg er vred. Han hævder, at han havde i sinde at foretage en civil anholdelse! Det er absurditeter blandet med hensynsløshed.

20 pulsslag
Et vidne kommer til. Temperamenterne daler en smule. Jeg får et visitkort fra vidnet, der har set hele styrtet. Han har travlt og må videre. Den ophidsede bilist – en ældre herre – er efterhånden knap så ophidset. Tilbyder endda en enkelt gang sin hjælp, da han kan se, at min cykel ikke kan køre. Jeg får også selv pulsen lidt ned under arbejdet med at få diagnosticeret det mekaniske problem. Jeg kan her bagefter se på mine data fra gps-uret, at min puls steg med ca. 20 slag, umiddelbart efter at jeg var styrtet. Det er åbenbart det, et chok gør ved kroppen – 20 pulsslag. Jeg tror, at pulsen peakede, da jeg lige efter at have rejst mig råbte til gerningsmanden, om han da var fuldstændig sindssyg. Meget højt.

Skaderne
Jeg finder ud af, at fordækket er hoppet ud af fælgen ved styrtet. Det er derfor, cyklen ikke kunne køre. Mens blodet løber ud af mine forskellige sår, får jeg fikset hjulet.Det er akavet at trille afsted med et skævt styr, men dog en lettelse, at det kan lade sig gøre. Et styrt som dette, hvor man ryger ned fra det ene sekund til det andet, kunne vel snildt koste brækkede lemmer og en totaltskadet cykel. Jeg prøver at tænke forud: Vil jeg i morgen tidlig vågne op og tænke "pyt"? Shit happens? Jeg kigger på skaderne på min krop, på mit tøj, på min cykel. Det var hans skyld. Og jeg tænker på forløbet. Han havde så mange muligheder for undervejs at tænke: Nej, det her er ikke det værd – jeg kører hjem igen. Men det gjorde han ikke. Han ville for alt i verden stoppe mig. Om nødvendigt med vold.

Anmeldt til politiet
Vejvrede får nogle gange et lidt komisk skær over sig, når det behandles i medierne. Typisk noget med to unge tatoverede mænd, der har lige svært ved at styre deres følelser. Men det, jeg oplevede i dag, var én mands ustyrlige aggression. Det var ikke et fascinerende samfundsfænomen, men blodig alvor.Og ja, jeg skulle have levet med risikoen for at vælte i det sving og rakt armen ud i krydset. Det siger færdselsloven jo, at jeg skulle. Men jeg var ikke til væsentlig gene for bilisten. Han kom til at holde to sekunder længere i krydset, end han ellers ville have gjort.Det er noget af det, der gør det hele så mærkeligt: Det var ikke et "near miss" i trafikken. Det var så banalt. Hvilket vel egentlig bare gør hans handling et par minutter senere endnu mere skræmmende.Tre kvarter efter hændelsen ringer jeg til politiet. De kommer, og jeg forklarer, hvad der er sket. Herfra går voldssagen sin gang. Og i morgen gør min krop endnu mere ondt, end den gør nu. Det er helt sikkert.