26.03.2016
Jesper Carstens

Bennett tog sejren på Korsika

Sam Bennett (Bora Argon) vandt første etape af Criterium International, der køres på Korsika i denne weekend. Senere i dag køres den 7 kilometer lange enkeltstart, inden løbet i morgen afgøres i bjergene.

Dagens lange udbrud bestod af tre ryttere, nemlig Latour (Ag2r), Calmejane (Direct Energie) og Leveau (Roubaix Lille Metropole). Udbruddet blev dagen igennem holdt i kort snor, og nåede sjældent over meget mere end 1-2 minutter.

Etapen var kun 90,5 kilometer lang, og mest af alt pandekageflad. Den sidste kilometer gik op ad bakke med 3,3 %, så det var afgjort for de lettere sprintere.

Med 5 kilometer tilbage havde Latour og Calmejane et lille forspring på 35 sekunder ned til feltet. Med 3 kilometer igen var det nede på 25 sekunder – det blev tæt.

Det lykkedes dog feltet at hente lykkeridderne, og i spurten var det irske Sam Bennett, der var den hurtigste mand.

1. etape, resultat
1 Sam Bennett (Bora-Argon 18) 2:03:09
2 Rudy Barbier (Roubaix Metropole Lille)
3 Romain Feillu (Auber 93)
4 Stephane Poulhies (Armee de Treere)
5 Samuel Dumoulin (Cofidis)

Samlet stilling
1 Sam Bennett (Bora-Argon 18) 2:03:09
2 Rudy Barbier (Roubaix Metropole Lille) 0:02
3 Romain Feillu (Auber 93) 0:04
4 Stephane Poulhies (Armee de Treere) 0:06
5 Samuel Dumoulin (Cofidis) 0:06