06.04.2013
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Hans Plauborg

Bianchi Infinito – first ride

Vejret er koldt og gråt og inviterer på ingen måde til cykling. Men lige uden for hotellet lyser de mange sexede celeste-farvede Bianchi Infinito Countervail op og lokker cykeljournalisterne tættere på, som er de smækre sirener i færd med at lede sømænd tæt på skærene. Der er ingen vej uden om: Vi skal ud og køre de sidste små 50 kilometer af Paris-Roubaix og altså afprøve den nye "brostenscykel" fra Treviglio under de mest realistiske og værst tænkelige forhold. 

Udstyr
Cyklerne er monteret med Campagnolo-grupper fra den dyre ende, FSA-udstyr og V-formede højprofil kulfiberhjul fra Fulcrum med Veloflex "Arenberg" 25 mm ringe. Et "vanvittigt" hjulsæt at tage med ud på brostenene, skulle man mene, men Bianchi folkene vil ikke forære os for meget komfort. Rammen skulle jo gerne afsløre sine fordele uden hjælp. Derfor ingen 28 mm ringe som profferne kører Paris-Roubaix med og derfor intet dobbelt lag styrbånd, som også ellers er kutyme hos mange proffer. Det eneste påmonterede komfortelement er de traditionelt behagelige Aliante-sadler fra Fizik.

//DE FØRSTE INDTRYK// 
På vej ud af Lille mod de første brosten afslører cyklen allerede sit sande væsen. Over flere kilometer er asfalten revet op, og vi suser hen over den ru asfalt. Den slags højfrekvente svingninger plejer tydeligt at forplante sig gemmen rammen til hænder, fødder og ryg på rytteren. Men det virker faktisk som om, at vibrationerne er reduceret. De tykke og forholdsvis brede ringe med et tryk på kun 6 bar, opsuger selvfølgelig en del vibrationer, men det kan ikke afvises, at den såkaldte countervail-kulfiber, der er integreret i rammen, også er en medvirkende årsag til fornemmelsen af meget få vibrationer på den ru asfalt. At der ikke er tale om en ramme med vægt på stivhed i den forreste trekant er dog også tydeligt. Når man rusker i styret fra side til side er styringen en smule svampet. Det er formentlig helt ukritisk, men en nærmere vurdering vil kræve, at cyklen testes på en hurtig nedkørsel.

//BROSTEN// Vi kører ind på den første pavé og de journalister, der ikke har prøvet den slags før, får et chok og går næsten i stå, enkelte står af. Brosten i Belgien og Nordfrankrig er bjerge, der ligger ned. Det ER ret vildt og skal prøves. Cykelmagasinet lægger sig i front med et par andre journalister og Bianchi-folk og giver den gas med hænderne liggende løst på det øverste af styret. Det ryster og rusker og alle forsøger at finde ideallinjen. Det er meget svært at fornemme, om vibrationerne dæmpes pga. rammen. Til gengæld er der ingen tvivl om, at de lange kædestræbere og den lange akselafstand på 1020 mm på vores str. 59 er med til at rammen forbliver nogenlunde rolig og til at styre på de umulige brosten. På den måde er rammen skabt til dette terræn.

//CARREFOUR DE L’ARBRE// Den sidste afgørende pave i Paris-Roubaix er Carrefour de l’Arbre, den måske sværeste pavé i løbet, hvor det ofte er blevet afgjort. På det sidste stykke ned mod den berømte kro i svinget Café de l’Arbre har brolæggeren været særlig sløset og nærmest smidt stenene efter forgodtbefindende. Vi racer af sted i fronten og prøver at være så afslappede på cyklen som muligt, selvom fødder og hænder brænder, som var der ild i dem. Der er næppe tvivl om, at skal man have mærkbar komfort på den her slags underlag, skal man have aktiv affjedring på cyklen. En mtb fully vil være det eneste fornuftige at køre på på dette underlag – i hvert fald for en motionist. Når det gælder lavfrekvente svingninger (bump) er en vibrationsdæmpning efter vores mening næppe særlig mærkbar i forhold til de voldsomme rystelser, der går gennem kroppen. Til sidst ser vi kroen i svinget – et fantastisk ikonisk billede som man husker fra løbet i tv – og nu kører man her altså selv. Det er fedt. Alle kommer i gennem uden styrt. Et rent held.

//FACIT// Den første kørsel på Bianchi Infinito CV (Countervail) viser, at Bianchi bestemt har fat i den lange ende, når det gælder om at skabe en ramme, der reducerer højfrekvente vibrationer, og det er den slags, der virkelig tæller under normale forhold. Rammen er en gennemført performance (endurance) racer, med højt kronrør, forholdsvis kort overrør, lang akselafstand og langt efterløb. Men andre ord en cykel, der vil tiltale mange ryttere, der er på udkig efter en cykel til de lange hårde ture i fladlandet. Infinito Countervail ventes at komme i handlen til sommer, og vi forventer startpriser på 30.000-35.000 kroner.

Cykelmagasinet vil i et senere nummer bringe en mere omfattende teknisk orienteret test af Bianchi Infinito CV.